Love Shops Go! fylder 20 og udkommer for første gang på vinyl – Jens Unmack guider til albummet sang for sang

Love Shops Go! fylder 20 og udkommer for første gang på vinyl – Jens Unmack guider til albummet sang for sang

Søndag den 26. maj er det præcis 20 år siden, Love Shop udgav deres fjerde album, "Go!". Et album, som har fået status af klassiker og ifølge sanger og sangskriver Jens Unmack er et af gruppens bedste udspil gennem årene. Albummet indeholder blandt andet sangene "Love Goes On Forever", "Copenhagen Dreaming" og "Fremmedlegionær", der næsten altid bliver spillet til gruppens koncerter.
 
I anledning af jubilæet udgiver Love Shop for første gang "Go!" på vinyl, og i den forbindelse har vi fået Jens Unmack til at guide dig gennem albummet, sang for sang.
 
Hør hele albummet nedenfor.
 
 
LOVE GOES ON FOREVER
 
Go! åbner med en invitation af et popnummer. Der, hvor Love Shop stod dengang, var det vores ambition at lave et album, som havde en helt anden fri musikalitet end de første meget stramt-arrangerede og pertentligt producerede udgivelser vi havde bag os. En udtryksform, vi var løbet træt i, ikke mindst live, hvor vi kunne mærke, at hverken specielt Hilmers eller Heinz’ ekspressive talenter (guitarist Hilmer Hassig og mundharpespiller Henrik Hall, red.) kom til deres fulde ret i en musik med sikkerhedssele og livrem på. Den tilgang høres allerede på "Love goes on Forever", der med sit klaver og rytmeboks har en ligefrem simpelhed og endda noget så dengang usædvanligt henkastet som et engelsk omkvæd. Husker at høre sangen første gang i radioen. Den lød satme godt.
 
COPENHAGEN DREAMING
 
Jeg havde en versskitse, der var meget simpel og ligefrem, men som manglede et omkvæd. I studiet prøvede Hilmer og jeg i en fart adskillige modeller af omkring, hvordan det omkvæd skulle lyde. Den noget summer of love-lydende løsning, som blev det færdige nummer, var klart den bedste, vi stødte ind i. I samme ånd tog Heinz sin tværfløjte med i studiet på Nørrebro og indspillede det klassiske tema. Sangens ord er – ligesom dem på "Fremmedlegionær" – skrevet med hjemvé efter dansk sommer og grønne bøgeskove under en latterligt varm sommerferie på den græske ø Symi. Vores daværende pladeselskabsdirektør mente i sommeren 1996, "Copenhagen Dreaming" skulle bruges som prøveballon for, om vi stadig kunne få et hit i radioen, og sangen blev derfor udsendt, før resten af albummet tilnærmelsesvis var indspillet. Det var måske ikke verdens mest kvikke beslutning, for "Copenhagen" løb ind i en masse medvind, vi lige da intet havde at bruge til.
 
FREMMEDLEGIONÆR / WEEKENDER
 
LS havde fået helt frie hænder til at lave musik til "Lipstick Killer", et Twin Peaks-affødt teaterstykke på Aarhus Teater. Det engagement gav os mulighed for at prøve andre musikalske ideer og en helt anden musik af end den, vi til da havde udsendt som Love Shop. "Fremmedlegionær" og "Weekender" er begge numre, som først dukkede op i den sammenhæng. Numre, der rejser på en mørk elektronisk puls og har nogle enkle mol-akkordrepetitioner, der står perfekt til Henriks distortede harpespil. "Weekender’’s udtalte natunivers med euforiserende glassplinter i næsen og kuldsejlende kaos ude på byen er et sundt tegn på det mere modne LS's coming of age.     
 
SENDT FRA HIMLEN
 
Og der bliver taget livtag med glamrock. Hilmer og jeg havde begge et blødt punkt for T.Rex-hitsinglerne fra 1972-73, hvilket måske forklarer, hvorfor omkvædet her lyder som en tribute til "Metal Guru". Vi havde slået hovedet mod muren på de tre første LS-albums, men denne sangs ord viser, at selvværdet ikke havde taget skade. Jeg/vi mente stadig, vi var de højere magters gave til menneskeheden, og ved gud, det var jo sandt.
 
FANSTAR
 
Sangene på "Go!" ligger langt hen i par, der passer sammen. Først to åbne poptunes, så to elektronisk drevne salmer, så to glam-eksplosioner. "Fanstar" er en frihedsdeklaration på "Go!" Støjende og svajende og careless, ikke længere noget velfriseret popband her, nu hvad som helst, i dette tilfælde en raket af larm og livslyst. Hilmer og jeg lavede omkvædene sammen, og de var noget af det sidste sang, der blev indspillet til albummet. Heldigvis, for den helt høje falset var svær at nå og gav blødning på stemmebåndet, så jeg ikke måtte hverken tale det mindste eller synge de næste tre måneder. Teksten i vers består udelukkende af sangtitler. Det var ikke helt nemt at finde så mange, vi kunne lide, når de også skulle rime tre og tre.
 
VI BLINKER SÅ HURTIGT VI KAN
 
"Go!" udkom desværre ikke på vinyl dengang, men nu i dag giver det stor mening, at "Vi blinker" starter den nye vinyludgivelses side 2, nummerets betragtelige vingefang taget i betragtning. Jeg havde akkorderne med, men det var først, da Hilmer spillede dem som fingerspil, vi indså, de med fordel kunne bruges til et anderledes, fladeagtigt eksperiment, hvor de blev et tæppe af lyd, vi kunne lægge stemning og musisk dramaturgi oven på. Ordene er stream of conciousness-skrivning og passer på den måde ind i hele tilgangen. Titlen kom først, resten var bare at fylde på og så editere, til den ikke lineære fortælling ligesom gik op. Har vi nogensinde hørt en mere magtfuld elektrisk guitar i dansk musik end Hilmers i C-stykket?! Jeg tror det ikke.
 
GLIMMER SHOW
 
Også et nummer, hvor Hilmer bruger det nye studie på Jagtvej, Nørrebro, han da netop var rykket ind i, som laboratorium. Før havde vi arbejdet i de store, dyre studier (hovedsageligt Puk og Sweet Silence), men det at have sit eget, hvor taxameterets tikken ikke på samme måde stressede, gav ham i starten en stor følelse af frihed og virkelyst. Som guitarist var han på dette tidspunkt virkelig ved at bevæge sig ind i den nye elektroniske verden, hvad "Glimmer Show"s atmosfæreladede, uhm, lyddesign i versstykkerne bekræfter. Jimmy Jørgensen hjalp os med nogle gribende vokale freeform-indslag, både i outroen på "Copenhagen" og på denne sang, som løfter gevaldigt. Klassisk LS-fortælleropbygning med nedturs-vers og så triumferende omkvæd.
 
ALUMINIUM GO
 
På dette tidspunkt brydes den føromtalte par-opbygning på "Go!" For "Aluminium" minder ikke om andet på pladen. I demoversion var den en underspillet, nærmest ildevarslende sang, men Hilmer så den heldigvis helt anderledes og fik opbygget et anderledes vitalt feelgood-univers om flyskræk og fatalisme. Heinz og jeg brugte lang tid en dag omkring Kastrup Lufthavn, før vi havde optaget det lettende fly, vi mente ville passe ind i nummeret. Det var en russisk Aeroflot-maskine, der larmede, som den var ved at falde fra hinanden. 
 
HVORHEN?HVORDAN?HVORNÅR?
 
"Go!"s slutnummer og et, hverken Hilmer eller Hall syntes det store om, lige fra de først hørte demoen. "Grunge-nummeret", kaldte de det med slet skjult foragt. Selv havde – og har – jeg ikke samme beklagelser om et nummer, der konkluderer et mangefacetteret album passende med nogle åbne og fragmenterede spørgsmålstegn. Og de tog fejl, musikken har jo intet som helst med grunge at gøre.
 
HAVANNASONG (det skjulte nummer):
 
Vi tænkte at ville give albummet et twist til allersidst, en parentes af drømmende lyksalighed oven på den officielle, langt mere uafklarede afsked. Til det en luftig og lettere slingrende instrumentalsang, hvis hovedmelodistykke er noget af det allerførste, Hilmer og jeg nogensinde lavede sammen. Melodien i "Havanna Song" er i mine ører præcis lige så central Love Shop-stemningsessens som guitarsløjferne på "En nat bliver det sommer", og som sådan ret perfekt at slutte et opbrudsalbum som "Go!" af med. Erindringen om det tabte land. 
 
Hør "Go!":
 
 
 
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA