Guide: 11 essentielle koncerter, du skal se på Roskilde – torsdag

Guide: 11 essentielle koncerter, du skal se på Roskilde – torsdag

Roskilde Festival er i fuld gang. Vi giver dig et overblik og vælger derfor hver dag 11 essentielle koncerter ud, som vi ikke synes, du bør gå glip af.

 

Julia Jacklin, Apollo, 12.00 (billedet)

Den australske sangerinde og sangskriver udgav sidste år det fremragende debutalbum ”Don’t Let the Kids Win”. Her imponerede hun med sin varme og lidt kælne stemme, kvikke og rørende tekster og enkle og effektive melodier. Hun gav en fin koncert på Frost Festival, og vi glæder os meget til at opleve hende live på Roskilde.

 

Savage Rose, Orange, 16.00

Nærmere præsentation burde været overflødig. Orkestret med den altid karismatiske Annisette i front – og eneste oprindelige medlem – har i år 50 års jubilæum og har allerede fejret det med stærkt anmelderroste koncerter i blandt andet Det Kongelige Teater. De relativt unge musikere, der spiller med Annisette i disse år, løfter arven fra Thomas Koppel, Alex Riel med flere på respektindgydende vis. Glæd dig også til den store Savage Rose-biografi, som GAFFAs mangeårige skribent Michael José Gonzalez udgiver til september.

 

Future Islands, Arena, 16.00

Den amerikanske synthpopgruppe har fået fremragende anmeldelser for intense koncerter med det evigt karismatiske Samuel T. Herring i front. Manden kan skifte fra smørblød vokal til growl på et splitsekund og er kendt for sin særegne dans og for at slå sig selv på brystet. Og nå ja, så skriver gruppen også glimrende sange. Da de gav intimkoncert på Jazzhouse i februar, uddelte GAFFA de maksimale seks stjerner og skrev blandt andet:

”Men Future Islands' store præstation skal man ikke kun takke karismatiker par excellence Herring for. Støttesøjlerne, både som ideal og i og med deres urokkelige mimik, i form af bassist William Cashion og keyboardspiller Gerrit Welmers, er det urokkelige team, hvorpå Herring finder råderum til sine udskejelser. Især Cashions melodiøse tilgang til bassen som instrument på det nye materiale var en fantastisk oplevelse live, som flere gange støttede op med melodisk respons på forsangerens krasse melodileveringer. Og så var trommeslager Michael Lowry i sit allerbedste humør med solidt placerede beats og en viril tilgang til sin performance, der smittede af på hele bandet.”

 

Margo Price, Avalon, 17.00

Den amerikanske countrysangerinde og sangskriver udgav sidste år sit meget roste debutalbum ”Midwest Farmer’s Daughter”, og da hun spillede på Tønder Festival samme år, uddelte vi fem stjerner og skrev blandt andet: ”Først og fremmest synger Price fantastisk, og hendes band spiller mere end almindeligt tight, og herfra er det svært at få tingene til at gå rigtigt galt. Vi lægger ligesom på pladen lidt tilbagelænet ud med ”Hands of Time”, men derfra giver både Price og band den nærmest fuld gas i den næste times tid.” Vi glæder os til at genopleve hende på Roskilde.

 

Royal Blood, Orange, 19.00

Den rå engelske rockduo har tidligere vist, at de kan spille store scener op på blandt andet NorthSide og Tinderbox med blot besætningen bas/sang og trommer. Med deres længe ventede andet netop udsendt glæder vi os til at se dem indtage Orange Scene.

 

Solange, Arena, 19.00

R&b-sangerinden er vokset betragteligt kunstnerisk med sit seneste album, det meget roste ”A Seat at the Table”, og hun giver derfor storesøster Beyoncé kamp til stregen, når det gælder soulmusik med substans både musikalsk og tekstmæssigt. Da hun samtidig er en sjælden gæst i Danmark, er det bare med at møde op, når hun indtager Arena-scenen.

 

Hamilton Leithauser, Pavilion 22.15

Amerikanske Leithauser har tidligere fejret triumfer som intens og udtryksfuld sanger i de hedengangne, eftertænksomme indierockere The Walkmen. Nu er han gået solo, men fortsætter stilen med tre album på lige så mange år – senest i samarbejde med det tidligere Vampire Weekend-medlem Rostam Batmanglij.

 

The xx, Orange 22.30

Det eftertænksomme elektropop/indierock-band med de to stærke vokalister Romy Madley Croft og Oliver Sim viste i Forum i februar, at de kan få en større menneskemængde til at lytte i andægtig stilhed – og imponerede med et visuelt gennemført show. Der bliver dog også noget at danse med til, når bandet kommer rundt i hele følelsesregistret.

 

Nas, Orange 01.30

Det er en vaskeægte East Coast-raplegende, der indtager Orange Scene. Den teknisk fremragende rapper og intelligente tekstforfatter Nas brød igennem med det stilskabende, meget roste debutalbum ”Illmatic” fra 1994 og har lige siden holdt det høje niveau over i alt 11 album – og er på vej med sit første album i fem år.

 

Jesus & Mary Chain, Arena 02.00

De skotske støjrockere fra 80’erne og 90’erne gjorde solidt comeback dette forår med deres første album i 19 år, ”Damage and Joy”. Deres koncert i Vega fik fem stjerner af GAFFA og blandt andet følgende ord: ”Albummet 'Damage And Joy' formår igennem koncerten at blive flot iscenesat, og de enkelte tvivlere, der måske er til stede, er uden tvivl godt på vej til at blive overbevist hen imod slutningen, hvor ”War On Peace” sætter ind. Det atmosfæriske i musikken stiger i takt med energien, og som røgen letter og skikkelserne på scenen bliver mere menneskelige, er The Jesus And Mary Chain kulminationen på, hvordan legendarisk støjrock skal skæres, uden at være et plagiat af sig selv.”

 

Princess Nokia, Pavilion 02.15

Den 25-årige New York-kunstner med det borgerlige navn Destiny Frasqueri blander både rap, sang, triphop og r&b i sit eget personlige udtryk. Hun beskriver sig selv på mixtapet 1992 som en ”nørdet pige med nymfomaniske tendenser”, og det lyder jo lovende.

 

Husk også GAFFA Sessions i Trade Zone: 

Torsdag kl 15.10
Musik Against Drugs
Hjerneforsker, Roskilde-talskinde Christina Bilde, Phlake-fan Nanna
Det banebrydende hjerneforskning-eksperiment, som publikum blev vidne til under Phlakes koncert, der officielt åbnede Orange Scene onsdag, illustrerer, hvordan musikken kan være "drug" nok i sig selv. Mød centrale aktører bag projektet, hvor en fan udstyres med hjernescanner, hvis løbende effekt kan aflæses på storskærmen. Kom med til en anderledes udfordrende samtale, hvor hjerneforsker Troels W. Kjær, Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, den eksponerede fan (Nanna) og en central musiker (navn offentliggøres senere) går i dybden om emnet.

Torsdag kl 17.30
Seje chicks i musik – who don't give a fuck
Lydmor, Di Garbi, Margrethe Björklund
Kvinder er fraværende på Grøn Koncert, det er de langtfra til GAFFA Roskilde Sessions. Mød tre sprællevende verdensdamer, dressed to kill, også i replikkerne. Globetrotteren Lydmor, der senest har indtaget Shanghai og optræder på scener over hele verden, alene og i et væld af konstellationer. Multi-kunstneren Di Garbi, der gør sig i alt fra klassisk klaver til elektroniske beats og stort anlagte film-projekter. Maggie Björklund, det danske pedal-steel-ikon, der håndterer et af verdens sværeste og smukkeste instrumenter på et niveau, der blandt har bragt hende i Jack Whites band, og som Sort Sol også har kastet sin kærlighed på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA