Goth-musikere hylder H.C. Andersen i Odense

Goth-musikere hylder H.C. Andersen i Odense

H.C. Andersen bliver i denne uge fejret i sin fødeby Odense ved den årlige H.C. Andersen Festivals, og blandt de musikalske hyldester er "Gotikkens H.C. Andersen" i H.C. Andersens Hus, der fokuserer på Andersens mere mørke sider.

Mange kender H. C. Andersen som børnenes eventyrforfatter, men han var også andet end den hyggelige onkel med den høje hat. Flere af Andersens eventyr og fortællinger rummer et mørke med rod i forfatterens egen position som outsider, et mørke, som ifølge koncertens skaber Ras Bolding alt for ofte overses, når Disneys nuttede illustrationer tager over og tvinger en lykkelig slutning ud af hvad som helst.

Koncerten tager udgangspunkt i mødet mellem fire af Andersens mere mørke fortællinger – Skyggen, Historien om en moder, Den lille havfrue, Snedronningen – og musikalske udtryk som goth, synth og electronica for at præsentere Andersen på en ny måde, men samtidig en måde, der udviser respekt for alvoren i de udvalgte fortællinger.

Vi har stillet Ras Bolding en stribe spørgsmål om projektet.

Du vil fokusere på H.C. Andersens mere gotiske side, hvorfor er det lige blevet den side, der frister?

– Jeg blev involveret i H. C. Andersen Festivals her i Odense, fordi de ledte efter en anden vinkel på forfatteren, så jeg syntes, det var oplagt, med mit eget udgangspunkt i goth-kultur, at se på H. C. Andersen og hans forhold til goth, så at sige, nemlig den gotiske bølge, der var en del af litteraturen dengang, og som Andersen også lod sig inspirere af, nogle steder endog ganske tydeligt.

Helt specifikt er der tale om musikalske fortolkninger af eventyrene Snedronningen, Skyggen, Historien om en moder og Den lille havfrue, der, i væsentlig parantes bemærket, i Andersens egen udgave er en noget anden fortælling end den, man måske kender fra Disneyfilmen. Disse historier har alle det til fælles, at de viser sider af Andersen, der er klart inspireret af gotikken og som beskæftiger sig med tunge emner såsom ensomhed, længsel, frygt og død. Det er blevet til fire længere numre, en slags moderne programmusik, som vi skal opføre til en koncertrække under H. C. Andersen Festivalen, i H. C. Andersens Hus.

Og hvad kan vi forvente af koncerterne, hvem spiller på scenen?

– Ud over jeg selv, på vokal, synthesizere og Commodore 64, medvirker mine to faste medmusikanter, Frøken Sort og Frøken Hvid aka Lærke Lømmel, på elbas og synthesizer, og Mie Møgunge, på synthesizer, elguitar og pletvis vokal. Koncerterne er tematiske, hvilket vil sige at vi opfører HCA-suiten og ikke andet, ingen ekstranumre fra det vanlige repertoire. I den forstand er koncertformen mere inspireret af koncerter med klassisk musik. Vi vil arbejde med en simpel scenografi i sort/hvide farver, bl.a. med afsæt i Andersens papirklip, ligesom vi selv er klædt i sort og hvidt, og grundtanken er i høj grad at tage Andersen og hans fortællinger mere alvorligt, mere seriøst, at beskæftige sig ikke med nationalklenodiet eller turistikonet, men forfatteren, kunstneren, H. C. Andersen.

Hvad har du ladet dig inspirere af rent musikalsk?

– Jeg var tidligere inde på tanken om programmusik, og der er da også inspiration fra klassisk musik undervejs, sine steder noget, der bevæger sig i retning af parafraser over komponister, som Andersen selv lyttede til. Til eksempel: Fortællingen om Skyggen ender med et bryllup mellem ikke vor hovedperson, den lærde forfatter, og prinsessen, men mellem dennes skygge og den unge prinsesse, og samtidig med henrettes forfatteren selv; Andersen dekonstruerer den klassiske eventyrslutning med prinsesse og det halve kongerige. Musikalsk illustrerer jeg den pointe ved at bruge akkordrækken fra Wagners berømte brudemarch fra operaen Lohengrin, men hvor alle durakkorder tvinges i mol, som baggrund for eget melodisk tema, så det bliver en tung og slæbende omgang – brudemarchen dekonstrueres og bliver til begravelsesmarch. I Historien om en moder, der jo er en fortælling om død, er der nik til Beethovens Femte symfoni, Skæbnesymfonien, men man skal lytte godt efter.

Udover inspiration fra klassisk musik har jeg også hentet inspiration hos nogle af de nutidige kunstnere, jeg selv voksede op med i min barndom, bl.a. folk med hang til længere kompositioner såsom Mike Oldfield, Tangerine Dream, Jean Michel Jarre, Pink Floyd, men også folk med smag for teatralsk mørke, f. eks. Depeche Mode, The Cure, Kate Bush, Nine Inch Nails. Sine steder synger jeg nogle af kvinderollerne, så her er der måske lidt smag af en Klaus Nomi eller Nina Hagen. Måske en smule The Knife. Der er også elementer af nyere electronica, af poststep og den slags, men jeg har været meget bevidst om for alt i verden ikke at lyde, af mangel på bedre ord, morderne. Kildematerialet er eventyr, der er noget tidløst over den slags, så derfor har jeg også bevidst valgt at arbejde med inspiration fra såvel nye som gamle musikalske udtryk.

Vil man kunne høre musikken efterfølgende, eller er det once in a lifetime?

- Nogle af numrene har vi prøvet af på scenen allerede, til koncerter herhjemme og i Sverige, men til H. C. Andersen Festivals opføres hele værket samlet for første gang. Det lader til, at der bliver et par koncerter i efteråret med de fire HCA-numre også, og jeg håber bestemt, at der vil være mulighed for at opføre suiten fra tid til anden også fremadrettet. Det kunne f. eks. være sjovt at gøre det på nogle af de herregårde, som Andersen besøgte i sin tid.

Herudover har flere folk givet udtryk for, at musikken burde udgives, og det kunne da godt være, jeg skulle gøre noget ved det. Det er dog ingen hemmelighed, at jeg synes langt bedre om at skabe musikken og optræde med den, end om at sælge den til pladeselskaber, men lad os se. I første omgang er fokus koncertrækken i H. C. Andersens Hus.

Koncerten kan opleves i H.C. Andersens Hus i H.C. Andersen-kvarteret – der er gratis adgang:

Torsdag den 24. august kl. 21:30

Fredag den 25. august kl. 16:00

Fredag den 25. august kl. 21:30

Lørdag den 26. august kl. 16:00

Lørdag den 26. august kl. 21:30

Se en videoteaser:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA