Marilyn Manson – himlen på hovedet

Marilyn Manson – himlen på hovedet

Marilyn Manson udsender sit tiende studealbum og giver udsolgt koncert i Hal 14 ved Kulturværftet i Helsingør onsdag den 15. november – og taler med GAFFA om vanvid, stoffer, s/m og de magre år mellem storhedstiden og hans aktuelle comeback

Der er solskin og sensommer over en af de store boulevarder i det tidligere Østberlin; en eftermiddag i august. Men scenen er – naturligvis, fristes man til at tilføje – sat i en kælder under en imposant hjørneejendom fra 1920’erne.

I et dunkelt lokale holdt i bordeaux og mørke træsorter, en velassorteret bar i baggrunden – og en velkendt vært, som lægger ud med spøgefuldt at foreslå, at Deres Udsendte lægger sig på en lædersofa og lader sig udspørge af – ja, Marilyn Manson.

For det er 48-årige Brian Warner, alias mediemonsteret Marilyn Manson, som er i byen. For tale med håndplukkede medier i anledning af sit tiende album, som har fået titlen Heaven Upside Down og følger op på det kreative comeback, en revitaliseret Manson indledte med The Pale Emperor fra 2015.

Denne eftermiddag er der da også lagt op til en intens interviewseance, som – i afdæmpet tonefald og med drikkevarer ved hånden – kommer omkring både psykisk sygdom, stoffer, s/m, de magre år og i sagens natur det nye album.

Grotesk guldalder

Antichrist Superstar fyldte tyve sidste år, og nu udgiver du så en ny plade, som i visse henseender bringer mindelser om dit gamle mesterværk. Hvordan, tænker du, har din kunstneriske dagsorden – dine motiver – udviklet sig over de tyve år, som er gået?

– For mig ligger korrelationen mellem Antichrist Superstar og den nye plade i selve… ilden. Det handler ikke så meget om vrede eller dagsordner som om det forhold, at jeg bare følte en trang til at skabe noget, der var båret af nødvendighed.

Den nye plade kan lyde vred nogle steder, men Antichrist Superstar var mere mig, som sang hvad jeg kunne slippe af sted med – udfordrede verden, satte tænderne i verden og prøvede at skabe en forandring.

I dag synes jeg, at vi står midt en reel forandring i verden – som ikke har relation til mig – der har fået mig til at lave denne her plade. Og jeg mangler evnen til… eller har netop evnen til ikke at betragte tid i lineær forstand. Jeg ved godt, tyve år er et stykke tid – men i mit hoved er det svært for mig at se på det som et specifikt tidsrum.

Jeg har en generel opfattelse af alle de ting, som sker i mit liv – men jeg har svært ved at sætte dem ind i en specifik tidsramme. Ud over ting, som det du nævner; for jeg ved selvfølgelig godt, at der er gået den tid. Mellem dengang og nu har jeg haft tidspunkter… mellem The Golden Age of Grotesque og The Pale Emperor var der en periode, hvor jeg forsøgte at genfinde min tro på mig selv.

Det er trist at se tilbage på mig selv i et negativt lys og kritisere mig selv – for mit første budskab var jo netop, at du skal tro på dig selv, stå op for dig selv. Jeg gjorde mit bedste; jeg har ikke noget imod eller fortryder den musik, jeg lavede mellem de to plader. Jeg var bare nødt til at fortælle mig selv, at ”det her er en periode, hvor jeg ikke er så stærk eller så meget mig selv, som jeg selv har det godt med.”

Jeg er ligeglad, hvad resten af verden synes – det handler først og fremmest om mig selv. Det var baggrunden for The Pale Emperor, og den plade gav mig en følelse af at have fundet mig selv igen.

Musikalsk stådreng

Jeg hørte Pale Emperor-koncerten i København, hvor du vitterligt forekom revitaliseret – hvilket jo bekræftes af det, du her fortæller mig…

– Yeah. Da Tyler Bates og jeg gjorde den plade færdig, sagde han: ”det her er bare åbningen til den næste plade” – som altså skulle komme flere år senere. Da vi satte os ned og diskuterede den næste plade, kunne vi ikke komme i tanker om noget ny musik, som var farligt. Heavy metal. Du kan få det til at være så tungt, som du vil – men det er ikke heavy.

Jeg holder at drage en sammenligning, som indimellem er for sjov og nogle gange skal tages alvorligt, selvom den nok lyder mere sarkastisk og sardonisk end det modsatte. ”Vil du lave en heavy plade eller en hård plade? Well, hvad vil du helst have: En tung pik eller er en hård pik?” Du vil selvfølgelig have noget, som kan gøre et indtryk, ikke?

Tyler spurgte, om jeg kunne lide Killing Joke, og jeg svarede ”ja, jeg slamdancede til Killing Joke, dengang der var noget, som hed slamdancing!” Så jeg ville lave noget, der var anspændt og farligt på samme måde. Ikke punkrock som sådan, men der var en periode i musikken – omkring navne som Bauhaus, Joy Division og Killing Joke, som… det handler til dels om akkordstrukturerne, men især om det ubehag, du bliver efterladt med.

Det er ret forskelligt fra meget af det andet, som har inspireret mig – The Doors, Bowie, Iggy Pop. De indeholder alle sammen elementer af det, på forskellig vis – og de er selvfølgelig inspireret af hinanden; der er entropi, hvor tingene flyder fra den ene til den anden.

Men jeg ville lave noget, der føltes som at se en film, hvor du ikke er sikker på, hvad der vil ske – du ved, hvad du gerne vil have der sker – uanset om det så er horror, drama eller en romantisk film. Jeg ville gerne have den dér anspændthed. Tyler lever af at lave filmmusik, når han ikke arbejder med Marilyn Manson.

Han begyndte at spille riffet til We Know Where You Fucking Live, og jeg sagde ”tænd mikrofonen!” – og så tog det form derfra. Vi sad næsten lige så tæt, som du og jeg sidder nu, mens vi indspillede – vi kan godt lide at kunne se på hinanden, mens vi indspiller. Og så udfoldede historien sig, efterhånden som arbejdet skred frem.

Den romantiske side

Manson tager en tår af sin drink og taler fokuseret videre: – Men jeg vidste, hvordan jeg ønskede at historien skulle være – det handlede om min idé om, hvordan jeg gerne vil have, at livet skal være. Nemlig mig, som siger til verden: ”fuck you, jeg kan klare det her selv!” Det er ikke noget nyt for mig at sige.

Men denne gang var det mere et spørgsmål om ”jeg kan klare det her, alene, hvis det er nødvendigt” – og så alligevel give efter for min mere sårbare side. Den romantiske side. Uden at begå de samme fejltagelser, som jeg tidligere har begået ude i virkeligheden.

Bortset fra det tænkte jeg nu ikke i virkelighed versus fiktion, da vi lavede denne her plade. Altså… ”Hvis du siger, du vil være min partner – så er det os mod dem.” Den grundpræmis havde jeg ikke på plads før i tiden, i mit privatliv.

Altså: ”Hvis jeg skal tage en kugle for dig, så forventer jeg, at du vil gøre det samme for mig – ellers fungerer det ikke. Vi skal være et team.” Det er min idealistiske forestilling om, hvordan livet bør være – og det kom pladen til at kredse om.

Og i sidste ende vil jeg egentlig bare have, at den skal være, hvad den som lytter nu ønsker, den skal være. Nogen hører det som politisk, andre som religiøst, andre igen som noget seksuelt. Jeg hører også selv noget forskelligt i den fra gang til gang, når jeg lytter til det.

Psykotisk sammenbrud

Du var lige inde på den cinematiske dimension før… det er en stor skam, at din Lewis Carroll-film ikke blev realiseret; den var jo på tegnebrættet i flere år. Du har sagt et sted, at det i sidste ende blev for psykisk ødelæggende for dig at arbejde på projektet. Hvad skete der egentlig?

– Jeg levede mig for meget ind i figuren, da jeg skrev på den. Læste hans dagbøger og breve. Charles Dodgson/Lewis Carroll skrev over 19.000 breve i sit liv, og de var fra flere forskellige personer. Det kunne jeg relatere sig, som Marilyn Manson/Brian Warner.

Men jo mere, jeg kom ind i stoffet, jo mere ønskede jeg at leve mig ind i hans mindset. Før jeg gik i gang med at skrive manuskriptet, sagde jeg til min manager ”hvad nu hvis jeg – og flip nu ikke ud – vil lave et ekstremt eksperimenterede kunstprojekt og i den forbindelse fremkalder skizofreni hos mig selv?” Vi har det i øvrigt i familien; min mor var skizofren.

Jeg glemte siden, at jeg havde sagt det til ham – men på en vis måde tror jeg, at rent faktisk fik et psykotisk sammenbrud. Fordelen ved et psykotisk sammenbrud, har jeg siden læst, er at du kan få absolut gehør – du kan finde E-tonen uden et stemme-apparat. Jeg kan se tilbage på det i dag og grine af det, på visse måder – men det er meget svært at trække dig selv op af en depression af den kaliber.

Jeg vil ikke sige, at jeg var sindssyg i en grad, hvor jeg ikke vidste hvem jeg var – men jeg mistede min identitet; jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle være mig. Ved et uheld blev til jeg en anden – en, som (ikke engang var Charles Dodgson, red.) var min egen forestilling om en anden person. Jeg forsøgte både at lave en plade og en film på det tidspunkt.

Og på et tidspunkt kom der en intervention, hvor folk omkring mig dukkede op. Jeg troede, at det var en intervention i forhold til stoffer – men de ville have mig indlagt på et psykiatrisk hospital. Jeg sagde til alle i rummet: ”Jeg tror ikke, I ved nok om mig – I har hver især ikke været sammen med mig mere end en dags tid – til at være kvalificerede til at sige, som I gør.”

Aftenen forinden havde jeg været til premieren på den første Pirates of the Caribbean-film med Johnny Depp… han ville have mig med, fordi han er min bedste ven og altid godt kan lide at pålægge mig den byrde. Den aften fik jeg et opkald fra min far, som fortalte, at min mor var blevet indlagt på et psykiatrisk hospital – og næste dag kom så den intervention.

Det var en sørgelig ironi, og det pissede mig af. Det var min ekskone og den her advokat, som, ironisk nok, var manager for Linkin Park og stod for at få Chester Bennington indlagt på et psykiatrisk hospital. Og nu altså ville have mig indlagt.

Det fortalte han mig (at han havde fået Bennington indlagt, red.), hvilket jeg mener var et brud på hans tavshedspligt – så jeg fik ham sat fra bestallingen, og i dag er han et falleret piece of shit i Florida. Men jeg mener, at han var et dårligt menneske, som prøvede at udnytte mig – og hvem ved, hvad han har gjort mod andre folk?

Jeg var vred, for jeg skrev på et manuskript om psykologi og vidste mere (om emnet, red.) end nogen af de andre i lokalet, som prøvede at fortælle mig, at jeg var sindssyg. Hvilket er let at komme og sige. Ingen af dem havde været sammen med mig i ugen, der var gået forud – og så skred de, med en besked om, at de mente, at jeg var til fare for mig selv og burde indlægges.

Derefter var jeg alene i tre dage og fik ikke et eneste opkald. Den tredje dag ringede den, jeg tog den, og det var den her advokat, som sagde ”åh, er du overrasket over at høre fra mig?” Jeg bad ham om at gå ad helvede til.

Dræb for mig

Hele s/m-universet har været en central del af din æstetik, ikke mindst i tiden omkring netop Antichrist-pladen. Hvad er dine tanker om det specifikke psykoseksuelle felt, i dag?

– Da jeg var journalist, skrev jeg en artikel, We Always Hurt the Ones We Love – og da jeg for nylig rodede i en kasse med ting, fandt jeg netop det gamle magasin med den artikel (hvor en 20-årig Manson besøger en praktiserende dominatrix i Ft. Lauderdale, Florida, red.).

Det fik mig til at tænke på den oplevelse – og at den, tydeligvis, må have gjort et indtryk på mig. Men det sank ikke ind, dengang. Jeg er ikke god til følelser… der kan ske ting, som først påvirker mig flere uger senere. Forfærdigelige ting, hvor jeg måske virker følelsesløs i situationen. Men det er ikke fordi, jeg er ligeglad – det er bare ikke sunket ind. Måske er jeg stadig i chok, prøver på at bearbejde det eller sådan noget.

Men den episode i artiklen var min første oplevelse af BDSM. I samme kasse som det gamle magasin lå min notesbog fra 12. klasse. Og da jeg åbnede den, stod der på første side: Say10. Skrevet nøjagtig som på den nye plade – men skrevet med lyserød tusch.   

Jeg vil sige, at jeg finder det (s/m, red.) interessant – men for mig er vold og sex ikke forbundet i samme grad, som det har været for nogle af de mennesker, jeg har haft forhold til. Jeg forstår at klaske nogen i røven – men det er meget forskelligt fra at gå ind i hele ”bring out the gimp”-processen.

Jeg er kendt for at have været selvdestruktiv, men det har aldrig været i seksuel forstand. Det eneste, jeg har gjort, som både har været en voldelig og seksuel handling, har været det, jeg nævner i sangen Kill 4 Me, nemlig at lave en blodpagt.

Det er jeg virkelig ikke god til – i betragtning af, hvor meget jeg har skåret i mig selv med knuste ølflasker, er jeg virkelig dårlig til at bruge en kniv. Jeg skulle lige til at lave en joke… det er aldrig gået op for mig, at det hedder at dolke nogen, når man slår med en kniv. Jeg er heller ikke god til at skære i andre – nogen, jeg holder af – med en kniv, på en nænsom måde. Hvis jeg skal skære i nogen, er det for at gøre dem fortræd – det ville jeg være god til. Eller rettere: Har været god til. Men ud over det er det ikke noget, jeg finder nydelse i. Det er ikke en seksuel fetich for mig, hvis det er det, du spørger om.

Hjemsøgt hus

Lidt plat formuleret kan man vel sige, at en del af dit kunstneriske projekt har handlet om at skræmme publikum – skræmme folk til at tænke selv. Men hvad skræmmer Marilyn Manson?

– Før i tiden ville jeg have sagt ”at fejle”, men det skræmmer mig ikke længere. For selv når du har mistet alt, kan du få det hele tilbage – uanset om det er penge, din karriere, eller hvad ved jeg. Jeg har lært at værdsætte tingene. Alle, som overnatter i mit hus, er bange – fordi de tror, det er hjemsøgt. Jeg har to katte, William og Rusty. De er meget intuitive og bliver ved og ved med at slå ud efter og forsøge at fange ting, som ikke er der. De er særdeles intelligente, så jeg ved, at der må være et eller andet.

Men intet af den slags skræmmer mig. Jeg har allerede mistet det meste af min familie – mine forældre og min elskede kat Lily, som døde for et år siden. Men det, jeg frygter mest, er nok en situation, hvor du er helt alene, og der ikke er nogen, som er der for dig. Heldigvis fik jeg lov til at være hos min far, da han døde.

Det må være frygteligt at dø alene. Men det er ikke en frygt, som vejer tungt, for jeg har ingen intentioner om en snarlig død. Jeg nærer ikke noget dødsønske, og jeg er forholdsvis professionel og sund, hvad angår det at tage stoffer og drikke. Jeg er blevet lidt af en atlet i den henseende….

Well, jeg antager, at vi alle har vores foretrukne selvmedicinering. Hvad er din, i disse år?

Åh. Lidt vodka og lidt…. jeg tror, jeg er kommet mere op at køre på de endorfiner og den adrenalin, som bliver udløst, når jeg optræder. Det er gået op for mig, at jeg er gået glip af en del af de ting i visse dele af mit liv, hvor jeg var mere det dér Jim Morrison-modus.

Eller: Faktisk er det ikke fair at nævne Jim Morrison her, for jeg synes faktisk aldrig, han var dårlig når han optrådte – han var altid betagende, på enhver måde. Men der var tidspunkter, som jeg gik glip af.

Oplevelser, som jeg virkelig ønske, jeg havde nydt – men som jeg ikke oplevede, fordi jeg var for langt ude over kanten. Men det er årevis siden. Well, det var ikke engang helt tilbage i de tidlige år – men i de år, hvor jeg følte mig fortabt, mellem Golden Age og The Pale Emperor.

Mr. Manson, det har været en fornøjelse, og jeg ser frem til at fortsætte samtalen. Her er mit kort…

Tak, jeg sender dig en email. Jeg er ikke så nervøs for, at du får min mailadresse, for… We know where you fucking live… 

 

Fem facts om Marilyn Manson

– Marilyn Manson er både navnet på bandet og dets frontfigur. Det er en sammentrækning af massemorderen Charles Manson og skuespilleren og skønhedsikonet Marilyn Monroe – valgt for at repræsentere en opfattelse af, at vi alle rummer såvel skønheden som ondskaben.

– Albumdebuterede med Portrait of an American Family i 1994, efterfulgt af ep’en Smells Like Children. Det store og stærkt kontroversielle gennembrud kom med Antichrist Superstar (1996) og den efterfølgende Dead to the World-turné.

– Gennem groteske sceneshows og et aggressivt og urovækkende klangunivers lykkedes det Manson at vække international opsigt og forarge ikke mindst den kristne højrefløj hjemme i USA, som netop var hans skydeskive.

– Marilyn Mansons egne musikalske helte er navne som Iggy Pop og David Bowie – det sidste er tydeligst på hans gennemførte glamrock-album Mechanical Animals fra 1998. Her inkarnerede Manson den androgyne messiasfigur Omega – og spyttede sange som The Dope Show, The Last Day on Earth og Speed of Pain ud.

– I oktober udkom Marilyn Mansons tiende studiealbum Heaven Upside Down, og den 15. november kan man opleve Manson i intime rammer på Kulturværftet i Helsingør. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA