Lise Westzynthius: Man burde kunne trække knuste forhold fra i skat

Interview med singer-songwriteren, der er aktuel med sit tredje album, ”Siberian Mission”

Lise Westzynthius – Man burde kunne trække knuste forhold fra i skat (12-11-2007)

Billede: Timme Hovind

Lise Westzynthius er tilbage med et nyt album efter en længere pause, der blandt andet har været brugt til barselsorlov og medvirken på plader med Casper David og gemalen Peter Sommer. ”Siberian Mission” er netop udkommet og er opfølgeren til ”Heavy Dream” fra 2002 og ”Rock, You Can Fly” fra 2004. I den forbindelse fik GAFFA.dk en snak med sangerinden og sangskriveren, der har lavet et både mere udadvendt og alsidigt album end hendes tidligere værker.

Flere numre på ”Siberian Mission” er betydeligt mere udadvendte og tempofyldte end vanligt fra din side, især ”Childlike Curves”, ”Bechstein My Ass” og ”Dead-End Blues”. Hvordan kan det være, du er gået i den retning?
– De sange opstod i min krop, og jeg forstod dem med kroppen. ”Bechstein My Ass” var et regulært raseriudbrud, og ”Dead-End Blues” har jeg drømt. Så jeg har sådan set bare prøvet at følge deres natur. Men ja, det hænger nok også sammen med, at jeg som menneske har ændret mig hen imod at være lidt mere til stede i verden.

Især ”Bechstein My Ass” og ”Dead-End Blues” adskiller sig meget fra de øvrige numre – Bechstein er jo voldsomt støjende, og ”Dead-End Blues” nærmest et gospel/countrynummer, og så varer de kun halvandet minut hver. Hvordan kan det være, du har lavet to numre, der adskiller sig så markant fra resten?
– Jeg synes ikke selv, de to sange adskiller sig fra resten af pladen. Jeg ser pladen som en sammensætning af 11 helt forskellige universer.

”Childlike Curves” er så omvendt noget af det mest poppede, du har lavet til dato, og så er den produceret af Carsten Heller, kendt for P3-venlige produktioner. Er det et forsøg på at lave et hit?
– Jeg synes ikke, jeg laver andet end hits. En god sang er et hit i min bog. En dårlig er ikke.

Men så alligevel er der mange meget afdæmpede numre, eksempelvis titelnummeret, ”Soldiers”, ”The Fallen”, ”Goodbye, Guardian”. Så hvordan kan det være, du alligevel ikke er gået hele vejen i den mere udadvendte retning?
– Fordi jeg også indeholder de farver. Ligesom alle andre mennesker. Jeg vil gerne vise hele paletten. Ikke kun vrede og aggression – også melankoli, eftergivenhed, ømhed, håb.

Din stemme er på mange af numrene meget luftig og blid, sine steder nærmest hviskende – mere end vanligt, for eksempel på titelnummeret og ”Childlike Curves”. Ja, det er vel nærmest kun på ”Bechstein My Ass” og ”Dead-End Blues”, at du synger helt igennem, synes jeg. Hvordan kan det være – hænger det sammen med, at du ifølge et interview, man kunne læse i Urban for nylig, på et tidspunkt mistede stemmen? Og hvis ja, hvorfor så indspille en plade alligevel?
– Ja, dét med min stemme, der forsvandt og var væk i flere år, gjorde, at jeg måtte spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig gjorde det, og OM jeg overhovedet skulle gøre det. Det er første gang, jeg har været så grundlæggende i tvivl. Tvivlen er som regel en god følgesvend, når man laver noget kreativt – men hvis den tager over, kan den blive fuldstændig lammende. Jeg kan ikke forklare, hvordan det blev til en plade alligevel, men det skete vist, da jeg gav op og holdt op med at tænke.

Elsker kludetæppe-plader
Modsat tidligere har Lise Westzynthius denne gang selv produceret store dele af sit album. Hun har dog også trukket et par gæsteproducere ind, nemlig Rob Ellis (PJ Harvey, Kitty Wu med flere), Henrik Balling (Gangway, Peter Sommer, ”Heavy Dream” med flere) og Carsten Heller (Nephew, Spleen United med flere). Ligeledes har hun indkaldt en mindre hær af miksere, nemlig Frederik Thaae (A Kid Hereafter), Kasper Bjørke (Filur), Nikolaj Nørlund (Jens Unmack, Niels Skousen, ”Heavy Dream” og mange, mange flere) og Ian Caple (Tindersticks, Stina Nordenstam, ”Rock, You Can Fly” med flere). Hvorfor nu denne blanding af selvproducerede sange og så alligevel en del gæster?

– Jeg producerede også en del af mit debutalbum, det synes jeg er supersjovt. Men sangene på den her plade er så forskellige, og jeg var ikke sikker på, at jeg ved egen hjælp kunne ramme så mange forskellige lydbilleder. Det var vigtigt for mig, at hver deres særpræg blev fremhævet. Rob Ellis’ reaktion, da min manageuse sendte ham ”Bechstein My Ass” var, at det var det mærkeligste, nogen nogensinde havde sendt til ham. Det kunne jeg godt lide.

Var du ikke bange for et for diffust resultat med alle disse forskellige samarbejdspartnere? Og er der en tråd tilbage til ”Heavy Dream”, hvor du også arbejdede med mange forskellige producere, modsat på ”Rock, You Can Fly”? Syntes du, ”Rock, You Can Fly” var for homogen?
– De plader, jeg selv elsker mest, er sådan nogle kludetæppe-plader – hvor hver enkelt sang er et helt andet univers end det foregående. Et godt eksempel er Stina Nordenstams ”People Are Strange”, den bliver jeg aldrig træt af at lytte på. Den har så godt nok kun én producer, så der røg min teori lige.

Allan Jensen fra Gangway er gæstevokalist på ”Soldiers”. Hvorfor har du lige fået fat i ham? Og hvor støvede du ham op, han har jo været ret tavs de senere år? (bortset fra på Leonard Cohen-hyldesten ”På Danske Læber”)
– Han har aldrig været tavs i min verden. Og jeg fandt ham i Henrik Ballings mobil.

Ro til skriveblokering
I 2005 modtog Lise Westzynthius Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat på 240.000 kroner om året og fik dermed ro til at koncentrere sig om sin musik.

Har du brugt nogle af legatpengene direkte på din plade, og har du gjort dig overvejelser over dine fremtidige indtægter, nu legatet snart løber ud?
– Jeg har altid brugt alle mine penge på mine plader. Legatet gjorde sådan set bare, at det var færre penge, jeg skulle ud og finde. Det gav lidt mere ro til ... at have sin skriveblokering i fred, haha. Men nu er der selvfølgelig også nogle øko-børnehaver og små spelt-sweatre, der skal være råd til. Til gengæld er caffe latte jo en by i Rusland herude, og jeg har egentlig ikke selv de store materielle behov. For mig er luksus noget med at have god tid til det, man gør og dem, man elsker.
Men ja, jeg har tænkt på at blive postbud. Men det er mest for at få noget motion. Jeg er meget dovent anlagt.

Skriver du stadig dine sange på din finske families ø?
– Ikke på det her album. Med en baby kan man ikke helt trække stikket ud på den måde. Men det kommer jeg jo nok til igen.

Har det betydet noget for din sangskrivning, at du er flyttet fra København til den midtjyske provins (vel vidende at du har boet noget af tiden i Greve langt fra stenbroen) – og i givet fald hvad?
– Ja, vi er flyttet så langt ude på en pløjemark i midten af absolutely nowhere, at det burde have betydet mere ro og tid til fordybelse. Men det har faktisk betydet det modsatte – fordi vi for det første flyttede sammen med nogle bandmates og for det andet fik et barn. Så pladens sange er kommet sådan lidt i ryk, når der har været ro. Det har nok også været medvirkende til, at de afspejler så mange forskellige sindsstemninger. Modsat hvis man sidder en måned på en ø og skriver en hel plade.

Skriver godt på kriser
Lise Westzynthius har i tidligere interviews sagt, at hendes tekster altid tager udgangspunkt i konkrete hændelser i sit liv.

Denne gang synes flere sange at kredse om at have været ude i en krise, men være kommet tilbage igen (for eksempel "I've been on a mission to Siberia", "Siberia was so cold and so white", "So it was I (...) who found a path out of the woods"). Andre sange synes at tematisere det at (over)beskytte/trøste en anden person (there is a girl (...) I'll give her shelter from the harm", "I raised you, I was strict and unkind," "Goodbye, Guardian" etc. Kan du fortælle lidt om det?
– Ja, for mig handler sangene om den krise, jeg har gennemgået. Forskellige afskygninger af den. Det gode og det dårlige, det aggressive og det fine.

Hvad så med ”Bechstein My Ass”? Det er et klaver, du tænker på? Er der en specifik historie bag den sang, og skal "ass" forstås som "æsel" eller "røv" – eller begge dele?
– Ja, mit klaver hedder Bechstein. Jeg elsker mit klaver, men nogle gange kan det jo blive en benlænke, når man satser alt på én hest. Der har ikke været noget, der kunne konkurrere med musikken i mit liv. Heller ikke kærligheden. Det er ved at ændre sig nu. Og det tror jeg er rigtig sundt for mit forhold til musik.

Denne gang er der modsat tidligere ingen franske eller danske gloser på albummet – hvorfor ikke?
– Det er ikke et statement, når jeg indimellem bruger det franske. Det er bare for at kunne bruge sproget som musik, have flere lyde at vælge imellem simpelthen. Jeg oversatte også nogle vers til fransk den her gang, men de lå bedre på engelsk.

Du har tidligere sagt, at du også skriver sange på dansk – hvorfor kommer der så ikke flere danske sange ud i offentligheden fra dig? Eller kommer der et dansk album en dag?
– Ja, det tror jeg.

Du medvirker på begge din partner Peter Sommers plader, men han er kun i begrænset omfang med på dine – således spiller han kun bas på ét nummer på Siberian Mission og smadrer et glas på et andet. Hvordan kan det være – skal man ikke blande kunst og privatliv, eller? Og skal man lægge noget symbolik i, at I begge smadrer glas på ”The Fallen”, som tilsyneladende handler om et forhold i (en nu overstået) krise?
– Ja, det symboliserer et forhold, der forulykker. Man burde kunne trække knuste kærlighedsforhold fra i skat. Man skriver rigtig godt på sådan nogle kriser.

Du fremførte tilbage i 2003 et par duetter med Sebastian på Bornholm. Nu er han tilbage på landevejen igen efter længere tids holden lav profil – har I overvejet at fortsætte samarbejdet?
– Jeg har da, haha. Nej, vi har talt om, at jeg skulle indspille nogle af hans sange. Jeg ved ikke lige, om det ville gå den anden vej også, haha. Han er sådan en fin mand. Og Danmarks bedste melodimager efter min mening.

Hvordan er dine liveplaner i den kommende tid? Får vi dig at se på landevejen – og i så fald hvor?
– Ja, jeg turnerer til februar. Jeg glæder mig meget.

Lise Westzynthius’ guide til de enkelte sange på albummet:

01. SIBERIAN MISSION
(Produceret af Rob Ellis, mikset af Morten Bue)
– De sidste 3 år har været en turbulent tid for mig. Det har i det store hele føltes som en lang, ørkesløs vandring gennem et koldt og goldt landskab. En Indre Mission, haha. Jeg mistede stemmen og dermed musikken undervejs; tonerne fryser til is i sangen. Jeg genfandt musikken – men først da jeg endelig, til sidst i sangen, holder op med at kæmpe. ”I’m coming back now, I did what I could.” Og her begynder musikken at folde sig ud. Også konkret, melodimæssigt.

02. CHILDLIKE CURVES
(Produceret og mikset af Carsten Heller)
– Childlike Curves handler om, hvordan en person, som man burde have glemt, sidder som syet ind i ens indvolde. Altså et sted, som man ikke lige kan se, men den der syning sidder alligevel derinde et sted. Man sprætter op og sprætter op, men lige lidt hjælper det.
Det var vigtigt for mig, at sangen gik ”i kroppen”. Og Carsten Heller mestrer jo den hårfine balance mellem det programmerede og det spillede. Det er Ebbe Frejs fantastiske trommer, tilsat en gavmild skefuld Heller’sk præcision. Jeg danser!

03. MOTION PICTURE
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Morten Bue)
– Motion Picture handler om at se tilbage på sit liv, som var det en biograffilm. Man kommer til nogle småspooky passager – men man ser filmen til ende. Derefter afspiller man den igen, men nu sidder man selv i instruktørstolen og kan ændre historien, hvor man vil. Det er lidt i tråd med NLP, som bygger på den idé, at tanker alene kan have kurerende virkning på fysiske og psykiske lidelser. Man har kureret kræftramte børn ved at få dem til imaginært at ”sænke slagskibe” mod kræftcellerne i deres krop. På samme måde tror jeg, man kan ændre nogle ting, hvis man træder ind i sin film og f.eks. giver sig selv noget beskyttelse.
The Piper maler billeder med sin guitar, og Ebbe, som normalt sidder bag trommerne, brød også ud i noget Jørgen Ingemann-guitar – og pludselig blev det til en film.

04. SOLDIERS
(Produceret af Henrik Balling, mikset af Morten Bue)
Soldiers er en sang om mine sange (så bli’r det vist ikke mere navlepiller-agtigt :-))
– Den handler om, at mine sange (men det kunne være hvad som helst; en forfatters bøger) har været en hær af sådan nogle små soldater, som jeg kunne sætte foran mig selv, når jeg ikke selv turde træde ud i verden. I den periode, hvor musikken ikke kom naturligt til mig, behandlede jeg dem sgu ikke så pænt. Jeg tvang dem ... piskede dem ukærligt af sted, som små skolebørn, der ikke vil af sted. De kom vist i skole med temmelig store huller i strømperne. Og kanelgifler i madpakken.
Produktionen er Balling i vanlig topform. Han er for øvrigt begyndt at løbe, han ser sgu godt ud. Åh ja, og så Allan Jensens vokal, jeg smelter. Not even Morrissey could have done it better.

05. LONG DARK NIGHT OF THE SOUL
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Frederik Thaae)
Når ingenting giver mening. Man kan ikke mærke sig selv. Man spiser, men er ikke sulten, er sulten, men spiser ikke. Sover ikke. ”Sjælens mørke nat” er et gammelt begreb i den religiøse litteratur. Det beskriver den nat, som den søgende går igennem, når han står over for det guddommelige, eller ... en omvæltning af en art. Det føles endeløst mørkt, mens det står på. Men der kan ske gode ting i løbet af den nat. Sjælen bliver måske renset for egoistiske behov, søgen efter succes osv. En indre lille revolution, for at blive ved det russiske. Det føltes lidt som sådan noget, jeg gik igennem. Jeg troede aldrig, jeg skulle vågne – men faktisk bragte det rigtig meget godt med sig. Jeg blev tvunget til at tage stilling til, hvorfor jeg lavede musik, og om jeg overhovedet skulle det. Jeg følte også, jeg stod over for valget mellem musikken og kærligheden.

06. NARNIA
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Ian Caple)
En sang til min finske kusine, som jeg legede meget med som barn og teenager, deroppe i skovene. Hun var lidt ældre end os andre, og vi så op til hende. Hun kunne alt, syntes jeg. Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte hun at få det svært. Hun lykkedes ikke med hverken job, kærester eller socialliv. Hun var i det hele taget en vildfaren. Det føltes meget mærkeligt for mig pludselig at stå som den, der lykkedes og i hendes øjne kunne alt. Derfor billedet med eventyrlandet Narnias store snedækkede skove. Det var så mig, der fandt ud igennem garderobeskabet til sidst, mens hun blev derinde i sneen et sted.

07. THE FALLEN
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Kasper Bjørke)
Det kunne være en trafikulykke. Det elskende par vågner langsomt op ved siden af hinanden. De ligger helt stille på asfalten. De ved, det har været voldsomt, men husker kun, at alt sortnede. Nu er alt ligesom nulstillet. Måske en nænsom ny start. Måske ikke. ”Move your finger if you still love me. And don’t if you don’t”.
Sætningen ”I can’t remember if we said goodbye” er lånt fra en Steve Earle-sang, som Ned Ferm sad og spillede en aften i et dunkelt bagscenerum.

08. BECHSTEIN MY ASS
(Produceret af Rob Ellis, mikset af Morten Bue)
Bechstein er mit klaver – og den her sang blev et vendepunkt for mig. Den kom, da jeg sad og forsøgte at spille min skriveblokering væk. Til sidst blev jeg så fucking rasende på det møgklaver, at det fik nogle tæsk. Og så var det ligesom hul igennem.

09. DEAD-END BLUES
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Morten Bue)
”Dead-End Blues” har jeg drømt, fra ende til anden. Der var også et vers mere, men det var simpelthen for weird.

10. CAPTIVE
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Morten Bue)
Et forsøg på at lave en fængselsvise. Jeg følte mig spærret inde, fordi jeg ikke havde nogen stemme. Min intention var at lave sangen så monoton og irriterende som muligt. Helst i én akkord hele vejen. Det sneg sig op på tre. Og et supergodt riff, som drengene rockede sig frem til. De var så søde at tage sig af de her sange, som var så vrede.

11. GOODBYE, GUARDIAN
(Produceret af Lise Westzynthius, mikset af Nikolaj Nørlund)
Hvis man synes, den her 6:43-minutters sag bliver lidt langtrukken, så fanger man pointen meget godt. Jeg går tilbage til det rum, hvor jeg mødte mørket første gang. Quite a journey. Derinde møder jeg min longtime følgesvend, angsten. Jeg lukkede den i sin tid ind for at beskytte mig. Men den er jo lidt svær at slippe af med, når der ikke længere er brug for den. Som en gæst, der umærkeligt flytter ind. Angst essen Seele auf ...

Lise Westzynthius' hjemmeside

Lise Westzynthius på MySpace