Bruno Mars-interview: Min musik skal give lyst til at danse, blive forelsket, græde, elske, alt

Bruno Mars-interview: Min musik skal give lyst til at danse, blive forelsket, græde, elske, alt

Bruno Mars er netop blevet offentliggjort som det første hovednavn på Roskilde Festival 2018, og i den forbindelse bringer vi dette interview, som man tidligere har kunnet læse i GAFFA december 2016.

– Min musik skal bringe lykke til mennesker, bringe lykke til mig selv. Det skal give lyst til at danse, blive forelsket, græde, elske, alt.

Bruno Mars, med det borgerlige navn Pete Gene Hernandez, sidder tilbagelænet i sofaen på et højloftet hotelværelse. Hans skinnende joggingsæt og guldkæderne om hans hals og håndled står i kontrast til det blege vinterlandskab uden for vinduet, hvor sneen ligger tungt over storbyjunglen. GAFFA er taget til Stockholm for at møde sangeren inden udgivelsen af albummet 24K Magic. Hotellet ligger ned til havnen, hvor frosten har ramt vandet, og kolde vinterbriser stryger over gaderne. Vi er langt fra den amerikanske glamour, de skummende champagneflasker og halvnøgne kvinder, der ruller over skærmen i musikvideoen til hans seneste single 24K Magic. Mars tager et hvæs af sin cigaret, lader røgen stryge ud af det åbne vindue og slår ud med armene.

– Det er meget enkelt. Jeg vil skabe musik, jeg kan være stolt af. Musik, der gør mig lykkelig. Når du har lagt sidste hånd på det, er du ligeglad med, hvad alle synes om det, for du ved, at det er det bedste, du har kunnet præstere. Jeg ønskede at lave en film, og hvis du satte dig i et biografsæde og så filmen, ville 24K Magic være første scene, der løb over skærmen. Det var min vision, og jeg vidste, at albummet skulle hedde 24K Magic. Jeg begyndte derfor at reflektere over, hvordan det føltes, og mit udgangspunkt var dét nummer. Det er invitationen til festen, og albummet fører dig igennem det univers fra begyndelsen til enden.

Festens benspænd

Selvom livsnyderiet bliver hyldet med vuggende rytmer og et sorgløst udtryk, er det alligevel fire år siden, at Mars udgav albummet Unorthodox Jukebox (2012), og det var derfor ikke en dans på roser at træde ind i studiet igen. Han måtte længe balancere på en knivsæg mellem at føle sig fængslet og samtidig være kreativ.

– Det var sjovt i begyndelsen, fordi jeg havde været på landevejen så længe, men jeg nåede til et punkt, hvor jeg fik skriveblokade, blev frustreret og egentlig mest af alt bare fik lyst til at flygte fra studiet. Til gengæld havde jeg en mission, jeg var stålsat på resultatet og havde ikke tænkt mig at stoppe, før jeg var færdig, forklarer han lattermildt.

En af grundene til, at arbejde var vanskeligt, var nødvendigheden af at holde frustrationen i skak, fordi den virkede kompromitterende for livsglæden og feststemningen, der vægter tungt på albummet.

– Når du føler dig frustreret, er det bedre at tage hjem. Du er ikke i stand til at fange essensen af det, du vil gerne vil skabe. Det er det samme som en god samtale. Du vil fange stemningen i rummet. Du skal skrive en artikel, ikke? Det, du gerne vil gøre er, at du vil beskrive stemningen i rummet. Den ginger ale, der står ved siden af mig, det åbne vindue og fuglene, der kvidrer. Det er svært, for nogle gange kan du skrive noget, der får artiklen til at virke corny. Eller du kan sige noget, der får den til at virke uærlig eller uautentisk. Det er præcis det samme, jeg gør. Jeg skal fange en sensibilitet, der virker ærlig og ægte. Når du hører 24K Magic, kan du forhåbentlig høre, at jeg smiler, og at jeg føler mig lidt mere fabelagtig i det øjeblik. Jeg har lyttet til det nummer i to år, og jeg bliver stadig begejstret, når jeg spiller det. Nogle andre sange har jeg kasseret, fordi jeg ikke følte, at de kunne stå distancen over tid, fortæller Bruno Mars.

Opgøret med singleformatet

Bruno Mars har tidligere udtalt, at 24K Magic er hans bedste album til dato. Et selvsikkert udsagn, der rammer ned i hjertet af ikke bare hans jernstøbte selvtillid, men også måden, årene har formet ham. Han opfordrer samtidig alle lyttere til at høre albummet i sin helhed. En udtalelse, der trodser musikindustriens favorisering af singleformatet.

– Jeg bliver forhåbentlig en bedre udgave af mig selv for hvert år, der går. Jeg kan bruge det, jeg lærte på debutalbummet og kombinerer det med den viden, jeg har fået på dette album, fortæller han og fortsætter: – Jeg ønsker, at man lytter til albummet i sin helhed, for jeg vil gerne have, at folk ser mig. Det kan de ikke, hvis de kun lytter til én sang. Forhåbentlig tegner der sig et billede af min vision, når man lytter til hele albummet. Du kan se filmen for din indre nethinde. Jeg håber, du kan se passionen, som jeg har lagt i alle sangene.

Han tager en tår af sin sodavand, tænder endnu en cigaret. Tænker sig om et øjeblik og kommer frem til en uventet sammenligning.

– Folk skal indse, at det her er, hvad jeg bringer til bordet. Jeg elsker alle typer af musik, men det ville være kedeligt, hvis vi alle lavede det samme, bare fordi det er moderne lige nu. Det giver ingen mening. Det svarer til, at jeg nægtede at tage til Sverige. Jeg bor i LA, du ved. Men vil jeg ikke gerne lære om Sverige, når jeg har muligheden? Hvorfor ikke gøre det? Det er, hvad jeg bringer til bordet. Du behøver ikke spise det, hvis du ikke kan lide det. Det vigtigste er, at jeg kan lide det, og at det tænder mig. Jeg er som en kok, der tilbereder spaghetti på den måde, jeg bedst kan lide det. Jeg ved, at der findes krydderier, som folk godt kan lide, men jeg tilbereder det på den måde, jeg har lært, og som jeg synes smager bedst.

Det tidløse udtryk

At Bruno Mars har forsøgt at ramme ned i et tidløst udtryk, blev også cementeret med Mark Ronson-samarbejdet Uptown Funk, der blændede op for stærke referencer til firsernes electro-funk. Det er da også de store funk- og soulhelte, der kaster skygger over hans musik, men umiddelbart mener han ikke, at musikken bør falde under betegnelsen retro.

– Jeg elsker liveinstrumenter og harmonier. Det er min musiksmag. Der er mange mennesker, der kan lide at bruge ordet ”retro”, men det lyder retro, fordi der er en basgang. 24K Magic (imiterer basgangen) virker retro, fordi der er en bas, der spiller. Du hører det ikke, men du kan huske, at du har hørt det i tresserne, halvfjedserne, firserne og halvfemserne. Det er en ægte guitar. Det er rigtige trommer. Det får folk til at tænke, at det er retro. Sandheden er, at det bare er et orkester. Sådan lyder et funk/soul-orkester bare. Det er ikke til at skjule. Det er bare den naturlige lyd af rigtige instrumenter. Hvis det virkelig var gammelt, ville folk ikke kunne lide det, for de havde allerede hørt det tidligere.

Det fornægter sig ikke, at Mars er inspireret af den tidsånd, der ligger til grund for funkmusikken. Hvis man slår ”retro” op i ordbogen, bliver det betegnet som et udtryk, der genoptager elementer fra tidligere retninger. Det udvikler sig derfor til en længere diskussion om retro-begrebet, da jeg mener, at argumentet om instrumentering virker lidt letkøbt.

– Vi lyttede selvfølgelig til musik fra halvfemserne, da vi indspillede albummet og det har været med til at forme udtrykket. Da jeg var barn, vidste jeg, at jeg ville være Bobby Brown. Det var den musik, jeg lyttede til. Det kommer fra et uskyldigt sted, der bare handler om at synge sangen. Med Versace on the Floor ville jeg gerne lave en sensuel melodi og lyde på en bestemt måde. Det er en kunstinstallation. Jeg forsøger at fange et bestemt øjeblik, der føles på en særlig måde.

Bruno Mars er ikke bleg for at indrømme, at han i virkeligheden ikke er meget for at skulle beskrive sin musik med ord, og det er derfor, at retro-begrebet lyder skurrende i hans ører. Han retter i stedet min opmærksomhed på et helt særligt fotografi, der hænger i hotellets lobby.

– Det er et fotografi af Elvis’ guldjakkesæt, som han bar i halvtredserne, men fotografiet er skudt med et moderne kamera. Når jeg ser på det billede, har jeg lyst til at købe det, for det har alt, hvad jeg elsker. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det giver mig en god følelse. Jakkesættet er tydeligvis ikke moderigtigt, men man kan se det i høj opløsning, så du får en kombination af alt, du elsker. Jeg elsker guld, jeg elsker at klæde mig pænt på, Elvis var fantastisk. Hvis du ikke tager noget, du elsker og gør det nutidigt, hvad var så meningen? Hvorfor var der en Michael Jackson, hvis vi ikke lærte fra ham? Min pointe er, at jeg ikke aner, hvorfor jeg elsker det. Det er musik. Det er ikke meningen, at det skal dissekeres. Det er naturligt for lytteren at ville forstå musikken, men det skal ikke forklares. Du skal trykke på play-knappen og føle, om musikken gør noget ved dig. Ja eller nej.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA