Reportage: Klipperocken vokser og holder – med blandt andre Lukas og Christopher

Reportage: Klipperocken vokser og holder – med blandt andre Lukas og Christopher

Summar Festivalur (Klaksvik Festival, Færøerne) 10-12. august

Med blandt andre Lukas Graham, Christopher, Toto, Konni Kass, Dynamit, Bluecoat Brass Band.

Kan man leve med et vejr så omskifteligt som Roskilde Festival, når den er slem (husk, der er ikke dårligt vejr – kun forkert påklædning), så gør som stadigt flere danskere, briter og ikke mindst en femtedel af Færøernes befolkning og kom til Klaksviks Summar Festivalur. Selskabet er en halv snes tusinde andre, som deler en af den nordlige halvkugles mest unikke festivaloplevelser her på skæret.

Som Danmarks verdensstjerne, Lukas Graham, sagde ved sin tredje koncert på Færøerne fra den største af tre scener: ”I har gudesmukke øer!” Naturen og den helt særlige stemning med en friluftsscene midt i et klippemassiv med vand på alle sider er også baggrunden for, at bandet spiller for lidt håndører i forhold til gængse honorarer – foruden en helkoptertur fra Torshavn, hval til middagsmad og muligheder for indkøb af færøsk uld til Lukas Forchhammers datter.

Danske som udenlandske musikere (i år Toto og tidligere blandt andre Scorpions) har et blødt hjerte omkring Færøernes vilde natur og musikmiljø, hvor især Summar Festivalur (og den noget mindre G! Festival midt i juli i den lille by Gøta på øen Eysturoy) er omdrejningspunkter for et intenst og eksplosivt voksende musikliv, som også Danmark mærker mere og mere til (Blandt andre fra Konni Kass i september – se herunder). Færøernes lokalradio og tv bakker godt op, og lange vinteraftener er et godt afsæt for at skabe masser af indendørs musikoplevelser. Men sommerfestivalerne udendørs er noget helt specielt for alle. Der er teltpladser såvel som privat indkvartering, og hele natten er der lys i de fleste huse, hvor folk går ud og ind som en del af festivaloplevelsen. Her et par udpluk:

 

Lukas Graham

Vagsbøur-scenen, 10/8 kl. 22

***** (fem stjerner)

Lukas Graham var festivalens absolutte topnavn, og mens nattens sileregn lagde et prikket sølvtæppe gennem projektørlyset blev stemningen så varm og intens, at Lukas bare mave måtte vises i flere varme, funky forløb. Det hele godt understøttet af tre blæsere, som bidrog til, at bandet viste sin topklasse.

Vi fik selvfølgelig alle de store hits som Ordinary Things, Drunk in the Morning, Criminal Mind, Mama Said, Strip No More, 7 Years samt hyldesten til Lukas’ afdøde far, You're Not There.

Mangler der noget?

Ja, i de stille passager kan den lidt nasale stemme blive lidt ensformig, og lyden kunne tåle meget mere dybde til blæsersektionen samt ikke mindst Mark Falgrens steady trommer og Magnus Larssons skridsikre basbund.

Hen mod slutningen krævede den kølende regn dog også varm te og en kort pause for at holde stemmen oppe på fuld kraft. Som Lukas selv sagde: ”Jeg har givet den for meget gas.”

Toppræstationen på 7 Years udeblev også af samme grund, men oplevelsen, indlevelsen og ikke mindst engagementet i dette unikke setup her på kongerigets yderste grænser kom helt i land.

Lukas Graham har et helt særligt forhold til Færøerne.

”Vi spillede i Torshavn i 2015 lige inden 7 Years eksploderede i hele verden. Nu har vi afsluttet to års verdensturné, og det giver mening, at det også skulle ske på Færøerne,” fastslår Lukas Forchhammer.

Han kvitterede under stor jubel ved at hælde en hel belgisk øl ud på scenen: ”Jeg er ikke rejst så langt for at drikke belgisk øl – hvad fanden foregår der?”. Og så kom der fluks den glimrende, lokale og nationale Föroya Bjór på banen (det betyder ”Færøernes øl” og bryggeriet ligger i netop Klaksvík).

Derfra var færingernes hjerter for alvor vundet…

 

Konni Kass

Tjaldid-scenen, 10/8 kl. 23.45

***** (fire stjerner)

Konni Kass er et af Færøerne absolutte nye stjerneskud, som heldigvis for sileregnen spillede i det store telt ved Tjaldid-scenen. Konni Kass spiller i Vega i København 21. september (og derpå i Esbjerg og Aalborg), og efter koncerten i Klaksvik kan danskerne roligt booke en billet til en unik oplevelse med et band centreret om sangerinden og tenorsaxofonisten Konni Kass.

Hun er godt bakket op af keyboards, bas og trommer fra Per Ingvaldur Højgaard Petersen, Knút Háberg Eysturstein & Torleik Mortensen.

Konni Kass holder til i en spacet udgave af det, hun selv kalder ”some kind of pop” med afsæt blandt andet i debutalbummet HAPHE.

De har helt deres egen stil, hvilket i sig selv er noget af en præstation. Op mod Konnis spændende og soulfulde vokal er der både tætte, dansebare rytmer og mere udsyrede lydlandskaber, som skaber både en god fest og et interessant mix med drive og kant.

Konni Kass har spillet i hele Skandinavien og Tyskland – endda samtidig med et lidt afbrudt medicinstudium i København. Bandet er absolut værd at holde øje med. De går ikke efter de nemme hits og tør klart at eksperimentere. Det gør de både intelligent og underholdende. Jeg kunne godt savne en guitar i bandet og vilje til at køre de til tider funky riffs helt i bund.

Det kan komme.

Konni Kass har noget på vej, som bestemt ikke bør begrænses til klipperne i Nordatlanten.

 

Christophers stjernestatus udeblev i stramt set up

Vagsbøur-scenen, 11/8 kl. 21

*** (tre stjerner)

Selv de nordatlantiske teenagepiger havde for længst tjekket ud, hvem dagens idol var i Klaksvik. Mens der vanen tro blev skreget oppe foran, så indledte Christopher selv en kamp for at nå helt ud også til de bagerste rækker på en halvfyldt festivalplads, inden monsterhittet Told You So skulle slutte det hele.

Christopher Nissen & band har for længst slået talentet fast. Og bandet spiller både bedre og mere sikkert, end da jeg hørte dem for et par år siden.

Men noget gik galt.

Kombinationen af samplede kor, klub-techno beats og alt for meget søgt inderlighed og sjælesang for tændte lightere og mobilernes lysfunktion gav ikke en gennemført stemning af nærvær. Og det var, hvad både færinger og os andre gerne ville have bag klippernes bugt.

Hvad er der sket?

Jo, der er kommet mere cool stil end humor. Der er mere åbenlyst forberedt koreografi end spontanitet. Og det giver en fornemmelse af overflade frem for netop nærvær.

Retfærdigvis må siges, at når bandet var bedst, så var det der, hvor de gennemførte de funky og soulede forløb med masser af energi. Her blev det tydeligvis sjovt at spille for bandet – uden de skulle tænke på om det nu passede med båndsløjfer.

Det var betegnende, at det danske hovednavn kun kunne fylde en halv festivalplads. Derimod fyldte de færøske helte og showmen i bandet Dynamit blot et par timer hele festivalpladsen, og fik den til at gå amok for alvor.

Når man hørte et nummer som Mama var der lige det, der manglede. Frihed på scenen, leg og mulighed for at vise, at bandet faktisk har rigtige gode musikere bag den dominerende frontmand.

 

Dynamit sprængte sig gennem klipperne

Vagsbøur-scenen, 11/8 kl. 00.00

**** (fire stjerner)

Færøske Dynamit er et hit! I hvert fald på Færøerne, når Niclas Heri Jákupsson, Hans Jacob Nystrøm går på scenen i de berømte færø-trøjer og skaber et show, som handler om at synge med – på færøsk (!).

Som dansker har man ikke en chance for at fatte en bjælde af det hele.

Hit på hit (på færøsk) får det til gengæld til at koge. Det er er sjovt at være en del af, når 10.000 færinger tænder helt af med backing af Ingi Isaksen, Erik Biskopstø, Jógvan Mørkøre, Mikkjal Hvannastein og Henning Nicodeumssen.

Hvad minder det om?

Tjah, Kandis på speed blandet med Johnny Madsen – måske.

Det er i hvert fald festligt – og meget folkeligt.

Orkestret har hverken de største instrumentalister eller sangere, men energien, glimtet i øjet og viljen til fest er ikke til at tage fejl af:

Det blev en god sang mod de omkransende klipper, som pludselig fik hele Klaksvik-bugten til at være en hyggelig hule, hvor Dynamits gode stemning sprængte sig gennem klipperne.

 

TOTO

Vagsbøur-scenen, 12/8 kl. 22

***** (fem stjerner)

Amerikanske Toto har spillet de danske nærområder tynde denne sommer først på Sofiero Slot nord for Helsingborg i Sverige, og senest på Ringsted Festival 2017 samt Hindsgavl Slot. Og NU kom turen til Færøerne.

Ifølge frontmand, sanger og guitarist, Steve Lukather, er Færøerne ”den smukkeste plet på jorden”, som bandet endda brugte et par dage på at nyde.

Kvitteringen til færingerne var en veloplagt koncert. Hver eneste tone, taktslag og frasering sad lige i skabet.

Totos musikere er legendariske for deres håndværk.

Alene lydprøven ud over klipperne varslede superliga i teknik, da Shannon Forrest på trommer og Lenny Castro på percussion ikke kunne dy sig for en eftermiddags-jam, der risikerede at løsne klippestykker fra toppen af bjergene.

Spilleglæden var fra start i god behold trods de fakta, at samme Lukather i over en generation er det eneste bandmedlem, som har været med hele vejen (David Paich på vokal, piano, keyboards er dog med på alle plader). Dertil er Steve Porcaro på keyboards den eneste overlevende af tre Porcaro-brødre i bandet. Men rygterne om Totos død er stærkt overdrevne.

Og hvad fik vi så?

Jo, færinger kan lide at synge med. Det fik de rig lejlighed til. Allerede i andet nummer kom nemlig udødelige Hold the Line.

80’er-numre fra Totos storhedstid som Afraid of Love samt Lovers in the Night fyldte også godt op hos syng-med-holdet, inden vi skulle gennem en laaang bandintro.

Her mistede det hele pludselig momentum. Hvem havde skrevet hvilke hits? Det hele skulle forklares. Og så kom brudstykker af det hele som en afbrudt elskovsakt, der lige var kommet i gang.

Duer ikke – væk!

Heldigvis har Toto 14 album at plukke fra, og vi kom hurtigt i gang igen, da den tomme hitopvisning var overstået, og det igen blev legetid på rød stue:

Totos overlegne teknik og uformindskede spilleglæde gav frit løb til improvisationer, legesyge og tætte, komprimerede forløb i sindssyge, synkoperede rytmer – selv i stramme numre som Chinatown, Great Expectations og Rosanna.

Blandingen af ballader, hårdt pumpet rock, soul og selv jazz viste Totos spændvidde. Da Africa kom på til slut, var sejren hjemme med et nyt, færøsk fælleskor mod klipperne, hvor folk hyggede sig lige så åbenlyst som Toto selv gjorde denne nat, hvor der hverken var regn eller vind (og det var ikke et færøsk filmtrick!)

Er Toto så færdige nu?

Næh, næste år kommer et nyt album op til Totos 40 års jubilæum. Og senest udkom det roste album "XIV" fra 2015. Efter denne koncert på Færøerne kan det godt blive stort næste gang også. Måske ikke helt i tidsånden, men stort!

 

Alle færinger elsker Kristina Bærendsen

Vagsbøur-scenen, 12/8 kl. 16

(fire stjerner ****)

Countrysangeren Kristina Skoubo Bærendsen (født 1990) er datter af en lige så musikalsk sanger, nemlig Alex Bærendsen.

Her er stemme, udstråling og professionalisme til noget meget større end færøske bygder. Men så længe langt det meste repertoire er på lokalsproget, så kommer det ikke til at nå ret meget videre.

På Summarfestivalur fik man til gengæld et indtryk af, hvor meget spilleglæde klipperne indeholder. Alle kunne teksterne. Stemmen og sødmen fra hovedpersonen nåede langt ud, og selv om country ikke lige er denne anmelders kop te, så var der alligevel noget, som fangede:

Der var en underliggende trykkoger af energi, som pludselig fik skruet op for blusset, da hun slog over i engelsk. Her mærkede vi både rock og soul frem for mainstream country. Hvis Kristina Bærendsen holder dampen oppe kan hun sagtens måle sig med de bedste i den genre – og få et langt større publikum end det færøske.

 

Bluecoat Brass Band

Torgid-scenen, 12/8 kl. 00.45

(tre stjerner ***)

Et udendørs koncert i den færøske nat med et helt blæserorkester (+ trommer) er noget af et sats, men hvad sker der?

Når selv tubaen spiller funky og (og laver solo) begynder det at blive sjovt. Det var nemt at følge med, når sproget kun er musik og kvaliteten er i orden. Når det tilmed er tilsat en stor portion humor, så virker det. Uagtet at musikerne er set bedre i genren, så kan ingen tage fra dem, at publikum stod tilbage med brede smil.

Det blev en fin afslutning med Bluecoat Brass Band, som det ene af de fire sidste bands på en meget vellykket Summarfestivalur.

 

Faktaboks:

Guide til færøsk musik- hvad foregår der?

– ifølge sangstjernen Guðrun Sólja Jacobsen:

I Danmark er færøske Guðrun Sólja Jacobsen kendt som vinder af ”Stjerne for en aften” i 2003, og optrædener både på blandt andet Langelandsfestivalen og DR´s Slotskoncerter med Radio Underholdningsorkestret. Hun har desuden i København på Kultorvet taget den treårige sanglæreruddannelse på Complete Vocal Institute og er en af drivkræfterne i færøsk musik i dag med musik og sangundervisning som full time job.

Guðrun Sólja Jacobsen forklarer, at Færøerne og musik er helt uløseligt forbundet med baggrunden fra en århundreder gammel tradition for kædedans med hundredevis af vers. Senere i dag er færøsk musik blevet til noget, som man mødes om alle vegne privat og ved koncerter på de mange spillesteder og i haller. – Også når en lang og mørk vinter lægger en dæmper på mange andre ting.

Blandt Guðrun Sólja Jacobsens personlige anbefalinger, når færøsk musik skal tjekkes ud, er:

  • Konni Kass er et af de helt nye stjerneskud på Færøerne.
  • Kristina Bærendsen er elsket af alle på Færøerne. Hun har næsten altid udsolgte koncerter.
  • Danny and The Veetos er et stort hit blandt alle unge.
  • Gurio Hansdóttir laver smuk musik.

Og så er der tilføjelser om hardcore færøsk metal, en endnu mere grænsesøgende – men langt mindre – G! Festival i en gammel bygd om sommeren, hvor Summer Festivalur i Klaksvik også rummer det familiære og mere mainstream.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA