Her er weekendens bedste koncerter

Her er weekendens bedste koncerter

Traditionen tro byder GAFFA ind med nogle af de mest anbefalelsesværdige koncerter, som du stadig kan nå at købe billetter til her i weekenden.

TORSDAG DEN 5. OKTOBER

København 

Mew, Vega

Det efterhånden garvede rockband tager på miniturné med deres nyeste album Visuals som udkom i april. Tre koncerter bliver det til i Aalborg, København og Aarhus. Visuals efterfølger +- fra 2015, som var bandets første album efter fem års pause og Johan Wohlerts tilbagevenden, siden han forlod bandet i 2008. Visuals er dermed også det første album efter guitarist Bo Madsen ikke længere er en del af Mew. På førstesinglen ”Twist Quest” udforsker bandet de mere 80’er-poppede tendenser, med saxofonsolo og den velkendte drømmende vokal fra Jonas Bjerre, som også har instrueret den tilhørende musikvideo.

Aarhus

The Jesus & Mary Chain, VoxHall (få billetter)

Støjpop-legenderne fra The Jesus And Mary Chain, brødrene Jim og William Reid, spillede tidligere i år på Store Vega og Roskilde Festival, og nu gæster de også Aarhus, med en melodiøs omgang støjpop, der trækker på alt lige fra postpunk og tidlig shoegaze til alternativ rock. Koncerten i Aarhus er første del af deres The Jesus and Mary Chains Damage and Joy-efterårsturné rundt omkring i Europa. Koncerten er også den eneste i Danmark, for at promovere deres første fulde album efter en 28 års lang pause.

Snavs, Train (spiller også i Lille Vega 6. oktober)

Den fremadstormende danske dj og producer Snavs har i 2017 blandt andet været på fire turnéer i USA, to i Asien og én i Australien, hvor han har spillet festivaler som Coachella og Tomorrowland, ligesom han har været hovednavn på en lang række markante spillesteder som WOMB i Tokyo, Websterhall i New York, Avalon i Los Angeles og Pacha i Sydney. Sideløbende med massiv touraktivitet har den unge kunstner udgivet otte singler i år, og hans sange er streamet mere end 60 millioner gange.

Odense

The Rumour Said Fire, Posten

Den københavnske indierock-kvartet har taget den med ro på den musikalske front siden 2012, men er nu tilbage på de danske landeveje. Tidligere i år udgav de albummet Crush, og i sommer optrådte de på Roskilde Festival til fire stjerner fra GAFFAs anmelder. Ifølge bandet selv handler Crush om livet lige nu og her. Efter deres karriere tog fart med albummet The Balcony i 2012 fokuserer de nu på at beholde jordforbindelsen og en tid hvor alting er så flygtigt.

 

Silkeborg

Nelson Can, Rampelys

GAFFAs seje coverband denne måned er de fremadstyrtende rockpiger fra trioen Nelson Can. Bandet fik deres gennembrud i 2014 med debutalbummet Now is Your Time to Deliver og er nu på banen igen med singlerne ”Miracle” og ”Break Down Your Walls”, og den 29. september udkom ep'en EP3. Senest har de optrådt til P3 Guld. Når man det ikke i aften, spiller de også på Skraaen i Aalborg den 6. oktober.

 

FREDAG DEN 6. OKTOBER

Odense

Blondage, Kulturmaskinen

Esben Andersen og Pernille Smith-Siversen var tidligere kendt som Rangleklods, men har nu skiftet navn til Blondage. Under det nye navn udgav de sidste år en ep, og i år er de igen klar til at løfte sløret for nye numre og en danmarksturné. GAFFAs anmelder gav Blondage 4 stjerner for deres koncert til Spot festival tilbage i maj og beskrev musikken som værende snørklet elektropop med bump og gode toppe.

 

Fribytterdrømme, Posten (Spiller også på Templet i Lyngby 7. oktober)

Fribytterdrømme skyder deres store efterårsturné i gang fredag aften på Posten i Odense. Turnéen skal promovere det nyeste album Superego fra april 2017. Albummet fik 4 stjerner af GAFFAs anmelder, fordi det er så ”dejligt med et dansk psykedelisk band, som undgår den lakridsbetrukne, buldrende lyd.” På turen kommer drengene til at spille nogle af deres absolut største koncerter til dato.

Hør singlen ”Verden ender for dine fødder” fra Superego her:

Lyngby

The Chairman, Templet (spiller også på Von Hatten i Randers 7. oktober)

The Chairman alias Lucas Berner er aktuel med sit andet album, The Strange Life, en selvbiografisk historiefortælling om Berners oplevelser med angst, destruktiv kærlighed, forventningspres og ambitioner. 

The Chairmans alternative popunivers er melodramatisk, storslået og mørkt, og hans første album, 2064 fra 2016 fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder Jens Dræby med konklusionen: "Hver sang er næsten sin egen og følger på spændende vis alligevel op på den foregående, med skæve mekaniske kriblerier i skøn forening med episke salutter og med Berners kværulerende og kommanderende stemme i midten." Læs hele anmeldelsen her.

LØRDAG DEN 7 OKTOBER

København

Gangway, Koncertsalen

Det ikoniske, danske indie-pop-band Gangway spiller koncerter for første gang i 20 år. Deres reunion fredag aften i DR Koncerthuset blev udsolgt på få timer, men heldigvis kan du stadig få fingrene i en billet til ekstrakoncerten lørdag aften. Det bliver en legendarisk oplevelse – og måske har de ligefrem nogle nye numre med i kufferten.

Sigur Rós, Forum, Simon Nielsen

Det islandske artrock/postrock-band, Sigur Rós, rammer Københavns Forum med deres storladne musik lørdag aften. Deres seneste danske koncert var på NorthSide i 2016, hvor de fik hele 6 stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev koncerten som ”en magtdemonstration af den fineste lydkunst”.

Odense

Kellermensch, Posten

Rockbandet Kellermensch udgav deres andet album Goliath i januar. De otte års arbejde med pladen har givet pote med masser anmelderroser landet over – hos GAFFA fik den hele fem stjerner med kommentaren ”Goliath vidner om et band, der har stukket et stik dybere i sit fængende, mystiske og fortællende lydunivers”. Nu tager de på Danmarksturné, som starter med en udsolgt koncert fredag aften – men der er stadig billetter til lørdagens oplevelse i Odense.

 

SØNDAG DEN 8 OKTOBER

København

All Time Low, Vega

Det amerikanske pop-punkband er kendt for medrivende koncerter. I 2015 besøgte de Tinderbox Festival, hvor GAFFAs anmelder Simon Nielsen uddelte fire stjerner og blandt andet skrev:

"Overskuddet var suverænt, og sommeren havde for alvor arbejdet sig ind på band såvel som hos publikum. Forsanger Alex Gaskarth med det blågrønne lange pandehår var hurtig til at charme sig ind på et fremmødte publikum, stærkt støttet op af guitarist Jack Bakarat. Der skulle derfor ikke gå længe, før undertøj i alle afskygninger fløj om ørene på bandet og blev hængt lige så fint på mikrofonstativet som et andet sejrstrofæ." Læs hele anmeldelsen her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA