Reportage: Primavera dag 1 – Soul-divaer og rocklegender

Reportage: Primavera dag 1 – Soul-divaer og rocklegender

For 17. år i streg slår Barcelona disse dage dørene op for den populære Primavera Sound-festival, som især hylder indiemusikken. Antallet af besøgende er over de 16 år vokset fra 8.000 til 207.000, og plakaten har de senere år været prydet af navne som Kendrick Lamar, Tame Impala, The Strokes, Nine Inch Nails, Queens Of The Stone Age, The White Stripes og mange, mange flere.

En partoutbillet giver adgang til alle scener fra torsdag til lørdag, men allerede i ugerne op til festivalen indbyder Barcelona til forskellige Primavera Sound-arrangementer. Det store spillested Apolo fungerer som et af festivalens venues, og denne tirsdag lagde de scenegulv til det amerikanske band Cigarettes After Sex, der lod lange guitarsoloer og tunge, melankolske vokaler dumpe ned over de mange tilskuere, hvoraf flere havde brugt en håndfuld af tirsdagens timer på at vente tålmodigt på koncertstart.

Et af torsdagens hovednavne var den amerikanske r&b-crooner Miguel. Længe inden hans optræden havde en en hob af Coachella-lignende piger allerede meldt deres ankomst helt oppe foran scenen, for at have udsigtsgaranti i selfieafstand til den californiske stjerne. Tendensen var ikke enestående, for da klokken ramte 20.00 og fænomenet Miguel indtog scenen, afslørede storskærmene et bølgende hav af unge tilskuere, der stortudende, men uden vaklen kunne skråle med på hvert eneste ord i hans repertoire. Med sin intense stage-presence fangede han publikum allerede fra den første tone. Herefter lagde han publikum ned med et sæt, der kunne være det perfekte soundtrack til sex. Især nåede anden halvdel af koncerten ud over kanten. Hit-sangene ”Sure Thing” og ”Do You...” blev gradvist hedere og hedere, inden koncerten nåede sit klimaks med kæmpehittet ”Adorn”, som efterlod de mange sommerkåde tilskuere rødkindede, trætte og tilfredse.

Straks efter koncerten begav vi os et par hundrede meter i den modsatte retning til Mango-scenen, der skulle huse en af festivalens absolut hovednavne: Solange! Allerede under Miguels koncert var folk begyndt at stå i kø foran scenen, og heldigvis nåede vi at snuppe en ståplads på omkring 4. række. Umiddelbart inden koncertens start zoomede kameraerne ud på publikum og viste en menneskemængde, der kunne gøre selv søster Beyoncé jaloux. Forventningerne var virkelig høje.

Solange, back up-sangerne og bandet var klædt i rødt, og den tilsvarende røde scenebelysning matchede perfekt solen, der så småt også var begyndt at gå ned. Solange lagde ud med ”Rise” fra sit Grammy-vindende album ”A Seat At The Table”, som hun fremførte med den smukkeste, rene stemme og en imponerede, forførende koreografi. Solange formåede at holde publikum i gang under HELE sit sæt, og stort set alle sange fik folk til højt at synge med. Koncerten i sig selv var mit højdepunkt på aftenen, og især var det sange som ”Cranes In The Sky” og min absolutte favorit Solange-hymne, ”Lovers In The Parking Lot”, der fik mig til at skråle med som en teenager til en Justin Bieber-koncert. Finalesangene ”Losing You” og ”Don’t Touch My Hair” lukkede og slukkede for Solange, der desuden var formidabel til at interagere med publikum fra scenekanten. Glæd jer, Roskilde!

Umiddelbart efter Solange var næste hovednavn amerikanske Bon Iver, som jeg må indrømme, jeg ikke umiddelbart brændte efter at se. De er bestemt talentfulde, men fordi de efterhånden har optrådt på samtlige festivaler, har det ikke længere den store wow-effekt på mig. Derfor besluttede jeg og et par nyerhvervede festivalvenner os for i stedet at udforske resten af festivalen og se nærmere på nogle af de mere, for os, ukendte kunstnere på programmet. Det ledte os til Pitchfork-scenen, hvor canadiske BadBadNotGood optrådte. Noget af det bedste ved festivaler er netop, at man har muligheden for at blive introduceret til nye bands og genrer, man måske ikke kender eller ikke har fået dyrket nok. BadBadNotGood var en positiv oplevelse, der især imponerede med de mange saxofon-soloer og deres måde at lege med de forskellige musikgenrer på. Bandet tændte mig alligevel nok til, at jeg dagen derpå googlede lidt mere om dem, hvor jeg fandt ud af, at de blandt andre har arbejdet sammen med Kendrick Lamar, Tyler the Creator og Ghostface Killah. Helt klart et band jeg gerne vil se igen, og bestemt et besøg værd, hvis de gæster Danmarks festivaler og koncertsale på et tidspunkt.

For at få en bred oplevelse af festivalens mange forskellige musikgenrer, bevægede vi os tilbage til scenen, der tidligere husede Solange, men nu skulle lægge gulv til noget i den helt modsatte ende af spektret, nemlig thrash metal-bandet Slayer. Jeg må indrømme, at mit hjerte banker så hårdt for r&b, at det ikke er meget, jeg kender til Slayer, men at jeg ved, de er legender indenfor deres genre. Så selvom jeg ikke just kender alle teksterne til deres sange (eller faktisk bare nogle af teksterne), var jeg ikke i tvivl om, at det var en oplevelse, jeg ikke ville være foruden. Ved midnatstid gik showet i gang, og menneskemængden der tidligere bestod af hipstere i Ivy Park-tøj, var blevet udskiftet med en mere moden gruppe af festival-gængere. Det var ret tydeligt, at mange af disse gæster havde købt en-dags-pas udelukkende for at se Slayer.

Musikalsk var det meget modsat de tidligere soulfulde-stemmer, jeg havde hørt, og det var ikke musik, der inviterede til sexet svajen med lukkede øjne, men det var bestemt en oplevelse, og selvom det ikke lige faldt i min musikalske smag, er det da ret cool, at man kan sige, man har oplevet det.

Kl. 1.30 havde folk bevæget sig væk fra den mere hyggelige øldrikning og over til en mere festlig vibe, hvorfor det også på dette tidspunkt var passende, at Aphex Twin havde tiltrukket den største menneskemængde. På den store Heineken-scene stod tusinder af mennesker, der var klar til at komme i festhumør. Baggrundsmusikken spillede og spillede, mens vi ventede på, at han skulle gå i gang. Og vi ventede. Og vi ventede. Indtil vi efter et kvarter på storskærmene kan se, at han rent faktisk var startet. Det er virkelig ikke et godt tegn, når et band ikke går på med et brag og bliver modtaget af et brølende entusiastisk publikum, og det var netop, hvad der skete her. Det tog os 20 minutter at opdage, at showet var gået i gang, og det var ikke kun os – vores kommentarer gav genlyd hos de omkringstående tilskuere. Det virkede som et langt og kedeligt forspil, og 30 minutter inde i koncerten valgte vi at gå videre. Ærgerligt.

Aphex Twin var sidste live-navn, vi ville se, så resten af aftenen bevægede vi os ned i Primavera Bits-området, der husede to scener med dj’s, som spillede elektronisk musik. Stemningen var helt ubeskrivelig, og festen kørte på fuldt drøn indtil 5.30, hvor festivalen sluttede. En upbeat afslutning på aftenen og bestemt stedet, hvor jeg også slutter af i nat. Læs med i morgen, når vi dækker andendagen, der desværre bød på en aflysning fra hovednavnet Frank Ocean.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA