Stort interview med Marvelous Mosell: Antikommerciel masseappel

Stort interview med Marvelous Mosell: Antikommerciel masseappel

Marvelous Mosell er brandvarm. Koncerterne er udsolgte, vinylerne går som varmt brød, og anmeldelserne er i top. Men hvem er han egentlig, manden bag uniglass-brillen? Og hvordan fandt han lige sammen med Malk de Koijns Tue Track? GAFFA har mødt de to tjekkede hiphoppere, så stig med ombord her, for der er kun én vej for Marvelous Mosell og makkeren Tue Track, og det er fremad – i fuld fart og iklædt fortidens farvestrålende gevandter.

Marvelous Mosell kan opleves til Gløgglich Homecoming på Train i Aarhus 22. december

Det er efterhånden de færreste, der ikke genkender Marvelous Mosell, når de ser et billede af ham iklædt joggingsæt og sin karakteristiske uniglass-solbrille , eller som ikke han rappe med på den højdramatiske historie om Robin Rubin, der som bekendt solgte crack kokain. Efter flere år med undergrundssingler, episke YouTube-videoer og legendariske liveoptrædener sammen med sin faste makker, Tue Track, er Marvelous Mosell – aka Morten Sell – nu langt om længe ude med sit regulære debutalbum, Magisk, Mytisk, Mageløs, der er blevet til i tæt samarbejde med netop Tue Track.

GAFFA møder de to hiphopppere over en kop kaffe i Tue Tracks studie, der er isoleret med vinylplader. De er afslappede og glade over succesen, der har været støt tiltagende gennem de sidste fire år og nu kulminerer med læssevis af udsolgte shows landet over og udgivelsen af Magisk, Mytisk, Mageløs.

En baglæns hiphop-rejse

Allerede i en tidlig alder spidsede den unge Morten Sell ører hjemme hos en af legekammeraterne, hvis storebror satte MC Einar på anlægget, og "Provokerer, onanerer" blev hans første møde med hiphoppens forunderlige univers. I syvende klasse var det 90’er-hiphoppen med Xzibit, Snoop Dogg, dengang han stadig hed ”Doggy” til mellemnavn, og 2pac

Som 15-årig begyndte han selv at skrive rim derhjemme på hobbybasis. Det greb hurtigt om sig, og rimene blev til flere og længere tekststykker, mens interessen også begyndte at omfatte andre aspekter af kulturen som graffiti og dans.

– Det var hele universet, der optog mig – alt lige fra dans, graffiti og rap til musikvideoerne og det tøj, de havde på, siger Marvelous Mosell og fortæller, hvordan han til at starte med

 optrådte gratis til små hiphop-jams og -arrangementer, hvor han havde en cd med i lommen, som lydmanden på stedet satte på, så han kunne rappe over sine hjemmefabrikerede loops.

Før det var han dog tilbage i starten af 00’erne en del af hiphop-duoen Jan & Mo, sammen med den lidt ældre kammerat Jan, som Mosell gik på produktionsskole med i Nordvest i 2002. Det var i denne konstellation, han første gang optrådte på en scene. Det var et hiphoparrangement i Rødovre, der fik æren af de to herrers debut.

– Jan og jeg lavede også en cd sammen med 12 numre, vi havde produceret sammen i de år, vi gik på produktionsskolen, og igennem Jans ven Ralf fik Tue Track faktisk stukket vores cd i hænderne, fortæller Mosell og ser over mod Tue, der smiler og nikker.

Tue Track: – Ja, men vi mødte først hinanden 10 år senere, og da vidste jeg ikke, at det var ham, der var Mo i Jan & Mo. Men pludselig en aften, hvor vi sad og snakkede om Ralf – Skadefro, som han blev kaldt – der var med til at starte Den Gale Pose – gik det op for mig. Ralf sagde dengang, at jeg skulle tage at lytte til de her rappere, han havde lavet noget sammen med – og at jeg især skulle lægge mærke til Jan, haha!

Marvelous Mosell: – Ja, han var også en meget bedre rapper end mig. Jeg har ikke hørt cd’en i mange år…

TT: – Men det har jeg!

MM: – …Og jeg kunne egentlig heller ikke tænke mig, at den kom ud på nettet. Jan rapper ret godt på den, men jeg kan sgu ikke lide det, jeg selv laver der.

TT: – Uden at fornærme nogen vil jeg også sige, at det, du laver i dag er klart bedre!

Hvordan lød cd’en?

TT: – Der var nogle meget fede ting derpå, men det var sådan meget typisk slumhiphop fra 2003-2004. Det var ret godt lavet, og musikalsk var det i samme stil som Suspekt – bare knap så horrorcore på tekstsiden. Jeg kan huske, jeg tænkte, det kunne være meget interessant at lave noget med dem, men jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre med det.

En togbillet til Thisted

Det første gennembrud skete i 2013, da Marvelous Mosell gæstede David Mandel og Sara Bro på P3. De tog musikken til sig. Samme år optrådte Mosell også på Vanguard Festival, hvor også heltene fra Wu Tang Clan var på plakaten, og her havde han for første gang Tue Track med på scenen. Resten er historie.

MM: – Siden har vi optrådt sammen hver eneste gang, jeg har været på scenen.

Men når det nu ikke var Jan & Mo-demoen, der havde ført de to sammen, hvordan mødtes Mosell så med Malk de Koijaneren ti år senere?

TT: – Vi skulle på tour med Malk de Koijn oven på udgivelsen af Toback to the Fromtime, og vi skulle have fat i noget opvarmning. En dag kom vores booker, Jesper Kemp, med en fyr, der havde budt sig til. Det var Marvelous Mosell, og vi begyndte at tjekke hans videoer ud på nettet. Geolo G var hurtigt ret begejstret for det, men jeg skulle lige ordentligt ind i det for at fange essensen af det.

Hvad var det, der overbeviste dig?

TT: – Det var en video, hvor Mosell sad hjemme i sin stue og rappede a cappella og bare blev ved og ved og ved. Dér tænkte jeg: ”Okay, han kan noget mere , ham her!” Det ændrede min tilgang til det, og så begyndte jeg at forstå sange som Catastrophical Ravage og Robin Rubin og i det hele taget fatte hans univers. Jeg hørte, at han var ved at blive signet til et større pladeselskab, og det mindede mig om starten med Malk, hvor alle pladeselskaber stod og ville ha’ et eller andet rap, og vi så havde Jeppe Bisgaard til at tage sig af kommunikationen med pladeselskaberne, fordi de ikke rigtig fattede, hvad de havde med at gøre. De ville bare have en rapgruppe, fordi det var det, der var oppe i tiden. Det var Jeppe, der beskyttede os dengang, og jeg kunne se, at Mosell godt kunne bruge lignende beskyttelse og rådgivning. Så en nat, jeg ikke kunne sove, skrev jeg til ham på Soundcloud: ”Jeg ved, du har et møde med et pladeselskab i morgen. Ring til mig, hvis det er muligt!”

Dagen efter mødtes vi på Nørrebro, hvor vi begge to bor og drak en kop kaffe og aftalte at lave noget sammen. Hvad det skulle være, vidste vi ikke, men jeg kunne i hvert fald hjælpe ham med at bygge den mur op omkring ham, for jeg kunne høre, at alle mulige allerede var begyndt at rive i ham fra forskellige sider, efter han havde været inde på P3. Han fik en masse forespørgsler fra folk, der ville have ham til at spille for en femhundredekroneseddel og en togbillet til Thisted, og det skulle der sorteres ud i. Så der startede vores samarbejde. Kort tid efter optrådte vi på Vanguard, og derefter gik det stærkt for vores booker. Der var mange, som var interesserede efter det.

Originalitet og He-Man

Mosell, der er uddannet elektriker og desuden har ernæret sig via diverse rengøringsjobs, er tydeligt begejstret over at være i stand til at kunne leve af musikken siden et halvt år efter den dag på Vanguard Festival for fire år siden. Men hvordan fandt han sin særlige niche?

Din lyd og din stil generelt er jo noget mere retrospektiv end den 90’er-gangsta rap, der optog dig i starten. Hvordan kan det være?

MM: – Jo mere hiphop, jeg begyndte at høre, jo ældre blev den musik, jeg dykkede ned i, og det er så endt med, at jeg lytter rigtig meget til noget af det allerførste rap, der blev lavet. Det er det, jeg bedst kan lide.

Hvordan var din stil, da du begyndte at rappe for cirka 15 år siden?

MM: – Det lød jeg meget mere som det, der var fremme på det tidspunkt. Det har så stille og roligt bevæget sig over i det, jeg laver nu. Det var ikke sådan, at jeg fra den ene dag til den anden tog en beslutning om at det skulle være meget old-school. Jeg har altid syntes, at noget af det, der er vigtigst i hiphop er, at man finder sin egen stil og laver noget, ingen andre laver – og i Danmark er der ikke andre, der laver det, jeg gør. Det er noget, jeg har udviklet stille og roligt hen ad vejen. Men jeg synes helt sikkert, man skal skille sig ud. Det er også noget af det, der gør det sjovest. Hvis der i forvejen havde været nogen, der lavede det, jeg laver nu, så havde jeg nok valgt at lave noget andet.

Det, I laver er jo en gave for alle os, der er født i første halvdel af 1980’erne…

MM: – Ja mand, siger Mosell, der selv er fra 1983. Der er så mange fede ting fra dengang! Jeg elskede at komme i legetøjsbutikkerne og bare kigge på alle de seje ting, de havde.

Hvad kiggede du især på?

MM: – Altså, jeg elskede He-Man-figurerne, det var de bedste! Dem kunne jeg kigge på i timevis. Inde i Fætter BR var der tit nogle opstillinger, hvor de forskellige figurer var stillet op i seje scenarier, og det var min drøm at lave sådan nogle udstillinger, når jeg blev voksen. Og på en måde er det jo lidt det, jeg laver i dag, for nogle af mine rap-numre er jo historier, hvor jeg sætter figurer op mod hinanden, og får det til at se fedt ud – eller lyde fedt.

Jeg er helt med, jeg var virkelig også stor He-Man-fan! Hvad dyrkede du ellers?

MM: – Der var noget, der hed Dino Riders – dinosaurer med laserkanoner og rumvæsner, der kunne kontrollere dem, og så selvfølgelig Turtles, der var helt enormt populære. Dem var jeg også kæmpefan af , men derefter blev jeg nok lidt for gammel til at lege med legetøj. Og det legetøj inspirerer mig stadig den dag i dag. Alene emballagen fra en af de gamle figurer kan næsten inspirere mig til et nyt nummer. Det var virkelig en eventyrlig tid.

TT: – Jeg er jo for gammel til at have leget med He-Man og Ninja Turtles, så nogle gange har jeg lige måttet spørge Mosell, hvad noget af det har handlet om. Ellers har jeg spurgt min ældste søn, han er mere inde i det, end jeg er.

Dansk rap og Fars Fede Ferie

Det er en elegant samlet pakke, Marvelous Mosell og Tue Track leverer med både rimene, musikken, dansen og ikke mindst tøjet, som Mosell forklarer, at han finder i genbrugsbutikker, retro shops og på deciderede tøj-ture til Berlin. Dansen har han fra tutorials på YouTube, hvor han også selv har lagt et par undervisningsvideoer op. Derhjemme er tøjskabet fyldt op med et imponerende udvalg firsernes fineste klædedragter, og et andet sted i lejligheden ligger en billet til en Malk de Koijn-koncert på Stengade 30 fra 1998.

MM: – Jeg hørte rigtig meget Malk de Koijn dengang, og derfor er det også vildt at arbejde sammen med Tue Track nu.

Hvad lyttede du ellers til af dansk rap?

MM: – Næsten alt det, der var dengang. Rigtig meget Clemens og Den Gale Pose, men jeg kunne også rigtig godt lide Hvid Sjokolade, Humleridderne og Østkyst Hustlers. Hver gang der kom noget nyt dansk rap, tjekkede jeg det ud.

Dine sange er fulde af mindeværdige karakterer. Hvordan opstår de?

MM: – En figur som Robin Rubin opstod, da jeg hørte det nummer, jeg har samplet i sangen, "Fly Robin Fly". Jeg syntes, det var et fedt nummer, men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg kunne bruge omkvædet, og så fandt jeg på, at det skulle være en, der hed Robin Rubin, som jeg gerne ville knytte en lang, filmisk historie til. Så gik jeg ellers bare i gang… Den sang og den tilhørende video satte virkelig gang i tingene for mig. Jeg fik meget opmærksomhed på den tilbage i 2012. Mange af mine tekster har jeg i øvrigt skrevet oppe i min farmors sommerhus, hvor sange som "Catastrophical Ravage", der også er meget filmisk, og mange andre er blevet til.

Man kunne sagtens lave fantastiske spillefilm bygget på dine numre, men hvilke film ser du egentlig selv?

MM: – Jeg kan bedst lide at se komedier. Af nyere film er det sådan nogle med Will Ferrell og Ben Stiller. Jeg er også meget inspireret af serien Eastbound and Down, men af de ældre ting elsker jeg jo film som Ghostbusters, Gremlins, Fars Fede Ferie, Frækkere End Politiet Tillader og Commando. Når jeg ser de film, finder jeg som regel på et eller andet. Så rammer inspirationen lige med det samme. Nå ja, og så er Olsen Banden-filmene jo nogle af de bedste film, der nogensinde er lavet!

En krone sparet…

På flere af numrene på Magisk Mytisk Mageløs er det et tilbagevendende tema, at du er ret nærig, og du beskriver dig selv som en gnier. Stemmer det overens med virkeligheden?

TT: – Haha, ja dét er han!

MM: – Det må jeg vist sige ja til. Vores lydmand har tit grinet ad, hvor nærig jeg er. Det bedste er, hvis jeg kan slippe for at betale for noget. Blandt andet backstage. Så hvis de andre giver et eller andet i baren, går jeg ind og henter et par gratis øl til os backstage i stedet. Det er altid federe at få noget gratis end at betale for det, og jeg er meget sparsommelig. Det har jeg været siden, jeg var helt lille. Jeg kan huske, jeg havde fået nogle mønter, som jeg havde liggende – femmere og tiere – og min mor, spurgte, hvad jeg skulle bruge dem til, hvortil jeg svarede: ”Jeg skal ikke bruge dem, jeg skal bare have dem liggende herhjemme i skuffen, så jeg kan tage dem frem og kigge på dem.” Altså, det er ikke ekstremt, jeg er nok bare mere påpasselig med at bruge penge, end flertallet er. Det er også meget atypisk i hiphopmiljøet, hvor alle er sådan nogle big spendere, der smider om sig med penge – så vil jeg hellere være ham, der løber rundt og samler dem op, haha!

Du har tidligere fremhævet "Robin Rubin" og "Catastrophical Ravage" som nogle af de tekster, du er allerbedst tilfreds med. Er der kommet nye sange til siden, der lever op til dem?

MM: – På de nye plade, synes jeg helt klart at "Sindssyge Bertram", Beverly Hills-nummeret ("Beverly Beretninger", red.) og "Antikommerciel Masseappel" også er deroppead. Dem er jeg stolt af. 

TT: – "Parfumen Hænger Fast" er helt klart en af mine favoritter fra den nye. Den er virkelig anderledes end noget af det tidligere og stikker meget ud – sammen med "Visdom", der viser Mosell fra en lidt anden side, end man er vant til.

Har du oplevet, at der er nogle, der har været sure over, at det, du laver ikke er alvorligt nok?

MM: – Ja, der har været nogle enkelte, men det har været folk, der ikke kender så meget til hiphop. Folk, der har hørt lidt hiphop og så tror, de ved, hvad det handler om, og at jeg prøver at lave sjov med hiphop. Men folk, der har hørt meget hiphop, har jeg ikke oplevet noget fra, for de, der forstår hiphop, forstår også det, jeg laver.

 

Clean rap uden bandeord

Et ud af mange særlige kendetegn ved Marvelous Mosells musik er, at hans tekster er blottet for ukvemsord. Såkaldt ”clean rap”. Men hvorfor nu det?

MM: – Det er der sjovt nok ikke så mange, der har lagt mærke til, men det er rigtigt nok. Det første rap, der kom tilbage i 70’erne, var clean rap. Det kan godt ske, der har været nogle bandeord, når man har stået på gaden og rappet, men ikke i selve musikken. Når jeg skriver mine tekster, vil jeg gerne være så velformuleret som muligt, og så er det ikke lige bandeord, der trænger sig på. Så vil jeg hellere bruge ”rigtige” ord. Det skal være det bedste, jeg kan komme op med, og så må det også gerne være så rent som muligt – så skal det ikke tilsmudses af bandeord. Hvis man lytter til en, der taler uden at bande, har vedkommende også mere autoritet, synes jeg. Man hører ikke professorer eller videnskabsmænd stå og bande. Der er noget stil over det.

Men du har ingen problemer med, at andre bander i deres rap?

MM: – Overhovedet ikke. Der er masser af bandeord på stort set alle mine rapplader derhjemme, både gangstarappen og den mere bumsede East Coast-rap. Det er bare ikke mig, og jeg synes ikke, der er nogen grund til det. Man kan altid skrive et andet ord i stedet for et bandeord.

 

Favoritrapperne

MM: – Jeg har hørt rigtig meget Wu-Tang Clan, dem elsker jeg! Ellers er det mange af de gamle som Melle Mel, LL Cool J og Slick Rick. Men også folk som Nas og hans ven AZ, som jeg dog ikke så tit nævner, fordi folk altid tror, jeg siger Jay-Z. Herhjemme har Malk de Koijn inspireret mig meget – ikke kun i forhold til deres musik, men også i forhold til at lave noget, der er så anderledes.

Favorit He-Mankarakter

MM: – Jeg har engang lavet en He-Man-rap, men den er ikke god nok til at blive vist frem. Jeg vil rigtig gerne lave en ordentlig en dag. Jeg kunne altid bedst lide at lege med de onde, for jeg syntes, de så flottest ud, så jeg var rigtig glad for Skeletor og hans håndlangere Beastman, Trap Jaw og slangemanden Tongue Lasher. De havde også nogle rigtig flotte farver, mange af dem. De gode lignede tit bare normale mennesker i sjovt tøj, mens de onde var seje monstre i flotte farver, og det var jeg vild med!

Favorit-Ninja Turtle

MM: – Da jeg var lille, var det Michelangelo, for han var så sjov, men han bliver nok også let lidt for meget af det gode, så i dag vil jeg nok sige Raphael. Han har mere kant. Til gengæld har Leonardo jo klart de bedste våben… Men jeg tror nu nok alligevel, jeg lander på Raphael.

TT: – Hvad er der bedst ved Raphael?

MM: – Han er mere sammenbidt end de andre. Han grubler meget over tingene og er ikke glad eller optaget af at gøre det rigtige hele tiden. Det synes jeg gør ham meget menneskelig.

Marvelous Mosell kan opleves til Gløgglich Homecoming på Train i Aarhus 22. december


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA