Guide: 11 essentielle koncerter, du skal høre på NorthSide

Guide: 11 essentielle koncerter, du skal høre på NorthSide

NorthSide Festival er over os, og traditionen tro har vi udvalgt 11 essentielle navne, du bare ikke må gå glip af på årets festival. Festivalen er udsolgt, så hvis du ikke har billet, må vi sige, at det bare er ærgerligt – og henvise til vores udførlige dækning af festivalen i form af anmeldelser og billeder weekenden over.

 

Primus (billedet), Blue Stage fredag 16.30

Den eksperimenterende funk-metal-gruppe har et godt livery. Da de spillede på Copenhell i 2015, uddelte GAFFAs anmelder Mirza Radonjica fem stjerner og skrev blandt andet: ”Dette er en virkelig god koncert. Denne fredag nat er vi vidner til en koncert, der tager os steder hen, vi ikke har været før, den overrasker, får dig til at grine, men mest af alt undres vi i fælleskab over, hvorfor fanden vi synes det er så fedt. Det er den fedeste meningsløshed i verden, fordi det forsøger at give os noget nyt. Primus' mission lykkedes, og publikum går fra koncerten med visheden om, at de nu har prøvet noget nyt, men vigtigst af alt går de derfra med visheden om, at det stadigvæk er muligt at opleve noget nyt. Noget, man ikke bare lige sådan kan putte i kasser, og noget man ikke vidste, at man havde brug for.”

 

 

Run the Jewels, Green Stage fredag 17.45

Rapduoen alias El-P og Killer Mike fik de maksimale seks stjerner, da de udgav deres tredje album ”RTJ3” juledag sidste år. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez skrev blandt andet: ”El-P’s producerevner er på ingen måde blevet ringere siden sidst, og oven på en nærmest afhængighedsskabende cocktail af blandt andet tunge beats, brede synths, jazzet sax og bombastisk bas spytter de to rimsmede hæsblæsende onelinerværdige linjer på stribe, så man skulle tro, de havde en intern konkurrence kørende.” Det lyder jo lovende.

 

MØ, Blue Stage fredag 21.45

Der er kun to muligheder for at opleve den danske verdensstjerne herhjemme i år – på hjemmebane på Tinderbox og så på NorthSide. MØ er kendt som en intens liveperformer, og på Roskilde Festival sidste år fik hun seks stjerner af GAFFA. Dengang skrev Jesper Buhl blandt andet: ”Et nyt nummer, som vist hedder ”True Romance”, forenede en florlet skønhed med tonstunge 808-kicks, mens ”Final Song” med dets kwaitolignende antrit fik selskab af de efterhånden traditionelle konfettikanoner. Et billigt trick, kunne man mene, men på den anden side er der noget helt basalt fængende ved det. Det udløste i hvert fald en nærmest barnlig begejstring i denne signatur, som på dette tidspunkt helt havde overgivet sig til Møs fest.”

 

 

The Afghan Whigs, Red Stage fredag 21.45

Den amerikanske indiegruppe med den stærke sanger og sangskriver Greg Dulli i front er kendt for deres tænksomme, både garagerock- og soulinspirerede musik. Bandet er aktuelle med albummet ”In Spades”, som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen har tildelt hele fem stjerner og blandt andet skriver følgende om: ”’In Spades’ er som et studie i selveksorcisme, hvor djævlens konspirator i form af The Afghan Whigs slipper alle deres dæmoner løs.”

 

Frank Ocean, Green Stage fredag 23.15

Vi er lidt nervøse, for den eftertænksomme fornyer af r&b-genren har aflyst to planlagte festivaloptrædener for nylig med henvisning til ”forsinkelser i produktionen”, men hans management insisterer over for NorthSide på, at han kommer. I så fald bliver det hans første koncert overhovedet i tre år og den første siden udgivelsen af det massivt roste andet album ”Blonde”.

 

 

Ride, Blue Stage lørdag 16.30

Det engelske band er 16. juni tilbage med deres første album i hele 21 år. I første halvdel af 90’erne var de blandt de førende på shoegaze-scenen med deres bløde vokaler, melankolske popsange og støjende guitarer. De to singleforløbere er fremragende, og for to år siden fik de fem stjerner i London af GAFFA – så de holder niveauet.

 

 

The Kills, Green Stage lørdag 17.45

Den amerikanske sangerinde Alison Mosshart og den britiske guitarist Jamie Hince dannede The Kills tilbage i 2001. Med fem album i bagagen gæster rockduoen nu Danmark for første gang i ni år. Da bandet spillede på VoxHall i 2008, uddelte GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann fem stjerner og skrev blandt andet:

"The Kills er kort og godt et fremragende liveband. Duoens snerrende og relativt nedbarberede udtryk, der skåret ind til benet er bygget op om maskinelle trommespor, forvrængede guitar-(blues)rundgange, aggressivt pågående vokaler og en ikke ubetydelig tæft for fængende melodier vinder meget ved at blive præsenteret i live-sammenhænge som denne."

 

Richard Ashcroft, Green Stage lørdag 20.15

Den tidligere sanger i britpopstjernerne The Verve er mildt sagt ikke en hyppig gæst i Danmark. Faktisk har han ikke spillet her siden Den Grå Hal på Christiania i 2000, så der er god grund til at kigge forbi, når Ashcroft spiller såvel egne sange som godbidder med The Verve.

 

 

The Prodigy, Green Stage lørdag 23.15

Elektropunkerne med karismatiske Keith Flint i front kan stadig levere en god fest. Det beviste de både på Tinderbox 2015 og i Tap 1 i København samme år, hvor GAFFA begge gange tildelte fire stjerner. Om sidstnævnte koncert skrev anmelder Per Bloch blandt andet: ”Når Prodigy-maskineriet spiller bedst, er det en fysisk og sanselig oplevelse. I "Voodoo People" greb bassen os så håndfast, at man følte sin strube snøret sammen. Når bandets største hits blev eksekveret, lod publikums puls til at blive synkroniseret til én ekstase.” 

 

 

James Blake, Blue Stage søndag 18.30

Den eftertænksomme sanger og elektronikamusiker er en hyppig gæst i Danmark, hvor han altid får flotte anmeldelser. Da han spillede på Roskilde Festival 2016, uddelte GAFFAs anmelder Rosa Louise Stilgren fem stjerner og skrev blandt andet: James Blake beviste, at han har et stærkt bagkatalog, der gjorde det muligt for ham at skabe en spændingsmættet koncert, der bevægede sig i en bakkedal af ulmende lydflader og overvældende tordenskrald. Selvom han var mere afdæmpet, end man kunne have forventet, så fik han skabt stærke stemninger, hvad end de var dvælende eller stormfulde. 

 

 

Radiohead, Blue Stage søndag 22.30

Det ultimative hovednavn har fået lov at spille en særlig lang koncert, to timer og 45 minutter, hvor de rigtigt kan plukke i deres store og kvalitetsmættede bagkatalog. Det er første gang i ni år, at Thom Yorke & Co. giver koncert i Danmark, og vi glæder os usigeligt til kongerne af den melankolske indierock – hvis hovedværk ”OK Computer” i disse dage har 20 års jubilæum. Gruppen har netop fået fem ud af seks stjerner af GAFFA Norge, så de er i topform.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA