Albumaktuelle Pede B: – Alt, der ikke er i udvikling, er i gang med at dø

Albumaktuelle Pede B: – Alt, der ikke er i udvikling, er i gang med at dø

Pede B’s musik er egentlig udsprunget af hiphoppens benhårde boksering, MC's Fight Night. Nu går den tredobbelte vinder af freestylekonkurrencen imidlertid i en anden retning med sit album ”Sparring”.

Det er otte år siden, Pede B sidst vandt konkurrencen, og han er glad for, at det ikke længere kun er dét, han huskes for. Målet med det nye album er udvikle sig gennem samarbejde. Derfor har han håndplukket nogle af sine favoritter fra den danske musikscene, som bidrager til pladen på forskellige måder. Pede B er nemlig langt fra i gang med at dø.

 

Det man giver, kommer tilbage

– Jeg tror på, at det man giver ud i universet, kommer tilbage igen, siger Pede B, da GAFFA tager en snak med ham om ”Sparring”. Det er en grundlæggende filosofi, som afspejles i hans ambitiøse arbejde med den nye plade.

– Man skal ikke bare sidde på sin flade røv, siger han.

Måske er det fordi, Pede B selv har dyrket kickboksning i mange år, at arbejdet med ”Sparring” har et kampsportslignende drive. For selvom han for en tid har trukket sig ud af hiphoppens battle-kultur, har processen presset Pede B til det yderste.  

– Det var nervepirrende at sidde foran eksempelvis U$O, som jeg altid har set op til, siger han, men så kræver det også bare, at man giver alt, hvad man har. Man bliver bedre gennem samarbejde og respekt.

 

Et gennemproduceret album

Der optræder mange gæster på albummet, men Pede B lover, at der er en rød tråd. – Pladen er produceret af mine samarbejdspartnere gennem mange år. De sørger for, at det er vellydende, gennemproduceret og sammenhængende.

Måske er ”Sparring” en smule mere mainstream end Pede Bs tidligere bedrifter. – Men det giver bare anledning til at gøre det modsatte næste gang, tilføjer han kækt.

Pede B afholder en række koncerter i løbet af efteråret. Det bliver med masser af gæsteoptrædener at glæde sig til. – Et liveshow skal være noget helt andet end en plade, understreger han. Hans shows bærer ofte præg af improvisation og genfortolkninger.

 

”Sparring” er netop udkommet på vinyl, cd og diverse streamingtjenester


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA