Turbolens' nye single tager fat i de tunge følelser

Turbolens' nye single tager fat i de tunge følelser

Turbolens følger op på succesen efter deres første udgivelse Tro, Håb og Kærlighed og radiohittet ”Rastløse Bevægelser”. I dag udsender Bo Rune Madsen og hans nye band nummeret ”Drømmen”, som er første udspil fra deres næste ep.

”Drømmen” er næste trin i Turbolens’ udvikling, lyden og stilen er tung og dyster og ifølge Bo Rune Madsen er det et udtryk for, at man både kan og bør komme igennem de svære følelser, uanset om man er barn eller voksen. Vi har fået en snak med Bo om det nye nummer, dynamikken i at spille i et lidt uortodokst band, og hvordan man forsøger at være kreativ i en nulfejlspræget verden.

Artiklen fortsætter under billedet

 

Et opslag delt af Borunemadsen (@borunemadsen) den

Turbolens er Bo Rune Madsens første musikalske udfoldelse efter splittet med Mew i 2015 og er bestemt et band som adskiller sig fra de gængse opstillinger i branchen. Med undtagelse af Bo selv er resten af medlemmerne nemlig alle børn og unge i alderen 10-14 år. Et band, som er mere end bare et børneband for Bo Rune Madsen, men et musikalsk team, som påvirker og inspirerer hinandens kreativitet og udtryk.

Hvad handler "Drømmen" om?

Den nye single trækker linjer til Phil Collins, Red House Painters og George Michael og tager afsæt i det øjeblik, du opdager, at du er blevet forrådt af den, du elsker. Det øjeblik, hvor alting styrter sammen omkring dig. Sangen gennemlever de følelser, men udvikler sig positivt og løfter sig efterhånden ind i en højere forståelse af relationen, der leder til forståelse og tilgivelse. Det her er uden tvivl tungere og måske mere følelser fra de voksnes verden. Det er nogle lidt mørkere følelser, og jeg synes, det er super fedt at spille det her med et børneband, specielt fordi det ligger i den der sådan naivistiske og drømmende stil ligesom "Rastløse Bevægelser" var, men jeg synes også, det er sjovt at spille tingene op mod hinanden. Fordi de her børn – uskyldige børn – og hele det her uskyldsunivers og deres begyndende skridt ud i tilværelsen – det bliver et møde med nogle af de følelser, voksne mennesker kan have, som godt kan være nogle følelser, som kan være svære at håndtere, men som man bør klare sig igennem alligevel.

Lige nu er i 10 i bandet, det er vel lige før, I er et orkester?

Ja det må man sige, det er det største orkester, jeg har haft i hvert fald. Selvom vi er et fast ensemble, så har de drenge, jeg møder her i sensommeren, og begynder at spille med, jo udviklet sig rigtig meget. De bliver jo dygtigere til det, de gør, og de er vokset og modnet ud fra den proces, vi var i sidst. Så jeg møder nogle andre musikere denne gang end jeg gjorde sidst, og det er jo virkelig det smukke ved at spille med børn, de er jo i rivende udvikling. 

Nu har I været i gang i noget tid, hvad er der sket siden jeres første udspil?

For det første er det vanvittigt skønt at være omgivet af den form for udvikling, som de her børn står i. Den nysgerrighed, de har efter at søge nye veje, åbenhed er jo helt grundlæggende for børn, og det tilsammen medfører en risikovillighed til at gå nogle veje, som man ikke ved hvor ender, men det er sådan, de lærer. Børn bliver jo sat i verden og kan ingenting. Den måde, de lærer på er ved at prøve sig frem, og de er ikke bange for at begå fejltagelser. Det er virkelig en god pointe i forhold til os voksne, som kommer ind og møder den her kultur i verden, hvor du slet ikke må fejle. Det hele er sådan en stor nulfejlskultur, som er én stor fejl i mine øjne.

Hvordan er bandet blevet til, vi ved at børnene går på samme skole som dine egne børn, men hvordan fandt du lige præcis de her unger?

Jamen, jeg kom jo forbi musikværkstedet om morgenen når jeg afleverede mine egne børn, og en dag stak jeg lige næsen indenfor, og så tog jeg en guitar og begyndte at spille lidt med, og efter det spurgte jeg bare – jamen har I lyst til at være med i mit band? Det ville de gerne, og det var sådan, det var. Med koret gik jeg ind i en femte klasse og spurgte igen – er der nogen der har lyst til at være med i et band? Og så var der nogen der rakte hånden op. Det var jo det modsatte af en audition, det var ren og skær – hvem har lyst til at være med?

Så var det vel rent i børneånden, de går jo også bare hen og spørger: Har du lyst til at lege med mig?

Præcis, netop! Og der var jo ikke nogen forventninger til, at man kunne noget særligt, men det viser sig jo tit, at hvis man stoler på folk og giver dem et ansvar for noget, eller siger – det kan du godt, det her. Jamen så kan de også godt. Så det her band er for mig også et billede på, at hvis vi tror på os selv, og andre tror på os, så kan vi også godt. Og det er en smuk ting.

Hvordan adskiller I jer ellers fra andre bands? I kommer vel ikke så meget ud og spiller gigs, når så mange af bandmedlemmerne stadig har faste sengetider?

Haha, ja det gør vi ikke rigtig lige nu, men hvis det bliver, så bliver det jo nok i nogle ferier. Men jeg synes også, vi adskiller os ved, at der ikke er nogen af os der er specielt dygtige, sådan teknisk dygtige på den måde. Men vi har lyst til at skabe noget sammen, og vi tror på, at alt det som ikke er perfekt, stadig er noget værd. I alt det uperfekte ligger der en masse skønhed og sårbarhed, som også er værd at dele med andre.

Hvordan foregår skabelsesprocessen og sangtilblivelsen i forhold til dine tidligere musikalske udfoldelser? Du har jo været vant til at have en fast sparringspartner gennem mange år?

Det må man sige ja, i mit gamle band der var det tit Jonas eller jeg der kom med noget, og så arbejdede vi på det. Andre gange spillede vi tingene frem på en jam-agtig måde. I det her band skriver jeg sangene, og så er jeg fuldstændig åben for, hvordan de fortolker det. Så vi mødes og skaber ligesom hele rammen for nummeret sammen, og alle kommer med deres ideer og inputs. Derefter går vi i studiet og indspiller, så det hele bliver ligesom én bevægelse. Ligesom den kære Per Nørgaard (komponist) sagde til mig engang; Man kan ikke springe over en grøft i to spring, man skal gøre det i ét. Man kan ikke lande midt i luften og så springe videre. Og det er det vi gør, vi øver, så går vi i studiet og så indspiller vi. Det er en rigtig fin proces.

Artiklen fortsætter under billedet

 

#turbolens

Et opslag delt af Borunemadsen (@borunemadsen) den

 

Hvordan står det til med dit gamle band Mew? Det vakte jo en del opsigt, da de valgte at trække sig fra deres optræden til GAFFA-Prisen tidligere i år, fordi Turbolens blev sat på programmet.

Jamen du ved, det er jo altid svært, når man har været sammen, siden man var 5 år gamle og har arbejdet sammen i 20 år og har en form for broderskab, som bliver brudt. Der vil altid være nogle klemte følelser, og det er jo noget, der tager tid at komme sig over, men jeg har ikke noget problem med dem overhovedet, og jeg ønsker dem alt det bedste.

Hvad bliver så det næste for Turbolens, kommer der et helt album på et tidspunkt?

Ja, det tænker jeg, at der gør, men nu kommer der en ep, og så arbejder vi hen imod at få lavet en plade ud af det hele, så jo det er planen, der er masser af planer og ting i kalenderen for Turbolens.

Hvornår udkommer ep’en og har den fået en titel?

Nej, det har den faktisk ikke, men den kommer i februar.

Så venter vi spændt, hvad har du ellers på kalenderen ud over Turbolens?

Jamen jeg er jo et menneske der har tre ben, jeg kan stå på. Det ene ben, det er Turbolens. Det andet ben er min kunst, og jeg arbejder lige nu på en ny udstilling. Den tredje ting, der optager mig, det er hvordan vi som kan skabe noget nyt til verden. Hvordan kan vi finde en god måde at skabe nye ting på, som verden har brug for. Det vil sige sådan en form for kreativitetstilgang. Hvordan er det, vi i alle livets sammenhænge; i forskningen, i virksomheder og alle grupper af mennesker – hvordan kan vi gå sammen og prøve at tænke nye tanker til verden. Hvad er det, der skal til, og hvad er det vi skal lede efter, og der bruger jeg lidt børnebandet som et billede på nogle af de tanker, jeg har omkring den tilgang børn har til at skabe noget i verden, den er faktisk utrolig forbilledlig og noget, som vi voksne godt kan genlære os selv. Vi har det sådan at vi ofte føler, at vi skal lære børn en masse ting, men jeg må faktisk indrømme, at jeg synes at vi voksne har mindst lige så meget at lære af børn, som de har at lære af os.

 

Turbolens’ nye single ”Drømmen” kan høres lige her:

Find "Drømmen" på andre streamingtjenester her

 

Se også Turbolens optræde til GAFFA-Prisen tidligere i år


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA