Michael Stipe og Douglas Coupland i samtale om tidens ego

Michael Stipe og Douglas Coupland i samtale om tidens ego

Vi er alle bekendt med det. Facebook, Instagram, Snapchat, hashtags, GIFs, memes, og listen fortsætter. Det er en del af vores hverdag ligesom cykelturen på arbejde eller køen i supermarkedet, men hvad mange måske ikke er nær så opmærksomme på er, hvordan vi former vores egoer igennem erfaringerne med sociale medier. Egoet og narcissismen er flittigt brugte ord i dagbladene og i den daglige debat, så at Heartland Festival skulle tage hånd om begreberne og skabe et samtaleemne omkring disse, er vel ikke overraskende. Hvad der dog er mere overraskende er de indbudte gæster, der var blevet fløjet ind for at tale om egoet i 2017 – musiker og kunster Michael Stipe og forfatter Douglas Coupland, med Martin Krasnik som det demokratiske bindeled.

Michael Stipe havde været på Heartland Festival allerede siden fredag, hvor han op til festivalens sidste talk havde brugt tiden på at spankulere rundt i Egeskovens idyl, når han ikke sad i scenehjørnet for at opleve kammesjukken Eddie Vedder optræde. Følger man med på Stipes Instagram-profil, var der sågar blevet tid til et besøg på Louisiana, og senere florerede der sågar en selfie af Michael Stipe og Douglas Coupland rundt på den sociale forside. Begge virker begejstrede for hinandens selskab, og Stipe forklarer også, hvordan de har kendt hinanden i femogtyve år. Dengang handlede det for Michael Stipe om R.E.M., der kort forinden havde udgivet mesterværket Automatic For The People, og for Douglas Coupland handlede det om at håndtere succesen oven på udgivelsen af debutromanen Generation X: Tales for an Accelerated Culture. Måske var det af den grund, at de mødtes – i et forsøg på at håndtere deres respektive egoer midt i al succesen. Men dengang var der intet internet, ingen sociale medier og kameratelefoner. Så hvordan opfatter de derfor sig selv og deres egoer i 2017?

I begyndelsen af samtalen mellem de to er Michael Stipe hurtig til at referere det hele til tiden med R.E.M. Det var som at trække vejet, hvor livet efter bruddet har budt på flere udfordringer – dog af den gode slags. Det kan måske forstås på en måde, hvorpå egoet er blevet mere håndterbart, og det er også noget, som Michael Stipe gentagne gange giver udtryk for. Han forklarer, hvordan han ikke er på Facebook, han er på Instagram, men har flere gange deaktiveret sin profil for så at komme tilbage kort efter. På mange måder kan det forstås som den onde spiral, som vi alle er en del af, og som Douglas Coupland forklarer det, vil vi alle huskes for vores vigtighed samtidig med, at vi gerne vil bevare vores anonymitet og blive glemt. Alt er offentligt, men samtidig enormt privat, faktisk skizofrent, som Coupland forklarer det. Men egoet er ikke blevet et nyt fænomen, og da Michael Stipe forklarer, hvordan man i 70’erne snakkede meget om egotrip, har egoet i dag udviklet sig til en spejling af det, der engang var. Måske har det at gøre med, hvordan selfie-kulturen netop er en form for billedgørelse af narcissismen, men som det ofte er med Talks under Heartland Festival, udvikler disse sig hurtigt til en flygtighed, der ikke er skabt til videreformidling.

I al samtalen om selfies, narcissisme, egoer og Donald Trump, og hvordan demokratiet ifølge Coupland har brug for en fortrydelsespille, er virkeligheden blevet til reality. Donald Trump er præsident i USA, og den nok mest præcise årsag til det er, fordi han er kendt. Og i takt med den stigende splittelse i Amerika smadres vores selvopfattelse, forklarer Michael Stipe. Det er en selvopfattelse skabt til en offentlighed, men ikke til ære for os selv. Både Stipe og Coupland er enige om, at vi i dag ser os selv på andres vilkår. Vi ser os selv på den måde, vi gerne vil have andre til at opfatte os, og hvordan andre forventer at skulle opfatte os. Det er et resultat af teknologien, men da Martin Krasnik til slut spørger Michael Stipe og Douglas Coupland, om teknologien er en god ting, er det alligevel enighed om, at vi helst ikke har lyst til at være foruden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA