Historien om C.V. Jørgensens Det Ganske Lille Band – fortalt af trommeslageren, del 2 af 2

Historien om C.V. Jørgensens Det Ganske Lille Band – fortalt af trommeslageren, del 2 af 2

GAFFA modtog i maj – med stor tak – følgende artikel skrevet af René Wulff, der var trommeslager i Det Ganske Lille Band, C.V. Jørgensens band fra 1976-1979. Vi bringer artiklen igen i anledning af, at C.V. Jørgensen netop er blevet offentliggjort til Roskilde Festival 2018.

Til minde om Erik Falck og Ivan Horn

Læs del 1 her

Vi var nu nået frem til forsommeren ’78, og havde i mellemtiden fået overrakt sølvplader for femogtyvetusind solgte eksemplarer af ”Vild i varmen”. Vi fremstod endnu engang som kvartet og måtte med Thomas’ afgang bruge en del tid i øvelokalet på at omarrangere numrene. Vi havde gjort vores hjemmearbejde og følte os top-tunede, men kunne naturligvis ikke vide, hvordan publikum ville tage imod os i den ”gammel-ny” udgave. Men alle vores spekulationer i så henseende blev heldigvis gjort til skamme, og sommerturen blev en stor succes. Vi nåede næsten Danmark rundt, med femogtredive koncerter – herunder Roskilde Festivalen. Vores samspil var lige så tight som før, og vi følte os ikke hæmmede af Thomas’ fravær. Arrangementsmæssigt kunne vi godt savne ham, men ironisk nok virkede det, som om bandet med hans afgang blomstrede op og fik ny energi.

Bob Marley spillede på Roskilde Festivalen samme år, og vi tog turen videre med ham til Horten Festivalen i Norge. Her havde vi omklædningsrum lige over for hinanden i kælderen under et stort træhus, der var placeret inde på festivalens område. Bob Marley selv var høflig og hilste da også pænt på os, men virkede lidt sky og holdt sig mest for sig selv i et separat lokale. Hans musikere var mere åbne, og lige inden vi skulle på, kom de ind i vores omklædningsrum og spurgte, om de kunne låne vores Strobotunere (stemmemaskiner, der kan kalibreres og dermed også stemme et piano) – hvilket vi naturligvis gav dem lov til. Da vi, efter at have spillet vores sæt på festivalen, kom tilbage i kælderen, var der så tykt af røg, at vi næsten blev skæve af bare at gå den korte tur gennem gangen til vores eget rum. Inden Marley skulle på fik vores roadier – trods den noget nedsatte sigtbarhed i kælderen – afleveret vores tunere til hans musikere som aftalt. Da de efter koncerten blev leveret tilbage, fik vi, som tak for lån, samtidig overdraget en pose indeholdende tre joints af Havana cigar-størrelse, hvilket vi naturligvis i den grad bifaldt. Problemet var bare, at vi skulle ned gennem Sverige på vejen hjem og ikke turde krydse grænsen med disse kæmpe rumraketter liggende klar til affyring. Det blev derfor en meget lang, men også meget festlig aften på hotellet.   

Erik, Ivan og jeg havde inden sommerturens start sneget os til at medvirke på Lotte Rømers soloalbum, da indspilningerne foregik om natten. I bandet havde vi altid joket med, at hvis vi nogensinde skulle have en keyboardspiller med, skulle det være en gammel maskinsnedker – med et par afskårne fingre. Med andre ord – en keyboardspiller, der ikke spillede med arme og ben, men som enkelt og rytmisk kunne indpasse sit spil til den stramt opbyggede måde, vi arrangerede vores numre på. Lotte spillede rent faktisk sådan. Hun ikke var keyboardspiller i traditionel forstand og var derfor også noget begrænset i sit spil. Hendes force lå helt klart mere i det rytmiske end i det rent solistiske. Ivan, Erik og jeg så derfor en mulighed i Lotte som et nyt medlem af bandet og præsenterede idéen for Carsten, som dog var alt andet end begejstret. Efter vores oplevelse med Thomas var han nu af den overbevisning, at vi skulle forblive som kvartet og ikke rode os ud i flere eksperimenter. Men denne gang var det os, der pressede på. Et af de argumenter vi blandt andet brugte, var, at vi på denne måde også ville være i stand til at styrke vores korside. Vi havde aldrig helt på live-siden formået at leve op til vores plader i kormæssig henseende, og havde hidtil set os nødsaget til at kompensere for dette på anden vis.  Carsten var ikke døv over for vores argumenter, og overgav sig til sidst – om end noget modvilligt.


Fotosession i forbindelse med Lottes indtræden i bandet. Fra venstre mod højre: René Wulff, Ivan Horn, Lotte Rømer, Carsten Valentin Jørgensen og Erik Falck. (Privat foto)

Efter en tiltrængt ferie oven på sommerturen begyndte vi at øve med Lotte. Pressen fik hurtigt nys om dette, og i september 1978 var hun nu ”officielt” medlem af Det Ganske Lille Band. Vi arbejdede med nye numre til det kommende album (”Solgt til stanglakrids”) i et kælderlokale, vi havde lejet i Gasolins bygning på Avedøre Holme. Der var ingen tvivl om, at Lotte var en gevinst for bandet i musikalsk forstand. Vi fik med hende flere strenge at spille på og skabte dermed også en ny sound. Dette skyldtes ikke mindst, at Lotte – ud over keyboard – også spillede både bas og violin, og hendes basspil i et enkelt nummer frigav Erik til også at spille noget percussion. Hvor Ivan var ”instrumental-manden” med tone- og akkord-overblikket, havde Lotte styr på vokalharmonierne, som tilførte musikken det ekstra lag, vi hidtil havde savnet. Dog var der ét problem, som senere skulle vise sig helt afgørende for bandets forsatte eksistens. Lotte og Ivan var i mellemtiden blevet kærester og var flyttet sammen. På dette tidspunkt synes problemet dog ikke større, end det var til at leve med. Men senere, da Lotte følte sig mere etableret i bandet, voksede irritationen, hvilket kom til udtryk på forskellig vis og som til tider kunne have et noget farceagtigt skær over sig. Især Carsten synes at lide under dette ”hold i holdet” – og under alle omstændigheder var der endnu engang gået en flig af vores ellers så fasttømrede sammenhold.

Ivan var på mange måder en sær flyvsk person, som kunne være svær at fastholde med sit noget selektive forhold til virkeligheden. Han var bestemt heller ikke manden, der red samme dag han sadlede og besad desuden et ufatteligt sovehjerte. Det hændte derfor heller ikke sjældent, at vi lige skulle en tur forbi hans hjem i Larsbjørnsstræde, når vi skulle øve. Ivan havde på mange områder et stort hjerte, men også et stort ego, hvilket klart og tydeligt sås ved Thomas’ indtræden i bandet. Det var ingen tvivl om, at han betragtede sig selv som værende den musikalske ankermand, og den person bandet nærmest stod og faldt med i den henseende. Lige så flyvsk og fjern Ivan kunne virke i andre sammenhænge, lige så dominerende og selvbestaltet kunne han til tider være i den musikalske proces. Men hvis det i disse situationer udviklede sig til større konfrontationer, bakkede han som regel ud. Som jeg så Ivan, var han dybest set et menneske, der følte sig bedst tilpas og mest tryg, når han sad ved sit spisebord med en guitar i hånden og en kande kaffe foran sig, og således ikke behøvede at tage stilling til andet end den næste akkord.

Ivans og Lottes indspiste parløb – kombineret med vores grundlæggende forskelligheder – begyndte nu så småt at blive kilde til større uenigheder. Men uagtet de indbyrdes bryderier og den noget anderledes og mere tidskrævende arbejdsproces, vi havde gang i, skred det fremad i øvelokalet. Til forskel fra tidligere arbejdede vi denne gang ud fra mere skitseagtige oplæg, end med egentlige sange. Men trods denne arbejdsfacon havde vi efterhånden fået den instrumentale del af materialet klar til det kommende album. Vi ventede dog stadig på, at Carsten skulle færdiggøre teksterne, så også vokalsiden kunne komme op at stå. Han sang endnu, præcis som han plejede i denne fase, sine engelske vrøvletekster. En eftermiddag kom han ind ad døren til øvelokalet og så fuldstændig opgivende ud; satte sig på en stol, kiggede ned i gulvet og udbrød: ”Jeg kan ikke mere!”. Vi andre så desorienteret på hinanden og frygtede, at meldingen var, at han ville trække sig fra bandet. Endelig var der én der havde åndsnærvær nok til at spørge, hvad han egentlig mente, hvorpå Carsten udbrød ”Jeg kan ikke skrive mere”. På trods af situationens alvor åndede vi lettede op, for hans problemer i den sammenhæng, havde vi jo dealet med fra starten. Tekstskrivningen var en pinefuld proces for Carsten, og det tog hårdt på ham, hver gang han skulle levere tekster til et nyt album. På vores tidligere plader havde han siddet på kontoret i Sweet Silence og skrevet sine tekster færdige, mens vi andre var i fuld gang med at indspille. På ”Vild i varmen” er der rent faktisk to sange, som Stig Kreutzfeldt efterfølgende måtte klippe i og forlænge, da Carsten havde skrevet et A-stykke mere ind i teksten, end tilfældet var med den cue-tekst, vi havde indspillet efter. Nu prøvede vi efter bedste evne at opmuntre ham lidt og blev desuden enige om, at hvis han ikke kunne nå det til tiden, måtte vi ganske enkelt flytte studiedatoerne. Ved dette livede han lidt op, og vi kørte på – stadig med de engelske vrøvletekster. Carsten blev i øvrigt næsten færdig med teksterne, inden vi skulle i studiet, men de sidste linjer faldt som sædvanlig på plads i Freddys kontor i Sweet Silence Studio.

Carsten var ufattelig svær at blive klog på. Almindeligvis havde vi et fint forhold til hinanden med gensidig respekt, og Carsten og jeg så da også en del til hinanden i tiden efter, vi stoppede med at spille sammen. Men jeg har aldrig helt kunnet greje, hvad der egentlig foregik i ham. Umiddelbart kunne han virke meget åben og ærlig, men hen ad vejen fandt jeg ud af, at han var omgivet af et skjold, som jeg fik oplevelsen af, at kun hans kone, Annemarie, var i stand til at bryde igennem. Samtidig var han enormt konfliktsky og gik langt uden om direkte konfrontationer. Han brugte derfor helt bevidst andre til at gå sine ærinder, hvis og når han ønskede noget ændret, og vidste, at dette kunne skabe større diskussioner. I vores tilfælde var det almindeligvis Erik, han brugte som talerør, men vi oplevede også ved et par enkelte lejligheder, at det var vores manager, Jan Degner, der måtte gå Carstens ærinde. Det var selvfølgelig dybt frustrerende indimellem, at Carsten ikke selv havde mod til at tage diskussionen. Men han kunne ganske enkelt ikke tackle uenigheder og åben konfrontation og brændte derfor hellere inde med sine meninger –

for efterfølgende at støbe kuglerne og bruge Erik som frontfigur. Almindeligvis var Carsten dog rimelig cool og nem at omgås, men når han havde drukket, kunne han blive frygtelig ubehagelig. Så meget, at vores roadier af og til undgik ham, når vi f.eks. gik i byen efter job, og han havde drukket igennem. Dette skyldtes sandsynligvis alle de ting, han brændte inde med til daglig, og bægeret så bare flød over, når alkoholen gik ham i blodet.

På grund af de mange forretningsmæssige arbejdsopgaver, der efterhånden var forbundet med at køre os, havde vores manager Jan Degner i mellemtiden foreslået, at vi sammen oprettede et anpartsselskab, som ene og alene skulle tage sig af vores aktiviteter. Vi var med på idéen, og sammen med Jan Degner, Peter Torp, som i forvejen arbejdede på PDH, vores to roadies Willy Rasmussen og Erik ”Doobie” Randal-Lund smed vi i fællesskab tredive tusind kroner ind i et anpartsselskab, og ”Better Day Music” var pr. 1. november 1978 en realitet. Jan Degner blev ansat som direktør i selskabet og Peter Torp som kreativ medarbejder samt turmanager. At vi nu havde en fast turmanager, var en stor hjælp – i særdeleshed for mit vedkommende. Der var meget at se til, når vi var på landevejen, og det var nu Peter, der tog sig af alt det praktiske mht. afregning med arrangører, udbetaling af eventuelle forskud, bordbestilling på restauranter, vækning om morgenen osv.

Vi startede indspilningerne til ”Solgt til stanglakrids” i midten af november, men den noget anderledes arbejdsfacon, vi havde været igennem i øvelokalet bevirkede, at tingene ikke kom helt så let til os denne gang. Allerede under tilblivelsen af numrene mærkedes det, at vi ikke havde samme styr og overblik over processen som tidligere. Vi havde også sværere ved at finde det fælles fodslag, vi ellers var vant til, og småfrustrationer af den ene eller anden art meldte sig hurtigt i studiet. Ikke at det udartede sig til direkte skænderier, men stemningen var klart mere anspændt end set tidligere.

Når man indspiller, kan det være temmelig svært at overskue hele processen. Almindeligvis starter man med at indspille et såkaldt ”grundbånd” for hvert enkelt nummer – bestående af de helt basale instrumenter, og som er selve det fundament, man arbejder videre ud fra. Når grundbåndene så er indspillet begynder man, nummer for nummer, at lægge overdubs på – dvs. alle de øvrige ting, der skal til for at få det enkelte nummer til at lyde så optimalt som muligt. Af samme grund har man kun fokus på det ene nummer, man har gang i, og glemmer derfor også hurtigt, hvad der egentligt er blevet lavet på de foregående – og gør sig almindeligvis heller ingen tanker om de numre, der endnu ikke er rørt ved. Og jo længere processen varer, jo sværere kan det være at overskue, hvor man er, og hvor meget der egentligt mangler. Indspilningen af ”Solgt Til Stanglakrids” var den hidtil længste studieperiode, vi havde oplevet. Vi havde heller ikke tidligere holdt pause midt i indspilningerne, som vi så os nødsaget til her, da julen kom i vejen, og personligt følte jeg mig pludselig helt fortabt midtvejs under disse indspilninger. Jeg havde ganske enkelt ingen fornemmelse af, hvor vi var henne i processen og ej heller om det, vi havde gang i, var godt eller skidt.

En uges tid inde i januar var alt kommet i kassen, og numrene skulle nu mixes, men jeg anede stadig ikke, hvor vi var. Stig arbejdede sig støt og roligt igennem numrene med os andre på sidelinjen, og i takt med at de enkelte numre blev færdigmixet, faldt brikkerne langsomt på plads. Nu tonede numrene frem et for et i deres helhed, og her gik det pludselig op for mig, at vi faktisk havde lavet en ganske god plade. Dette blev ikke mindst bekræftet ved den fest vi altid holdt ved afslutningen af vores pladesessions. Pladeselskab, venner og bekendte var vildt begejstrede, og personligt var jeg glad og lettet.

Ivan blev ofte fremhævet i pressen – og ikke uden grund. Han var en super god guitarist, og hans rytmespil var i særklasse. Samtidig var han begunstiget med et stort musikalsk overblik, som uden tvivl var en medvirkende årsag til, at vores musik kom til at lyde, som den gjorde. Men hvis vi snakker om det mere fundamentale i vores rytmiske arrangementer – med alt hvad dette indebærer – var det Erik og mig der var frontfigurer. Vi arbejdede meget tæt sammen og skabte den bund, som Ivan og Carsten så kunne brodere videre på. Erik var i det hele taget en forrygende god bassist, som i mine øjne desværre aldrig helt fik den anerkendelse, han rent faktisk fortjente. Erik kunne være super-funky, men det, der gjorde hans spil helt specielt, var, at han altid formåede at forene det rytmiske med det melodiske. Nærlytter man vores plader, vil man opdage, hvor stor betydning Erik egentlig havde for numrenes samlede output. Ikke alene swingede han som død og helvede, men det var også selve måden, hvorpå han bandt det hele sammen. Men for en del af musikanmelderskaren er det desværre gældende, at de ikke er i stand til at vurdere de små, men ultra-vigtige, nuancer i bas og trommer, men kun hører det, der bliver smasket dem lige i hovedet – hvilket i reglen er sang og guitar.     

Havde jeg haft det svært under indspilningerne, var Carstens frustrationer måske endnu større. Ivan trådte for første gang for alvor frem som komponist og var således ophavsmand til flere af pladens numre. Det springende punkt var dog, at Ivan i denne proces – udover egne kompositoriske oplæg – samtidig også fik ”hægtet” sig på Carstens numre som medkomponist. At Ivan allerede på ”Vild I Varmen” havde ladet sig kreditere som medkomponist på flere af Carstens numre, gjorde bestemt heller ikke sagen bedre. Forskellen var dog bare, at i tiden omkring ”Vild i varmen” var alt fryd og gammen i bandet, og Carsten havde derfor langt nemmere ved at kapere det. Nu var situationen en hel anden, da modsætningsforholdet mellem de to var blevet betydeligt mere markant, og denne gang blev det ganske enkelt for meget for Carsten. Med Lotte som forbundsfælle havde Ivan bragt sig i front som komponist, og var i kraft af dette også blevet langt mere udfarende under indspilningerne, hvilket så afgjort heller ikke huede Carsten. Det var han nu ikke alene om, da jeg personligt også fandt Ivans facon lige lovlig anmassende. På dette tidspunkt var jeg dog helt fokuseret på selve indspilningerne og var bedøvende ligeglad med, hvem der blev krediteret for hvad og hvorfor. Men set i bakspejlet er jeg helt klart af den overbevisning, at vi alle burde have været krediteret som komponister, da størstedelen af pladens numre mere eller mindre blev skabt i fællesskab. Var dette blevet tilfældet, tror jeg egentlig også, at Carsten i langt højere grad havde kunnet leve med det.

Den 30. april 1979 udkom ”Solgt til stanglakrids”, og vi skulle starte på vores tur i maj måned med Lotte som nyt medlem. Der var både flere kor og visse af pladens numre, vi af gode grunde så os nødsaget til at omarrangere og forenkle. Vi havde derfor arbejdet på højtryk i øvelokalet, for så optimalt som muligt at kunne spille numrene live, hvilket også gav bonus, da vi blev overvældende modtaget. Vi havde fået super anmeldelser for pladen – nu fik vi det også for vores koncerter. Turen gik i det hele taget over al forventning, og vi trak fulde huse alle steder. Personligt havde jeg dog et problem, idet jeg havde fået konstateret seneskedebetændelse i min højre hånd, som gav mig voldsomme smerter, når jeg spillede. Efter første del af turen gik jeg til lægen og fik nogle smertestillende piller, som akut skulle afhjælpe problemet. Efter en mindre og tiltrængt pause tog vi afsted igen. Pillerne holdt smerterne nede i begyndelsen, men efterhånden som vi arbejdede os igennem turen, blev det værre og værre. Jeg bed dog smerterne i mig, men det bekymrede mig voldsomt og gjorde koncerterne til en pine for mig at stå igennem. Vi sluttede turen sidst i juli, og efterfølgende holdt vi ferie i en lille månedstid, og min hånd fik således lidt ro.

Lotte var dybest set en meget cool og ganske ligetil person, men havde svært ved helt at finde sig til rette i bandet. Hun kom fra et decideret pigeband (Hos Anna), hvor tonen var noget anderledes. Vi var nogle hårde drenge, der allerede havde opnået stor succes og ”stjernestatus”, da hun trådte ind i bandet, og vi lagde ikke fingre imellem. Tonen i turbussen var ofte meget ligefrem og direkte, for ikke at sige små-chauvinistisk med ”pik og patter-snak” – hvilket naturligvis kunne være særdeles anstrengende for Lotte at høre på. Hun tog det dog med oprejst pande, men det var ikke let for hende at finde sig tilrette og markere sig for alvor – dels som person, men ikke mindst som musiker. Det gjorde det afgjort heller ikke lettere for hende, at hun og Ivan dannede par. Én ting var at skulle forholde sig til os andre som bandmedlem, men som kæreste med Ivan var der også visse hensyn at tage for at sikre privatlivets fred. Dette kunne til tider være svært, og hun befandt sig derfor indimellem som en lus mellem to negle. Vi havde først og fremmest hyret Lotte som keyboardspiller, men i virkeligheden var det ikke her, hun havde sin største force. Derfor skete det ofte, at det var Ivan, der fandt hendes roller i arrangementerne, hvilket ikke altid var lige let for hende at acceptere. Hun fandt dog sine små nicher, hvor hun kunne byde ind og vise sit værd, og især på korsiden gjorde hun sig for alvor gældende. Men også hendes violinspil bragte nye nuancer ind i vores sound, og alt i alt mener jeg, at hun så afgjort havde sin andel i at ”Solgt Til Stanglakrids”, blev så god, som den blev.

Vi mødtes igen i øvelokalet sidst i august for at øve op til efterårsturen, som skulle starte i midten af september. Langsomt vendte smerterne tilbage, mens vi øvede, så inden vi drog afsted, gik jeg endnu engang til lægen. Han fortalte mig ligeud, at enten skulle jeg holde hånden fuldstændig i ro i månedsvis eller, hvis dette ikke var muligt, kunne han, som eneste alternativ, give mig en blokade. Jeg valgte det sidste, og vi tog afsted igen. De første jobs gik nogenlunde, og jeg mærkede kun lidt til min hånd, men på Hasseris Gymnasium i Aalborg gik det galt. Midt i første sæt kunne jeg pludselig ikke holde på stikken med min højre hånd og måtte derfor holde den, som man holder på en grydeslev. I pausen prøvede vores lysmand ”Doobie” at massere min arm og ryg, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne ikke løfte det yderste led af min tommelfinger og måtte derfor tape stikken fast i hånden med gaffatape før andet sæt. Det siger sig selv, at mit spil lød derefter, men vi gennemførte dog koncerten, hvorefter jeg tog direkte til skadestuen på Aalborg Sygehus. Her kunne man ikke umiddelbart stille nogen klar diagnose, men bad mig om at komme igen dagen efter, hvor der ville være en specialist tilstede. Næste morgen tog jeg atter ind på Aalborg Sygehus, denne gang for at få konstateret, at min ene sene i tommelfingeren var sprunget, og lægen derfor ville indlægge mig til operation samme eftermiddag. Med denne besked kørte jeg tilbage til hotellet for at informere de andre. Jeg havde dårligt nået at fortælle, hvad lægen havde sagt, og at vi af samme grund måtte aflyse resten af turen – som blandt andet indbefattede Sverige og Norge – før de andre havde pakket deres tasker og var på vej ud ad døren. En halv time efter mit triste budskab befandt jeg mig pludselig mutters alene på hotellet – og med en operation i vente, som muligvis kunne blive afslutningen på min karriere. Såret og dybt deprimeret ringede jeg til min kæreste, som heldigvis fluks tog flyveren til Aalborg.

Jeg vil dog godt tilføje, at jeg inderst inde havde fuld forståelse for holdets reaktion. Vi var på det tidspunkt kørt alvorligt trætte og var noget slidte. Stemningen i bandet var heller ikke længere optimal. Det mærkedes mere og mere, at kemien imellem Carsten, på sin side, og Lotte og Ivan, ikke var optimal. Ivan var, med Lottes ankomst, kommet til at fylde meget i bandet, og jeg tror, at Carsten følte sin position truet og måske ovenikøbet hægtet en smule af. Ivans ”stunt” med endnu engang at hægte sig på Carstens numre på den nye plade gjorde så afgjort heller ikke situationen bedre. Ikke at det betød noget i økonomisk forstand, da alle penge alligevel gik i vores fælles kasse. Men jeg var ikke i tvivl om, at Carsten følte, at Ivan havde overskredet en grænse, han ikke rigtig kunne tolerere. Hvor stor en rolle dette senere kom til at spille, skal være usagt, men allerede inden Aalborg kunne jeg mærke, at vi var nået til et vendepunkt. Grundet mit uheld øjnede de andre nu en velfortjent pause, og jeg kan dybest set ikke bebrejde dem, at de omgående pakkede taskerne og rejste hjem.

Jeg var i høj grad ”indpiskeren” i bandet med tjek på den forretningsmæssige side af ”showet”. Jeg havde betalt dyre lærepenge i Tyskland med mit tidligere band Sensory System og betragtede, som én af de få på det tidspunkt, det at køre et band som enhver anden forretning. At dette kom Det Ganske Lille Band til gode, hersker der ingen tvivl om. Men jeg må dog samtidig erkende, at jeg på mange måder kunne være ”a pain in the ass” og noget af en showstopper. For uanset hvor godt det gik os, kunne jeg altid finde noget at sætte fingeren på og helmede ikke før alt fungerede, som jeg mente, det burde. Jeg havde et iltert temperament og kunne i visse situationer være alt for dominerende og tromle løs. Set i bakspejlet er jeg ikke i tvivl om, at bandet til en vis grad led under min frembrusende væremåde, men som Torben Bille skrev i sin anmeldelse i forbindelse med udgivelsen af vores bokssæt i 2011: ”Han skøjtede aldrig udenom, men var en enorm drivkraft, som hele tiden udfordrede den småindolente tilbagelænethed, både Horn og Carsten let kunne forfalde til.” Dette havde dog desværre også nogle konsekvenser for mig, som jeg godt ville have været foruden. For når vi i fællesskab havde truffet en beslutning, som ikke faldt i god jord hos de personer eller forretningspartnere, vi af den ene eller anden årsag var involveret med, var det nemlig ofte mig der var ”budbringeren”. Det var derfor også mig, der måtte stå for skud i de pågældende situationer, og jeg oplevede mere end én gang, at jeg personligt kom til at stå til ansvar for beslutninger truffet i fællesskab.

Jeg gennemgik operationen på Aalborg Sygehus, hvor lægerne tog en sene fra min pegefinger og flyttede den over i min tommelfinger (af én eller anden grund har man to sener i pegefingeren med samme funktion). Jeg blev udskrevet og startede genoptræning i København. Her var jeg så heldig, at én af de ergoterapeuter, som behandlede mig, tilfældigvis spillede tværfløjte og derfor vidste noget om håndstillinger. Hun var oven i købet så sød og venlig, at hun tog med mig i øvelokalet for at tjekke min trommeopstilling. På daværende tidspunkt sad jeg nærmest helt nede på gulvet med min lilletromme i skråstilling op mod front-tam-tam’en – som var højt hævet. Med hendes hjælp blev min trommestol og lilletromme nu hævet, og min front tam-tam i stedet sænket. Hun forklarede mig vigtigheden af, at mine hænder skulle være i hvilestilling og ikke allerede være aktiverede, inden jeg overhovedet ramte trommerne. Hendes private investering i mig reddede min forsatte karriere. Så tak for det, Bodil.

Vi skrev nu november, og vi var i fuld gang med nye numre til den kommende plade, da Carsten en aften – og efter endt øvening samme dag – telefonisk indkaldte os til et møde. Samtidig insisterede han på, at vi skulle mødes hjemme hos ham i Virum, hvilket var noget usædvanligt, og alene af den grund var stemningen da også lettere anspændt fra starten. Vi godt var klar over, at dette træk ikke var nogen tilfældighed og anede derfor også, at der var noget alvorligt i vente – og med god grund. Da Carsten endelig fik munden på gled, meddelte han os nemlig, at han ville trække sig fra bandet, men dog var indforstået med at skrive teksterne færdige til det kommende album. Han forklarede os, at hans beslutning udelukkende beroede på, at han savnede en mere afslappet og stabil tilværelse og ikke længere magtede at køre så hårdt på, som vi gjorde. Han følte sig ganske enkelt mentalt og fysisk drænet af de lange og udmarvende turnéer med alt for lidt søvn og uregelmæssige spisetider - hvilket vi naturligvis måtte medgive ham, ikke var særligt hensigtsmæssigt set i forhold til hans diabetes. Her er det vigtigt for mig at tilføje at der i Niels Martinovs biografi står, at Carsten ringede til Ivan, mens denne sad i studiet(?), og sagde: ”Det er slut!”. Men den version har ingen hold i virkeligheden, og hvor den præcis er hentet fra, kan jeg kun gisne om.

Nogle år efter, ved en privat lejlighed, lagde Carsten ikke skjul på, at hans beslutning dengang i høj grad også var forårsaget af en oplevelse, han havde haft i Holstebro. Vi havde haft lidt tid til overs inden lydprøven, og Carsten var derfor gået en tur rundt i byen. Her fik han her øje på Ivan og Lotte, der sad på en bænk på et lille torv, og som han forklarede: ”Havde det været Erik og dig, der havde siddet der, havde jeg som det mest naturlige i verden joinet jer. Nu sad de der som kærestepar, og selvom vi spillede i band sammen, virkede det bare alt for privat til, at jeg havde lyst til at trænge mig på – og det var det, der ligesom slog hovedet på sømmet. Vi var ikke længere den lille sammentømrede enhed, vi tidligere havde været. Og her indså jeg pludselig, at vi på én eller anden måde havde overskredet ”sidste salgsdato”, og det derfor var på tide at komme videre”.   

Det ironiske ved hele situationen hos Carsten var, at vi på intet tidspunkt prøvede at tale ham fra det. Vi tog bare hans beslutning til efterretning, og det var så at sige det. Vi red på en kæmpebølge af succes og troede nærmest, vi kunne gå på vandet, og intet ville kunne stoppe os. I stedet talte vi efterfølgende om hvordan, vi skulle omstrukturere bandet. Det blev som nogen ved med et nyt medlem - Ole Rømer - og Lotte overtog vokalen i det band, der kom til at hedde C.V. Moto - men det er en hel anden historie!  

”Det Ganske Lille Band” toogtredive år efter og taget i forbindelse med bokssættets tilblivelse i 2011.

Fra venstre mod højre: Erik Falck, Carsten Valentin Jørgensen, Ivan Horn og René Wulff. (Privat foto)

 

Epilog

I sin biografi afslutter Niels Martinov kapitlerne om Det Ganske Lille Band således: ”Hvad blev der af de tre andre fra det oprindelige Ganske Lille Band?”. Her oplyses det, at jeg i dag ”kun” er udøvende musiker for fornøjelsens skyld. Til dette har jeg blot at sige, at jeg altid, men ikke ”kun”, har spillet for min fornøjelses skyld. For hvis det ikke er en fornøjelse, hvorfor så overhovedet spille musik? Men ikke mindst har jeg spillet af den enkle årsag, at jeg bare ikke kunne lade være – og stadig ikke kan, og det er præcis det, der gennem hele mit liv har været drivkraften bag mit musikalske virke. Men hvis der med Niels Martinovs ord menes, at jeg ”i dag” og ”kun” spiller lidt sporadisk, og alene min for egen ”underholdnings skyld”, så er det helt misforstået. Trommerne blev ganske vist lagt på hylden og skiftet ud med sang, guitar og mundharpe, hvorefter jeg røg et par ”divisioner” ned. Men da mit ambitionsniveau med årene samtidig er blevet nedjusteret, trives jeg fint med det. Dette betyder dog langt fra, at jeg ikke tager min musik lige så seriøst, som jeg altid har gjort. For uanset på hvilket niveau af popularitet jeg end spiller, er musikken præcis lige så vigtig for mig i dag, som den altid har været - og måske endda i endnu højere grad, da jeg med alderen føler mig betydelig mere dødelig, men stadig har en masse på hjertet.   

 

René Wulff, marts 2017
(Med stor tak til Susanne Staun for korrekturlæsning og kreative indspark)

Den hele og fulde historie om Det Ganske Lille Band vil udkomme i bogform maj-juni 2018. Historien vil blive fortalt til Thomas Vilhelm og udgives på forlaget DreamLitt. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA