Her er weekendens mest spændende koncerter

Her er weekendens mest spændende koncerter

Torsdag aka. lille-fredag er dagen, hvor man gerne må begynde at tage hul på weekendstemningen og forkæle sig selv med lidt godt til øregangene. Traditionen tro har GAFFA derfor udvalgt weekendens bedste koncerter til dig. Og det er vel at mærke koncerter, hvor der stadig er billetter at få. Klik på kunstnernavn for links til billetsalg og mere info.

TORSDAG DEN 26. OKTOBER

AARHUS:

Karl William, Train (spiller også Posten, Odense 28. oktober) 

Unge Karl William er højaktuel. Han har netop medvirket i tv-programmet ”Toppen af poppen”, hvor andre danske kunstnere har fortolket hans sange – og omvendt. Den rødhårede soul- og r&b-sanger har vundet danske hjerter med en karakteristisk vokal, melankolske melodier og eftertænksomme tekstunivers på hits som ”Blind igen” og ”Alt er fint” foruden 2017-singlen ”Forstenet”. Den unge herre har allerede tre udgivelser i bagagen, og i 2016 modtog han den eftertragtede P3-pris.

I sommer bedrev han en 4-stjernet koncert på Wonderfestiwall, der af GAFFAs anmelder fik kommentaren: ”Karl Willams helt store styrke er hans karakteristiske, lyse og nasale soulstemme. Hans dansksprogede tekster er heller ikke uefne og dejligt klichéfattige, melodierne er fængende, og hans musikere spiller glimrende.” 

Lyd + Litteratur-festival, Radar (fortsætter fredag)

Festivalen Lyd + Litteratur finder sted på Radar i Aarhus torsdag og fredag i denne uge. Flere har desuden oplevet snigpremieren i går aftes, onsdag, hvor Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard optrådte. I aften kan man blandt andre opleve den færøske sangskriver Teitur og fredag Nikolaj Nørlund. Alle kunstnere vil skræddersy en litterært inspireret koncert til en festival, der siden 2002 har udforsket spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst og dannet ramme om nye spændende konstellationer.

Gangway, Musikhuset (spiller også på Musikkens Hus i Aalborg den 27. oktober

Efter næsten 20 år kan du nu endelig (gen)opleve det danske indie-popband Gangway. Efter en stor reunion-koncert i DR Koncerthuset den 6. oktober giver de nu koncerter rundt omkring på de danske spillesteder – og torsdag aften er der endnu billetter at få til deres koncert i Musikhuset i Aarhus. Gruppen blev dannet tilbage i 1982, men gik fra hinanden efter opsamlingsalbummet Compendium i 1998.

Inspirationen kommer fra britiske grupper som The Cure og Pet Shop Boys, og på cirka 15 år formåede gruppen af blive et stort navn i Danmark med singler som ”My Girl and Me” (1986) og ”Mountain Song” (1992).

Gruppen vil blive gendannet med lineuppet fra deres sidste studiealbum That’s Life fra 1996.

HILLERØD:

Carl Emil Petersen, Klaverfabrikken (spiller også på Bygningen i Vejle den 27. oktober og Atlas i Aarhus den 28. Oktober )

De fleste er nok bekendt med, at sanger og sangskriver Carl Emil Petersen har revet sig løs fra bandet Ulige Numre og indledt en solokarriere. Hans første soloalbum, Natradio, udkom så nyligt som 6. oktober, og flere radiostationer har givet rigelig sendetid til sange som ”Finale på et filmset”, ”Skærgården” og titelnummeret ”Natradio”. Carl Emil har netop også åbnet op om hele processen til GAFFA Sesssions, og nu kan ”storbypoeten” opleves på egne ben til flere koncerter rundt om i landet – også denne weekend.

 

FREDAG DEN 27. OKTOBER

KØBENHAVN:

Arrested Development, DR Koncerthuset

For første gang nogensinde rammer det afrikansk-amerikanske hiphop-kollektiv Arrested Development dansk jord. Det sker i DR Koncerthuset, hvor de vil sprede sprød og livsglad hiphop, blues og soul. Den erfarne gruppe debuterede i 1992 med albummet 3 Years, 5 Months, and 2 Days in the Life Of … som er blevet fulgt op af flere udgivelser, senest albummet This Was Never Home fra februar 2016.

Moody + Sekuoia, Pumpehuset

Den unge sangerinde og producer, Moody, er måske et af de mest spirende talenter på den danske musikscene netop nu. Bag kunstnernavnet gemmer sig Josefine Moody Øland, og hun var én af de tre vindere af KarriereKanonen i år. Med tatoveringer, stilren pop og sprød vokallyd kan hun opleves til sit første store soloshow denne aften sammen med produceren Sekuoia aka Patrick Bech-Madsen, der vil overtage scenen efter hende med et ganske særligt lysshow, drømmende lydflader og club-lyde til de sene nattetimer.

ODENSE:

Kirlian Camera + Ras Bolding, Kulturmaskinen, Halloween-show

Klub Golem fejrer 11 års fødselsdag og kombinerer det med en stor halloween-fest. Det understreger de med en dobbelkoncert med italienske Kirlian Camera og Ras Bolding.

Kirlian Camera har rødder helt tilbage til 80’erne, men leverer stadig elektronisk musik med ægte italiensk karisma. Camera en af Italiens største navne inden for synth- og darkwave, men har også spor af goth, electronica, electropop, industrial og italo disco.

Ras Bolding deltager også på fødselsdagskoncerten. Til koncerten kan man få en smag på Boldings aktuelle musikalske fortolkninger af H. C. Andersens mørkere sider.

VORDINGBORG:

Phlake, Stars (spiller også Gjethuset i Frederiksberg 28. oktober)

Den selverklærede danske rythm’n’balls-duo er et fremragende liveband med masser af stærke og groovy sange i bæltet. Med mere end 80 millioner streams har duoen indtaget de danske hitlister med debutalbummet Slush Hours fra 2016, som opnåede platinstatus. Nu er de aktuelle med deres andet album Weird Invitations og er i øjeblikket på deres europaturné – og mon ikke fremføres en god håndfuld af de nye tracks, når kommer forbi de danske spillesteder Stars og Gjethuset i weekenden?

 

LØRDAG DEN 28. OKTOBER:

KØBENHAVN:

Gramatik, Den Grå Hal

Den slovenskfødte producer Denis Jašarević aka. Gramatik er ikke bange af sig – hverken når det kommer til at blande genrer eller at dele sin musik uden om den gængse musikindustri. Faktisk gør han det til en sådan grad, at albummet The Age of Reason blev udgivet i samarbejde med den ulovlige fildelingsside BitTorrent.

Gramatik slog for alvor igennem på den internationale musikscene med ”Hit That Jive”, som kombinerer et sample af The Nat King Cole Trios ”Hit That Jive Jack” fra 1940’erne med forskellige genrer som electro, dubstep og hip hop.

Lars Virkli, MellemRummet
Lars Virkli er en rutineret herre på den danske hiphops undergrundsscene, hvor han har bedrevet nogle af de bedste projekter med Asbestose og Tudsegammelt. Han er nu aktuel med soloalbummet Gennemrejse, som udkom i sommer. Pladen høstede hele 5 stjerner fra GAFFAs anmelder og blev beskrevet som ”lyden af en voksen rapper, der har erfaringerne fra scenen og eget liv med sig.”

Til denne velgørende intimkoncert vil der optræde tre mand på scenen på henholdsvis synthesizers, Midikeyboards og tør mikrofon. Desuden optræder Chewbacca, en kendt dansk rapper fra gruppen Dialekten, som support. Chewbacca udgav for nyligt sin debut-ep, Patina.

Koncerten er gratis, og alt overskud går ubeskåret til Mellemfolkelig Samvirkes skoleprojekter i Zambia.

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:
Suspekt, 26. oktober på Forbrændingen + 27. oktober på Gimle i Roskilde

Marie Key, 28. oktober på Train i Aarhus


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA