Kulturminister Mette Bock: Jeg søgte faktisk optagelse på Musikkonservatoriet i Aarhus, men kom ikke ind. Og det var vist rigtig godt!

Kulturminister Mette Bock: Jeg søgte faktisk optagelse på Musikkonservatoriet i Aarhus, men kom ikke ind. Og det var vist rigtig godt!

Vi har stillet Mette Bock, Danmarks kultur- og kirkeminister siden november 2016, 20 spørgsmål om hendes forhold til musik.

 

Navn: Mette Bock

Alder: 59 år

Civilstatus: Gift, tre voksne børn og fire børnebørn

Profession: Kultur- og kirkeminister, medlem af Folketinget for Liberal Alliance

 

Kommer du fra et hjem med klaver?

– Ja – og i mit eget hjem er der både klaver og flygel. Og diverse andre instrumenter.

Spiller du selv et instrument?

– Jeg har spillet klaver og fløjte. Nu nøjes jeg med at synge. Men instrumenter kan genopdages og genoptages senere i livet. 

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?

– Jeg søgte faktisk optagelse på Musikkonservatoriet i Aarhus, men kom ikke ind. Og det var vist rigtig godt! 

Synger du i badet?

– Nej, men gerne alle mulige andre steder. 

Hvad betyder musik for dig?

– Rigtig, rigtig meget. Jeg har blandt andet mødt min mand i et kor. Alle mine børn både spiller og synger. Min søn (trommeslager Ask Bock, Wangel, Copenhagen Collective, Sleep Party People med flere, red.) er uddannet på Rytmekons i København. Og jeg lytter til musik hver eneste dag. 

Hvordan lytter du til musik?

– Cd, radio, streaming – og gerne live. Det afgørende er ikke "kanalen", men at finde det rigtige sted at hente musikken. Live-oplevelsen slår alt. 

Hvem er din yndlingskunstner?

– Dem har jeg mange af. Jeg er bredspektret! I et dansk perspektiv står jazzsangereren Sinne Eeg højt på min aktuelle liste. Men også Agnes Obel og operasangeren Peter Lodahl. 

Hvilken slags musik kan du ikke holde ud at lytte til?

– Heavy metal. Jeg får simpelthen stress af det.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?

– What a Wonderful World. Undskyld, men jeg er ret sentimental.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Mozarts Requiem, hvor min mand og jeg begge sang med i koret for mange år siden. Musik kan føre til megen lykke!  

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

– Øh – her overskrides mine grænser.

Hvad hører du helst søndag morgen?

– En af Bachs kantater. De bliver aldrig kedelige, og den mand var så produktiv, at der er nok til hele året og mere til. 

Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?

– Chubby Checkers Let's Twist Again. Og Lancier’en.

Hvad er den første sang, du kan huske?

I en kælder sort som kul...

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?

– Anne Linnets fortolkning af Liva Weels sange får stensikkert tårnene til at trille, og jeg bliver også rørt, når jeg hører nogle af de sange, min søn har medvirket til som trommeslager. 

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Gode, danske kernesalmer. 

Har du været i operaen?

– Jada – med stor fornøjelse. Sidst hørte jeg Tosca.

Har du været på festival?

– Masser af gange. Jeg var direktør i Muskelsvindfonden i en årrække og turnerede rundt med Grøn Koncert. Jeg har også været på Roskilde for at høre min søn spille. 

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?

– Der er mange. Men en af de bedste var en klaveraften i Paris med en rigtig klaverløve, der spillede Chopin og Liszt på et lille, yndigt spillested. 

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?

– Jeg vil gerne drikke et glas vin med Carsten Dahl fra Rytmekons. Eller med dirigenten Daniel Barenboim, der har lavet fantastiske ting – også med et politisk sigte om forsoning mellem for eksempel israelere og palæstinensere. Musikken kan meget! 

 


 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA