Søren Huss til GAFFA Sessions: – Intet er smukkere for mig end at få at vide, at min musik har fulgt nogen

Søren Huss til GAFFA Sessions: – Intet er smukkere for mig end at få at vide, at min musik har fulgt nogen

Søren Huss lod publikum komme tæt på sin tid i Saybia, personlig taknemmelighed, midlivskriser og kropsidealer til novembers sidste GAFFA Session.

Det var et udsolgt KU.BE på Frederiksberg, der dannede ramme om denne aftens GAFFA Session. Den fyldte sal kunne se frem til en aften i selskab med albumaktuelle Søren Huss i samtale med GAFFAs Henrik Tuxen. Det blev især til en snak om Søren Huss’ karriere fra Saybia til nu, men også om at sætte pris på sin plads midt i livet. Og allermest om taknemmelighed.

42-årige Søren Huss blev født i Nyborg, som også var arnestedet for Saybia, som han for alvor slog igennem med i 2002. Debutalbummet The Second You Sleep gik ind som nummer 1 på hitlisterne og solgte mere end 100.000 eksemplarer på blot et halvt år. Bandet udgav yderligere to album, inden de gik på pause på ubestemt tid i 2008. Senere har Søren Huss igen, ved siden af sin solokarriere, genoptaget Saybia, og i 2015 udgav de No Sound From the Outside.

Som soloartist har Søren Huss udsendt tre plader og vakte stor opmærksomhed med sin solodebut Troen & Ingen. Troen & Ingen omhandlede især Huss’ personlige tragedie, nemlig tabet af sin kæreste ved en højresvingsulykke. Siden kom Oppefra & Ned i 2012, og Søren Huss er nu aktuel med Midtlivsvisen, som udkom den 17. november i år.

Aftenens live-interview startede ved netop Midtlivsvisen. GAFFAs Henrik Tuxen spurgte således: Søren, Midtlivsvisen, den titel smager af noget. Hvad er historien bag?

Søren Huss kunne fortælle, at titlen var en, han kom op med for to år siden: – Jeg lagde titlen ned over sangskrivningen som en slags rammefortælling. Det er ikke en konceptplade, men det har været en ramme for de ting, jeg synger om på pladen. Jeg er jo midt i livet, og det handler om udsigten ved det og at gebærde sig i den situation, mennesker og samtaler og at befinde sig netop her – midt i livet.
Han tilføjede: Jeg valgt at skrive om der, hvor jeg er i livet og samtidig om, hvor mit publikum måske er. At skrive er jo et håndværk. Jeg kunne lave en kærlighedsplade med 10 radiohits, men det ville kede mig. Jeg vil gerne lave plader om noget, der rører mig. Pladen omhandler ikke nødvendigvis mit liv, men mere om følelser, jeg tager med over i mit sangværksted og bearbejder.

Det private og det kunstneriske

Dernæst tog Henrik Tuxen fat i et lidt mørkere emne, nemlig Søren Huss' tab af sin kæreste i en højresvingsulykke tilbage i 2007. I kølvandet på dette udkom hans første soloalbum, Troen & Ingen, i 2010.

Kan det blive for privat? Nu kender mange din personlige historie og første soloplade, spurgte Tuxen. Søren Huss svarede: – Det var det, der var så forbandet ved den situation. De fleste kendte min private historie, udgangspunktet for de følelser, som tog over, og jeg skrev sange om. Det overvælder mange, især fordi de læser min historie ind i det. Hvis man tager det ud og lader alle andre synge mine sange, kan man jo høre, at de sagtens kan fortolkes og gøres personlige for alle andre. Der skal jo være plads til andre i mine sange. Da jeg skulle synge vokal på Troen & Ingen, kunne jeg jo ikke lade tårerne trille ned ad kinderne. Så ville musikken ikke fungere for nogen andre. Det var en mere nøgtern måde at lære at formidle sin musik på. Den metode har jeg benyttet mere på de to senere plader. Det er bevidst, at jeg tager en følelse med fra mit privatliv. Det er lidt som en klump ler, jeg skærer til på arbejdsbordet.

Aftenens første sang blev Helt Almindeligt Liv, der, som Søren Huss selv forklarede det, handler om at trække en streg mellem ungdommen og voksenlivet. Sangen handler om et voksent menneske, som er færdig med at række ud efter ungdommen, men i stedet føler taknemmelighed over sit sted i livet. Næste musikalske indslag blev Under Tiden, som også havde en anekdote tilknyttet: Under Tiden var en sang, der opstod, mens jeg læste en samtalebog mellem Benny Andersen og Johannes Møllehave. Jeg fik bogen, og i den lå et lille digt på en post-it. Jeg syntes, at digtet var helt genialt og tænkte: ’’Det kan jeg godt gøre dårligere!’’, så jeg skrev en sang, der handler om at tvivle som forælder. Jeg tror, mange kan genkende den tvivl. Min datter er jo ved at vende hovedet ud mod verden, og der kan man godt komme i tvivl om, hvorvidt man har gjort det godt nok. Jeg hørte et citat her forleden, som jeg synes var meget godt: ’’Børn er ikke en flaske, der skal fyldes, men et bål, der skal tændes’’, og det er meget rammende.

Pinligt pladecover

Albumcoveret til Midtlivsvisen portrætterer Søren Huss kun iført underbukser og Dannebrogsflag. Det kunne Henrik Tuxen godt tænke sig at høre lidt om reaktionerne på: – Tja, min 12-årige datter synes, det er pinligt. Jeg prøvede at forklare hende, at det jo ikke er mig, men kunstner-mig. Hun sagde: ’’Det ved jeg godt, men det er pinligt alligevel.’’ Jeg havde nok ikke lavet coveret på den måde, hvis det ikke havde været min egen idé. Havde en anden foreslået det for mig, havde jeg sikkert ikke sagt ja. En anden solist kaldte det kropsaktivisme, og jeg har aldrig været mere bekvem i min krop, end jeg er nu, på trods af at den ikke lever op til diverse standarder. Det er en tilfredshed, der kommer med at være voksen. At acceptere forfaldet. Det er næsten en ren roulette, hver morgen når man vågner op – er det mon knæet eller tanden jeg har ondt i i dag? grinede Søren Huss.

Han fortsatte: – Det er måske også lidt et opgør med skønhedsidealer. Det er tydeligt, at kvinder alt for længe har været underlagt forfærdelige kropsidealer, og det er også ved at overtage hos mænd også. Hvis man ikke ser ud, som om man gør sig umage med at være i fit condition, så opfattes man som en dum person eller en, der ikke har styr på sit liv. For mig, ja, hvad fanden er det vigtigste?  Er det, hvordan hylsteret har det, eller hvordan det ser ud? Jeg fornægter ikke, at en god fysisk form gør underværker mentalt, men det er også vigtigt at have det godt med sig selv, som man er. Jeg har selv været overvægtig, siden jeg stoppede til fodbold som 17-årig.

Saybia versus Søren Huss

Aftenens interview faldt derefter på Søren Huss’ solokarriere versus tiden i Saybia: – Dengang havde jeg masser af musikalsk selvtillid, men som mand og menneske var jeg meget usikker – som unge mennesker jo er. Det skrev jeg mange sange om. Der var en desperation i de sange, jeg skrev til Saybia. Men der sker virkelig noget med en, når man bliver far, så får man et værd som menneske, helt uden forbehold. Man har et værd for et andet, lille menneske, om end ens karriere så synker i grus eller går fantastisk. Det var rigtig godt for sådan en som mig, det med, at ligegyldigt hvad havde jeg værdi, når jeg kom hjem til min familie.

Der har klart været et kursskifte i stil og sprog ikke mindst fra Saybia til nu, men jeg skrev på samme måde og var lige så autentisk dengang, som jeg er nu. Selvom det var lidt sværere for mig på engelsk. Det føles bedre i min krop af synge og formidle på dansk, jeg kan bedre fornemme, om det, jeg skriver har en reel værdi. Jeg havde ikke samme fornemmelse for det engelske sprog, og det må have lydt helt fjollet for englændere. Dette er sagt i kærlighed, men Mads Langers "Elephant in a Porcelain Shop" lyder godt nok mærkeligt på engelsk, selvom samme frase findes i en engelsk udgave. Jeg har selv lavet samme finte.

Havde du spottet, at du havde en dansk solokarriere foran dig? spurgte Tuxen opfølgende. Søren Huss uddybede: – Nej, tværtimod. Jeg havde en meget arrogant tilgang til det med at synge på engelsk. Jeg sagde, at engelsk lå mig tættest på hjerte, og at jeg drømte på engelsk og sådan noget. Men afsættet dengang var som sagt stadig autentisk, og det er måske den kvalitet, jeg lytter allermest efter, om så det gælder dansktop eller heavy metal.

Derefter spillede Søren Huss Mig og Mine Tanker samt Guldbryllup. Søren Huss berettede, at Mig og Mine Tanker blev til under en bilferie denne sommer: – Jeg kørte gennem Europa sammen med min datter og et 4-personers telt. Efter at have vandret 7 kilometer over et bjergpas i alperne, landede vi på campingpladsen. Min datter lå og sov i teltet, alt imens jeg lå med en ukulele og en pakke gule Kings og var fyldt med afgrundsdyb ro og tilfredshed.

Guldbryllup passede godt ind i aftenens taknemmeligheds-tema og handler ifølge Søren Huss selv om taknemmelighed over for hans forældre, forsoning og ærlighed.

Tidlig modning

Aftenen blev rundet af med et svar på, hvorfor taknemmelighed netop har været et så stort tema på Mitlivsvisen: Hvis man har en dejlig partner, dejlige børn, et dejligt hjem og et dejligt job – og man stadig ikke føler tilfredsstillelse ved det, så må man træde et skridt tilbage og være taknemmelig over det, man har. Jeg mistede tidligt, hvilket måske har tvangsmodnet mig en del. At finde taknemmeligheden frem har måske hjulpet mig med at undgå at blive kold og kynisk. Tilgivelse og taknemmelighed er to begreber, jeg arbejder meget med. Det er knapper, vi alle skal lære at skrue op for. Det er dem, jeg selv har måttet trykke på for at holde kynismen og bitterheden ude. Det har været en kamp, og det er stadig ikke et overstået kapitel, for jeg tror ikke på ordet balance. Alt er jo i forandring hele tiden, så balance er tåbeligt at stræbe efter.

Med de ord blev denne aftens GAFFA-session lukket. Sidst, men ikke mindst, spillede Søren Huss en sidste sang, Opvasken. Opvasken blev sunget i selskab med publikum, hvor Søren samtidig gik rundt mellem rækkerne i salen på KU.BE og spillede guitar og sang.

Det billede omfavner Søren Huss som kunstner. Han er jordnær og autentisk, og publikum til aftenens GAFFA-session fik i den grad et indblik Søren Huss som menneske og kunstner. To sider, der måske ikke er så langt fra hinanden i Huss’ tilfælde – og netop den hårfine balance mellem det kunstneriske, det menneskelige og det private, som Søren Huss balancerede mellem i sin samtale med Henrik Tuxen, er, hvad der gør hans musik så enestående.

 

Spørgsmål fra publikum:

Du skriver meget personligt – oplever du, at folk tror de kender dig bedre end de egentlig gør?

Ja, eller, jeg skriver jo om følelser, der er meget almene, så jeg opfatter det ikke som noget negativt. Jeg føler nærmere et slægtskab. Jeg får mange beretninger ind fra folk, meget i forbindelse med Troen og Ingen, som skriver om at de har mistet. Hvad de bruger min musik til. Folk føler, vi har delt et eller andet sammen, og det føler jeg kun varme ved. Intet er smukkere for mig end at få at vide, at min musik har fulgt nogen.

Hvilken sang ville du ønske du havde skrevet?

John Lennons Imagine.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA