Reportage: Dag 3 på Live Camp 2017

Reportage: Dag 3 på Live Camp 2017

Tredje og sidste dag på Live Camp, og i dag gælder det KarriereKanonen. Syv bands er der tilbage i feltet, og tre skal løbe med prisen, æren, hjælpen og alt det andet, som er en del af den karrierepakke, man kan vinde.

Som sædvanlig er det et spredt felt i forhold til genrer og udtryk og hvor langt, man er kommet, men et fællestræk i år må være det professionelle niveau.

Jeg har tradition for at gætte helt forkert, og i skrivende stund er vinderne ikke annonceret, men mine tre bud på årets vindere, baseret på gårsdagens koncerter, er Rest In Beats, Duks og Sherpa. Men der er bestemt argumenter for flere andre gode bud på vindere. (De endelige vindere blev Rest In Beats, Sherpa og Moody, red.)

Dagens første koncert er med Ponti. Dansksproget poprock leveret af et solidt sammenspillet band. Det var tydeligt, at alle bød ind med gode idéer og tricks, og de spillede dagens mest varierede sæt. Vidt forskellige numre, bundet sammen af den nasale og personlige vokal. Det er et band, jeg spår rigtig gode koncerter, men jeg kan ikke helt se markedet for deres udgivelser.

Derefter kom det første i en række shows med lidt den samme lyd. Det er tydeligt, at The Weeknd har godt fat i den nye generation af producere, og det er ikke alle, der helt ved, hvad de skal bruge det til. har i hvert fald et godt stykke endnu, ikke kun i forhold til teknik, men i høj grad angående stage presence. Han blev fuldstændig overskygget af sin skønne trommeslager og overdøvet af sit backtrack. Det var som om, at alt det, han ikke kunne, det kunne Oktober. En virkelig dygtig performer med en fantastisk stemme og en knusende ro. Fuldfølt og fortættet r&b. Tankevækkende var det dog, at teenagepigerne kom løbende op til scenen, da han gik på, men de gik igen efter et nummer.

Helt anderlededes naivt og charmerende var Duks (billedet). Med Sys Bjerre i front for et regulært band, lød de helt flyveklar og til P4. Hun er supersød på en scene, og det er svært ikke at elske hende. Vi fik også en lille tale om at være mindre jeg-fikserede, og mere vi. Det var deres anden koncert nogensinde, men helt sikkert noget, vi kommer til at høre mere til. Både Duks og Ponti var i høj grad bandbåret og mindre afhængig af frontfiguren. Omvendt er det med Moody. Nok dagens mest indtagende frontfigur, og i den grad en character. Jeg overhørte en beskrive hende som en rollemodel for Skam-generationen, og der kan hun noget helt særligt. Jeg synes, at der var for langt ned fra hittene til de andre sange, men som frontfigur er hun ret uovervindelig.

En af dagens overraskelser for undertegnede var Sherpa. De startede ud med et lidt generisk lydbillede som så meget andet ny elektronisk pop, men jeg skal love for, at de fik åbnet op i løbet af sættet. Carsten Sherpa synger fantastisk og kan sagtens bære både de helt stille ballader og gå helt op og brage igennem. De er nok det band, der har udviklet sig mest i forløbet med KarriereKanonen, og det bliver spændende at se, hvor de tager det hen herfra. Det var deres første større koncert, og de havde været vildt nervøse op til. Sherpa selv var stakåndet af glæde bagefter: ”Og jeg huskede at være i det. Nyde det, og ikke kun fokusere på teknik”. Hvis de fortsætter den udvikling, som de sidste sange pegede i, skal jeg se dem mange gange endnu.

Dagens for mig bedste – og mest gennemarbejdede – koncert var dog Rest In Beats. En højgravid sangerinde, der struttede af varme, kærlighed og nærvær. Med fuldstændig kontrol over sættet og opbygningen blev vi ført med sikker hånd igennem de smukkeste stille passager og helt op og blæse igennem. I en opsætning med elektronik, violin og vokal formår de at få en ikke særlig street hiphop vibe ind i et luksuøst poplydbillede. En meget imponerende koncert og en dejlig afslutning på dagens mange koncerter.

I løbet af de tre dage her har jeg set 25 koncerter. Man skulle tro, at ens ører var helt flade efter sådan en omgang, men jeg kunne sagtens tage 20 mere, hvis de viste det samme niveau i nysgerrighed, sult og professionalitet.

I modsætning til den egentlige Live Camp bliver vinderne ikke afsløret på dagen, men først dagen efter, og det gør en del ved stemningen backstage. Langt de fleste bands gik, efter at de havde spillet, og der var heller ikke den samme mængde branchefolk. Og så kom regnen også, og stemningen var bare lidt flad. Rigtig ærgerligt, for det plejer at være nogle vanvittige dage hvor det hele summer af dekadence og business.

Nu starter den egentlige festival, og så tager jeg hjem. Det, som Smukfest gør med Live Camp, er noget af det bedste i dansk festival. En kæmpe chance for nye bands, og for publikum. Jeg glæder mig allerede til næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA