GAFFA Sessions: Anekdoter om Cobain fra Hempler og Dicte

GAFFA Sessions: Anekdoter om Cobain fra Hempler og Dicte

Aftenens GAFFA Session med Dicte + Hempler kom omkring ungdommens rock’n’roll, musikkarrierens alsidighed samt de små glimt, der holden kreativiteten i live.

Salen var næsten fyldt, da Dicte og Claus Hempler gæstede Allerød Bibliotek torsdag aften. Med sig havde de tidligere Saybia-guitarist og producer Kasper Rasmussen. Som altid styrede GAFFAs Henrik Tuxen slagets gang, og publikum blev inviteret med tæt ind på livet af duoen og deres både fælles og individuelle musikalske virke.

51-årige Dicte, hvis borgerlige navn er Benedicte Westergaard Madsen, startede sin musikalske karriere i 1989 i bandet Her Personal Pain, der allerede i 1990 spillede på Roskilde Festival. I 1993 blev bandet opløst, og Dicte gik solo. Siden har hun udgivet to album med sit band The Sugarbones og fem som soloartist. Hendes seneste soloalbum, Perfume, udkom i 2016.

47-årige Claus Hemplers musikkarriere startede også som frontmand i et band. Hans band, Fielfraz, debuterede med albummet Shine og blev spået en stor karriere. Blandt andet talte Damon Albarn (kendt fra Blur og Gorillaz) aldeles pænt om Fielfraz’ tredje album, Slick. I 1992 spillede bandet på Orange Scene på Roskilde Festival. Gruppen blev aldrig officielt opløst, men har ikke været aktive siden 1997. Siden har Claus Hempler udgivet tre soloalbums og spillet med i flere teaterkoncerter, blandt andet Mozart på Betty Nansen Teatret.

Efter to livenumre tog Henrik Tuxen fat i, hvordan Dicte og Claus Hempler begyndte at spille sammen. Duoen havde for syv år siden planer om at spille en enkelt koncert sammen. En entusiastisk booker gjorde dog denne ene koncert til hele 25, fortalte Hempler:

– Nu, hvor vi skulle øve til en koncert, kunne vi lige så godt få nogle flere på programmet. Vi havde dog ikke meget øvetid inden, og derfor måtte vi spille det i gang. Projektet udviklede sig heldigvis meget hurtigt. Efterfølgende spillede vi sammen med jævne mellemrum, og efter at være gået rundt om den varme grød i lang tid, besluttede vi os endelig for at lave en plade sammen. Det hele foregik lidt, som man forestiller sig to ufatteligt krukkede Hollywood-skuespillere ville gøre det. Det var faktisk enormt besværligt, og vi har skændtes meget, men når det lykkedes, har det været en stor glæde. Det er lidt som med ægteskaber: ingen gider have et slattent og kedeligt ægteskab, for så er der nok også noget andet, der mangler.

Dicte tilføjede yderligere: – Man gør jo ikke sådan noget her, hvis ikke det var en stor glæde at spille sammen. Det er meget sjældent, jeg synes, at Claus træder ved siden af – det er faktisk en stor hjælp. Vi har respekt for hinandens klang, og vi skaber en organisme frem for at tale projektet ihjel.

GAFFAs Henrik Tuxen, der som altid ledte aftenens interviewdel, spurgte derefter Dicte og Claus Hempler ind til hinandens bedste kvaliteter. Claus Hempler lagde ud og fortalte: – Jeg lærte Dicte at kende helt tilbage i 90’erne. Hun er en meget naturlig sanger. Nogle kan blive utroligt dygtige, men på en meget konstrueret måde, mens andre bare åbner munden, og hvor det, der kommer ud næsten ikke kan lyde dårligt. Dicte er en sanger, der er vildt meget til stede, men samtidig lytter til sig selv udefra. Hun har altid været min yndlingssangerinde i dette kongerige, og jeg kan egentlig ikke komme i tanker om nogle bedre.

Dicte svarede tilbage, at hun følte på samme måde om Claus Hempler som musiker og tilføjede: Claus har også utrolig meget smag – min smag! Vi arbejder begge med andre sangere og coaching, hvor det tit kan være svært at komme til en fælles forståelse, men sådan er det ikke med Claus.

’’Min plan B var jo at blive præst…’’

Dicte og Claus Hempler har begge tjent længe i musikkens navn og har begge været frontpersoner i store bands, lavet musik som solister, gået teatervejen og underviser nu begge på Musikkonservatoriet.

Aftenens næste spørgsmål gik derfor på, hvordan Hempler og Dicte ser sig selv som musikere, hele karrieren taget i betragtning.

Hempler kunne fortælle, at han voksede op sammen med sit første band, gik i folkeskole med dem og brugte hver eneste dag sammen med dem fra syv-otte års alderen frem til han fyldte 30: – De var som en familierelation, og det var en mærkelig fornemmelse, da det pludselig sluttede.

Han beskrev det som at få frataget sin identitet: Pludselig stod jeg der og tænkte ’’Hvad skal jeg nu gøre?’’. Så ville jeg forfølge min gamle plan B om at blive præst, men så begyndte sangene at komme til mig, og ja, det var faktisk befriende at lukke en gammel dør og få åbnet en ny til en hel masse andet forskelligt. Jeg følte mig befriet og kunne begynde at sige ja til en masse. Teater havde jeg for eksempel aldrig troet, at jeg ville komme til at lave.

Dicte tilføjede: – Der er mange ting, man er god til, og det gælder jo om at finde ud af, hvilken af dem man helst vil prioritere. Det er en stor glæde at have et instrument, man bare går rundt med, og som kan bruges til alt muligt. Når man er ung, så er musikken der bare. Man er bare til og er der, hvor man er. Det er først, når man bliver ældre og indser, at man skal dø en dag, at man begynder at tænke fremad. Det gik så hurtigt med mit band Her Personal Pain. Vi vandt en konkurrence og spillede 90 koncerter… Det var en vild opvågning. Men det har været mest spændende for mig altid at lave noget forskelligt. Jo mere vi laver, jo mere interessante bliver vi, i hvert fald for os selv.

Claus Hempler tilføjer i forlængelse af Dicte, at alderen har meget at sige: – Da vi var unge var der en besættelse og en fandenivoldskhed, som er svær at holde fast i. Den kan man ikke have, når man er 47, og man må finde en anden måde at være på. Det med at være i et rockband og så blive ældre er en særlig kunst. Der er en speciel energi i at være 19-20 år og føle, at alting kører for en. Man har ikke kigget ned i afgrunden og oplevet faresignaler. Man bliver klart dygtigere med alderen, men så mister man samtidig noget af det andet, man engang havde som ung.

Næste live-nummer blev titelsangen Uppers fra duoens kommende album af samme navn, som udkommer den 11. november. Her blev det for alvor tydeligt, hvad Claus Hempler mente, da han først på aftenen omtalte Dicte som et sjældent, naturligt sangtalent. Hemplers dybe crooner-røst stod i skarp kontrast til Dictes lette, lyse og magiske sangstemme, og sammen lød de som skabt for hinanden og som den organisme og enhed, de ønskede at skabe.

Kurt Cobain ved salatbuffeten

Sidst og ikke mindst kom Henrik Tuxen ind på duoens bedste musikalske oplevelse: Hvad vil I fortælle jeres børnebørn, når de kommer og spørger til jeres karrieres højdepunkt?

Claus Hempler lagde ud med at svare: – Det er en sjov ting. Der er nogle ting, såsom at spille på Orange, som bare lyder enormt godt at sige. Jeg spillede der samme dag som Nirvana og EM-finalen i 1992. Det lyder smart, og den unge generation tænker ’’WOW!’ når jeg fortæller, at jeg har snakket med Kurt Cobain. Det var egentlig bare en samtale ved en buffet backstage, hvor han spurgte til noget salat. Jeg kan også huske, at han undrede sig meget over alle tv-skærmene, der var stillet op backstage, og hvad det dog var, vi gik og var så begejstrede over.

Det er dog svært at pege på en enkelt sang eller periode. Man håber jo på at lave en sang, der stadig bliver hørt om 50 år. Engang imellem er man meget heldig at nå til et punkt, hvor man føler, man kan lykkes med det. Det holder en i gang.

Dicte fortsatte: Det er de små glimt. Når man optræder og har øjeblikke, hvor man smelter helt sammen og der opstår magi, uden det er planlagt. Hvor det bare kommer. Det er den slags, jeg husker. At spille på Roskilde Festival var også stort. Der er mange højdepunkter, både ved de store koncerter og små intime sessions. Det siger mig faktisk meget mere at spille intime koncerter. Her er der ro og tid til at mærke efter og ikke som på store scener, hvor det handler om rock n’ roll og fuld fart frem.

Aftenens GAFFA-session blev afsluttet med yderligere to livenumre, herunder et Bob Dylan-cover, der klædte Dicte + Hemplers lidt dystre, eftertænksomme og modne univers.

Spørgsmål fra publikum:

Hvad har det betydet for jer at lave musik i en streamingtid versus album og ep-tid?

Claus Hempler: – Det er jo faktisk en ting man forholder sig til. Vi er vokset op med album som format. Jeg har stadig en idé om, at en plade er en længde på 45 minutter, med en side 1 og 2. Jeg tænker stadig meget over, hvilke numre der skal starte og slutte hver side. Det har jeg svært ved at slippe.

Dicte: – Vi har jo virkelig oplevet en generation gå fra simple medier til digitale medier, hvor alt er til rådighed hele tiden. Det er svært at få et album igennem, som det er i dag. Vi oplevede som unge, at man lavede et album, og at det faktisk betød noget. Hele albummet. Senere kom singlekulturen, hvor alt handlede om hitsingler, og det var lidt ’’last step’’ inden digitaliseringen. Et album er et værk, det handler om forløbet, og jeg tror bare, vi har tænkt, at ’’nu laver vi et album… og sådan er det!’’.

Kunne det ske, at Her Personal Pain og Fielfraz ville spille sammen igen?

Claus Hempler: – Vi spillede faktisk en koncert i Odense til vores 25 års jubilæum. Det føltes lidt, som om der ikke var gået særlig lang tid siden, vi stoppede. Vi mødes tit til middage og taler om det, men der kommer ofte praktik i vejen.

Dicte: – Det er faktisk overhovedet ikke noget, jeg tænker på. Jeg elsker nye projekter, og hvorfor gå tilbage, hvis det er det, man beskæftiger sig med netop nu, der udvikler en mest?

Næste GAFFA Library Session bliver med Søren Huss mandag den 20. november klokken 19.30 i KU.BE på Frederiksberg. Læs mere her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA