“Heroes” fylder 40: Samlende musik fra en splittet by

“Heroes” fylder 40: Samlende musik fra en splittet by

I en by splittet mellem øst og vest befandt David Bowie sig ualmindeligt tæt på byens skillelinje, og med kokainen netop lagt på hylden bedrev han et af sine mest ikoniske værker med en førsterækkes udsigt over Muren. I dag fylder albummet "Heroes" 40 år.

Selv før David Bowie satte foden i Berlins grandiose Meistersaal koncerthal, havde lokalet været vidne til en del historie, lige fra de første kammermusikskoncerter i det tidlige 1900-tal til nazist-festmiddage i 1940’erne. Ved Bowies ankomst i 1977 havde koncerthallen skiftet navn og var blevet til en del af Hansa Studios, der ikke var blevet synderligt restaureret siden krigen og derfor var pyntet med skudhuller og tilmurede vinduer. Lokalerne var ikke længere kendt for deres kulturelle indhold, men for ganske simpelt at ligge tæt på Muren, og studiet havde derfor tilnavnet ”Hansa by the Wall”.

Muren spiller også en rolle på albummets titelsang, der handler om to elskere, der mødes med hinanden i skyggen af Muren; et scenarie, Bowie fik inspirationen til, da han fangede et glimt af albummets producer Tony Visconti og dennes tyske elskerinde i en omfavnelse.

Bowies tid i Hansa-studiet var præget af byen, af dens paranoia og disharmonier, og det kom til udtryk i musikken, der til tider lyder, som om Bowie var en kaos-dirigent, der samler de disharmoniske, mørke lyde til et smukt album, der gav alle dets lyttere noget at være fælles om.

LÆS OGSÅ: Depeche Mode laver drømmende elektroudgave af Bowies "Heroes"

Berlin var Bowies redning

”Heroes”, som det netop var tanken skulle angives i anførelsestegn, for at give ordet en dimension af ironi, var det andet album i den række af Bowie-plader, der senere blev kendt som Berliner-trilogien. De to andre var Low (1977) og Lodger (1979). Det var samtidig den eneste plade fra trilogien, der i sin helhed blev indspillet i Berlin. Men først skulle Bowie lande i den tyske hovedstad.

Bowie var midt i sin Thin White Duke-periode og havde stor succes med singlerne ”Fame” fra Young Americans (1975) og ”Golden Years” fra Station to Station (1976). Men bag Thin White Duke-personaen, som Bowie selv senere beskrev som en ”modbydelig karakter”, stod den engelske sanger med en vanvittig kokain-afhængighed og et svækket helbred. Bowie kaldte det ”de mørkeste dage i mit liv” og indrømmede, at han ikke kunne huske noget som helst fra indspilningen af Station to Station.

Rockens kameleon besluttede derfor, at det var tid til at skifte farve og sceneri, og han flyttede derfor til Schweiz i 1976, inden han endte i Berlin. Byen alene var dog ikke nok til at redde Bowie fra hans stof-foranlediget kollaps. Hans første tid i Berlin blev nemlig brugt på at gå formålsløst rundt, drikke sig fuld på barer og klubber og ikke få nogen søvn. En særligt foruroligende historie går på, at Bowie havde kørt rundt i en udlejningsbil i hotellets parkeringskælder med sin bofælle Iggy Pop på passagersædet med over 100 km/t og skreget, at han havde lyst til at ende det hele ved at køre bilen ind i en væg. Da bilen løb tør for benzin, bukkede de to musiklegender sammen af grin.

LÆS OGSÅ: Nekrolog: Ashes to Ashes - David Bowie 1947-2016

Det blev en blanding af hjælp fra blandt andet hans personlige assistent Coco Schwab og Tangerine Dream-bagmanden Edgar Froese, samt den anonymitet Bowie nød i Berlins gader, hvor folk var ligeglad med ham og hans berømmelse, ulig miljøet i L.A., han var flygtet fra. I Berlin var David Bowie bare David Bowie og ikke en outreret persona, han havde opfundet. I Berlin fandt han ind til sig selv, og senere fandt han Brian Eno, som blev hans samarbejdspartner på hele Berliner-trilogien.

Der er intet som David Bowie

Et reklameslogan for ”Heroes” lød: “There’s Old Wave, there’s New Wave and there’s David Bowie”. Det var heller ikke ligefrem oplagt at kategorisere Bowie i de samme kasser som tidens store musikere før ”Heroes”, men på dette album beviste han, at han også uden make-up og glammet hår dybt i sin egen hjertekule var noget for sig selv.

En del af albummets karakteristiske lyd er leveret af King Crimson-guitaristen Robert Fripp, der egentlig var gået på tidlig pension og ikke havde spillet i tre år. Men da han blev kontaktet af Bowies producer Brian Eno, svarede han: ”Hvis du er klar til at tage chancen, så er jeg også”.

Fripp havde stadig jetlag efter sin rejse fra New York, da han ankom til studiet og blev sat til at indspille et guitarstykke til nummeret ”Beauty and the Beast”. Hans første take blev brugt i den endelige version af sangen, og ifølge Eno er det faktisk hele albummet, der blev inspillet i første take: ”Vi lavede second takes, men de var ikke nær så gode som de første”.

LÆS OGSÅ: Bowie måtte gemme sig under bordet for at undgå Bond

Fripp fik også en stor betydning for albummets nok mest ikoniske nummer, nemlig titelsangen ”Heroes”. Bowie indspillede sin vokal til sangen efter al musikken var blevet produceret, og han har fortalt, at Fripps guitar udløste noget emotionelt i ham, som altså forløste, hvad flere eksperter og fans har vurderet som den flotteste vokalpræstation i Bowies karriere.

Samtidig blev teksterne først skrevet i sidste øjeblik, før sangene blev indspillet. Det der kom ud, bar derfor præg af en form for tankestrøm fyldt med Bowies personlige piner, hvilket gælder for eksempel på ”Beauty and the Beast”, som er en vrøvlende undskyldning for den dualitet, hans personlighed havde i hans svage øjeblikke fra årene med kokainen. En stor del af B-siden er i øvrigt atmosfærisk instrumentalmusik, ligesom det var tilfældet med forgængeren Low, hvor Brian Enos input og inspirationen fra den tidlige elektroniske musik, blandt andet Kraftwerk, er tydelig.

De tre Berlin-album er siden af talrige eksperter og rockkritikere blevet fremhævet som absolutte kunstneriske højdepunkter i Bowies imponerende karriere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA