Nelson Can er klar til Roskilde 2018: Tre musketerer med noget på hjerte

Nelson Can er klar til Roskilde 2018: Tre musketerer med noget på hjerte

De er blevet spillet flittigt på BBC 1 og 6, hvor de er blevet fremhævet af en række prominente værter, de har været P3’s Uundgåelige, de har spillet til P3 Guld, og de er netop blevet offentliggjort til Roskilde Festival 2018. Der er fuld fart på Nelson Can i disse dage, hvor de er aktuelle med deres blændende nye udspil, EP3, men faktisk var det lige før, Selina, Signe og Maria trak stikket på bandet. GAFFA har mødt den pt. sejeste trio i dansk rock til en snak om at skrabe bunden, før man kan sigte efter stjernerne.

Det skulle jo egentlig have været en god ting at lave et album. Kulminationen på mange års bandvirksomhed, endeløse turneer og benhårdt arbejde med musikken. I stedet for var det ikke en følelse af eufori, der fulgte, da Nelson Can i september 2014 kunne smide deres fuldlængde-debut på gaden. Tværtimod. Nu er bandet tilbage med en stak nye sange på den diskret betitlede EP3, sange der er så markante og slagkraftige, at GAFFAs nye chefredaktør ikke tøvede med at smide pigerne på forsiden efter at have hørt ep’en igennem et par gange. Og for bandet selv er det en helt anden fornemmelse, de står med i dag, men først skal vi tilbage til 2014 og tiden omkring Now Is Your Time to Deliver – en plade, bandet konsekvent omtaler som ”det fucking album”.

Signe SigneSigne (bas, red.): – Der var et meget stort pres om, at vi skulle lave det der fucking album. For det var egentlig ikke vores drøm at lave et album, det var mere et forventningspres udefra, for egentlig passer ep-formatet meget bedre til os.

Selina Gin (sang, red.): – Det var et pres udefra, som vi tog til os. Der var ikke nogen, der sagde til os, at vi skulle lave et album…

Signe: – Nej, men der er meget snobberi internt i branchen. Der synes at være ret bred enighed om, at man ikke er et ”rigtigt” band, hvis ikke man har lavet et album. Så det endte med, at vi bare skulle lave den plade, så vi kunne komme videre. Til sidst skulle det bare overstås, og det hele blev enormt presset, så vi ikke fik det forløb ud af pladen, som vi gerne ville have haft. I det hele taget fik vi ikke det ud af den plade, som den havde fortjent. Så efter det gik gassen lidt af ballonen.

Selina: – Det skal også siges, at vi var meget frem og tilbage under processen med at indspille albummet. Efter vi havde indspillet alle numrene, fandt vi ud af, at optagelserne ikke var gode nok, så vi var nødt til at indspille dem igen. Det var virkelig op ad bakke, og sådan var der en masse ting, der blev ved med at trække ud i forhold til den plan, vi havde lagt. Så da pladen endelig blev udgivet, var det nærmest en lettelse at slippe den. Vi var ikke trætte af den, men vi var heller ikke helt oppe at køre over den, sådan som man helst skal være, når man lige har lavet et nyt album. Det havde taget så lang tid, og det havde tæret hårdt på os alle tre og vores indbyrdes forhold. 

Signe: – Vi har altid snakket om, at man kan være for syg til at gå på arbejde eller til at tage i skole, men af en eller anden grund er man aldrig så dårlig, at man ikke kan spille en koncert. Man står det altid igennem. Men så pludselig, da vi for to år siden skulle spille en koncert i Holland, siger Selina til mig: ”Ej, kan vi ikke bare sige, at vi er blevet syge?”

Selina: – Det er den eneste gang, der er nogen af os, der har sagt det.

Signe: – Da hun sagde det, kunne jeg mærke et eller andet gå i stykker i forhold til bandet, og de følgende måneder var der bare noget, der ikke var, som det skulle være.

Pigerne satte sig ned og tog en alvorssnak om tingenes tilstand, og for at de havde en udenforstående med, tog deres booker, Jesper Kemp, også del i samtalen og skar pludselig ind til benet, da han spurgte: ”Gider I overhovedet at spille sammen mere, eller vil I stoppe?”

Maria Juntunen (trommer, red.): – Han stillede det der spørgsmål, ingen af os andre havde tænkt på at sige højt.

Signe: – Som i alle andre forhold, om det er et venskabsforhold, et kærlighedsforhold eller et band, er man nogle gange nødt til at sætte sig ned, se hinanden i øjnene og sige: ”Vil vi gøre det, det kræver at reparere det her, eller skal vi stoppe?” Det var et ret afgørende punkt for os, og jeg synes, det siger meget om os som band, at vi tog fat i vores booker og sagde: ”Hey Jesper, du har været med hele vejen. Vil du ikke komme og mødes med os og hjælpe os med at tale sammen. Vi vil gerne hinanden, men ikke under de her omstændigheder.” Han har altid været en mentor for os og hjulpet os igennem rigtig mange ting.

Selina: – Forud for den samtale havde der været enormt meget irritation i øvelokalet, fordi vi hele tiden var så opmærksomme på hinanden i stedet for bare at spille. Det ødelagde alle vores øvesessions.

Signe: – Ja, jeg kan kun huske to gode øvere, hvor vi spillede igennem og havde det fedt, fra den periode. Vores sangskrivning stoppede, og vi havde nærmest ikke lyst til at se hinanden mere.

Musikken på pause

Resultatet blev en aftale om at stoppe med at spille musik i en periode og fokusere på venskabet i stedet for. Før kunne de ikke komme videre. Aftalen blev, at de kun måtte ses, når de drak øl eller spiste sammen. Ingen ture i øvelokalet, ingen koncerter – alt blev sat på stand by. Der blev sagt nej til alt.

Maria: – Det var ret vildt at gå fra at have to ugentlige øvere – hver onsdag og lørdag – til pludselig at have en masse fritid. Hvad skulle vi bruge den til? Vi kunne jo ikke gå ud og drikke øl med hinanden hele tiden.

Signe: – Nej, og det første halve års tid skulle vi virkelig tage os sammen for at gå ud og få drukket de der øl sammen.

Selina brugte tiden på at lave en masse musikalske samarbejder på kryds og tværs sammen med sine medstuderende på konservatoriet, Maria tog en uddannelse som kok og spillede med andre bands (blandt andre Hun Solo, red.), og Signe studerede music management og lavede en del management – blandt andet for den danske sangerinde Gurli Octavia og fremadstormende The Entrepeneurs.

I slutningen af 2015 skulle Signe på studietur til L.A., og hun forlængede turen, og Maria tog over Atlanten og sluttede sig til hende. De tilbragte dagene med at køre rundt i sportsvogn og nyde livet, og venskabet begyndte atter at føles så stærkt, at det igen kunne komme på tale at begive sig ud i musikken. Nye musikalske idéer begyndte så småt at tage form, og Signe og Selina tog til Spanien for at skrive sange. En tur, Maria var glad for, at hun ikke var med på.

Signe: – Vi tog til Spanien sammen for at skrive sange, men endte med at drikke os fulde alene i en hytte på et bjerg og sidde og råbe og skrige ad hinanden. Det var ikke særlig sjovt, men det hjalp åbenbart, for da vi kom hjem igen, var vi klar til at tage i studiet og lave den nye ep. 

Selina: – Ja, da vi kom ud på den anden side havde vi virkelig et drive og en lyst til at lave denne her ep, og det gik meget hurtigere, end det nogensinde har gjort før. 

I maj 2016 gik pigerne i studiet med en samling nye sange og indspillede det, der blev til EP3 på en uge. Der blev endda skrevet nye numre i studiet. Noget helt nyt for Nelson Can.

Selina: – Der kom der hul på noget, og vi kiggede på hinanden og sagde: ”Hey, vi ka’ sgu endnu!”

Signe: – Ja, vi kan endda mere, end vi kunne før. Vi er blevet bedre sammen. Vi har været ude at opleve nogle ting hver for sig, som vi kan tage med i sangskrivningen.

Da EP3 var færdigindspillet, var bandet klar til at kontakte et pladeselskab og et managementbureau, og det var vigtigt, at tingene fik lov at tage den tid, de skulle. Der blev ikke sat nogen releasedato på pladen, før de praktiske ting var overstået. Og på en fælles tur til Texas og SXSW-festivalen som ”almindelige gæster” begyndte det at krible efter at komme ud at spille igen.

Maria: – Interviews, photo shoots og det at indspille i studiet er alt sammen fint nok, men det er, når vi spiller live, at Nelson Can peaker for mig. Det er der, jeg husker, hvorfor jeg gør det her, selvom der også er et fuldtidsarbejde at passe.  

Vi har været nede på bunden

Tidligere har pigerne udgivet på deres eget pladeselskab (Like A Can Of Beans Records, red. ) og selv stået for management, men når man selv står for alt det praktiske, bliver der pludselig ikke meget tid til overs til at lave musik.

Signe: – Tidligere har det dels været af nød, vi har gjort alting selv. For vi er ret perfektionistiske, og tingene skal gøres ordentligt. Desuden har det været svært at finde nogle, der har haft de samme ambitioner for det her band, som vi selv har, og det var først, da vi begyndte at hvile mere i os selv og blev mere sikre på, hvem vi var, at andre også kunne begynde at se det.

Således udkommer EP3 på det engelske pladeselskab Alcopop, og bandets management har kontorer i London og New York. På den måde havner de administrative opgaver i andres hænder, så trioen kan koncentrere sig om at lave musik. 

Selina: – Vi er tilbage til udgangspunktet og grunden til, at vi startede bandet i sin tid. Vi er venner, vi har det fedt sammen, og vi passer på hinanden. Hvis ikke vi var venner i det her, hvad skulle vi så med det?

Signe: – Nogle musikere vil gerne tjene masser af penge og have et hit – og det vil vi naturligvis også, men det er bare ikke den primære drivkraft. Mit mål med det her er at udtrykke mig og se verden sammen med nogle mennesker, jeg holder af. I november skal vi 14 dage til England, og hvis ikke man også gør det for den oplevelse sammen, så kan det let blive 14 meget lange dage i en minivan.

Hvordan fungerer det at balancere livet som musiker med en travl hverdag? Det er jo ikke Nelson Can, der betaler regningerne …endnu. 

Signe: – Jeg kan godt lide, at ansvaret med at betale husleje ikke ligger hos bandet, for det giver en enorm frihed i forhold til musikken. Der er godt nok nogle, der siger: ”Jamen, I er jo ikke professionelle musikere, hvis ikke I kan leve af jeres musik”, men som musikere og mennesker har man forskellige ambitioner .

Selina: – Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, men det her føles rigtigt for os, og jeg synes helt klart, vi er professionelle musikere, fordi vi udøver vores musik på det plan, vi gør.

Signe: – Ja, og jeg synes kun, vi bliver bedre til det. Vi har været nede at kigge på bunden og nærstudere den lidt. Det var ikke noget for os, så nu prøver vi at gå efter toppen i stedet for.

 

Sangene på EP3

Break Down Your Walls

Signe: – Den handler om angsten for at være angst. At fucke ting op, fordi man er bange for at fucke dem op. Man spænder ben for sig selv hele tiden. Og på den anden side er der en modsætning, der siger ”ro på, vi skal nok klare den”. Det er noget, mange går og bokser med indeni, at gå og være angst, mens man prøver at berolige sig selv, og det handler også om at prøve at være åben omkring, at det er de kampe, man går med, at kunne sige højt: ”Jeg har det pisse dårligt!” Og så måske også acceptere, at det også er en del af livet. Verden behøver ikke at falde fra hinanden, fordi man har det dårligt, men man kan prøve at acceptere det og være i det. Man skal heller ikke være bange for at bede om hjælp, så man ikke skal stå med det hele selv. Men når det så er sagt, er der også en ting i vores samfund med at fikse ting i en helvedes fart, hvis der er noget galt. Måske er det helt okay at have det lidt ringe engang imellem, uden at man skal sætte himmel og jord i bevægelse.

Downtown

Selina: – Det er en sang om at have det dårligt med sig selv, og så i stedet for at gøre noget godt for sig selv, så gøre det værre ved at gøre noget, der ikke er så godt. Nogle gange kan jeg for eksempel godt have brug for at drikke mig skidefuld, selvom jeg ved, jeg skal noget vigtigt dagen efter, fordi jeg ved, det er den eneste måde, jeg kan komme igennem dagen på. Jeg ved jo også godt, jeg ikke skal spise den der plade chokolade, fordi jeg får det fucking dårligt bagefter, men jeg gør det alligevel, fordi jeg får det bedre, før jeg får det skidt. Man er ikke på toppen, men man gør det værre med vilje.

Digging Your Grave

Signe: – Den handler om meget af det samme som Downtown. Selvsabotage og den konstante søgen efter perfektion, som er fuldstændig ligegyldig, fordi det perfekte ikke eksisterer. Det er en søgen efter det, man aldrig får. Man ved godt, man ikke kan opnå det, og det er derfor, man vil have det. Det er mig, der har skrevet teksten til sangen, og jeg kan egentlig godt lide, at den er kort, for den handler om noget, jeg selv har været igennem, og jeg vil gerne have, at den repræsenterer en kort del af mit liv – jeg vil ikke have, at den fylder for meget. Det er en aktiv beslutning.

Interlude

Selina: – Den lægger sig rent musikalsk op ad Miracle. Den starter med nogle tanker, der kører inde i hovedet på en person, og man kan høre, der foregår et eller andet.

Signe: – Rent melodisk er den forløberen for Miracle, men den kunne ikke komme videre, så vi parkerede den oprindelige melodi og skrev Miracle hen over den i stedet for.

Miracle

Signe: – Det har været en ret lang proces med melodien til denne her, men i takt med at vi fik løst mere og mere op for de interne problemer, vi havde, kom der mere flow i sangene.

Move Forward

Selina: – En sang om at komme videre og bevæge sig fremad. Arbejde med sig selv og hinanden.

Signe: – Der er også en slet skjult reference til Martin Luther King i den. En del af overvejelserne i teksten i denne her sang har været, at hans taler handlede om at bevæge sig fremad og være mere fremsynede og behandle mennesker lige på tværs af racer. En problemstilling, der desværre stadig er aktuel, og for mig personligt har jeg smidt en ekstra dimension på, hvor det også handler om religion og seksualitet. Vi diskriminerer hinanden ad helvede til hele tiden. Er vi vitterligt ikke kommet videre? Der er et element af protestsang i den.

Selina: – Når vi spiller den live, får jeg sådan en Jefferson Airplane-følelse, hvor jeg føler mig lidt som Grace Slick, der får lov til at stå og synge det der vildt fede omkvæd. Det er meget opløftende!

Stonewall Frank

Signe: – Vi binder en sløjfe i forhold til vores første ep med det nummer.

Maria: – Det er den eneste sang, jeg har været med til at skrive tekst til. Selina og jeg har siddet og skrevet nogle tekster sammen – det har vi ikke gjort før, og det ping-pongede sgu meget godt. Sangen er en meget straight up historie om en kvinde, der er ude at køre og kører forbi Stonewall Inn, der er en gay bar i New York, hvor Stonewall riots startede i ’69. Der møder hun en drag queen, og de tager på bar sammen. En meget punket sang med en fin lille historie.

 

Landevejens udfordringer

Enhver musiker kan skrive under på, at livet på landevejen ikke altid er nogen dans på roser. Det gælder også for Nelson Can, der har mødt deres del af udfordringer, når de har været ude at spille.

Ingen i Assens

Maria: – Vi skulle spille i Assens, og da vi kom til spillestedet, var der kun en rengøringsmand, og da vi skulle spille om aftenen, dukkede der kun tre publikummer op.

Selina: – Ja, og de tre fik ”one hell of a concert”. Der blev ikke holdt tilbage!

Håbløst udstyr i Spanien

Signe: – Vi har været ude at spille nogle koncerter, hvor udstyret har været decideret håbløst, men det er ikke noget problem, hvis man har den rette indstilling til det. Da vi spillede til Monkey Week i Spanien, var der ingen lydmand, den ene forstærker fungerede ikke, og Selina var nødt til at løbe tilbage til hotellet og hente et par gummisko til mig, sådan at jeg ikke fik stød gennem gulvet. Vi skulle selv styre mikserpulten og lave vores lyd, mens vi spillede koncerten. Der kunne vi godt have lavet en scene eller begyndt at bekrige hinanden, men vi valgte at få det bedste ud af det og få en fucking sjov koncert ud af det. 

Lånt baggear i London

Maria: – I juni skulle vi spille i London, hvor vores management gerne ville se os spille live, før de gik videre med os. Jeg skulle låne baggear af det band, vi varmede op for, et noget større band, vi deler pladeselskab med. Aftalen var, at jeg skulle låne hans trommer – bækkener havde jeg selv med.  Og da jeg så gik over for at se på trommerne sammen med ham, fik jeg at vide, at jeg ganske rigtigt godt måtte låne hans trommer – men ikke hans stativer. Vi var lige fløjet ind fra Danmark, og jeg var lige på grænsen til at være ”hangry”, men jeg fandt det store smil frem og sagde ”okay!” Og så måtte jeg ellers om i deres baglokale og rode rundt efter nogle gamle stativer og noget gaffatape, så jeg kunne få det til at fungere. Det var virkelig underligt.

The show must go on

Signe: – Sidst vi spillede i London, gik strømmen i hele blokken, men jeg havde en ”hollow body”-bas, jeg fandt frem, og Maria spillede lige så stille, mens Selina sang uden mikrofon, og vi fik publikum til at lave lys på scenen med deres telefoner. Det var en megasej oplevelse!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA