Guide: 11 essentielle koncerter i august

Guide: 11 essentielle koncerter i august

Vi er i fuld gang med en ny måned, og derfor kigger vi traditionen tro på månedens mest spændende koncerter, som der stadig er billetter til. Klik på kunstnernavn for links til billetsalg.

 

6/8 Testament, Amager Bio

I mere end tre årtier har Bay Area-kvintetten leveret solid thrash metal. Bandet har solgt mere end 14 millioner album på verdensplan. 2012-udgivelsen ”Dark Roots of Earth” solgte mere end 20.000 den første uge og nåede en 12-plads på Billboards top 200: gruppens bedste placering nogensinde.

I efteråret vendte det navnkundige band tilbage med det kritikerroste album ”Brotherhood of the Snake”. I 2013 gav de koncert på Copenhell, hvor GAFFAs anmelder Morten Thornvig uddelte fem stjerner og konkluderede: ”Træfsikre tonsere som "Over The Wall" og "D.N.R", der er indbegrebet af Testament, knuste det sidste håb om at slippe fra årets Copenhell uden permanente høreskader, og Testament må siges at være et band, der lige nu oplever lidt af en genfødsel.” Læs hele anmeldelsen her.

 

 

7/8 Sparks, Vega

De amerikanske brødre Ron og Russell Mael er aktuelle med en dansk koncert forud for albummet "Hippopotamus", der udkommer 8. september.

Mael-brødrene startede med at lave musik i slutningen af 1960’erne som bandet Halfnelson. Forsøget på et gennembrud slog fejl, og efterfølgende ændrede de navn til Sparks. I 1974 brød de så igennem med sangen ”This Town Ain’t Big Enough For The Both Of Us”.

Undervejs i deres lange karriere har de eksperimenteret med flere forskellige genrer. Det har dog aldrig været et problem at genkende brødrenes specielle lyd – Russells falset-vokal og Rons ekspressive keyboardstil.

Sidste gang Sparks kunne opleves i Danmark, var da de i 2015 fusionerede med det skotske indierockband Franz Ferdinand og kaldte sig FFS (for fuck's sake), som også er de to gruppers initialer, Franz Ferdinand Sparks. Koncerten i Tivolis Koncertsal fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Ras Bolding, med beskrivelsen, at selvom de to bands individuelt formodentlig havde været lettere og mere populært, så fungerede den gensidige inspiration rigtig godt. 

 

7/8 Robbie Williams, Telia Parken (få billetter)

Gavflaben, der sidste efterår udsendte sit 11. studiealbum, "The Heavy Entertainment Show", giver koncert i Telia Parken. Selvom det er nogle år siden, Robbie sidst havde et stort hit, er interessen for ham stadig stor, og koncerten er da også næsten udsolgt. Så skynd dig, hvis du vil have billet. Robbie gæstede sidst Danmark på Tinderbox 2015, hvor GAFFA kun gav ham tre stjerner, mest på grund af de mange covernumre. Lad os håbe på flere egne sange denne gang!

 

11/8 Lil Wayne, Tivoli, Plænen

Det bliver kun anden gang, den amerikanske rapper gæster Danmark. Første gang var i 2013 i Tap1, hvor GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr uddelte fem stjerner og blandt andet skrev: "Og Lil' Wayne – ja, han skal opleves. Hans ballader er måske nok bedre på album end live, men hans power, attitude og vildskab kommer langt mere til sin ret i virkeligheden end på plade. Han er excentrisk og vild – men på en yderst kontrolleret og charmerende måde." Læs hele anmeldelsen her.

 

 

13/8 The Shins, Vega

Det amerikanske indieband under ledelse af sanger og sangskriver James Mercer – også kendt fra Broken Bells – giver deres første danske koncert i fem år. Forvent melodiske indiepopsange med masser af følelser og et strejf af sol og sommer – sommeren kan jo stadig nå at komme!

 

 

17/8 Migos, Tap1

Atlanta-hiphop-trioen Quavo, Takeoff og Offset giver den første koncert i det nye Tap1 på Amager. Migos indledte deres karriere med udgivelserne af en stribe mixtapes. Deres første af slagsen, "Jugg Season", udkom i 2011, men det store gennembrud kom i 2013, hvor Drake medvirkede på det officielle remix af deres hit ”Versace”. I 2016 udgav Migos deres andet album "Culture", der indeholder store hits som "T-shirt", "Slippery", "Call Casting" og "Bad and Boujee" og gik direkte ind på førstepladsen på den amerikanske albumhitliste. Migos har også samarbejdet med store navne som Calvin Harris og Frank Ocean på "Slide", Katy Perry på "Bon Appetit" og Justin Bieber & DJ Khaled på "I'm the One".

 

19/8 Trentemøller m.fl., VoxHall

RECession, den aarhusianske festival for ”musik med noget på hjerte” kan i år præsentere blandt andre Trentemøller med fuldt liveband samt Roxy Jules, Tom and His Computer og den italienske technomusiker Matteo Vallicelli. Trentemøller fik hele seks stjerner, da han spillede i Vega i februar med blandt andet følgende ord: "Anders Trentemøllers kunstgreb er, at han altså både vil et udtryk med hård og forvrænget rock, og samtidig stadig leverer disse fnuglette og sprudlende passager. Stadig med elementer af techno, men også med nærmest drilske spring og de typiske overrumplende temaer, der kickstarter en ny sonisk rejse. Sådan vekslede denne mageløse aften, der bare blev bedre og bedre." Læs hele anmeldelsen her.

 

  

23/8 Hugo Helmig, Walthers Musikcafé og 25/8 Jazzhouse, København

I juni udgav han debutsinglen "Please Don’t Lie", og nu annoncerer 18-årige Hugo Helmig – søn af Thomas Helmig og Renee Toft Simonsen – sine første tre koncerter. Koncerten på HeadQuarters hjembyen Aarhus 24. august blev hurtigt udsolgt, og der er derfor arrangeret en ekstrakoncert på Train 30. november.

Om debutsinglen har Hugo Helmig udtalt:

– Vi ønsker alle at vise os som perfekte på de sociale medier, men det er der jo ingen, der er. Det er ærgerligt, at det er blevet normen, at vi skal fremstille os selv på denne her overmenneskelige måde. "Please Don’t Lie" er en kærlig opsang til os alle – inklusive mig selv.

 

 

24/8 Lyden af de skuldre, vi står på, Aarhus Teater (premiere, spiller til 30. september)

Aarhus Teater mener, at vi skal se på den danske sangskat med friske øjne og vil derfor have, at der bliver revet og flået i de lettere støvede sange og salmer, som har runget i danske forsamlingshuse og kirker gennem århundrede. Dette gør de i forbindelse med teaterets nye musikforestilling Lyden af de skuldre vi står .

Selve forestillingen har som omdrejningspunkt mere end tyve forskellige danske sange, som Aarhus Teater sætter strøm til og har ladet Simon Kvamm filtrere gennem sit særegnede digitale lydunivers. Herefter får disse sange sceneliv i hænderne på Marie Koldkjær Højlund fra Marybell Katastrophy, musikeren Esben Inglev samt en række skuespillere og en danser.

Forestillingen spiller til og med 30. september.

 

 

25/8 5 Seconds of Summer, Tivoli, Plænen

De australske teenageidoler 5 Seconds of Summer har tidligere samlet store folkemængder i Danmark i både Forum og Jyske Bank Boxen, så mon ikke teenagehvin vil overdøve hylene fra rutsjebanen, når gruppen indtager Tivoli i sensommeren.

 

26/8 For Evigt Hip Hop, Rødovre Rådhusplæne

Trænger du til en dag med rendyrket hiphop? Så er den nye danske endagsfestival For Evigt Hip Hop lige noget for dig. Ty Dolla $ign er hovednavn, og derudover kan du blandt andet opleve Suspekt, Ukendt Kunstner, Section Boys, MellemFinga’Muzik, Gilli, Lil' Kleine, Benal, Jokeren, Sleiman, Kesi, Noah Carter, Pede B, Marwan, Jamaika, Marvelous Mosell og mange flere.

 

 

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke ar udsolgt:

9/8 Ryan Adams, Vega

9/8 Mac DeMarco, Den Grå Hal

14/8 PJ Harvey, Værket, Randers

16/8 M. Ward, Jazzhouse

24/8 Hugo Helmig, HQ, Aarhus

26/8 Volbeat, Parken

27/8 Interpol, DR Koncerthuset

 

Og så er der jo stadig en stribe festivaler, ikke mindst disse: 

2/8-5/8 Strøm Festival, København

2/8-5/8 Bork Havn Musikfestival

3/8-5/8 New Note Festival, Hillerød

3/8-5/8 Ringsted Festival

4/8-5/8 GrimFest, Brabrand

6/8 Stella Polaris, Frederiksberg

9/8-13/8 SmukFest, Skanderborg

11/8-12/8 Haven Festival, Refshaleøen

17/8-20/8 Wonderfestiwall, Bornholm

17/8-19/8 Alive Festival, Thisted

24/8-27/8 Tønder Festival

26/8 Madsby Rock, Fredericia

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA