Interview med albumaktuelle Jesper Binzer: "Jeg er altid bange"

Interview med albumaktuelle Jesper Binzer: "Jeg er altid bange"

Jesper Binzer har ild i øjnene. Den garvede rocksanger er tydeligt passioneret omkring sin nye solo-plade, der lander i dag, men han er også nervøs. Manden er naturligvis dybt professionel og kan sit kram og håndværk til fingerspidserne. Men der er noget personligt på spil i sangene – på en anden måde, end hvis det havde været en D-A-D-plade, og derfor er det også nervepirrende for ham at gå og vente på, hvordan publikum tager imod det nye materiale til koncerterne, og GAFFA møder ham forud for den lille turnés anden koncert – på Train i Aarhus.

Historien om solopladens tilblivelse er efterhånden fortalt en del gange, men for lige at opsummere, er Jesper Binzer en mand med ild andre steder end i øjnene, og da kammeraterne i D-A-D besluttede sig for at holde pause ovenpå en koncertrække, hvor det primært var bandets ældre materiale fra henholdsvis No Fuel Left For The Pilgrims og Riskin’ It All, der blev luftet. Det var tid til at se fremad igen, og hjemme i privaten begyndte det at flyde over med ny musik fra Binzer, der i dag kan udgive Dying Is Easy (Rock And Roll Is Hard).

Har du gjort noget på denne her plade, der aldrig var gået på et D-A-D-album?

– Ja, jeg har ladet skidtet løbe fra spædekalven. Jeg har taget smagsløgene ud og lave noget ud fra den faglighed, erfaring …og charme, jeg har. Og så har jeg først sat smagsløgene ind igen, når jeg har været et godt stykke inde i processen. Det er først der, jeg har spurgt mig selv, om det er noget, andre kan bruge til noget. Tvivlen slår hårdt, så det var vigtigt at holde lidt igen med at dømme mig selv for hurtigt. Derudover var det også noget med at spørge mig selv: ”Okay, Jesper – hvad går du i virkeligheden og tænker på?” Især tekstmæssigt, hvor jeg har forholdt mig til, hvad det er for nogle sten i skoene, jeg går og ignorerer til dagligt. Jeg er mere personlig end på en D-A-D-plade, og der er både sange til mine børn og til min kone på det her album. De kunne selvfølgelig ikke være kommet med på et D-A-D-udspil. I D-A-D-sammenhæng var det sikkert kun halvandet af de her riff, der havde overlevet. Heldigvis har mange af dem vokset sig op til at blive nogle ret flotte svaner, synes jeg selv. 

 

”Jeg er altid bange”

The Future Is Now synger du ”I’ve been so afraid of the future…” Hvad har du været bange for?

– Jeg er altid bange! Hellere angsten frem og tommelfingrene ind, end alt for meget påtaget gåpåmod. Jeg har lagt mærke til, at det er en 80’er-ting. Når man støder ind i yngre musikere som Lukas Graham, Shaka Loveless eller Medina rundt omkring, er de alle sammen fulde af et imponerende gåpåmod – de har et væsentligt sundere selvbillede, end jeg har.

Du er stadig på banen efter ret mange år i en hård branche. Hvad skyldes det primært?

– Meget af D-A-D’s succes skyldes jo akkumuleret ”blive-ved-hed”. Der er fede sange, men de største blev lavet i 80’erne. Men vi er blevet ved, og der er derfor, vi er der, hvor vi er nu. Og den må man tage med og så bare lade være med at give op. Der står alligevel ”I Won’t Cut My Hair” på min gravsten, så der er ikke noget at gøre. Alternativet er at blive en rimelig fraværende SFO-pædagog.

Apropos The Future Is Now hvordan stemmer 2017 så overens med den fremtid, du forestillede dig i 80’erne?

– Hmm…. Den teknologiske udvikling, vi har gennemgået er jo stadig sekundær i forhold til mennesket og følelser som kærlighed og samhørighed. Samvær og sociale evner er stadigvæk vigtigst. Det er fint, at vi har internettet, og det er et pissegodt værktøj, men vi skal stadigvæk kunne finde ud af at sige de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Vi er stadigvæk bare pattedyr, der render forvildede rundt. Den der mini-revolution der sker med alternativ behandling og at det er okay at snakke om tingene og udtrykke sig råt for usødet er kun af det gode. Forhåbentlig ender det med, at vi bare bliver ved med at udvide sensitiviteten. Børn burde have psykologi allerede fra første klasse.

Synes du, vi som art er blevet klogere, end vi var i 80’erne?

– Det er jeg sikker på – det er jeg i hvert fald nødt til at tro på!

Har du nogle favorit-soloplader med kunstnere fra andre bands?

– Det må være de plader Phil Lynott lavede ved siden af Thin Lizzy. Han fik afløb for nogle ting der samtidig med den konstante strøm af plader, der ko fra Thin Lizzy, og det passede perfekt sammen.

 

Handling giver forvandling

Hvorfor har du lavet en sang og en plade med titlen Dying Is Easy (Rock And Roll Is Hard)?

– Fordi det var sådan, jeg havde det, da jeg skrev den sang: ”Det er kun sjovt, hvis man kommer ud af døren. Vi får kun lavet et hit, hvis vi går i øveren. Vi får kun flere fans, hvis vi tager ud at spille.” Handling giver forvandling, simpelthen. Og jeg var dejligt oppe at køre, fordi der var gået så lang tid siden sidste plade. Den næste plade, man laver skal især være interessant for dig selv – det kan godt være, der ikke er så mange, der køber den, men den skal fandeme være fed for dem, der laver den. Og i den proces får man stillet sig selv nogle spørgsmål om, hvor man vi hen. Og det er det, der gør, at det er rart at være til – og fedt at spille rockmusik.

Hvad er det hårdeste ved rock and roll?

– Der er to udgaver af svaret på det spørgsmål. Den ene er, at man nogle gange rejser i 16 timer for at spille tre kvarter – det har D-A-D gjort i mange, mange år, hvor vi den ene dag for eksempel har skullet spille på en rockfestival i Sydfrankrig den ene dag, for dagen efter at skulle til Finland og spille på en festival der. Det andet svar er det der med at finde ud af at slukke for sin selvoptagethed, når ens arbejde er at spille smart i projektørlyset. Hvordan stopper man det navlepilleri, når nu det er ens faglighed? Det er meget let at blive en krukke.

 

Dying Is Easy (Rock And Roll Is Hard) er på gaden i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA