C.V. Jørgensens "Storbyens små oaser" fylder 40 i år – vi går tæt på klassikeren

C.V. Jørgensens "Storbyens små oaser" fylder 40 i år – vi går tæt på klassikeren

I maj 2017 fyldte C.V. Jørgensens klassiske album "Storbyens Små Oaser" 40 år. I anledning af at C.V. Jørgensen netop er blevet offentliggjort til Roskilde Festival 2018, bringer vi her en portrætartikel om "Storbyens Små Oaser". Artiklen indgår i GAFFAs bog "GAFFAs Kulturkanon" fra 2007.

Læs også to artikler om C.V. Jørgensen band fra 1976-1979, Det Ganske Lille Band, skrevet af gruppens trommeslager René Wulff.

Læs "Historien om Det Ganske Lille Band 1976-1979 del 1"

Læs "Historien om Det Ganske Lille Band 1976-1979 del 2"

Carsten Valentin Jørgensen har i sin lange karriere skabt en række album, der, fuldt berettiget, har fået klassikerstatus. Fra de funky rytmer og verbale pistolkaskader i 70’erne til den jazzede, blå tone og maleriske poesi i 90’erne. Her er historien om gennembruddet fra 1977, Storbyens Små Oaser.

– Desværre Henrik, jeg har simpelthen ikke tid. Du må nøjes med de andre denne gang. Men ring endelig en anden gang, hvis der er noget!

Dårlige og gode nyheder på én gang og C.V. Jørgensen i en nøddeskal. De gode nyheder er, at han arbejder i sit hjemmestudie i Birkerød på nyt materiale, og de dårlige, at han ikke vil forstyrres, når kreativiteten blomstrer, og derfor ikke har ønsket at udtale sig til denne artikel. Men også et selvforskyldt skud i foden fra denne skribent.

Jeg har gennem flere år været på god fod med Carsten Valentin og kender ham kun som venligheden selv – inklusive denne ombæring – men ved tilsvarende, at han ikke er en mand, som lader sig presse eller stresse, og som ikke ønsker at adaptere den tidstypiske trend: at multi-taske. Man ringer bare ikke til C.V. Jørgensen og beder om et længere interview til en artikel med en deadline, der ”kun” ligger 2-3 uger fremme i tiden. Så kære læsere: ”beklager, jeg glemte at bestille billet i tide.” Men når C.V. refererer til ”de andre”, er der ikke tale om hvem som helst. Nærmere bestemt drejer det sig om producer og guitarist Nils Henriksen, som har været C.V. Jørgensens tro væbner gennem hele karrieren, og guitarist og arrangør Ivan Horn, hans højre hånd i de tidligere år. GAFFA fik dem i tale, og selvom de begge indledningsvis mente nærmest intet at huske, kom den ene gode historie efter den anden på bordet, da d’herrer Horn og Henriksen fik tunet hukommelsen tilbage til tiden omkring 1977.

De mange kandidater

Valget til GAFFAs kulturkanon er faldet på Storbyens Små Oaser, selvom der i tilfældet C.V. Jørgensen er titler nok at vælge mellem. Der er Vild I Varmen, 1978, hvor bandet er lige så funky, og Carsten Valentin så nådesløs skarp og hudflettende, som på Storbyens Små Oaser. Der er karrierens kommercielle højdepunkt Tidens Tern fra 1980, med landeplagerne Costa del Sol og Sæsonen Er Slut, og otte år senere den både melankolske og rockede perle af et album, Indian Summer. Eller hvad med den country-inspirerede I Det Muntre Hjørne fra 1990 og det poetiske, afdæmpede mesterværk Sjælland fra ’94, hvor trompeten for første gang spiller en hovedrolle. C.V. Jørgensens samlede katalog er med andre ord præget af variation, dybde og udvikling og udgør nogle af de bedste plader, der er indspillet i kongeriget Danmark.

Fra Lyngby Hovedgade 84 E til landevejen

Brandmandssønnen fra Lyngby Hovedgade brød for alvor igennem med sit ”ganske lille band” i 1977 og indspillede og turnerede nærmest uafbrudt de næste par år. Unge Jørgensen havde allerede udsendt to album i samme navn, En Stynet Strejfer (1974) og T-shirts, Terylenebukser Og Gummisko (1975), der begge havde fået en vis opmærksomhed, men uden den store gennemslagskraft. Men da Entertaineren, Det Ganske Lille Band og Bellevue begyndte at klinge i æteren, fik et langt større publikum øjne og ører op for, at her var tale om noget ganske særligt. Det var langtfra nogen direkte blockbuster-succes, men via hårdt arbejde i studiet og på landevejen fik C.V. Jørgensen gennem de følgende år placeret sig som en af tidens skarpeste stemmer, hurtigste hjerner og som leder af et af landets flittigste koncertband.

Ved siden af Bee Gees-disco, jazz-rock, en spæd punk-bevægelse – og Abba og Gasolin’ på sidste vers – var det den politisk agiterende rock, som satte dagsordenen på dette tidspunkt i 70’erne. Blandt de mange, hos hvem C.V. Jørgensens tekster i disse år indprentede sig for livstid, var det nok de færreste, der mistænkte Carsten Valentin for at være æresmedlem hos Venstre eller Konservative. På den anden side lå hans stærkt billedskabende tekstunivers langt fra de parole-lignende svadaer, som andre markante danske grupper som Jomfru Ane Band og Røde Mor leverede. I stedet brugte C.V. lige dele pisk og gulerod, som kommentator og iagttager af alt fra magt og karrieremennesker (Entertaineren og Maskemesteren), livet på rock’n’roll-landevejen (Det Ganske Lille Band) , rødstrømperne og sommer-Danmark, som det er dejligst (Bellevue) og som skaber af egne små forrygende b-films-sekvenser (La Containe og Hamburger Sally) og lidt til og meget mere. Ikke siden Eik Skaløes enlige svale som steppeulv havde man hørt mage til magi med ord – tilsat musik – i Danmark. Bidende samfundssatire, fra ren lykkefølelse til dragende sortsyn, og eventyrlige fabler om menneskeskæbner. C.V. Jørgensen var – og forblev – landets første og eneste retmæssige pendant til Bob Dylan, hverken mere eller mindre.

 

PRODUCEREN – NILS HENRIKSEN

Nils Henriksen har produceret og spillet på et hav af forskellige plader. Blandt andet på næsten alt med Sebastian og Michael Falch. For C.V. Jørgensen har han produceret T-shirts, Terylenebukser Og Gummisko, Storbyens Små Oaser, Lediggang Agogo, Vennerne Og Vejen og Lige Lovlig Live. Han var fast musiker i C.V.’s band fra 1982-93 og indspillede i 2002 en ny version af Elisabeth sammen med C.V. og Tim Christensen til FN-støttealbummet Reminder.

Hvordan stødte du oprindeligt ind i C.V. Jørgensen?

– Jeg havde mit eget band Mo-i-Rana fra cirka ’72-’76 og blev i stigende grad involveret i sessionjob for andre og begyndte at interesse mig for teknikken og lyden bag studieplader i det hele taget og ville gerne arbejde som producer. Siden jeg havde hørt Beatles’ Revolver, havde jeg været bevidst om, at studieindspilninger ikke bare var live-optrædener på bånd. En dag gik jeg op til ejeren af pladeselskabet Hookfarm og sagde: ”I har brug for en producer, og det skal være mig!” C.V. var en af de næste, som skulle i studiet, jeg kendte ham ikke personligt, men havde godt hørt om ham og Ivan Horn. Som jeg husker det, var der ikke så meget snak, vi gik bare direkte i gang i studiet med det samme. Jeg syntes, det var vanvittigt spændende. Vi lavede T-shirts-pladen på otte dage inklusive miks. Carsten var glad for den. Han havde en fed humor og var sådan lidt sofistikeret, boheme-agtig. Folk har talt meget om, hvor venstre-orienteret han var, men i studiet var der ikke et milligram politik, overhovedet ikke. Allerede dengang var han fantastisk til at få sætningerne til at rime i det uendelige, for eksempel som på starten af Flik-Flakker (”Flik-Flakker/vi ruller & rakker/på asfalt, grus & slagger/motoren hoster & den hakker/en ragger sakker/bagud, hvis den snakker/hej makker/det er ligesom om, vi bakker”, red.)

Hvordan forløb arbejdet på opfølgeren Storbyens Små Oaser?

– Ja, det blev Carstens egentlige gennembrud, og mit gennembrud som producer. Der var sket vildt meget med ham, på ret kort tid. T-shirts... var en meget humoristisk plade, det var Storbyens... også, men på en helt anden måde, med meget dybere lag. Gert Smedegård havde været med på trommer tidligere. Nu var det René Wulff, en ”power-trommeslager”, som spillede helt anderledes. Det Ganske Lille Band blev hurtigt et meget sammentømret hold, som virkelig havde øvet og forberedt sig godt. Produktionen startede op i det gamle Werner-studie, men jeg syntes, at rummet var for dæmpet og tog den beslutning at flytte det hele over i Sweet Silence, som havde større og bedre lokaler. Først og fremmest syntes jeg, at det var nødvendigt for at få en god trommelyd. Det gik i det hele taget utrolig let med at få den rigtige lyd – ikke vellyd – men en rigtig lyd. Sangene var meget færdige, Ivan Horn var arrangør, så min primære opgave var at få lyden på plads og sørge for, at alle havde det godt. Det er relativt sjældent, at jeg har været i den rolle som producer.

Hvad gik du efter i produktionen?

– Jeg var helt klart opsat på at få en meget rå lyd, det var det, som klædte det hold.

Var det en svær plade at lave?

– Overhovedet ikke. Pladen blev lavet på 14 dage, inklusive miks, og der var ingen bump på vejen. De var godt forberedte og klædte hinanden perfekt. Vi havde det skægt, og tingene kørte af sig selv. Det betød ikke, at vi ikke arbejdede hårdt, for det gjorde vi. Det var to meget intense uger. På et tidspunkt, da Carsten skulle indsynge en vokal, sagde han: ”Gi’ mig lige to minutter”. Lidt efter kom han tilbage. Han havde ændret i teksten og sang nu den nye version.

Storbyens Små Oaser har med årene fået klassikerstatus. Vidste I dengang, at I var i gang med at indspille et mesterværk?

– Carstens potentiale var indlysende for alle involverede. Pladeselskabet vidste det også godt; det lå i luften, at der var et gennembrud på vej.

 

ARRANGØR OG GUITARIST – IVAN SONNE HORN

Ivan Horn har produceret, arrangeret og spillet guitar på adskillige danske plader. Blandet andet med Lotte Rømer, Drori/Hansen, Sofamania, Clausen & Petersen, Led Zeppelin Jam med flere. Hos C.V. Jørgensen har han medvirket som guitarist og arrangør på En Stynet Strejfer, Storbyens Små Oaser, Vild I Varmen og Solgt Til Stanglakrids. Spiller på enkelte tracks på T-shirts, Terelynebukser Og Gummisko.

Hvad var startskuddet til Det Ganske Lille Band?

– Jeg havde allerede arbejdet med Carsten på hans første plade, men vi var blevet uenige om nogle rettighedsspørgsmål. Carsten er ret konfliktsky, så vi fik ikke løst problemet ordentligt. Men da vi mødtes igen senere, snakkede vi om at lave noget sammen igen. Ved en fest hos Poul Bruun i efteråret 1976 blev vi enige om at sætte et band op sammen med Erik Falck og René Wulff. Carsten havde sangene, men overlod arrangementet af musikken til mig.

I mødtes hos Poul Bruun, sagde du, men han er ikke kendt som C.V. Jørgensens mand?

– Poul var producer på Christiania-pladen (1976, red) og havde været inde over Carstens nummer Ghetto Svend. Jeg var en del sammen med Poul Bruun på det tidspunkt. Faktisk fik han mig fritaget for militærtjeneste, da han skrev til forsvaret, at det ville være en økonomisk katastrofe i forhold til et studieprojekt med Kim Gustav. Jeg slap med tre måneders tjans, som nægter, hvor jeg brugte det meste af tiden på at spille bordtennis. Det er jeg ham evigt taknemmelig for! Jeg foreslog ham dengang at skrive kontrakt med Carsten, men det ville Poul ikke, da han syntes, at C.V. var for besværlig at arbejde med. Det ved jeg, at han har fortrudt senere. Nå, men efter festen begyndte vi hurtigt at øve ude i Brundby i Lyngby, hvor Carsten boede, og mange andre musikere holdt til. Rygtet om, at noget var i gære, må have løbet foran os, for da vi spillede vores første koncert i Musikcaféen i København, var alle pladeselskaberne der som hvepse. Vi valgte Metronome – ikke fordi de havde det bedste tilbud – men fordi de var de flinkeste folk.

Funky Town

Hvor var du selv henne, rent musikalsk, på dette tidspunkt?

– Jeg fik meget sent min første grammofon. Men i stedet for betaling for noget session-arbejde, jeg havde lavet, fik jeg i 74-75 lov til at forsyne mig med plader fra GDC. Jeg fik plader med Marley, Billy Cobham, plader fra selskabet Stax, The Meters, Doobie Borthers, Little Feat, J.J. Cale, Jeff Beck og blev utrolig påvirket af den ”funky” tilgang, som mange af de artister havde. Det passede fint med Carsten; han syntes, det var fedt, når det swingede. René kom fra rockbandet Sensory System, og Erik havde jeg selv spillet med i rock-opera-bandet Barborella. Så vi kom med hver vores ting og påvirkede hinanden på en god måde. Mit udgangspunkt har altid været, at tingene skal være lette. Det betyder ikke, at det ikke skal være hårdt arbejde, men det skal føles let. Og det gjorde det for os.

På hvilken måde fungerede jeres samarbejde mere præcist?

– Vi havde en meget klar arbejdsfordeling: Det var Carsten, som kom med oplægget til sangene, og jeg var arrangør. René og jeg havde altid tonsvis af idéer til, hvad vi skulle gøre. Nogle gange lavede Erik sine basgange selv, andre gange var det mig, som fandt på dem. Vi øvede enormt meget, tog i øvelejr og spillede simpelthen hele tiden. Vi ville vores eget og var meget tætte på hinanden.

I blev gradvist mere populære. Hvorfor holdt I kun så kort tid sammen?

– Det var et både hårdt og meget intenst arbejde, og langt fra den ”overnight” succes, som mange måske tror. Vi var ret autoritetstro, og fik vi at vide, at vi skulle ud at spille, så gjorde vi det. Vi spillede alt fra Falkoner Teatret for flere tusinde mennesker den ene dag, til ”Hønen” i Albertslund – hvor der kunne være 40 mennesker – den næste dag. Vi lavede tre lp’er på to år og spillede i samme periode et sted mellem 150 og 200 jobs. Storbyens Små Oaser var pladen, som skabte hullet, og vel solgte 4-5.000 eksemplarer det første år. Vild I Varmen fulgte op og kæmpede sig til at blive et hit og solgte cirka 25.000 det første år. På den tredje plade, Solgt Til Stanglakrids, var vi et hit med det samme og solgte 25.000 eksemplarer den første måned i handlen. Men vi var ved at være overanstrengte og var blevet mere kollegaer end venner. Inden en kort ferie sagde vi til vores bookingbureau, at vi skulle have tre måneders pause bagefter. Da vi kom hjem, lå der i stedet en turnéplan på tre måneder. Efter to koncerter knækkede René to sener i hånden, grundet overanstrengelse. Han skulle opereres, og vi måtte aflyse resten af turen. Ikke længe efter sad jeg i et studie og producerede pladen Møn Rock, da telefonen ringede. Det var Carsten. ”Det er slut”, sagde han, og det havde jeg det helt fint med og ønskede ham held og lykke på vejen fremover. Vi har aldrig arbejdet sammen siden. Det var på min 30 års fødselsdag.

  

 

Storbyens Små Oaser – sang for sang

 

Det Ganske Lille Band

Nils Henriksen (NH): – Nummeret, der endte med at blive bandets signatursang. Små humoristiske betragtninger fra landevejen hos bandet, der ikke selv er blevet stjerner endnu.

Ivan Horn (IH): – Jeg er skideglad for den guitarfigur. Den kom lige med det samme, da vi begyndte at øve, og sad lige i skabet. Nummeret stammer fra vores første øver i Brundby (firelænget gård/kollektiv, red.), hvor Carsten boede. Jeg er meget glad for det nummer.

 

Entertaineren

NH: – Kryptisk, storladent og mystisk. Hvem er han, ham entertaineren? Prøvede i overdubs at skabe en respons til det tunge groove. Vokaltricket med at fade backingvokaler ind og ud lærte jeg af produceren Roy Thomas Baker (Gasolin’, Queen, The Cars med flere) Han kunne li’ mit guitarspil og vidste, at jeg interesserede mig for at producere. Da han indspillede et band ved navn Lonestar, sagde han til mig, at jeg kunne komme og gå, som jeg ville under indspilningerne. Alle tonerne i vokalerne er indspillet tre gange på separate spor, og så mikset ned efterfølgende, og til sidst anvendt rytmisk. Det er det samme trick, han bruger på Bohemian Rhapsody, hvor vokalen siger ”Let me go-oh-oh-oh-oh”. Man kan ikke som sådan ”lære” at producere, så det var fantastisk for mig at få lov til at iagttage Roy Thomas Baker i aktion.

IH: – Carsten kom med nummeret, og jeg syntes, det var fedt. Starttemaet kom næsten af sig selv. Det er Niels Harrit på sax, der spiller soloen; jeg tror, det var fordi, jeg ikke rigtigt kunne finde ud af at spille soloen selv.

 

La Containe

NH: – Fyldt med charmerende sarkasme. Et fedt nummer og det modsatte af at være velovervejet. Da vi indspillede ”person-nummer-pladen” med Kim Larsen (231045-0637, ed.), sagde Larsen, at han ville indspille La Containe; han syntes bare, det var et fedt nummer. Men det blev ved tanken.

IH: – Riffet minder lidt om Steely Dan-nummeret Black Friday, fra albummet Katy Lied. En kanon tekst. Jeg kom selv meget på La Containe (ligger fortsat i Strædet, Kbh K, red.) dengang. Det var Finn Ziegler, som ejede stedet, og typisk ham selv, som spillede sammen med folk som Alex Riel på trommer og Hugo Rasmussen eller Bo Stief på bas. Jeg bestilte altid en fadøl og to frikadeller, satte mig ved et bord og kiggede på musikerne, der spillede.

 

Tobaksvejen

NH: – Et majestætisk nummer. Soloen er dobbelt-tracket slide-gutiar, det lægger nummeret op til.

IH: – En fed sang; alle i bandet var i øvrigt rygere. Jeg røg smøger, og Erik Falck røg pot dagen lang. Jeg kunne godt li’ slide-figuren, men den var tit svær at ramme. Vi spillede den aldrig så meget live, selvom den sjovt nok er med som live-nummer i den nye dokumentarfilm (CV – En Film Om Skygger Og Skønhed, red.).

 

Hamburger Sally

NH: – En tør klar sag. En formidabel tekst, der er det rene rap. Vi brugte en vildt kraftig kompressor på lilletrommen og har optaget trommerne ambient, altså med mikrofonerne placeret langt væk fra sættet. Af andre effekter brugte jeg generelt meget harmonizer på guitaren (gør lyden fyldigere, red.) og ret korte effekter.

IH: – Jeg lavede det lidt funky oplæg. Meget inspireret af J.J. Cale.

 

Storbybeduinen

NH: – Jeg ku’ godt li’ det nummer fra starten. Et af de få numre, hvor jeg var meget inde over arrangementet; det havde oprindeligt et helt andet groove. Trommerne spiller næsten udelukkende på tam’erne, og vi arbejdede meget og længe på basgangen. Jeg kan huske, at jeg havde en egen session med Erik Falck på dette nummer. Det hele er lidt pre-punket. Men de var hurtige til at fange idéen. Jeg brugte meget ambience på Ivans guitarlyd.

IH: – Henriksen ville ha’ rock’n’roll. Jeg var mere til det ”funky” dengang, men efter at Nils næsten havde brækket armen på mig, gik jeg med på hans idé!

 

Fra En Telefonboks

NH: – Det mest markante er den voicebox, der er brugt på guitaren. En ny effekt, der havde sin korte storhedstid. Funk var hot som stilart og dominerer denne plade. Ivan Horn spiller primært Telecaster på hele pladen.

IH: – Freddy Hansson var lige kommet hjem fra USA og havde købt en helt ny effekt-pedal, kaldet en ”talkbox”. ”Hvordan virker den?”, spurgte jeg, gik ind og prøvede den og indspillede på stedet det, som blev guitar-sporet til Fra En Telefonboks.

 

Bellevue

NH: – Den er meget klassisk i sin form og rent tekstmæssigt et helt forrygende tidsbillede. Arne Myggen, David Bowie og topløse piger, hvilket var nyt og vovet. Her skaber han virkelig sin egen verden kontra omverdenen. Den kærlige satire. Der er mange maj7-akkorder (akkord, som ofte spilles på guitar i funk og disco, red.), hvilket var noget, bandet generelt brugte meget.

IH: – Fra min side er den meget inspireret af George Benson, med brug af oktaver i det akustiske guitarspil. Vi prøvede forskellige ting til soloen, blandt andet en Santana-agtig-guitarlyd, men det fungerede ikke. Til sidst brugte jeg Sebastians akustiske guitar, som han havde glemt i studiet. Det tror jeg faktisk aldrig, han har fået at vide, men det kan han så læse nu. Jeg hørte senere, at det var det første rocknummer, som blev ønsket i Giro 413 (legendarisk dansk radioprogram med Jørn Hjorting, red.).

 

Abonnenten

NH: – Per Vium spiller klaver-soloen, som er dejligt skæv i det. Jeg mener, at det er Carsten selv, som spiller alle de akustiske guitarer på nummeret; der er brugt 3-4 stykker i alt. Fedt nummer.

IH: – Den sang har aldrig rigtig sagt mig noget.

 

Maskemesteren

NH: – Meget markant. Det er den hårde funklyd, som ligger helt fremme. Bassen bærer nummeret.

IH: – Jeg elsker det nummer, og for første gang nogensinde fik jeg ros af Nils Henriksen! Rytmefiguren er forsøgt lavet så enkelt som muligt.

 

 

C.V. Jørgensen – tidslinje og diskografi

9. maj 1950 Carsten Valentin Jørgensen fødes i Lyngby. Faren er autodidakt mandolinspiller og brandmand, og moren er syerske.

1960-70 Vokser op i karréen Langehave på Lyngby Hovedgade 84 E og går i den lokale folkeskole. Er først en ivrig fodboldspiller, men falder over musikken i de tidlige teenageår; primært for tidens pigtrådsmusik, som han ofte ser ”live” på Bakken. Begynder fra midt-60’erne at synge i bandet King Size.

1970 Faren dør. Møder Annemarie Albrechtsen, som han har holdt fast ved lige siden.

1970-1973 Bliver uddannet dekoratør i Magasin. Studerer senere til reklametegner på Københavns Kunsthåndværkerskole.

1974 Debutalbummet En Stynet Strejfer udkommer og opfølges kun af enkelte live-job. Ivan Horn er med som arrangør og guitarist, Erik Falck på bas og Gert Smedegård på trommer, med flere.

1975 Indspiller og udgiver opfølgeren T-shirts, Terylenebukser Og Gummisko med Nils Henriksen som producer.

1976 Kimen til Det Ganske Lille Band dannes ved en fest hos Poul Bruun i efteråret, bestående af C.V. på vokal og guitar, Ivan Horn på guitar, René Wulff på trommer og Erik Falck på bas.

1977 Starter indspilningen af det, som bliver til Storbyens Små Oaser i Werner Studios i februar. Produktionen flyttes til Sweet Silence, og indspilningerne færdiggøres i marts måned. Albummet udkommer, og bandet slår igennem med sange som Bellevue, Entertaineren og Det Ganske Lille Band.

På den efterfølgende turné kommer Ivan Horns gamle makker, Thomas Grue, med som guitarist.

Påbegynder indspilningen af Vild I Varmen.

1978 Det Ganske Lille Band kører i højeste gear i studiet og på plade. Vild I Varmen udkommer, og den spæde succes fra Storbyens... udbygges. Er bandet ikke i studiet, spiller de rundt omkring på landets scener. C.V. Jørgensen leverer de fantastiske sange Mig & Charley og Lidt Til Og Meget Mere til soundtracket og filmsuccesen Mig & Charley. Sanne Salomonsen leverer uforglemmeligt korarbejde.

1979 Indspiller og udgiver Solgt Til Stanglakrids, hvor der blandt andet uddeles bredsider til punk-bevægelsen (Surf A La Mode). Guitaristen Thomas Grue er i mellemtiden blevet udskiftet med Lotte Rømer på keyboards. Det Ganske Lille Band er nu et af tidens store hits og sælger lynhurtigt imponerende 25.000 eksemplarer. Søndags-Seancer og Senior & Søn – hvor sidstnævnte omhandler mediesensationen ’bombemanden fra Gladsaxe/det omvendte 7-tal” – er de store hits. Efter flere end 200 koncerter og tre album på to år får Ivan Horn et opkald fra C.V. Jørgensen, der meddeler, ”at det er slut”. Det Ganske Lille Band er fortid.

1980 I samarbejde med den dansk/amerikanske guitarist Billy Cross, indspiller og udsender C.V. albummet Tidens Tern, med Delta Cross Band som backing. Tekstmæssigt fortsætter han den skarpe, satiriske linje, med angreb på selvfede danskere i luksus-eksil og borgerskabet i øvrigt. Costa Del Sol bliver C.V.s største hit til dato, men indeholder en række andre perler. Pladen sælger mere end 100.000 eksemplarer og var og er den største, rent kommercielle, albumsucces, i C.V. Jørgensens historie.

1981-82 C.V. gearer ned og vender sig væk fra Costa Del Sol-hit-skabelonen. Teamer op med blandt andre Lars Hybel og indspiller Lediggang Agogo. Albummets højdepunkt er Elisabeth, C.V’s hyldest til sin egen mor. Rent lyrisk forlader C.V. den alvidende betragterposition og bruger i stigende grad jeg-formen, som han herefter fastholder. Centrale musikere omkring ham på dette tidspunkt – og de følgende 12-13 år – er guitaristerne Nils Henriksen, Lars Hybel og Aske Jacoby (to sidstnævnte ofte på bas), Jacob Andersen, perkussion, Gert Smedegård på trommer og senere Pete Repete, keyboards.

1985 Indspiller og udsender Vennerne Og Vejen.

1986 Optagelser fra koncerter landet over i februar udsendes på dobbelt-albummet Lige Lovlig Live.

1988 C.V.’s mor, Carla Elisabeth, dør. Efter et par af karrierens mere magre og mørke år udsendes den fantastiske og mere livsglade Indian Summer. Titelsangen bliver senere taget succesfuldt op af Sort Sol.

1990 Sortsynet er fortsat på retur på årets fine, afdæmpede – relativt akustiske – album, I Det Muntre Hjørne. Blandt mange perler er det Det Si’r Sig Selv, som bliver det største radiohit, med tekstmæssige linjer som: ”Der er næppe noget, der swinger/som Bjerringbro by night/hele hovedgaden emmer/af landmænd fit for fight”.

1991 Ved årets prisuddeling tildeles C.V. en Grammy i kategorien Årets Rockplade, og også statuetten i kategorien Årets Sangskriver. Priserne overrækkes af en begejstret kulturminister Grethe Rostbøll (K).

1992 Albummet 16 Hits udsendes med det bedste fra perioden med Det Ganske Lille Band og sparker nyt liv i – og finder nyt publikum til – de gamle sange.

1993 C.V. Jørgensen tiltrækkes i stigende grad af det enkle udtryk og påbegynder det samarbejde med Kasper Winding som producer, der året efter udkommer med titlen Sjælland. C.V. vender med egne ord ”rocken ryggen” og dyrker her til fulde den ”blå tone” med trompetisten Flemming Agerskov i en hovedrolle.

1994 Sjælland udkommer og får en generelt noget afventende modtagelse blandt anmeldere og publikum, som lige skal vænne sig til den nye stil. Sjælland vinder med årene og er i dag et album, om hvilket der står den største respekt. Rent verbalt markerer pladen den største modsætning til den rablende, nådesløse ”revolver-stil” fra 70’erne, med sin ordknappe, spirituelle poesi, som rendyrkes på albummets kun ni skæringer.

1995 C.V. Jørgensen tildeles Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat på 220.000 kr. Da det udløber, får han den såkaldte livsvarige kunstnerydelse på 115.000 kr. årligt med begrundelsen: "Pengene gives faktisk for de kunstneriske præstationer, som man har bag sig. Som en form for pension, hæder og anerkendelse." Vibeke Jakobsen, Statens Kunstfond.

1996 Det dobbelte greatest hits-album Skygger Og Magi – Syregrønne Evergreens 74-94 udsendes.

1996-2001 C.V. Jørgensen sætter tempoet markant ned. Når han spiller live, er det i den jazzede form, hvor gamle sange i flere tilfælde er omarrangeret til det nye udtryk.

2002 C.V. Jørgensen modtager IFPI’s Ærespris ved året Danish Music Awards. Samme forår udkommer Fraklip Fra Det Fjerne – hans første studiealbum med nyt materiale i otte år. Musikalsk i forlængelse af Sjælland, og som på dette med Kasper Winding i producerstolen.

2002-03 C.V. Jørgensen med band drager ud på en større landsdækkende turné og udgiver efterfølgende albummet Så Live Som Muligt, der udnævnes som årets bedste danske album i Ekstra Bladet.

2006 Tidens Tern er at finde på Kulturministeriets kanon. Jens Folmer Jepsen og Mads Kastrups film CV – En Film Om Skygger Og Skønhed vises på DR2. C.V. Jørgensen arbejder på nyt materiale hjemme i huset i Birkerød (det er stadig ikke udkommet i 2017, red.).

2010 I forbindelse med C.V. Jørgensens 60 års fødselsdag udkommer hyldestalbummet 12 bud på CV med fortolkninger fremført af blandt andre The Raveonettes, Sanne Salomonsen og Nanna.

2010 C.V. Jørgensen turnerer landet rundet med gammelt matariale, som i 2012 udkommer på livealbummet Sange fra scenen.

2016 Erik Falck, bassist i Det Ganske Lille Band, dør, 64 år gammel.

2017 Ivan Sonne Horn, guitarist i Det Ganske Lille Band, dør, 67 år gammel.

 

 

 

Læs også to artikler om C.V. Jørgensen band fra 1976-1979, Det Ganske Lille Band, skrevet af gruppens trommeslager René Wulff.

Læs "Historien om Det Ganske Lille Band 1976-1979 del 1"

Læs "Historien om Det Ganske Lille Band 1976-1979 del 2"

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA