Koncertaktuelle Ásgeir – den stille fighter

Koncertaktuelle Ásgeir – den stille fighter

Med et debutalbum, der slog rekorder i hjemlandet, koncerter verden rundt og et forventningspres, der blev større og større, trak Ásgeir sig tilbage. For at finde sig selv rejste han til barndommens land i det nordlige Island. Her brugte han tiden på at finde svar på et altafgørende spørgsmål, der pressede sig på: Hvorfor skal jeg fortsætte med at lave musik?

GAFFA har mødt den islandske musiker, der fandt svaret, og nu er aktuel med sit andet album Afterglow og koncert i DR Koncerthusets Studie 1 den 21. oktober.

Klokken er tæt på midnat, da Ásgeir Trausti Einarsson sammen med sin tidligere musiklærer og nu gode ven banker på døren hos producer Guðmundur Kristinn Jónsson for at aflevere en cd med demoer. I et lille års tid har den unge islænding arbejdet på en række sange, som hans venner mener er for gode til at lade ligge i skuffen. Godt to døgn senere ringer telefonen. Guðmundur Kristinn Jónsson er med, og det kan ikke gå hurtigt nok med at indspille sangene.

Den aften for godt seks år siden i Reykjavik tog livet en drejning for islandske Ásgeir Trausti Einarsson, i dag bedst kendt som Ásgeir, der skulle få betydning for resten af hans liv. Det vidste han bare ikke på det tidspunkt.

Landet højt mod nord har et musikalsk bagkatalog, som kun er de færreste forundt, landets indbyggertal taget i betragtning. Omkring 330.000 bor der i det 103.000 kvadratkilometer store land, som gennem tiden har opfostret ikoniske navne som Björk og Sigur Rós. Og at Island var på vej med en ny stjerne, blev snart slået fast.

I slutningen af 2012, efter et års intenst arbejde i studiet, udgav Ásgeir debutalbummet Dýrð í dauðaþögn, og alle rekorder blev slået. Han blev den hurtigst sælgende debutartist i Island nogensinde, og arbejdet på et af Reykjaviks hoteller og den daglige dont med at skifte sengetøj blev erstattet af livet som optrædende musiker.

Faktisk havde Ásgeirs producer forudset dette allerede få måneder inde i deres arbejde i studiet, men da profetien faldt, smilede Ásgeir blot ved tanken.

– For mig var det en fuldstændig vanvittig tanke. Jeg kommer fra en meget lille by i det nordlige Island, hvor den slags er helt utænkeligt. Men jeg husker, at det var en vild følelse, da jeg hørte ham sige de ord, og den efterfølgende tid var meget mærkelig for mig, for alt ændrede sig, fortæller Ásgeir.

 

Den svære toer

Ásgeir sidder i et hjørne på den islandskejede café The Laundromat på Nørrebro. Farverne på væggen matcher hans tatovering på venstre arm, der afslører islændingens store kærlighed til grungebølgen og Nirvana i særdeleshed. Englen fra Seattle-bandets album In Utero sidder centralt placeret på underarmen.

Ásgeir er i Danmark for at indspille en musikvideo i Gerlev Svømmehal til nummeret Stardust, der er tredje single fra det nye album Afterglow. Hans gemyt er roligt, som han sidder der og drikker sort kaffe, og den generthed, der ofte bemærkes i artikler og anmeldelser, er ikke så gennemtrængende som først antaget. Et glimt i øjet og et smil, der leger på læberne, afslører overskud og måske endda lettelse hos den islandske musiker. Lettelse, der, som interviewet skrider frem, måske kan tilskrives det faktum, at Ásgeir endelig er klar med et album, der om noget lever op til det klichéfyldte prædikat ”den svære toer”.

– Jeg følte mig i en lang periode stresset og mærkede et stort forventningspres. Mere på grund af alt det, der kom med succesen, end over selve det faktum, at jeg var blevet kendt. Musikken var ikke længere kun min hobby, og det skulle jeg lære at håndtere, fortæller Ásgeir og fortsætter:

– I dag er musikken mit arbejde, men jeg ønsker ikke at tænke på den måde, for det skal stadig være noget, jeg skal kunne nyde. Men når man optræder fem dage om ugen med de samme 10 sange, handler det ikke længere kun om at udtrykke sig gennem musikken; ens optræden kan hurtigt blive mekanisk, og en følelse af, at tiden står stille, sniger sig ind på én, når man turnerer i så lang tid.

350 koncerter over en periode på små tre år. Optrædener på festivaler som Glastonbury og Roskilde Festival og udsolgte koncerter i Operahuset i Sydney og Shepard’s Bush Empire i London. Korea, Japan, USA, Frankrig, Danmark. Der var ikke det land, Ásgeir ikke optrådte i. Hans varme, organiske intimitet i musikken og de vanedannede stemninger, der afkaster sig spor af det storslående hjemlands mystik, førte Ásgeir verden rundt. Den islandske version af debutalbummet blev med hjælp fra den amerikanske musiker John Grant, der på det tidspunkt boede i Reykjavik, oversat til albummet In the Silence, og succesen var manifesteret.

For at finde sig selv i den nye tilværelse måtte Ásgeir trække sig tilbage. Han havde brug for ro og for at være ærlig over for sig selv, når han skulle finde svaret på det altoverskyggende spørgsmål, han mærkede pressede sig på; hvorfor skulle han overhovedet fortsætte med at lave musik?

I sin jagt på svaret rejste Ásgeir hjem til den lille by Laugarbakki, hvor han er vokset op. Med sine godt 60 indbyggere og en beliggenhed i det nordlige Island er stedet på mange måder isoleret fra den boble, han i tre år befandt i. Med hjælp fra venner, familie, yoga og tiden begyndte Ásgeir at arbejde med sig selv på en måde, han aldrig havde gjort før.

– Jeg oplevede, at det var svært for mig at finde tilbage til det sted, hvor musikken var forbundet med glæde, og det var hårdt at blive konfronteret med den kendsgerning. Men jeg gav det tid, og lige så stille begyndte jeg at skrive nye sange. Fordi jeg ikke kan undvære musikken, fortæller Ásgeir.

Med Afterglow er Ásgeir nu klar til at lægge arm med verden igen. Han har lagt den lidt folkede, akustiske lyd bag sig og er gået i en retning af noget mere melankolsk og melodisk electronica. At Afterglow er bygget op ud fra lyde, har været en bevidst handling lige fra starten og ud fra et ønske om at lave musik, der lyder mere produceret. Selv har Ásgeir svært ved at sætte ord på den stemning, han er gået efter i sin musik.

– Jeg har hørt, at albummet både er beskrevet som lyst og mørkt. Måske er der tale om en glad tristhed? I hvert fald må der være nogle kontraster i musikken, men jeg har selv svært ved at se det.

 

Fællesskab i musikken

Barndommen i Laugarbakki var fuld af musik. Ásgeir husker, hvordan han som lille kravlede nysgerrigt rundt på baspedalerne, når hans mor spillede orgel i byens kirke. Det gav en masse larm, fortæller han grinende.

I mange år troede Ásgeir ellers, at hans fremtid stod i sportens tegn. Men en rygskade satte en brat stopper for den 17-årige Ásgeirs karriere som spydkaster, og han måtte vinke farvel til konkurrencerne og titlen som den bedste i Island i sin aldersgruppe. I dag nøjes han med at konkurrere med sig selv; om at blive bedre hver eneste gang, han går på scenen.

Det er ikke unormalt, at islandske børn kommer på musikskole i en tidlig alder, og i en alder af syv år startede Ásgeir med at spille guitar i nabobyen.

– I Island er man meget opmærksom på de mange fordele, der er ved at spille et instrument, og derfor har vi rigtig mange gode musikskoler og musiklærere. Der er fokus på, at man bruger andre dele af hjernen, når man spiller musik. Musik er en meditativ ting, og det giver noget helt andet end at læse og lave matematik, fortæller Ásgeir.

Det stille liv i Laugarbakki er blevet skiftet ud med det islandske storbyliv i Reykjavik, hvor cirka to tredjedele af landets befolkning bor. Med så få indbyggere, så mange udøvende musikere og kun én decideret hovedgade i Reykjavik, hvoraf størstedelen af musikerne lever, og størstedelen af byens venues er at finde, skulle man måske tro, at konkurrencen blandt musikerne var stor. I stedet hersker et fællesskab, hvor drømmene om udlandet bakkes op.

– Man bliver ikke særlig godt betalt, hvis man blot er succesfuld musiker i Island, fordi det er så lille et land. Derfor forsøger alle hele tiden at lave noget unikt, så de kan eksportere og komme uden for Islands grænser, og jeg tror blandt andet, det er derfor, vi har så mange unikke og specielle kunstnere, lyder det fra Ásgeir.

 

Generationskløftens autenticitet

Til daglig bliver salen brugt som biograf. For år tilbage var det her, Islands Symfoniorkester havde til huse. Indtil de i 2011 flyttede til Reykjaviks nye koncerthus Harpa, der troner med sin nordlys- og basaltinspirerede arkitektur på kanten af Atlanterhavet.

I dag lægger salen i Háskólabíó ører til Ásgeirs musik. Han står midt på scenen, akkompagneret af seks musikere. Der er lidt over en uge, til Afterglow bliver udgivet, og Ásgeir starter sin Europaturné i Aarhus. Koncentrationen er til at føle på.

Sæderne i salen er tomme. På nær et enkelt. Fire rækker fra den store scene sidder en ældre mand. Det er Einar Georg Einarsson. Islandsk poet og Ásgeirs far. Manden bag den islandske lyrik på Ásgeirs debutalbum. Det er med stolthed og kærlighed i stemmen, når sønnen taler om sin far og om deres samarbejde gennem de seneste år.

– Det er nemt at arbejde med ham. Han er en fantastisk poet, og hans poesi er kunst i sig selv. Lyrik og ord har aldrig været min passion. Jeg respekterer min far for hans arbejde, og hans vokabularium byder på ord, som ikke bruges mere. Han leverer et stykke arbejde, som jeg aldrig nogensinde ville opnå, og netop generationskløften mellem os er noget af det, der gør vores arbejde så autentisk.

Afterglow udgives i første omgang på engelsk, men Ásgeir afviser ikke, at nogle mere nedskalerede, islandske versioner kan komme på tale senere hen. Processen med det nye album har også budt på et tæt samarbejde med Einar Georg Einarsson, idet sangene i første omgang blev skrevet på islandsk. Efterfølgende er de engelske versioner kommet til i tæt samarbejde med Guðmundur Kristinn Jónsson, vennen Julius Robertsson og storebroderen Þorsteinn Einarsson, der alle tre spiller i Ásgeirs band.

Normalt taler Ásgeir og hans far om sangene over telefonen, men denne gang har Ásgeir ad flere omgange taget turen fra Reykjavik til Laugarbakki, og det har ført noget helt særligt med sig, fortæller han:

– Vi er kommet meget tættere på hinanden, end vi var før. Vi har lært hinanden at kende på nye måder gennem musikken. Mest fordi vi har tilbragt mere tid sammen, men i særdeleshed også fordi, vi har talt om ting, som vi normalt ikke ville have talt om, hvis vi ikke skrev musik sammen.

Ikke alene det stærke forhold til faderen, men også følelsen af at have lært sig selv bedre at kende følger i kølvandet på processen med Afterglow. Ásgeir har gennem hele karrieren måtte overstige personlige barrierer, og det har været svært, fortæller han. Men hans fascination af udfordringer har båret ham igennem.

– Som menneske er jeg meget konkurrencemindet anlagt. Jeg sagde derfor til mig selv, at jeg nok skulle blive en god performer, hvis bare jeg blev ved. Men det har været meget akavet for mig, især i starten. Jeg kunne ikke lide at optræde eller lave interviews, og på det tidspunkt følte jeg, at jeg skulle udstille mig selv, fordi jeg som person er så genert og introvert, fortæller Ásgeir.

Endnu før verden har taget imod Afterglow, har musikken haft et væsentligt formål. Ásgeir er kommet tættere på sig selv, og med sin sagte vokal og intense lydlandskaber byder han nu os andre indenfor og giver os et lille indblik i Islands mystik, den barske natur og i mennesket Ásgeir.

   

Tre sange med særlig betydning på Afterglow

Vi bad Ásgeir vælge tre sange fra hans nye album, som har en særlig betydning for ham.

  1. Hold. – Oprindeligt var den ikke tiltænkt dette album, men da jeg indspillede den, blev den interessant. Det er et korstykke med islandsk lyrik, der fungerer mere som kryptiske ord end som en egentlig tekst. Ordene handler meget om naturen, for eksempel tåge, og skal forestille billeder, der dukker op i mit hoved.
  2. New Day. – Jeg har arbejdet meget tæt med min far omkring den sang, og derfor er den speciel for mig. Jeg var hjemme i Laugarbakki, hvor vi arbejdede på den sammen. Måske gav det noget ekstra til sangen, men særligt processen omkring sangen betyder meget for mig. Der er mange minder forbundet med det.
  3. Stardust. – Jeg er meget stolt af den sang. Det tog mig lang tid at finde frem til de rette arrangementer i netop den sang, og jeg er endt med et resultat, som jeg er meget glad for.

 

Ásgeir om at spille i Operahuset i Sydney

– At spille to udsolgte koncerter i Operahuset i Sydney definerer hele den proces, jeg har været igennem de seneste år. Det var en stor oplevelse. Jeg husker, at jeg følte mig meget taknemmelig, og at alt det hårde arbejde, vi havde været igennem, virkelig gav pote nu. Lyden var fantastisk, og det var en smuk oplevelse at stå på scenen. Lidt ligesom i Koncerthuset her i København, hvor du også kigger ud på et kunstværk. Det føltes lidt på samme måde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA