Nick Cave – Den store rock'n'roll-svindel

Nick Cave – Den store rock'n'roll-svindel

Vi bliver grundigt snydt af de rockguder, vi tilbeder som Bob Dylan, David Bowie og koncertaktuelle Nick Cave.

Vi er i koncertens døende minutter. Rytmen ruller derudad som et godstog gennem natten. Nick Cave balancerer faretruende tæt på scenekanten, griber en tilfældig hånd blandt publikum, finder balancen og synger med råbende, gutteral røst: ”Papa won’t leave you Henry / Papa won’t leave you boy”.

Det australske rockikon er flyvende som en genrejst rockhelt, der har stirret døden i øjnene, er sluppet levende fra det og nu kan fortælle sine ramsaltede og dramatiske historier. Han er lige dele Gud og Fanden, lige dele Elvis og Iggy Pop, lige dele punk og blues, lige dele brugtvognsforhandler og romantisk crooner og lige dele helvedesprædikant og bedemand.

Sådan var det, da Nick Cave afsluttede sin hidtil mest forrygende koncert i Danmark i Falkoner i 2013. Fredag den 20. oktober står en af sin generations helt store sangskrivere igen på scenen herhjemme. Denne gang foran et udsolgt Royal Arena. 16.000 mennesker vil tiljuble en rockgud, der helt efter genrens grundbog har brændt sit lys i begge ender.

Nick Caves egen historie er brolagt med masser af sex, stoffer, ulykkelig kærlighed og død. Det er dog ikke denne kulørte selvbiografi, men derimod evnen til at forvandle begivenheder fra sit eget miserable liv til et mytologisk stof, der har gjort ham til en af rockscenens mest karismatiske performere.

Scenen er det sted, han føler sig allermest som sig selv. Til avisen The Guardian sagde han i 2014: ”Når jeg ikke synger sange, føler jeg, at jeg optræder og skal hele tiden finde ud af, hvordan jeg skal opføre mig. På scenen derimod føler jeg denne overvældende fornemmelse af at være den person, jeg altid har drømt om at blive.”

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Nick Cave & the Bad Seeds, Falconer Salen, 8. november 2013: Manisk motherfucker i mageløs magtdemonstration

Et kæmpe paradoks

Denne evne til at forvandle sig udgør imidlertid et kæmpe paradoks i en rockmusik, hvor musikerne og publikum i høj grad dyrker det autentiske. Vi jagter personen bag sangene. Hvem gemmer sig egentlig bag navne som Elvis Presley, Bob Dylan, David Bowie og Nick Cave? Og hvad får os til at føle med dem og tro på dem, når de synger og spiller? Er der en overensstemmelse mellem deres liv og deres værk?

Jagten på autenticitet er som at prøve at fange en god sangs skygge med de bare næver. Altså umuligt. Fordi de helt store rocknavne kan ikke nedfældes på en enkel formel. De er aldrig én til én med virkeligheden. De er oftest urealistiske. De er gådefulde, og de er ekstraordinære.

Ved nærmere eftersyn er de slet ikke så autentiske, som de ser ud til at være. Nick Cave siger meget rammende i portrætfilmen 20.000 Days On Earth, at rockmusikere ”skal være Gudelignende”. De skal ikke være som os.”

Enken til alle tiders store romantiske rockhelt, Ian Curtis – forsangeren i Joy Division – kaldte meget præcist sin biografi om Curtis for Touching from a Distance. Hvis man var fan, var han netop rørende fra distancen. For hans kone, der oplevede ham tæt på, var Ian Curtis derimod et mareridt at leve sammen med. Han var epileptiker, misbruger og utro. Til daglig lignede Curtis alt andet end den rockgud, han blev for punkgenerationen.

Måske skal man finde årsagen til de store rocknavnes gennemslagskraft og deres kunstneriske kvaliteter netop i evnen til at løfte sig op fra virkeligheden og ikke i hvor tæt et sammenfald, der måtte være mellem selvbiografi og sange. Sporene er egentlig tydelige nok.

Bob Dylan hedder slet ikke Bob Dylan. Manden, der blev døbt Robert Zimmermann, sang allerede som ung med en tillært knirkende gammelmandsrøst for at virke troværdig i forhold til sit repertoire af forgangne protest- og folkesange samt egne, nye sange skrevet i samme stil.

David Bowie er født Jones og forsøgte sig i snart sagt alle genrer fra country til music hall, før han skabte sig en af rockhistoriens mest spektakulære karrierer med det ene radikale skift efter det andet i sin storhedstid i 1970’erne.

Nick Cave er en lidt anden historie, men ikke desto mindre lige så uautentisk. Ganske vist optræder han under sit rigtige navn, og set udefra er han en klassisk rockhistorie, der levede og åndede sex, drugs and rock’n’roll de første mange vilde år med grupperne The Boys Next Door og The Birthday Party i henholdsvis Australien og Europa.

Nick Cave er imidlertid også forfatter til to romaner og flere filmmanuskripter. I årene i Berlin med The Bad Seeds fra 1982-1989 skabte Cave et fiktivt bluesland, der var løftet ud af et imaginært sted i Sydstaterne i 1920’erne og 1930’erne, hvor han af gode grunde aldrig havde været. Et fantastisk univers, som var stærkt personligt og fuld af lyslevende fortællinger og figurer. Stort set intet af stoffet til sangene var hentet fra Caves eget liv, men derimod fra Biblen, fra litteratur, fra film og selvfølgelig fra musik.

Det forbløffende ved ham som sangskriver var således, at han var i stand til at farve og berige dette læste og aflyttede stof med sine egne erfaringer og følelser.

Derfra var der ingen vej tilbage for Nick Cave. Sammen med orkesteret The Bad Seeds udviklede han et komplekst og rigt sammenspil mellem sit eget liv og fiktionens farverige verden af alt fra Biblen over romanklassikere og mordballader til græske myter.

Nogle gange dybt begravet i sin egen miserable tilværelse som på overraskende lavmælte og langsommelige mesterværk, The Boatman’s Call (1997). Her løftede Cave en meget privat smerte efter bruddet med de to kærester, Viviane Carneiro og PJ Harvey, til smukke, sorgfulde hymner med så stærke melodier, at alle kunne træde ind i dem.

Andre gange lod han pen og fortælling løbe amok inden for en tradition, som på Murder Ballads (1995), hvor Nick Cave med afsæt i folklore og lige så bloddryppede og virtuost som filminstruktøren Tarantino afliver ikke mindre end 64 mennesker og en enkelt stakkels hund.

Hvor dygtig Cave er til at filtrere, fortolke og viderefortælle dybt private tragedier kan man høre og føle på det seneste og sorgfulde album, Skeleton Tree, der udkom september sidste år. I en form for pinefuld selvmytologisering formåede Cave at musikalisere det enorme tab og tomrum, der opstod i hans liv, da sønnen Arthur på blot 15 år faldt ned fra en klippe i en LSD-rus og døde af sine kvæstelser.

Albummet kunne meget let være endt som en navlepillende affære – en selfie på cd eller lp kun med interesse for fotografen selv og hans nærmeste. Nick Cave havde imidlertid det store held, at sangene var skrevet før dødsfaldet og indspillet efter. På den måde undgik han det selvmedlidende og patetiske. Kun få steder i teksterne – enten ganske poetisk eller ganske dramatisk – kan henføres til sønnens død, men spillet, stemningen og Caves stemme er mærket af tragedien.

Hvor han tidligere var en både Gudsbenådet og djævlebesat fortæller med smæk på sangstemmen, synes enhver tillid til ordenes kraft, fortællingens sammenhæng og hans egen røsts autoritet at være faldet med ud over klippen sammen med Arthur.

Skeleton Tree er smukt og gribende indspillet på efterskælvet af en livskrise, som åbenbart ikke forhindrede hovedpersonen i at bevare sit kunstneriske klarsyn og evne til at løfte det private til det universelle i et af de fineste udsagn om noget så svært at tale om, skrive om og spille om som sorg.

Det var således måden, Cave satte sin tragedie i musik på, der gjorde Skeleton Tree til et mesterværk. Ikke det faktum at albummet var præget af sønnens død. Det var en selviscenesættelse af de helt store. Det er teater, men det er dødsens alvorligt teater, hvor sangene står tilbage som ufærdige, rygende ruiner som et passende billede på hovedpersonens følelse af magtesløshed og sorg.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Skeleton Tree: Storslået portræt af sorgens landskab

Artiklen fortsætter under videoen

Elvis var mere skuespiller end autentisk rocksanger

Det autentiske eller det ægte udgør som sagt ikke kun et paradoks hos Nick Cave. Det er en kompleks, selvmodsigende og helt central størrelse i al rock.

For en musikbranche, der lever af at kopiere succeser og for den første musikgenre, der er født direkte på et moderne mediemarked med radio, tv og plader frem for koncerternes nærvær, er det bemærkelsesværdigt, at netop det autentiske spiller en afgørende rolle.

Stik mod den gængse opfattelse af rockens autenticitet blev genren til et sted lige midt imellem den manierede selviscenesættelse og en reel eksponering af hovedpersonens inderste følelser.

Et af Nick Caves helt store idoler og rockens første superstjerne, Elvis Presley, var alt andet end autentisk. Han var en hvid mand, der sang som en sort. Han var en mors dreng – allerførste indspilning, "That’s Alright Mama", var en fødselsdagsgave til hans mor, og det er vel mere kært, end det er rock’n’roll – der endte med at blive betragtet som en dæmonisk forfører af hele USA og Europas ungdom med oprørske tanker og stærkt seksuelle rytmer.

Den bedste måde at forstå disse paradokser på er måske at opfatte Elvis mere som skuespiller end som autentisk rocksanger, hvilket næppe ligger så langt fra Elvis’ egen tilgang som performer.

Hvis det hele er en rolle, er der ingen modsætninger mellem at kunne croone som pæne Dean Martin og sætte verdens autoriteter på den anden ende ved at vrikke med hofterne, krølle overlæben og angribe melodi og tekst, så det emmer af sex.

Går man endnu længere tilbage til rockens rødder i blues, finder man et lignende paradoks mellem det autentiske og det iscenesatte. 

Folkloristen Alan Lomax drog i første halvdel af det 20. århundrede ud i alle afkroge af USA for at finde og indspille blues- og folkemusik i sin mest uforfalskede og oprindelige form. Fængslerne i sydstaterne var et af de steder, hvor musikken var mindst påvirket af tidens gang uden for murene.

Her fandt Lomax den tidligere straffefange og sorte bluesmusiker, Leadbelly, blev hans manager og lancerede ham i stribet fangedragt foran et gysende borgerskab i storbyerne på Østkysten, selv om Leadbelly hellere ville optræde i jakkesæt.

Det er præcis denne spænding mellem det vilde og det civiliserede, der blev rockens stærkeste brændstof som farlig og masseproduceret ungdomsmusik med 1950’ernes rock’n’roll og efterfølgende med 1960’ernes hippierock og ungdomsoprør.

Især i 1960’erne kom det autentiske i højsædet. Hvor rocksangere før sang andres sange, skulle de nu selv skrive dem. Og en af de mest kraftige og underliggende bærebølger i hippiebevægelsen var en drift tilbage mod det naturlige og det oprindelige – om det så var en afvisning af forbrugssamfundets velfærdsgoder til fordel for romantisk økolandbrug eller et mere lystbetonet og frit seksualliv uden for kernefamiliens tryghed.

Modreaktionen kom for fuld musik, da David Bowie med sit begavede og manipulerende maskespil og siden punken med sin farceagtige sammenstilling af det merkantile og rebelske stillede afgørende spørgsmålstegn både ved afsenderens mentale tilstand og den autentiske rockstjernes troværdighed.

Som John Lennon med vanlig skarp humor konstaterede, da han medvirkede på indspilningen af Bowiealbummet Young Americans i midten af 1970’erne: ”David Bowie er en interessant fyr, hvem han så end er.”

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af David Bowies bokssæt A New Career in a New Town (1977-1982): En visionær artist på højden af sin karriere

Snyde og bedrage

Måske havde det stor betydning, at den første rockstjerne, der fik Nick Cave til at fare op på børneværelset, lukke døren, sætte et livealbum på grammofonen og synge med og nyde bifaldet fra publikum i rillerne, netop var David Bowie.

En væsentlig del af at være rockfan er at lade sig snyde og bedrage. Og en stor del af det at være rockstjerne er at kunne snyde og bedrage sit publikum.  

Vi forventer af vores rockstjerner, at de med afsæt i eget liv kan fortælle om sex, stoffer, rock’n’roll ved høj volumen og undervejs tilsat personlig lidelse, ulykkelig kærlighed og i perioder politisk oprør.

Alt dette er grundstoffet i rockens store sangskat, men det er ikke det, der skaber stor kunst inden for genren. Det er evnen til at fortælle og til at lade sig rive med af fortællingen. At lade sig transformere fra ordinært menneske – alle oplever død, sorg, ulykkelig kærlighed – til en rockgud, der levendegør og mytologiserer sig eget liv.

Det er spændet mellem person og persona, fakta og fiktion og evnen til at transformere sin trivielle dagligdag til kunst, der skaber de helt store sangskrivere og sangere som Bob Dylan, David Bowie, Leonard Cohen og Nick Cave.

LÆS OGSÅ: Portræt: Zen – og kunsten at være Leonard Cohen

Sælg uden at sælge ud

Nick Cave er som al anden rockmusik en del af markedet. Som alle de andre langtidsholdbare og seriøse rockstjerner skal han imidlertid holde sig fri af den allermest kommercielle del af musikscenen. Hans håndtering af succes var således lige efter bogen.

Da duetten med Kylie Minogue, "Where The Wild Roses Grow", hittede og blev udnævnt til årets video på MTV i 1995, nægtede han at modtage prisen. Det handler om at sælge, men ikke sælge ud. Han skrev et åbent brev til MTV, hvor han sagde tak, men nej tak, fordi ”hans muse ikke ville acceptere at blive spændt foran en succes.”

Den musikalske reaktion på succesen var også mærkbar. Næste album, The Boatman’s Call, aflivede stort set alt det, som publikum kendte Nick Cave & The Bad Seeds for. Larmen, volden og blodet var afløst af sorg, smerte, tro og tvivl. Selv The Bad Seeds var på det nærmeste fraværende på albummet. Cave havde reduceret musikken til et minimum med bas, trommer og klaver. Men bevares, The Bad Seeds er alle tiders backingband. Det var også fremragende til ikke at spille.

Også helt efter rockens grundbog i autenticitet dyrkede og dyrker Nick Cave romantikken omkring førstegangsoptagelser i studiet. Den metode, som han oftest har anvendt, er at indspille sangene live i studiet og gerne bruge den første optagelse, hvor musikerne endnu ikke kendte sangen så godt, fordi det gav en stor friskhed i udtrykket.

Disse arbejdsmetoder og måderne at vælge at fremstå i medierne er metoder til at nå ind til den autentiske kerne af sit eget udtryk. På den måde er Nick Cave en vaskeægte autentisk rocksanger af den gamle skole, men han er samtidig klar over, at det er en scene, han træder ind på, når han skriver sange. At der er et stort element af selviscenesættelse, og at det lige så meget er løftet fra hverdagen og ind på scenen, som er hans kunstneriske berettigelse.

David Bowie var en inspiration for den unge Cave, men det var hans far også. Som helt lille tog faren – der ellers var fjern og fraværende – Nick Cave ind på sit arbejdsværelse og læste højt for ham af verdenslitteraturens klassikere som Dostojevskijs Forbrydelse og straf og Shakespeares Titus Andronicus. Nick Cave forstod ikke så meget af teksten. Til gengæld var han dybt fascineret af farens forvandling fra en anonym administrator til en levende fortæller med ordet i sin magt.

Det er denne transformation, som hele Nick Caves kunstneriske identitet er bygget op omkring. Det at blive til en anden – en besat kunstnerisk naturkraft, som ordene frit kan strømme ud af munden på – frem for at fremstå som sig selv, er hans projekt. Nick Cave synger selv om det i sangen Jubilee Street fra albummet Push the Sky Away fra 2013.

Nummeret er i en liveversion finalen og højdepunktet i dokumentarfilmen om Cave, 20.000 Days On Earth. Fra en rolig begyndelse stiger sangen i niveau og lydstyrke, mens Nick Cave synger om sin egen forvandling til flyvende og vibrerende rockgud.

Koret kommer på. Violinisten Warren Ellis flår i strengene. Trommeslageren Thomas Wydler banker rytmen op i gear, og keyboards stryger til himmels. Nick Cave kaster sig over det sagesløse flygel og hamrer melodiens grundtoner ud, før han farer op fra klaverbænken og finder en ekstra desperation og kraft frem i sangens magtfulde afslutning.

”I am transforming, I am vibrating, I am flying, look at me now,” synger han om denne fulde forvandling, hvor han skaber myter ud af sit eget liv. Det er denne forvandling, som Nick Cave har arbejdet på, siden han første gang blev opmærksom på potentialet i sit eget stof og sine egne evner som sangskriver og performer.

Nick Cave er en af rockens store forførere og har autenticitet i spandevis. Derfor blev de 16.000 billetter til hans koncert i Royal Arena revet væk på 48 minutter, og derfor havner hans mørke, dystre og ikke altid lige tilgængelige albums i toppen af hitlisterne. Ikke fordi han har taget stoffer og været ved af dø af det. Ikke fordi han har været ulykkeligt forelsket. Ikke fordi han sagde nej til en MTV-pris, lå i skyttegravskrig i mange år med den britiske presse, fordi hans far døde dramatisk og tidligt i en trafikulykke, eller fordi hans søn døde lige så tragisk og dramatisk.

Men fordi han har formået at veksle sit ordinære liv til en række ekstraordinære sange. Fordi han har kunnet lade sig rive med og være fuldt til stede i sine sange. Fordi han har kunnet sætte krop og sjæl og levet liv ind i en omfattende sangskriverbank, udveksle erfaringer med andre sangskrivere, der også havde indestående, og til sidst hæve sin sammenskrabede kapital med renters rente i form af sange, der forvandlede hans trivielle liv til stor musik.

LÆS OGSÅ: Nick Cave-interview: Spøgelserne på Jubilee Street

Per Reinholdt Nielsen er forfatter til blandt andet bøgerne Rebel & Remix (Systime, 2013) og Nick Cave: En biografi (Klim, 2017).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA