Historien om C.V. Jørgensens Det Ganske Lille Band – fortalt af trommeslageren, del 1 af 2

Historien om C.V. Jørgensens Det Ganske Lille Band – fortalt af trommeslageren, del 1 af 2

GAFFA modtog i maj – med stor tak – følgende artikel skrevet af René Wulff, der var trommeslager i Det Ganske Lille Band, C.V. Jørgensens band fra 1976-1979. Vi bringer artiklen igen i anledning af, at C.V. Jørgensen netop er blevet offentliggjort til Roskilde Festival 2018.

Til minde om Erik Falck og Ivan Horn

I maj måned 2017 var det præcis fyrre år siden, ”Storbyens Små Oaser” udkom – som den første af tre plader med Det Ganske Lille Band – også kendt som C.V. Jørgensen. Bandet eksisterede fra 1976 til 1979, og den originale besætning bestod af Carsten Valentin Jørgensen, Ivan Horn, Erik Falck og René Wulff. Oprindelig var tilnavnet, ”Det Ganske Lille Band”, et lille hint fra anmeldernes side til et af pladens numre af samme navn, men siden bed det sig fast og bruges derfor tit og ofte ved omtale af bandet. I 2011 – toogtredive år efter det var slut – blev Det Ganske Lille Band genforenet for en kort stund. EMI Music Denmark (nu Warner Music) havde købt rettighederne til de tre plader, vi nåede at indspille, og ville lave et bokssæt indeholdende disse tre, samt aldrig tidligere udgivet materiale. Da der samtidig skulle forhandles ny kontrakt, og pladerne i samme anledning skulle remastereres, havde vi derfor en del mødeaktivitet og var endvidere i studiet sammen. Mens alt dette stod på, blev jeg ramt af en mærkelig dobbelttydig følelse: At vi på den ene side kendte hinanden så godt, og intet således var forandret – udover at vores små særheder med årene blot var blevet mere udtalte. Men samtidig blev jeg slået af følelsen af hvor distancerede og fremmede for hinanden, vi i grunden var blevet.

Siden tilblivelsen af dette bokssæt og den korte genforening har denne historie trængt sig mere og mere på. Mest af alt, fordi det var et kapitel i vores respektive liv og karriere, der havde enorm betydning for os alle, og som så at sige forandrede hele vores tilværelse, og vi alene af den grund altid vil være forbundne. Eriks alt for tidlige bortgang i 2016 rystede mig og satte nogle tanker i gang. Pludselig manglede der et led i kæden, og i min sorg over Eriks farvel indså jeg, at hvis jeg nogensinde skulle gøre alvor af at skrive min egen historie om disse år, skulle det være nu. Niels Martinov har ganske vist skrevet sin version om Carsten Valentin Jørgensen i biografien ”C.V. Jørgensen”, hvor historien om Det Ganske Lille Band af naturlige årsager fylder en del. Lotte Rømer har også sine kapitler om bandet i sin selvbiografi ”Sølvfuglens Vinger”, men omtaler af gode grunde kun den periode, hvor hun selv var med. Men historien rummer langt mere end det, og i Niels Martinovs bog er der desværre også en del faktuelle fejl samt udtalelser, jeg ikke helt ved hvor stammer fra, og som i mine ører klinger underligt, hvilket jeg her vil prøve at råde bod på. Dog vil jeg indledningsvis godt pointere, at jeg naturligvis ikke tager patent på den ”sande” historie, lige så lidt som jeg vil påstå at være objektiv i min måde at anskue tingene på. Det er heller ikke min hensigt at udlevere nogen – dertil er min respekt for de omtalte personer for stor og mine personbeskrivelser for unuancerede. Personerne rummer naturligvis hver især langt mere end her beskrevet. Men det er umuligt for mig at beskrive disse år uden også samtidig at løfte en flig af det, vi indeholdt som mennesker. Hvordan vi, trods vores forskelligheder, alligevel kunne føle os så tæt forbundne og ikke mindst skabe noget musik, der ramte så mange, og som sælger den dag i dag.

Vi mødtes alle fire – Carsten, Erik, Ivan og jeg – en efterårsaften 1976 i Carstens lille stuelejlighed i Bondebyen i Lyngby. Mødet var sat i stand med det ene formål at se (læs ”høre”), om der skulle være basis for at samle et band. Carsten havde hidkaldt Erik, som havde fulgt ham fra begyndelsen, og Ivan havde taget mig med. Ivan og jeg spillede på det tidspunkt i gruppen ”Barbarella”, men syntes ikke rigtigt, at vi med dette band kom nogen vegne. Nogle måneder inden vi mødtes, havde jeg tilfældigvis hørt Carstens første plade, ”En Stynet Strejfer”, i Werners Studie og var øjeblikkelig blevet fængslet af måden, der blev spillet på – og ikke mindst af Carstens tekster. Så da jeg efter en fest hos musikproduceren Poul Bruun hørte fra Ivan, at han og Carsten ved samme lejlighed havde drøftet idéen om at lave et nyt band, vred jeg omgående armen om på Ivan og sagde: ”Jeg vil være med!”. Jeg var til den pågældende fest kort blevet præsenteret for Carsten, mens jeg endnu aldrig havde mødt Erik. Ivan var dog ikke manden, der omgående satte handling bag ord, og jeg måtte derfor gentagne gange sparke til ham, inden det lykkedes at sætte mødet i stand.

Nu var vi så endelig samlet og fik spillet en del af Carstens numre igennem – nye som gamle – uden dog at dykke dybere ned i dem. Som aftenen skred frem, blev vi alle fire ramt af fornemmelsen af, at dette kunne blive stort. Eller sagt med en lille omskrivning af Halberg/Larsens ord: ”Der var magi i luften”. Da det som sagt foregik i Carstens private bolig, var vores instrument-setup kogt ned til det absolut minimale, men trods dette smeltede vores instrumenter sammen på en helt forunderlig måde. Vi skabte plads, luft og huller til hinanden, så hvert enkelt instrument stod knivskarpt i lydbilledet og passede sammen som tandhjulene i en gearkasse. Længe inden den sidste tone var klinget ud, var en ny øver derfor aftalt, problemet var bare hvor? Tilfældigvis kendte jeg til et sted i Lavendelstræde i det indre København, der tidligere havde været brugt som øvelokale, men som nu stod tomt. Lokalet lå i kælderen lige under bøsse-værtshuset ”Madame Arthur” – med direkte udgang til gaden. Jeg tog derfor turen til ejerens kontor i baghuset, og efter at have aftalt de praktiske detaljer samt den månedlige husleje var vi nu i besiddelse af et øvelokale. Vi rengjorde lokalerne og rykkede efterfølgende ind med vores instrumenter, og stedet kom praktisk talt til at fungere som en slags andet hjem for os i de kommende tre år. Når vi ikke var på tur eller i studiet, var vi så godt som hver dag at finde her fra kl. ca. 11 om formiddagen til hen ved en 16 – 18 tiden (og ikke sjældent senere end det). Vi øvede som sindssyge – ikke alene som band – men Erik og jeg mødtes også indimellem for udelukkende at øve bas og trommer.

Første officielle pressefoto - skudt sidst i 1976 i vores øvelokale i Lavendelstræde i kælderen under bøsseværtshuset ”Madam Arthur”. Fra venstre mod højre ses: Erik Falck, René Wulff, Carsten Valentin Jørgensen og Ivan Horn.

(Foto: Bo Lorentzen)

 

Erik var en lidt pudsig sammensat person. Han kunne, under mere afslappende former, være utrolig morsom og underholdende og en rigtig hyggeonkel, men havde samtidig en høj stressfaktor. Hvis han havde gang i projekter, f.eks. med vores anlæg, kunne han køre sig selv helt op, være lettere irritabel og kort for hovedet. Hvis bølgerne gik lidt højt i øvelokalet, havde han også indimellem svært ved at være klar i spyttet og brændte derfor ofte inde med sine meninger. Til gengæld kunne hatten pludselig ryge helt af, og alt det, der gennem længere tid havde hobet sig op i ham, kom nu på bordet. Så kunne vi starte forfra – for ofte at ende med præcis samme resultat. Almindeligvis var Erik dog en glad og fredsommelig person – og i øvrigt den eneste fra bandet, som jeg gennem alle de mange efterfølgende år jævnligt så privat.

Men ud over vores samspil og måden vi fungerede på musikalsk, supplerede vi også hinanden på andre områder: Carsten som en eminent tekstmager, Ivan med det tonale overblik, Erik som ”ingeniøren” og ”lyd- og know how-manden” i relation til vores gear og grej – og sluttelig mig som organisatoren, der kunne sætte skub i tingene, havde styr på management og pladeselskab og tog mig af regnskaber. Og for at ingen skal være i tvivl, vil jeg lade det være sagt med det samme: På trods af navnet var vi et band, med alt hvad der dertil hører, og ikke, som nogen har opfattelsen af, en solist med backing band. Vi var faktisk meget tæt på at kalde os ”Ghetto Band”, men ikke mindst jeg plæderede kraftigt for at køre videre med navnet ”C.V. Jørgensen”, da der allerede var udgivet to plader i det navn (”En Stynet Strejfer” og ”T-shirts, Terylene bukser og Gummisko”). Men vi fungerede på helt på lige fod, med samme løn, og alle indtægter i form af honorarer fra jobs, Koda, NCB, Gramex osv. gik direkte i en fælles kasse.  Større og vigtige beslutninger blev truffet i bedste demokratiske ånd, og helt fra start var vi på fast løn, som i begyndelsen var på sekshundrede kroner om ugen og blev udbetalt i kontanter. Senere, efter vi blev lidt mere organiserede, blev lønnen i stedet overført til vores bankkonti og steg til ottehundrede. Derudover fik vi udbetalt penge til jul og ferie, og endvidere var alle udgifter til instrumenter samt P.A. (sanganlæg) betalt gennem den fælles kasse. Senere etablerede vi både interessent- og anpartsselskab, som ejede alle vores aktiver – inkl. vores Kässbohrer Setra turistbus, der var indrettet som en fuldt udstyret bandbus.

I det hele taget var alt, hvad vi lavede en kollektiv proces – både hvad angik det rent forretningsmæssige, men ikke mindst også i relation til musikken. Ingen skal være i tvivl om Carstens store betydning for bandet – både som tekstforfatter og som komponist. Han skrev størstedelen af vores sange, men præsenterede dem altid for os helt ”nøgne”, og almindeligvis bare på en akustisk guitar. Spillet og sunget på den måde fungerede de fleste af hans sange faktisk også ganske glimrende og kunne i princippet sagtens tåle at stå alene – helt enkelt og uden dikkedarer. Men når der skulle arbejdes videre med dem i bandregi, var processen en ganske anden. Af samme grund skal man heller ikke være blind over for det faktum, at han i Ivan, Erik og mig havde de musikere, der var i stand til at løfte musikken op på samme niveau som hans tekster og dermed skabe en unik symbiose af tekst og musik.

Når man hører The Beatles, er man ikke i tvivl om, at de som individuelle musikere betragtet havde deres begrænsninger, men i fællesskab gik alt op i en højere enhed. De fik det bedste frem i hinanden, og kemien imellem dem var fuldstændig exceptionel og sammen skabte de magi. Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne ”Det Ganske Lille Band” med The Beatles. Men en parallel vil jeg dog tillade mig at drage – nemlig, at der var en fantastisk kemi imellem Carsten, Ivan, Erik og mig. Helt naturligt og uden ord faldt vi hver især ind i musikken og ”lagde os” på den helt rigtige måde i forhold til hinanden. Når musikken gik i gang, føltes det nærmest som om vores individuelle ”jeg” opløstes, og vi blev til én organisme. Man kan bringe de allerbedste musikere sammen, som med garanti også kan lave høreværdig musik. Men denne form for kemi er noget helt specielt, og hvis man er så heldig at opleve det, sker det sandsynligvis kun én gang i livet. Det er her, det samlede output bliver bedre end de enkeltes musikeres formåen og bliver magisk!    

I slutningen af 1976, efter at have øvet intenst gennem nogle måneder, var vi klar og begyndte så småt at jobbe. Carsten havde en pladekontrakt kørende med Hookfarm, som havde udgivet pladerne ”En Stynet Strejfer” og ”T-shirts, Terylene bukser og Gummisko”. Men da vi ikke mente, at dette selskab med dets begrænsede økonomiske ressourcer var i stand til at tilbyde os det, vi stræbte efter, så vi os derfor om efter et andet selskab. Vi indspillede en demo, og den første vi gik til var Per Stan, som på daværende tidspunkt sad på pladeselskabet Polygram. Han takkede dog pænt nej, men hurtigt efter meldte nogle selskaber sig helt af sig selv. Et af dem var Bent Fabricius’ selskab Metronome Records, og alene måden, de præsenterede sig på, var der stil over. Vi spillede i Saltlageret, og efter koncerten kom Metronomes salgschef Olav Bennike samt deres A&R-mand Carsten Ulendorf backstage med en flaske champagne. De fortalte, at de var interesseret i at skrive kontrakt med os og inviterede os derfor til et møde i deres hovedkvarter i Vanløse. Her blev vi præsenteret for Metronomes direktør Peter Kjær, som bød os hjertelig velkommen. Peter kom oprindelig fra reklamebranchen og var egentlig ikke ”musikkyndig”. Han kompenserede dog for dette ved at kende alt til markedsføring og havde samtidig gode og originale idéer. Sidst, men ikke mindst havde han en sjælden forståelse for ”artistpleje” – hvilket vi nød særdeles godt af, da han senere i forløbet nærmest behandlede os som sine egne børn. Han lovede os helt frie tøjler i musikalsk henseende, og der var heller ingen forbehold over for de ting, der var os magtpåliggende – hvilket blandt andet var valg af studie, vetoret i forhold til al layout og design samt måden, vi skulle promoveres på. Alt blev imødekommet, og kontrakten blev herefter underskrevet – hvilket vi i øvrigt heller aldrig så nogen grund til at fortryde. Hele Metronomes stab viste sig at være ualmindelig søde, og der herskede derfor også en afslappet og behagelig atmosfære i lokalerne. Når vi holdt møder derude, virkede det nærmest som et familiebesøg, og bad vi Peter Kjær om et eller andet, vi vidste, ville koste penge, kiggede han på os og udbrød: ”Jamen, det er jo peanuts!”. Det kunne vi rigtig godt lide at høre – og jokede ofte med den ved vores egne møder.

Nu skulle vi så i studiet, hvilket vi i den grad så frem til. I marts måned 1977 gik vi i Sweet Silence Studio med Nils Henriksen som producer og Stig Kreutzfeldt som tekniker. Vi startede dog rent faktisk op i Werners Studie, som oprindelig var booket til indspilningerne. Men efter at jeg havde siddet og banket i mine trommer i to fulde dage, uden det var lykkedes Nils at finde den lyd, han søgte, bookede vi os i stedet ind i Sweet Silence. Teknikeren og produceren Freddy Hanson havde lige åbnet dørene op for dette studie, og da ambitionerne var store, var der derfor heller ikke sparet på noget. Studiet var gennemført ned til mindste detalje – med blandt andet granitvægge i trommeboksen – og rummede endvidere al den nyeste teknologi.

Vi var super tændte, og trods lidt problemer undervejs indspillede vi albummet på fjorten dage. Mens arbejdet stod på fandt vi ud af, at der var visse af numrene, vi ønskede en lidt anden lyd på. Vi fik derfor hjælp af Per Wium på tangentinstrumenter, Martin Andersen på violin og Niels Harrit på sax – hvis præstationer bidrog til at skabe et mere varieret lydbillede. ”Storbyens små oaser” udkom i begyndelsen af maj og blev ekstremt godt modtaget af både publikum og presse, og at den udkom midt under bladkonflikten fik heldigvis ikke den store betydning. Jobbene begyndte nu at tikke ind af sig selv, og vores nye manager Jan Degner fra PDH Booking kunne derfor begynde at tilrettelægge vores første egentlige turné. 

Ingen tvivl om, at Nils Henriksen rent produktionsmæssigt lavede et super flot stykke arbejde på ”Storbyens Små Oaser”. Men som person besad han ikke de psykologiske evner, vi anså som værende et fundamentalt aspekt i arbejdet som producer. Ud over den lydmæssige og kreative side af sagen har produceren nemlig også en vigtig opgave af mere psykologisk karakter. En producer skal kunne løfte musikerne under kriser og i generel henseende få det bedste ud af dem – præcis som en sportstræner. Denne del af arbejdet evnede Nils desværre ikke. Det sker sjældent, at der ikke på ét eller andet tidspunkt undervejs i studiet opstår en krise – eller at en musiker rammes direkte af såkaldt ”studiekuller” – og vi havde da også vores kriser. Men i disse situationer anede Nils ganske enkelt ikke sine levende råd. Når hans fornemmeste opgave var at indgyde os noget selvtillid, blev han i stedet tavs og indesluttet med en lettere opgivende attitude. Personligt havde jeg det meget svært med Nils i disse situationer og var derfor også glad for at have Stig Kreutzfeldt bag pulten. For udover at være en super dygtig studietekniker forstod han samtidig også at tackle os psykologisk, når der var behov for det. Men heldigvis var vi utrolig godt forberedte og materialet så gennemarbejdet, at vi i vid udstrækning var selvkørende og i stand til at løfte os selv.

Vi havde blandt andet en krise, da vi af en eller anden grund ikke kunne få ”Entertaineren” til at fungere på trods af, at nummeret havde kørt rigtigt godt for os både i øvelokalet og live. Vi havde forgæves prøvet at få ”nummeret i kassen”, men tiden gik, og vi så os derfor nødsaget til at opgive det og bare køre videre. Nogle dage efter, og mens vi var i fuld gang med noget helt andet, smuttede Ivan på gaden efter smørrebrød, og Carsten, Erik og jeg fjollede lidt rundt i studiet. Pludselig begyndte Erik at spille basgangen til ”Entertaineren”, og Carsten og jeg satte i, og til vores store overraskelse kørte nummeret nu helt, som det skulle. Vi blev hurtigt stoppet af Nils, som inde bag mixerpulten bad os om at tage nummeret fra start, og samtidig trykkede ”record”-knappen ned. Da Ivan kom tilbage, lå nummeret klar, og han kunne således vade direkte ind i studiet og lægge sin guitar på. Nummeret endte med at blive et af de mest spillede i radioen, og det er derfor også noget ironisk at tænke på, at det nær aldrig var kommet med på pladen.    

Efter udgivelsen af ”Storbyens små oaser” kom der fuldt tryk på, og inden året var omme, havde vi nået at spille omkring halvfems koncerter samtidig med, at vi hen på efteråret påbegyndte arbejdet med materialet til det næste album (”Vild i varmen”). Men allerede under vores forårstur havde Carsten givet udtryk for, at han godt ville frigøres lidt fra guitaren for i højere grad at kunne koncentrere sig om sin sang. Af samme grund mente han, at det ville være en god idé at få en guitarist mere med, hvilket ikke umiddelbart faldt i god jord hos os andre. Men Carsten pressede mere og mere på, og til sidst overgav vi os. Spørgsmålet var nu blot hvem? Vi var selvfølgelig rørende enige om, at ikke blot skulle det være en musiker, der virkelig kunne yde bandet noget musikalsk, men samtidig også en person, der kunne glide ind i fællesskabet. Dog skulle vores sommertur lige overstås, før vi så os i stand til at tage fat om dette. Vi var efterhånden virkeligt godt samspillede, og turen gik over al forventning. Det var tydeligt, at udgivelsen af ”Storbyens små oaser” havde skabt en hel anden opmærksomhed omkring bandet. Vi spillede for fulde huse de fleste af stederne, og ikke mindst på Roskilde Festivalen hentede vi stor succes.

Vi så os nu parate til at kigge os omkring efter en ny guitarist. Flere emner var oppe at vende, og der blev diskuteret frem og tilbage, men uden at vi kunne blive enige. Efter at have brugt jeg ved ikke hvor megen tid, lykkedes det os dog til sidst at nå til enighed, og valget faldt på John Guldberg (som senere, med duoen Laid Back, hittede på verdensplan med nummeret ”Sunshine Reggae”). Da jeg nogle år tidligere havde arbejdet en del med John, besluttede vi derfor, at jeg i første omgang tog mødet med ham alene. Han stillede sig dog ikke umiddelbart særlig positiv over for tanken, og jeg måtte gå hjem med uforrettet sag. Endnu engang blev det ene emne efter det andet vendt og drejet, men uden at vi nåede ret meget videre. Vi var ved at være godt trætte af al den snak og temmelig opgivende efterhånden, da Ivan pludselig foreslog Thomas Grue. Thomas og han havde haft et kortvarigt samarbejde på Lone Kellermans første plade, og Ivan havde kun positive ting at sige om dette. Vi ringede til Thomas og mødtes med ham den efterfølgende dag i hans lejlighed på Christianshavn, og han var heldigvis på med det samme. Godt en uges tid efter Thomas’ indtræden i bandet, ringede John Guldberg og sagde, at han havde fortrudt sit ”nej tak”. Jeg måtte så fortælle ham, at det desværre var en omgang for sent, da vi allerede havde indlemmet en ny guitarist i bandet.

I sensommeren ’77 begyndte vi at arbejde med Thomas. Det første stykke tid foregik det i øvelokalet, men efterfølgende drog vi i øvelejr på Falster. Her isolerede vi os i to uger i Thomas’ bedstemors hus, som vi havde helt for os selv. Stig Kreutzfeldt, som vi denne gang havde valgt som producer for det kommende album, kom på besøg, og vi tilbragte en dag med ham, hvor han lyttede på numrene og kom med forslag til arrangementerne. Men rollerne mellem Thomas og Ivan stod helt klart fra starten. Ivan anså sig selv som ”første guitarist”, hvilket gjorde Thomas nervøs og usikker. Ivan var hurtig på aftrækkeren og holdt sig ikke tilbage, men fandt og arrangerede i mange tilfælde Thomas’ guitarroller, og Thomas rettede i vid udstrækning ind og spillede stort set, hvad han blev bedt om – med undtagelse af hans soli.

Thomas havde i det hele taget svært ved at hamle op med Ivans position i bandet og hans arrangementsmæssige overblik. Til gengæld bragte Thomas noget poetisk og lyrisk ind i bandet med sit spil. Hvor Ivan ofte ”trykkede den af” i sine soli, spillede Thomas langt mere melodisk og ofte mere i samklang med nummerets ånd. Efter min mening var det præcis det, der var styrken i deres indbyrdes sammenspil. De bibragte hver især numrene noget vidt forskelligt til gavn for det samlede musikalske udtryk. Hvor Ivan stod for et fantastisk rytmespil og de aggressive og fandenivoldske soli, stod Thomas for det mere tilbagelænede, klangfulde og melodiske spil. Men det var tydeligt for mig at se, at Thomas havde det svært med Ivan som den musikalske iscenesætter.

Optagelse til filmen ”Lænker & Laster” (videoen var endnu ikke opfundet), som blev optaget på Café Dan Turell og kørte i biograferne som forfilm til Morten Arnfreds film ”Mig og Charly”. Fra venstre mod højre: Erik Falck, René Wulff, Ivan Horn, Carsten Valentin Jørgensen og Thomas Grue.

(Foto: Steen Møller Rasmussen)

Efter et par intense øve-måneder var vi klar, og gik sidst i oktober endnu engang i Sweet Silence studiet for at påbegynde indspilningerne til det album, der skulle blive til ”Vild i varmen”. Også denne gang var vi virkelig godt forberedte, da alle numrene var gennemarbejdet ned til mindste detalje. Vi vidste præcis, hvad vi ville, og hvordan det skulle lyde, og der opstod derfor heller ingen gnidninger eller uoverensstemmelser af betydning under indspilningerne. Thomas virkede også glad og så ud til at trives, og alle var oppe på det, vi lavede. Vi mixede numrene og holdt en fest i studiet, da det hele lå klar. Stemningen var høj og alle tilstedeværende – inkl. vores pladeselskab – vidste, at vi havde lavet en rigtig god plade, som vi havde al mulig grund til at være glade og tilfredse med.

Men inden vi var nået så langt, og kort før Thomas trådte ind i bandet, havde vi under sommerturen konstateret, at The Doobie Brothers skulle spille i Falkoner Centret på Frederiksberg – en koncert, vi frygtelig gerne ville overvære. Problemet var bare, at vi samme aften skulle spille et sted i Jylland, og vi derfor, til vores store ærgrelse, ikke ville være i stand til at høre dem. I vores fælles musikalske referenceramme var der en fem-seks bands og solister, vi alle dyrkede, og The Doobie Brothers var et af dem. Et par dage inden koncerten skulle finde sted, og hvor vi befandt os på et hotel i Jylland, ringede vores manager Jan Degner og fortalte, at vi var hyret som opvarmning for The Doobie Brothers, og han derfor havde fået flyttet vores job samme aften. Vi troede simpelthen ikke på ham, og det tog Jan sådan cirka en halv time at overbevise os om, at det ikke var en joke. Da det endelig gik op for os, at det var sandt, var vi helt oppe at ringe og kunne slet ikke få armene ned. Jeff ”Skunk” Baxter var én af Ivans store guitarhelte, og vi jokede med, at hvis ”Skunken” skulle vise sig på scenen, mens vi spillede, ville Ivan ikke være i stand til at flytte en finger af bar nervøsitet.

Koncerten skulle finde sted den 18. august, og vi ankom til Falkoner Centret samme dag lidt hen på eftermiddagen blot for at konstatere, at hele Doobie Brothers’ anlæg allerede var stillet op. Vores roadies bar vores instrumenter ind og belavede sig på at stille det op dér, hvor der nu engang var plads. Men alle i Doobie Brothers’ crew var utrolig søde og imødekommende, og de flyttede fluks hele deres podieopsætning med trommer (to sæt) og percussion og gjorde dermed plads til både mit trommepodie og vores øvrige baggear. Ydermere flyttede de rundt på monitoranlægget for at give os det bedst tænkelige medhør. Da vores lydmand Claus Wolter stadig var relativ ny i faget, havde vi til lejligheden hyret Joachim Ussing til jobbet, som noget usædvanligt fik helt frie hænder bag Doobie Brothers’ mixerpult. Så ikke alene på scenen havde vi en super lyd, men også ude i salen lød det fantastisk, og Doobie Brothers’ lydfolk behandlede os hele vejen igennem ualmindeligt flot. Trods alle mine tidligere opvarmningsjobs havde jeg aldrig oplevet noget lignende.

Under vores lydprøve havde koncertarrangøren Arne Worsøe indskærpet, at vi skulle starte præcis klokken 20:00 og kun måtte spille i femogfyrre minutter – og absolut ingen ekstranumre! Vi gik på til aftalt tid, og publikum var med os fra start, hvilket tog brodden af den værste nervøsitet; og som sættet skred frem, og vi fik os spillet varme, begyndte det for alvor at køre for os. Halvejs gennem vores sæt konstaterede vi til vores store overraskelse, at næsten alle musikerne fra Doobie Brothers stod ude ved monitorpulten og lyttede med. Da vi sluttede, stod publikum op og klappede på ekstranummer. Vi var på vej ud af scenen, da guitaristen Pat Simmons greb fat i os og bad os om at gå på igen. Vi fortalte ham, at vi ikke måtte spille ekstra numre for koncertarrangøren, hvorefter Pat Simmons smågrinende kiggede på os og sagde: ”Got damn it, this is our concert – get in there!”.

Da vi havde fået pustet ud efter vores sæt og var klædt om, gik vi ned på scenen, hvor vi fulgte Doobie Brothers’ koncert ude fra sidelinjen. Tredje gang de blev klappet ind til ekstranummer, så vi Pat Simmons kalde én af deres roadies ind på scenen, hvorefter roadien greb en tamburin og gik hen imod os med store fagter. Da der var opstillet fyrværkeri rundt om hele deres sceneopsætning, som endnu ikke var brændt af, troede vi i første omgang, at han ville genne os væk. Men nu kom han helt hen til os og råbte: ”They want you on stage” og stak mig tamburinen i hånden. Lettere forvirrede og benovede gik vi ind på scenen, hvor det så velkendte guitar-riff til ”Listen To The Music” pludselig lød, mens der samtidig blev gjort plads til os ved mikrofonerne. Hele salen gyngede, og midt under nummeret gik fyrværkeriet i luften, mens vi for fuld hals sang med på omkvædet. Da nummeret var færdigt, ville publikum ikke slippe dem og klappede og stampede i gulvet, længe efter de havde forladt scenen.

Da vi var repræsenteret på det samme pladeselskab (Warner Bros. var på daværende tidspunkt distribueret af Metronome i Danmark), var vi efter koncerten inviteret til natmad på Doobie Brothers’ hotel. På trods af deres stjernestatus viste de sig at være helt nede på jorden og meget imødekommende, og vi faldt derfor hurtigt i snak. Midt under spisningen blev vi spurgt, om vi havde noget, der kunne ryges, hvilket vi kunne svare bekræftende på. Da den ”formelle” del af showet var overstået, inviterede de os med op på trommeslageren Keith Knudsens værelse. Han havde, som den eneste i bandet, sin kone med på turen, og mens de to tronede i dobbeltsengen, lå vi andre –

heriblandt Pat Simmons, Jeff ”Skunk” Baxter og Michael McDonald – rundt omkring på gulvet. Vi fyldte godt op i værelset, da vi, udover os selv, havde medbragt både vores roadies og nogle af vores venner. Der blev snakket, grinet, drukket og røget til den lyse morgen, og vi gik alle derfra fuldstændig høje i låget – både i bogstavelig forstand, men bestemt også i overført betydning.  

Dagen efter forsatte vi turen, men havde svært ved at komme ned igen, og da vi ydermere, på færgen til Fyn, så Pat Simmons i BT iklædt en C.V. Jørgensen T-shirt, røg vi helt op under loftet. I dagene efter gik snakken konstant om denne aften, men til sidst blev det dog en kende for meget. Vi enedes derfor om, at nu måtte det ligesom være nok. Men Erik var fuldstændig umulig at lukke munden på, og til sidst måtte vi true med at give ham gaffatape for munden.  

Kort efter at vi i december måned var færdige i studiet med indspilningen af vores nye album, spillede vi nogle få jobs med Thomas, for derefter igen at gå i øvelokalet. Den 21. februar 1978 udkom ”Vild I Varmen”, og i forlængelse af udgivelsen tog vi på tur, hvor vi blandt andet spillede for en udsolgt sal i Folketeatret – en koncert som vi, via vores management, selv havde arrangeret. Til denne lejlighed havde Thomas inviteret Gasolin’ som gæster, men Kim Larsen forlod noget rystet koncerten før tid med ordene: ”De æder os sgu!”. Vi var helt klart også i musikalsk henseende rigtigt godt kørende, men nåede dog ikke langt på den videre tur, før det begyndte at gå skævt på det personlige plan. Vi så Thomas trække sig mere og mere fra os andre, hvilket, i parentes bemærket, faktisk også ses tydeligt på nogle af de fotos, der eksisterer fra denne periode – hvor Thomas ligesom ”befinder sig” et andet sted i billedet end vi andre. På det tidspunkt kørte vi i to biler – vores crew og anlæg i en Mercedes-kassevogn og bandet i et folkevognsrugbrød, som vi havde investeret i med Thomas indtræden i bandet. Men Thomas valgte nu oftere og oftere at køre med crew’et. Vi fandt det selvfølgelig en smule besynderligt, men kunne ikke finde ud af hvad det reelt handlede om, og undrede os derfor bare i al stilhed. Men da vores lydmand, Claus Wolter, en dag fortalte, at Thomas altid medbragte en ”medicinkasse”, som de (vores crew) også indimellem havde nydt lidt godt af, begyndte der så småt at danne sig et billede. Men af en eller anden grund blev kortene aldrig rigtigt lagt på bordet på daværende tidspunkt. Umiddelbart øjnede vi måske heller ikke den helt store fare, da vi kørte rimeligt cool hvad stoffer angik, og faktisk kun var til sprut og røg. Vi drak praktisk talt heller ikke, inden vi skulle spille, og ”den fede” blev kun fyret på hotelværelserne efter koncerterne. Her kunne bølgerne ganske vist også godt gå højt – men dog kun på sprut og tjald (og afgjort ikke kokain, som det ellers bliver nævnt i Niels Martinovs biografi). Vi anså derfor heller ikke Thomas’ ”medicinkasse” som værende et større problem – men skulle desværre blive klogere. Vores forhold til Thomas blev mere og mere anspændt, da han efterhånden virkede helt uengageret uden for scenen og i vid udstrækning undgik os. I stedet for et samlet og sammentømret hold, som vi var vant til, havde det nu forvandlet sig til en underlig ”ham og os”-situation. Få dage efter vi havde spillet det sidste job på turen, holdt vi et møde uden Thomas. Men da vi ikke kunne blive enige om, hvordan vi skulle forholde os til situationen, sivede mødet bare ud i ingenting. For på trods af den akavede situation var vi ikke blinde for det faktum, at Thomas på scenen så afgjort bidrog til at skabe en lyd og et output, som bandet nød godt af. Splittede og ambivalente valgte vi derfor at køre videre.

I Niels Martinovs biografi fortælles det blandt andet, at Carstens gamle sidekammerat, Søren Bak, agerede som roadie for os det første år, hvilket jeg hermed vil dementere. Søren gav ganske vist en hånd med i ny og næ, men almindeligvis kun i forbindelse med jobs, der lå i nogenlunde nærhed af hans bopæl i Lyngby. Vi slæbte selv anlæg det første halve års tid, og fik kun sporadisk en hjælpende hånd. I samme periode havde vi lejet os frem mht. sanganlæg, hvilket var noget bøvlet, og vi besluttede os derfor for at investere i vores eget. I den forbindelse blev Claus Wolter knyttet til bandet som lydmand og tog dermed også del i slæbearbejdet. Claus blev efterfølgende en integreret del af bandet og kom på lige fod med os andre med fast løn osv. Willy ”Vammen” Rasmussen, som var vores baggears- og monitor-mand, blev hyret selv samme dag, vi skulle spille som opvarmning til The Doobie Brothers. Willy var ”solgt til rock ’n’ roll” efter den aften og blev hos os til det sidste. Vores lysmand, Erik ”Doobie” Randahl-Lund, kom til efter, vi endvidere havde investeret i eget lys, og også han tog hele turen med os. Alle tre var valgt med stor omhu, og vi var i princippet lige så tæt på dem, som vi var indbyrdes i bandet.

Vi skulle på tur igen og gik endnu engang i øveren, men nu var den helt gal. Thomas var totalt fraværende, når musikken stoppede, og stemningen i bandet var nu så grel og utålelig, at vi så os nødsaget til at tage hånd om problemet. Men inden da, og for at være helt på det rene med situationen, så vi det hensigtsmæssigt lige at tage en snak med vores crew om deres oplevelse af Thomas. Jeg tog derfor turen ud til Avedøre Holme, hvor vi havde alt vores live-gear samt vores bandbus parkeret i Gasolins kæmpebygning. Her var Claus, Willy og Doobie næsten dagligt at finde for at tjekke op på alt vores grej, når vi ikke var på tur. Nu fik jeg så endelig syn for sagen, og det var ikke just Kodimagnyler og aspiriner, den efterhånden så famøse ”medicinkasse” indeholdt.

Endnu et møde blev holdt uden Thomas’ medvirken, og vi besluttede os denne gang for at stille ham et ultimatum – enten droppede han stofferne, eller også måtte han forlade bandet. Vi konfronterede ham med dette ultimatum, og han lovede os at lægge varerne på hylden. Vi drog endnu engang på tur, men her viste det sig desværre hurtigt, at Thomas enten ikke ville – eller ikke kunne – holde sit løfte. Thomas virkede mere dopet og uklar end nogensinde før og holdt sig nu praktisk talt helt for sig selv. Da turen var ovre, blev beslutningen taget – Thomas måtte forlade bandet!

Thomas var i bund og grund en sød og omgængelig fyr, og havde i spillemæssig forstand meget at byde på. Han kunne efter min mening have drevet det vidt; ikke mindst fordi Kim Larsen tidligere havde banet vejen for ham, og han derfor hurtigt var blevet en del af ”inderkredsen”. Men trods sit musikalske talent, sit gode udseende og den lidt cool og selvbevidste fremtoning virkede han usikker på sig selv og sin egen formåen. Ivans noget dominerende facon hæmmede ham i vores sammenhæng, hvilket bestemt ikke gjorde sagen bedre, og han fandt derfor heller aldrig sin naturlige plads i bandet. Da hans stofmisbrug efterfølgende langsomt eskalerede, for til sidst at vokse ham over hovedet, endte det sørgeligt nok med at køre ham helt ud på et sidespor.

 

Læs anden og sidste del af historien her

Den hele og fulde historie om Det Ganske Lille Band vil udkomme i bogform maj-juni 2018. Historien vil blive fortalt til Thomas Vilhelm og udgives på forlaget DreamLitt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA