På ryggen af Odense - en global succes gjort lokal

På ryggen af Odense - en global succes gjort lokal

Vi befinder os på taget af restaurant Pasfall, på tredje sal, midt i gågademiljøet i centrum af Odense. Over os er blå himmel, nedgående sol og fugle, som kredser. Ude til siderne kan vi se hustage og toppen af høje træer. Byens mave er ret stille her i midten af juli, men på ryggen af Odense starter musikken snart.

Af alle usandsynlige steder i byen er det her, med åben himmel over os, og den Michelin-anerkendte restaurant under os, at aftenen skal tilbringes. Hvilken musiker drømmer ikke om at spille, så alle kan høre det, hvis bare vinduerne er åbne. Bare skråle ud over byen, med disse ca. 80 mennesker som nærmeste publikum. Sikke en mulighed.

Spontan global succes
Sofar Sounds er et koncept, hvor gæsterne på forhånd har meldt sig til koncerten, men kun kender datoen og byen for koncerten. Vi kender ikke stedet på forhånd, og ved ikke hvem der skal spille. Hvor uvirkeligt det end lyder på nogle af os, som forlanger stor kontrol over hverdagen, og som micromanager kalenderen i et forsøg på at optimere alting, så er Sofar Sounds en succes. En global succes, faktisk. Takket være alle de andre, som giver slip og bare lever.

Samtidig er Sofar Sounds non profit. Det er støttet af et hav af samarbejdspartnere og af kommunale støttekroner. Der er ingen kapitalkæde i ryggen, som vender og drejer hver en beslutning for at score en ekstra procent indtjening, og overskuddet er minimalt. Der er ingen agenda ud over ren kærlighed til musik, hvilket smitter af på omdømmet, og publikum kan tydeligt mærke det.

Lokale bands i topform - på engelsk
Aftenens musikere er, i den rækkefølge de optræder, Caper Clowns, Son of Caesar og Kajsa Vala - sidstnævnte fra Aarhus, de to første fra området omkring Odense. Niveuaet er forrygende. De fleste har nok ikke hørt disse navne før, og er man inde i upcoming miljøet, er det muligt at man har hørt navnene, men stadig ikke ved hvilken slags musik, der er tale om. Det er sandsynligt, at disse musikere bryder igennem i udlandet, uden at vi danere bemærker det.

Da jeg træder ind på taget af Pasfall, hilser jeg på venner og bekendte fra Spanien, USA, Mexico, England, Canada, Holland, Irland, Rumænien, Venezuela, og Norge. Jeg kender kun ganske få danskere her, og de fleste er i selskab med udlændige. Når nogen går tæt forbi, siger de automatisk "sorry".

Caper Clowns spørger indledningsvis hvor mange der ikke taler dansk -  hænder og stemmer rejser sig, og resten af aftenen forbliver på det sprog, som innovation oftest udveksles på, når vi bevæger os i musik. Og jeg mener ikke den syngende, fynske dialekt.

Oppe i næsen på musikeren
Folk sidder på tæpper og puder, nogle på stole, og en del bagerst står lænet op af søjlerne ved de åbne sider. Nogle fraseringer kommer ikke fra højttalerne, men direkte fra munden - så tæt på er vi på musikerne. Hvert et skift i tempo, hver en halvfalsk tone er tydelig, og aller mest vigtigt: Hver eneste forsøg på at fremkalde en reaktion bliver opfattet knivskarpt.

Disse mennesker er i underholdningsbranchen, og med publikum helt oppe under næsen skal man være et skarn, hvis den ikke får et ekstra skud charme. Ingen lader chancen gå uprøvet forbi, og alle tre optrædende har direkte samtaler med publikum. Jeg kigger rundt og ser smil og latter, folk som sidder med lukkede øjne og rokker frem og tilbage. Alle er fortabt i tonerne og stemningen. 

Som Peter, AKA Son of Caesar, senere siger under fire øjne:
- Alle folk her taler engelsk, og alle vores sange er jo på engelsk, så ingen skal skifte gear for at forstå vores humor. Hvilket ofte er en udfordring til koncerter, hvor publikum primært er danske. Til andre koncerter er det ofte Tordenskjolds Soldater, som dukker op i fanskaren, og det giver en vis indforståethed. Men her er oplevelsen og udtrykket mere nøgent, og det er noget helt særligt.

Store virkemidler, og personlige virkemidler
Kvintetten Caper Clowns har et højdepunkt med Sleeping On The Edge Of The Rainbow, hvor vi drømmer os helt ind i bandets musikalske univers. De skiftes til at tage den forreste vokal, og det er tydeligt, at her er et band, som er varme af årevis af liveerfaring. Den sidder helt forrest i skabet, og jublen er stor.

Det bliver pludselig meget tydeligt, at min sidste koncertoplevelse var Foo Fighters på Orange Scene, her for få uger siden. Der var titusindevis af mennesker samlet i en massepsykose, et hav af hænder og lightere og fans, som skrålede med for fuld hals på 20 år gamle sange. Under koncerten bar jeg en fyr på skuldrene, var med til at danne moshpit, og blev senere selv løftet op og båret rundt. 

Sofar Sounds er i den modsatte ende af spektret størrelsesmæssigt, men stadig er oplevelsen organisk. Son of Caesar overtager, og her gives ekstra point for humor og anekdoter mellem sangene, som er lige på grænsen til storytelling. Madeleine Defoe leveres næsten usandsyligt smukt, og jeg sidder og tænker "hvem har oprindeligt lavet den sang? Det kan da ikke være ham." Men jo, Peter er digter og talentet er tykt som smør på søndagsbrødet. Jeg hørte ham i øvrigt varme op for Joan As Police Woman for nogle år siden, men oplevelsen var mindre stærk dengang. Bonuspoint for intime rammer og erfaring.

Autentisk, præcis som vores forgængere nød det
Kajsa Vala er solo på scenen som sidste act, og lægger ud med et stykke rocket akustiske guitar. Fingrene springer rundt på strengene, og stemmen er klar og så oprigtig, så det er ved at tage pusten fra en. Nogle har bare blues i blodet. Hvor er det dog befriende, at få den ægte, uforfalskede, ufortyndede vare. Nøj, hvor hun kan. "Wow, wow, wow" er den helt rette reaktion.

Glem for en stund alt om playback fra "musikere", som hopper rundt for slukket mikrofon og "synger" perfekt, mens de leverer en avanceret dans. Glem stadionrock, hvor bandet er en prik i horisonten, som kun eksisterer takket være storskærme, der febrilsk forsøger at levere den fulde oplevelse. Man hører nogen langt fremme juble over noget, som man for altid er gået glip af, ved samme koncert, og bagefter kan man dårligt huske oplevelsen. Glem alle spekulationer om hvorvidt det vi hører, rent faktisk bliver spillet på scenen, eller om nogen bare har trykket play. I aften er der ingen falskhed, ingen konstrueret virkelighed.

Glem benbrækkende lydproblemer, hvor halvdelen af horden blandt publikum nærmest er afskåret fra at kunne nyde oplevelsen, glem utilsigtet høj bas, som slår imod knoglerne, glem irritationen over folk, som maser rundt blandt publikum for at finde deres venner, eller mest af alt bare er der, fordi alle andre er der.

At forestille sig hvor mange mennesker, som forringer andres koncertoplevelser med deres udenomknævren og fuldemandsopførsel, med uendelige selfies og flash, blot for at være sammen med vennerne fredag aften og samtidig styrke billedet af den, man gerne vil forestille at være på sociale medier. Koncerter er ofte et kulturelt harmonikasammenstød.

I aften er der ingen ofre. Sofar er et skridt i modsat retning, og for denne skribent, som skrev sin første anmeldelse for 10 år siden, er Sofar noget af det mest interessante og uskandaløse, som er sket i musikmiljøet i samme periode.

Fra alle os udlændinge, til alle jer udlændinge
Sofar Sounds har succes med at tiltrække langt flere udlændinge, end man normalt ser til danske koncerter. Fordi:

- Sofar Sounds er et international koncept, som henvender sig til mennesker med en udansk tankegang. Det kan være svært at oversætte for mennesker, som får nyheder ind gennem lokalaviser 

- Det impulsive setup og uvisheden er en mere naturlig del af andre kulturer, deriblandt middelhavskulturen, men fjernt for os Nordboere

- Al kommunikation fra Sofar Sounds (web, mails, SoME) er på engelsk, hvilket kræver sprogkundskaber

- Udvekslingsstuderende har ofte et stærkt internt netværk, som går på tværs af landekoder, og fortsætter når studie bliver til job. Netværket holder også sammen til koncerter. Samtidig danner mange udlændinge par med andre udlændinge - måske delvist fordi de har en masse til fælles, som fremmede i Danmark - så danskere bliver ikke naturligt en del af "familien"

- Mange mennesker, måske især Nordboere, føler sig mest trygge i små kliker, og kommer kun, hvis deres venner er der. Da danskere ikke er der, kommer danskere ikke til. Og sådan er det måske bedst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA