Med udsigt fra E Street: En samtale med Little Steven

Med udsigt fra E Street: En samtale med Little Steven

Du kender med en vis sandsynlighed fjæset – hvis ikke fra Bruce Springsteen & The E Street Band (altid indhyllet i et pirattørklæde), så muligvis fra den fremragende tv-serie ”Sopranos”, som i sin tid indvarslede det seneste årtis bølge af kvalitetsserier fra allestedsnærværende netværk som Netflix og HBO.

Steven Van Zandt er navnet – eller Little Steven, eller bare Stevie – dåbsattesten siger 1950, og sidste år udgav manden et af sine relativt sjældne soloalbum, hvor han vender tilbage til sine musikalske rødder i det særlige krydsfelt mellem rock og soul.

Det var en ren fest, da den karismatiske amerikaner for et lille års tid siden lagde vejen forbi Amager Bio med sit femten (!) mand store band – og 22. november er ensemblet så tilbage i København, og i anledning af koncerten kan du i dag og i morgen læse et nyt, stort interview med den legendariske guitarist, aktivist og skuespiller. Mine damer og herrer…mød: Little Steven.

 

Prolog på 6th Avenue

Hvor sidder du?

Jeg sidder på mit kontor i Greenwich Village, New York…

Jeg spottede dig faktisk i en døråbning på 6th Avenue for nogle måneder siden….er du baseret i The Village, når du ikke er på landevejen?

Yeah. 

Jeg vil gerne høre nogle af dine tanker om den måde, New York City har udviklet sig gennem de årtier, du har været i og omkring byen – jeg mener, der et godt stykke fra den by, vi møder i Mean Streets og Taxi Driver til Manhattan i dag…..

Det er et godt spørgsmål….jeg har det blandet med det. For ja, der er blevet renset ud, og eksempelvis er området omkring Times Square er blevet fuldstændig forvandlet fra at være verdens pornohovedstad til at være det rene Disneyland.

Den slags har jeg det blandet med – jeg savner det gamle New York, du ved. De to seneste borgmestre i byen har forvandlet byen til Amsterdam – det nye Amsterdam, vel at mærke, ikke det gamle. De har fået anlagt cykelstier, lukket gader og fået opstillet picnic-borde midt på Times Square, hvor bilerne får måtte køre.

Man kan ikke komme rundt i New York længere – ligesom i Los Angeles, som vi plejede at gøre grin med. Men nu er det så det samme her. Der foregår en homogenisering, og det er virkelig en skam. Mange af de butikker, som gav New York sin personlighed og identitet forsvinder – tag for eksempel et område som St. Marks Place, ved 8. gade, på østsiden af Greenwich Village.

Det er fuldstændig væk; nu er det hele banker og asiatisk fastfood. Alle de fede tøj- og pladebutikker er væk. Så det hele gennemgår en transformation til noget mere familie- og turistvenligt, homogeniseret sted. Og det er der vel nogle positive aspekter ved – men jeg savner det gamle New York!

Det må være lidt af en udfordring at turnere med et 15 mand højt band – mindre kunne ikke gøre det?

Haha, yeah – har du hørt pladen ("Soulfire", red.)? 

Ja – og jeres show i København for nogle måneder siden - det var en ren fest, mand….

Tak. Well, jeg laver bare tingene større i øjeblikket. På en måde har det hele tiden været et element af det dér…på mit første soloalbum havde jeg fem blæsere. Men sidste år, da jeg lavede pladen med Darlene Love, begyndte jeg ligesom at høre en større lyd. Jeg nyder simpelthen det der puslespil af backingvokaler, blæsere og strenge – og det har jeg så fortsat på mit eget nye album.

Og hvis man skal genskabe det live, er der brug for 15 mennesker. Det er ikke så tit, man oplever det, og det tror jeg er sjovt for publikum at få lov at opleve effekten af. Det er en meget kraftfuld sound, og det er en sjældenhed – det er ikke noget, man løber ind i ret tit. De fleste er for kloge til at turnere med et femten mand stort band, you know….vores entourage er på 27 mennesker så ja, det er lidt af en udfordring!

 

Den store lyd

Man kan vel sige, at souldimensionen er et af de centrale elementer i dit musikalske univers….hvorfor er det aspekt så vigtigt?

Da jeg begyndte at tænke på at lave den her plade – hvilket skete ret spontant, sidste vinter – tænkte jeg ”well, alle mine fem soloplader er ret forskellige, musikalsk set? Hvem skal jeg være denne gang?” Og jeg blev enig med mig selv om at gå tilbage til det, som jeg føler er min mest umiddelbart identificérbare, musikalske identitet.

Og det er soul-møder-rock-tingen, som jeg begyndte sammen med Southside Johnny & The Asbury Jukes, som var en gruppe jeg startede sammen med Johnny. På det tidspunkt i ens udvikling var det vigtigt at finde en unik identitet. Det var det, vi voksede op med i tresserne: Alle havde en unik identitet. Vi vidste ikke, at det snart skulle forandre sig – frem til i dag, hvor alle lyder ens.

Men dengang var det meget vigtigt at være unik – og vi snublede faktisk ind i det. En aften var Southside, Bruce og jeg inde og høre Sam & Dave, i ’73 eller deromkring – og det var en åbenbaring. Vi tænkte ”wow! Lad os blive de hvide Sam &Dave…” Så Southside Johnny og jeg besluttede os for at være de hvide Sam & Dave – men med rockguitar.

– Steve Cropper var allerede halvvejs i mål med det, med Booker T. & The MG’s og mange af de der STAX recordings; Otis Redding, blandt mange andre. Og vi tog det så at sige et skridt videre.

Jeg var vokset op som rockguitarist, så vi tilføjede lidt mere rock’n’roll – kombineret med soulen og dens sensibilitet. Så det var på en måde en unik lyd – som jeg tog for givet dengang, tænkte ikke meget over det.

Men når jeg går tilbage til det nu, rystede det mig virkelig, hvor unik en ting det faktisk er. Jeg havde faktisk på en måde skabt min egen, underlige genre – om man vil – med den her rock-møder-soul-ting gennem årene.

Så jeg besluttede at vende tilbage til det, som var lyden med Southside & the Jukes, og som jeg også tog med på mit første soloalbum. Og denne gang har jeg tænkt mig at holde fast i det, og se hvordan det udvikler sig over det næste album eller to.

For du ved, jeg har aldrig rigtig holdt fast i en bestemt genre, men blev ved med at udvikle mig og skifte genre for hvert album, tilbage i firserne. Fordi det skulle passe til teksterne, som var min øverste prioritet på det tidspunkt.

Jeg var meget optaget af politik, og mine albums var ret konceptuelle, eller tematiske. Så musikken fulgte så at sige tidens politik. I dag føler jeg mig faktisk frigjort, politisk set – jeg føler ikke noget behov for at forklare hvad der foregår politisk, længere.

Jeg har intet behov for at forklare Donald Trump: Det forklarer sig selv hver eneste dag. Hvilket på en måde er befriende; jeg var i stand til at lave mit første album nogensinde, som ikke var politisk. Og følte ingen skyld over det.

Jeg følte bare en masse frihed, med det her album. Og det har jeg tænkt mig at fortsætte nu og se hvor det bevæger sig hen, for jeg ved det ikke. For jeg har aldrig skrevet et album, som ikke har haft et politisk tema. Så det bliver interessant at se, hvordan det udvikler sig…

 

Du kan læse andel del af GAFFAs store interview med Steve Van Zandt lige her. Og der er stadig billetter til koncerten i Amager Bio den 22. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA