Et nyt publikum: Da Folkeklubben lagde vejen forbi Northside

Et nyt publikum: Da Folkeklubben lagde vejen forbi Northside

”Hvis man nu tager alt med, så har det været nummer…” ”37?” ”Ej nej, bare i marts spillede vi 16”. ”Det er sgu nok nogle og fyrre” ”måske 45”. Således går det frem og tilbage mellem Rasmus, Kjartan og Rasmus, der forsøger at danne sig et overblik over den mængde af koncertarrangementer, der blot i år har stået i Folkeklubbens tegn. Nu er turen så kommet til NorthSide for første gang i klubbens historie, og det skal man som sådan ikke være så ked af, hvis man spørger Kjartan.

”Vi har fulgt festivalen på afstand, og det er en ret seriøs festival. Så vi har egentlig længe ønsket at spille her, men der er nogle ting, man må gøre sig fortjent til. Og nu føler vi faktisk, at vi er kommet lige til tiden”. Men at NorthSide ikke lader sig sammenligne med mange af de lokalt orienterede spillesteder, som de tre musikere så ofte har valfartet til, er ikke noget, der adskiller dette publikum fra resten af landet.

”Alt uden om er selvfølgelig anderledes, i og med at det er større og bredere og med flere medier og alt det der. Men den time der går op til en koncert, og den time der går under en koncert, er fuldstændig den samme, lige meget om du spiller for ti eller for ti tusind. Og den dag, det ændrer sig, så tror jeg nok, at vi er færdige som spillemænd” griner Kjartan. ”Det er faktisk meget sjovt med de her koncerter, fordi vi skal egentlig spille meget mindre, end vi plejer. Til gengæld skal vi så også snakke otte gange mere, end vi plejer,” tilføjer Rasmus Dall.

Klubbens tour-niveau fordrer spørgsmålet om, hvordan drengene formår at holde sig selv og hinanden oppe på dupperne, når den har stået på over 600 koncerter på seks år. Men det er som sådan ikke et problem, der tynger drengene. ”Det er næsten sværere ikke at være af sted, nu spillede vi jo lige på Nord-Als i går, så det er jo en karavane, der ruller, og så følger man bare med” konstaterer Rasmus Jusjong. ”Det er jo også en kæmpe gulerod, at vi kan se, at det giver pote at spille så mange steder, fordi det vokser og der kommer flere og flere mennesker,” følger Rasmus Dall op.

I svaret fra Dall studser man over hvilken forpligtelse, der betinger tour-livet for klubben, og det er, trods undertegnedes formodning, ikke en publikumsbetinget mission, som Folkeklubben er på. ”Først og fremmest er det en forpligtelse over for os selv og vores musik at komme ud og spille det, vi har lavet og præsentere det så godt som muligt. Det er ikke over for folk, vi forpligter, men os selv i langt højere grad,” siger Rasmus Dall.

”Det handler igen om, hvem man er som musiker” pointerer Kjartan. ”Enten så er man spillemand eller også er man ikke. Hvis man insisterer på kun at spile få udvalgte koncerter i løbet af et år, så er man ikke spillemand. Så det er lysten til at spille, der driver os. Det er det, vi gør. Der ligger en masse fortællinger og værdier i de sange, vi skriver, som egentlig er rettet imod os selv. I det øjeblik, man begynder at regne på, hvad folket har brug for, så bliver det nogle pauvre sange.” ”Og det handler egentlig også mere om den forbindelse, man skaber til folk, hvis man kan ramme nogen med den musik, man spiller. Det handler mere om, at publikum føler sig tilpas, end at man skal fortælle dem et eller andet,” siger Rasmus Jusjong.

Og ifølge klubben vokser Danmark bestandigt som musikalsk nation. ”Det er jo det land i verden med flest musikforeninger og festivaler pr. indbygger. Og når man først tager ud og prikker hul på det landskab, så ser du, at Danmark, hvad spillesteder angår, er et kæmpe land. Et gigantisk land. Og det er de vilde traditioner, sammenhold og kultur, man møder på disse steder.” siger Kjartan. I den spændvidde, der ligger imellem det lokalt funderede og det forestående på NorthSide rejser spørgsmålet sig om, hvad der binder dette musikalske landskab sammen, og det synes trioen godt at kunne bedømme.

”Det, der binder det sammen i disse år, er et udpræget behov for at blive talt op til. At få noget, de ikke vidste, de gerne ville have. Og nogen siger, man ikke må være elitær, men der opstår på ny et dannelsesbehov i befolkningen. Og det er en sund erkendelse for et band, og det er en sund erkendelse mediemæssigt og politisk,” siger Kjartan. Men man skal dog stadig passe på at dele befolkningen op i eliten og folket, ifølge klubben. ”De to ting behøver ikke at være modsætninger. Når vi som nation for forenet de to ting, så går vi en spændene tid i møde. Man skal bare lade være med at tænke for meget over det, og det giver os lov til at tage nogle chancer. Så kan det være, at den rammer på den forkerte side af netkanten, men det kan også være, at det bliver århundredets enhåndsbaghånd,” afslutter Kjartan. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA