Guide: 11 essentielle koncerter, du skal høre på Tønder Festival

Guide: 11 essentielle koncerter, du skal høre på Tønder Festival

I disse dage er folkemusikken ved at komme i omdrejninger til den sønderjyske Tønder Festival. Musikprogrammet starter officielt i morgen, torsdag, og GAFFA har derfor fundet 11 essentielle bands og solister, du ikke må gå glip af. 

The Dustbowl Revival

Gik du glip af øjeblikket, hvor de otte musikere fra The Dustbowl Revival erobrede Tønder Festival i 2016? No worries. Det sprudlende orkester leverer igen i år fest og farver med en bred instrumentering af blandt andet blæsere, strygere og vokal forenet i en original up-to-date blanding af bluegrass, swing, hot jazz, blues, soul og New Orleans-funk. Det bliver hot – og mon ikke orkestret igen i år har publikum i sin hule hånd?

Kridt danseskoene og få en musikalsk mavepuster, når The Dustbowl Revival spiller torsdag den 24. august klokken 15.15 i Telt 1 og fredag den 25. august klokken 21.30 på Open Air.

Lucinda Williams

Selvfølgelig (!) skal du høre Lucinda Williams. Ét af årets absolutte hovednavne på festivalen. Den amerikanske sangskriver med ægte sydstats-drive spiller sin eneste danske 2017-performance på Tønder Festival, og det bør man ikke gå glip af. Det er nemlig kun hendes femte koncert nogensinde på dansk jord.

Williams’ bagkatalog strækker sig helt tilbage til 1979, og den 64-årige americana-mama har stadig rødderne dybt funderet i country-, blues- og folktraditioner. Hun vil blandt andet beruse sit sønderjyske publikum med numre fra 2016-albummet ”The Ghosts of Highway 20” samt nyfortolkninger af albummet ”Sweet Old World”, som i år har 25 års jubilæum. Hun ynder nemlig at blande hele sit repertoire i hvert show. ”Faktisk prøver vi at få så meget som muligt med fra de forskellige plader. Og vi spiller ikke det samme sæt to gange” teasede hun i et interview med GAFFA for nyligt. Til gengæld spiller hun gerne mere end to timer.

Lucinda Williams kan opleves på Open Air-scenen torsdag den 24. august klokken 20.45

Afenginn & GLAS

Afenginn er et af de modiske bands på den danske musikscene. Deres lyd af folk-world-musik er en spillevende blanding af østeuropæisk og nordisk folkemusik med inspiration fra klassisk musik og en passion for at gøre alting lidt skævere. Derfor optræder de meget passende sammen med de seks kvinder i vokalensemblet GLAS, der er inspireret af bulgarsk sang- og kortradition. Afenginn er original og grænseløs musikalsk udfoldelse, som vi opfordrer alle til at opleve på Tønder Festival i år.Bandets sjette og seneste album ”OPUS” fra 2016 er udformet som en klassisk symfoni og høstede seks stjerner hos GAFFAs anmelder Ivan Rod, der beskrev albummet som ”et symfonisk mesterværk”.

Afenginn og GLAS inviterer ind i deres unikke, etniske lydunivers torsdag den 24. august klokken 23.30 i Telt 2.

Tami Neilson

Tønder Festival er det perfekte sted at udvide sin musikalske horisont. Så måske har du ikke hørt om Tami Neilson – men nu har du heldigvis anledningen. For hvem kan ikke fortrylles af en rå Amy-Winehouse-møder-Patsy-Cline-møder-Peggy-Lee-vokal, der kun passer til en ægte vintage-Diva? Sangerinden Tami Neilson har fat i countrymusikkens stilsikre elementer fra 50’erne, der fortolkes i en moderne kontekst. Det sønderjyske folk kan forvente, at festivallen runger af powerfuld vokal, rutineret performance og country fra den gamle skole, når Tami Neilson går på scenen.

Oplev hende torsdag den 24. august klokken 23.45 på Klubscenen og fredag den 25. august klokken 15.00 på Open Air. Desuden medvirker hun også til Women’s Cirkle lørdag den 26. August klokken 14.15 i Telt 2 sammen med Kaia Kater, Danni Nicholls, Dorthe Gerlach og Laura Mo.

 

Jacob Dinesen

Sjældent får man mulighed for at opleve en kunstner så meget på hjemmebane, som Jacob Dinesen på Tønder Festival. Efter hittet ”Roll with Me” er den fremadstormende sønderjyde blevet et navn på manges læber. Og nu vender den landskendte sanger og sangskriver på kun 21 år hjem for en stund. Hjem til Tønder, hvor han er vokset op, og Tønder Festival, hvor han har slået sine musikalske folder. Hans folk-rockede lyd har dybe rødder i festivalens folktradition, men Dinesen er også inspireret af store navne som Bruce Springsteen og Bob Dylan.

I et interview med GAFFA fra marts 2017, siger Jacob Dinesen om sine sønderjyske rødder: ”At være vokset op i Tønder har virkelig gjort, at jeg er den, jeg er i dag, og spiller det, jeg gør. Jeg har altid haft nogle store rockrødder, og selvom vi spiller akustisk guitar, er vi stadig et rocket band. Tønder Festival har helt klart været en kæmpe del af mit musikliv.”

Jacob Dinesen spiller fredag den 25. august klokken 11.15 på Open Air-scenen og igen lørdag den 26. August klokken 00.30 i Telt 1.



Shovels & Rope

At der kan være så meget og så varieret lyd i to mennesker er næsten kun tilfældet for Shovels & Rope. Den amerikanske duo spiller for første gang nogensinde i Danmark – og det bliver på Tønder Festival. Shovels & Rope består af ægteparret Cary Ann Hearst og Michael Trent fra South Carolina. Den anerkendte folkduo debuterede i 2008 og har siden været support for store acts som Jack White, The Avett Brothers og Willie Nelson. Lyden er fuldblods-americana, men bevæger sig elegant ud i punket blues, traditionel folk og dæmpede ballader. Tønder Festivals publikum kan glæde sig til energiske kompositioner, indlevende performance og harmonier med kant, når Shovels & Rope indtager Sønderjylland.

Shovels & Rope spiller på Open Air scenen fredag d. 25. august klokken 19.45.

 

John Moreland

Den fandenivoldske amerikanske sangskriver, John Moreland, spiller sin eneste danske 2017-koncert på Tønder Festival. Moreland har bevæget sig fra en hardcore metal-verden til folkemusikscenen – og det er tydeligt at høre det rockede fundament i musikken. Med sin støvede, hærdede sydstatsstemme, sine gennemarbejde sange og en bundsolid performance uden snak og svinkeærinder er John Moreland en unik folkemusiker med noget på hjerte.

Moreland har udgivet i alt syv album og tre ep’er efter 10 år på musikscenen – senest albummet ”Big Black Luv” fra 2017. Hans nyligste koncert i Danmark foregik sidste år, hvor GAFFAs anmelder Peter Lykke Madsen kaldte Moreland for ”Den næste store sangskriver”.

Du kan opleve John Moreland fredag den 25. august i Telt 1 klokken 21.45

Loudon Wainwright III

70-årige Loudon Wainwright III har som altid et smil på læben og et par politiske stikpiller med i bagagen, når han indtager Tønder Festival i år. Den amerikanske sangskriver og sanger er kendt for sine humoristiske tekster og en karismatisk performance – og for at være far til Martha og Rufus. Med et repertoire helt tilbage fra debuten i 1970 er der masser af solid folkmusik at forvente – også fra Wainwrights seneste 2014-album ”Haven’t Got the Blues (Yet)”. For på trods af sin alder har han bestemt ikke sat tempoet ned. Glæd dig til at den rutinerede kunstner og hans guitar vender tilbage til Tønder for første gang siden år 2000.

Loudon Wainwright III kan opleves lørdag den 26. august klokken 17.00 i Telt 1.

Red Hot Chilli Pipers

Nej, Red Hot Chili Peppers spiller ikke på Tønder Festival. Man kan nemlig nemt kan læse forkert. Til gengæld er der i ægte Tønder-ånd et orkester, der lover fest for alle pengene, når de genfortolker hits fra poppen og rockens verden – med sækkepiber, musikalsk overskud og en god portion humor. De kalder det selv for ”bagrock”, og det er måske verdens mest (aner)kendte sækkepibeband. Oplev et energisk show ud over det sædvanlige, når de mange skotter med band og sækkepiber sætter fut under Tønder Festival til deres eneste danske act i 2017 med spektakulære covers som Queens ”We Will Rock You”, Deep Purples ”Smoke On The Water” og Coldplays ”Clocks”

Red Hot Chilli Pipers spiller op til fest lørdag den 26. august klokken 20.45 på Open Air.

A. J. Croce

Hvis man vil høre original amerikansk sangskrivning og rootsmusik, bør man besøge én af A. J. Croces to koncerter på Tønder Festival, når han vender tilbage i år. Den traditionsbundne singer/songwriter har rødderne dybt funderet i den amerikanske muld med blues og jazz lige ved hånden og har tidligt fundet sin helt egen lyd. Croce er kendt for at omgive sig med de dygtigste musikere og producere, og man kan ligesom sidste år forvente høj kvalitet af sangskriverens performance. A. J. Croce er aktuel med sit dugfriske niende album ”Just Like Medicine”, som netop er udgivet.

A. J. Croce spiller lørdag den 26. august klokken 22.00 på Klubscenen og søndag den 27. august klokken 22.00 på Bolero. Desuden optræder han til Gentlemen’s Circle søndag den 27. klokken 15.15 i Telt 2 sammen med William Prince, Colter Wall, Grant-Lee Phillips, Nick Panken og Aodán Coyne.

Jonah Blacksmith (billedet)

Hele Danmarks Jonah Blacksmith, som på deres seneste tour medbragte vestjysk kringle til publikum (inklusive ovn til opvarmning af samme), skal selvfølgelig spille på Tønder Festival. Igen. Sidste år underholdt de karismatiske brødre Simon og Thomas Alstrup fra Thy på både Klubscenen og Open Air til et brag af en fest. Det var – som i år – med deres band af familie og venner og et bandnavn, der hylder bedstefaren Johannes Smed. Siden 2016 er der sket meget for Jonah Blacksmith, men der er ikke ændret ved den ekstravagante stadion-folk, som de selv kalder ”folkemusik fra Thy”. Deres anekdotiske sange, vestjyske mentalitet og glubende kaffetørst passer perfekt i Tønder Festivals afslappede rammer.

Jonah Blacksmith høstede 5 stjerner af GAFFAs anmelder Anne-Mai Vig Mott for deres Aarhus-koncert i februar med kommentaren: ”Kærligheden og respekten generationer imellem er kendetegnende for bandets lyd og tekster, og det er tydeligt, at det ikke kun er de gamle musikinstrumenter, brødrene har arvet.”

Oplev Jonah Blacksmith lukke Telt 1 søndag den 27. august klokken 20.45.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA