Playliste: 13 uhyggelige sange til Halloween

Playliste: 13 uhyggelige sange til Halloween

Det er Halloween i aften – eller Allehelgensaften, som det hedder på dansk. En aften, der forbindes med uhygge, gys og slik i lange baner. Men hvad skal man høre, når man er hoppet i dracula- eller klovnekostumet?

GAFFA giver dig her 13 mere eller mindre uhyggelige sange, der kan peppe din Halloween-aften op. Hør sangene nedenfor.

Michael Jackson – Thriller (1982)

Ingen Halloween-liste uden Michael Jacksons klassiker ”Thriller”. I musikvideoen jager en zombie-MJ sin kæreste gennem en kirkegård og danser ”Thriller-dansen”. Den ikoniske musikvideoen gør sangen til must på enhver Halloween-playliste.

The Police – Every Breath You Take (1983)

Da sangen blev udgivet, troede mange, at det var en kærlighedssang, men Sting selv havde en anden intention med nummeret, nemlig at fortælle om jalousi fra en stalkers synsvinkel. Sangen blev nomineret til tre Grammyer ved det 26. Grammyshow i 1984. De tre kategorier var bedste sang, bedste performance af en gruppe med instrumenter og årets indspilning. Sangen endte med at vinde de første to kategorier.

 

Rockwell – Somebody’s Watching Me (1984)

Musikvideoen understreger tekstens tema om paranoia. I videoen kommer hovedpersonen hjem, og hans avis er ikke kommet endnu. Pludselig kommer avisbuddet og giver den rigtige avis, De viser sig så, at postmanden er en zombie! Rockwell synger sangen sammen med Michael Jackson og hans ældre bror Jermaine Jackson.

 

Screamin' Jay Hawkins – I Put a Spell on You (1956)

Da Hawkins først skrev denne fremragende sang, var den ment som et stille bluesnummer med fokus på kærlighed, men hans producer fik drukket Hawkins og musikerne fulde og dermed lavet sangen om til dette uhyggeligt gode mesterværk, som vi hører og nyder i dag. Nummeret er udvalgt som en af de 500 sange, der formede rock and roll af det anderkendte Rock and Roll Hall of Fame.

 

Suicide – Frankie Teardrop (1977)

Denne sang er udgivet som en del af synthpunkduoens stilskabende debutalbum Suicide. Sangen handler om en ung far, som arbejder på en fabrik, hvilket i længden gør ham sindssyg. En dag tager han hjem og dræber sin kone og deres barn og begår herefter selvmord. Man hører gentagne skrig under sangen, som medvirker til at skabe en rigtig uhyggelig stemning.

 

David Bowie – Scary Monsters (And Super Creeps) (1980)

Bowie udgav denne sang som titelnummeret på sit 14. album, som blev udgivet den 12. september 1980, og den nåede en førsteplads på Storbritanniens albumhitliste. Det er især teksten om en kvindes voksende vanvid, der gør sangen uhyggelig.

 

Kate Bush – Waking the Witch (1985)

Det er først og fremmest den dæmoniske vokal, der krydrer sangen med uhygge fra sangens markante stemningsskift 1 minut og 26 sekunder inde, men teksten kredser også om en hekseproces. Den dystre undertone finder vi også på et andet nummer fra albummet, "Under Ice", men ellers er albummet fra Kate Bushs mesterlige album Hounds of Love anderledes harmonisk og skønhedssøgende.

Slayer – Angel of Death (1986)

Denne sang passer perfekt på en uhyggespredende playliste, da guitaristen fra Slayer, nu afdøde Jeff Hanneman, skrev under inspiration fra den nazistiske læge Joseph Mengele, som foretog eksperimenter på fanger i Auschwitz under 2. verdenskrig. En uhyggelig sætning fra sangen er for eksempel: ”Showers that cleanse you of your life”. Efter krigen flygtede Mengele til Sydamerika, og trods flere forsøg blev han aldrig udleveret til retsforfølgelse. Han omkom ved en drukneulykke i 1979, 67 år gammel.

 

Marilyn Manson – This is Halloween (1993)

Sangen er skrevet til filmen The Nightmare Before Christmas, men har været med i utallige film og spil senere hen som for eksempel Just Dance, hvor man skal efterligne nogle dansetrin, der er lavet til denne sang.

 

Radiohead – Climbing up the Walls (1997)

Sangen er fra Radioheads tredje og nok mest kendte album, OK Computer. Teksten tematiserer paranoia og er inspireret af Thom Yorkes arbejde på et sindssygehospital. Strygerne, den dybe bas og det metalliske slagtøj skaber en uhyggelig stemning og står i god kontrast til Thom Yorkes lyse og klagende stemme.

Aiden – Elizabeth (2009)

Denne sangs tekst er nok den mest dystre på hele listen, hvor ord som "darkness og soul" bliver gentaget mange gange i teksten, eksempelvis i linjen "Skinned alive, she even took their soul." Sangen med det nu hedengangne amerikanske punkband Aiden handler om den ungarnske grevinde Elizabeth Báthory, der i 1609 blev dømt livsvarigt fængsel for at have dræbt mindst 80 unge kvinder.

 

The Beatles – Revolution 9 (1968)

John Lennon har sagt, at hans intention med sangen var at beskrive en revolution med brug af lyde, og det endte op i dette eksperimenterende og nærmest skræmmende nummer. Kompositionen fra The Beatles' selvbetitlede album, også kendt som The White Album, varer omkring otte minutter og er dermed Beatles' længste sang nogensinde.

 

The Doors – The End (1967)

Sanger Jim Morrison skrev oprindeligt teksten, da han slog op med sin kæreste, men den udviklede sig og endte ud i et 11 minutter uhyggeligt lydlandskab. Sangen er også inspireret af Ødipus-myten, og i sidste halvdel af sangen truer fortælleren med at dræbe sin far og have sex med sin mor. Nummeret fra gruppens selvbetitlede debutalbum indeholder nogle skræmmende sætninger som for eksempel "This is the end, my only friend."

Hør alle sangene her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA