Portræt af Leonard Cohen – tusind kys dyb

Portræt af Leonard Cohen – tusind kys dyb

Leonard Cohen var i en liga for sig, og i december er det 50 år siden, mestersangskriveren udgav sit debutalbum. GAFFA har bedt tre kendte danske fans hjælpe med at tegne et portræt.

”Suzanne takes you down to her place near the river….” Sangen om den mystiske ”Suzanne”, som iført genbrugstøj serverer te og appelsiner, åbner Leonard Cohens debutplade og må regnes blandt hans største klassikere. I denne måned fejrer netop Songs of Leonard Cohen 50 års fødselsdag – en god anledning til at mindes mestersangskriveren, som døde i november 2016.

GAFFA har indkaldt assistance fra et par danske fans – for hvem var han egentlig, denne Cohen? Og hvad har hans guldrandede bagkatalog at sige til nye generationer af musikelskere og GAFFA-læsere? Ikke så lidt, faktisk, hvis man skal tro 26- årige Katinka fra det populære rockband af samme navn.

– Sangene handler om alt i livet, fra ungdommens vildskab og begær til mødet med døden. Cohen går ikke af mode, han er universel, vurderer Katinka og uddyber: – Selv hans nyeste albums har taget mig med storm. Hvor han ikke kun har dystre afskedssange med livet, men også en smuk kærlighedssang, ”Crazy to Love You” fra albummet Old Ideas. Cohen kan ikke slides, Cohen lever videre. Jeg græd, da han døde.

Sange fra et værelse

Da Cohen debuterede i den – i popsammenhæng – høje alder af 33 år, var han allerede et etableret navn på den litterære scene hjemme i Canada. Allerede i 1956 havde han debuteret med digtsamlingen Let Us Compare Mythologies, og umiddelbart inden han besluttede at ”tage til Nashville og blive countrysanger” (som han sagde), havde han udgivet sin anden roman.

Det var ikke overstrømmende begejstring, som mødte Cohens første par plader. Da Cohen i 1969 fulgte op på debuten med albummet Songs from a Room, skrev Rolling Stone Magazines anmelder blandt andet: ”Det kræver ikke megen lytning at konstatere, at Leonard Cohen ikke kan synge. Punktum. Alligevel vokser pladen på dig og har noget at tilbyde. Men du kan ikke bebrejdes, hvis du ikke gider tage dig tiden til det.”

Ikke desto mindre indeholdt de første to-tre skiver en række af de sange, som siden fik klassikerstatus blandt Cohens trofaste fans – fra ”So Long, Marianne”, ”Bird on the Wire” og ”Suzanne” til ”Famous Blue Raincoat”, som for Katinka indtager en helt særlig plads i bagkataloget.

– Jeg kan huske, da vi min far læste teksten op til Cohens ”Famous Blue Raincoat”, da jeg var 16-17 år, og jeg blev helt opslugt. Tænk at kunne skrive så knivskarpt med så intelligente og originale billeder. "Yes, and thanks, for the trouble you took from her eyes / I thought it was there for good so I never tried." Teksten er enkel og dyb på samme tid, der er en fortæller, som man ikke helt stoler på”, funderer Katinka og fortæller, hvordan hun nærmest er blevet vokset sammen med Cohens eminente tekster:

– Jeg er på en måde vokset op med Cohen, og teksterne bliver ved med at være der, selv om jeg bliver ældre. Jeg får nye følelser og tanker ud af sangene nu i forhold til for ti år siden. "This waltz, this waltz, this waltz, this waltz / with its very own breath of brandy and death / Dragging its tail in the sea".

– Og så er der sangen om Janis Joplin og deres møde på Chelsea Hotel, der smukt og beskidt beskriver hendes turbulente liv, den har jeg grædt over mange gange. Og jeg kan egentlig blive ved, både med hans gamle og nye tekster og sange, siger Katinka.

Det var Anders Dohn/Nikolaj Nørlund-projektet På danske læber (2004), som i sin tid var med til at tænde Katinkas interesse for den knap 60 år ældre, canadiske poet. Dengang fortolkede en række danske solister Leonard Cohens forlæg – og da successen blev gentaget i 2017 med nyt lineup, var Katinka med om bord.

– Jeg var kun 12 år, da På danske læber kom ud, og de oversættelser hjalp virkelig meget til at komme ind i Cohens univers. Det var jo lidt op ad bakke at forstå hans snørklede og smukke sprog som 10-12 årig. Men der var helt klart noget, der fangede mig allerede dengang, fortæller Katinka. 

Forskellige stillinger

Christian Hjelm fortolkede Cohen og sangskriverkollegaen Sharon Robinsons tindrende smukke ”Alexandra Leaving” ved På danske læber 2017-koncerterne. Han var en smule ældre end kollegaen Katinka, da han stiftede bekendtskab med Cohen. Og for Hjelm blev netop ”Suzanne” åbningen til Cohens univers.

– I gymnasiet var første gang, jeg stiftede bekendtskab med Cohen, og det var primært Songs of Leonard Cohen, som jeg dyrkede, fortæller Hjelm og spoler tiden tilbage til 16-17-års alderen: 

– Jeg husker tydeligt, det må have været, da jeg gik i 2.G, hvordan Malthe Fischer (Oh No Ono, Lust for Youth) og jeg sad på hans værelse, efter vi havde indspillet nogle tracks, og hørte "Suzanne" op til flere gange i streg i mørket, mens vi kæderøg hjemmerullede cigaretter.

– Den sang er magisk, og den hjemsøgende korstemme fra Nancy Priddy bliver jeg aldrig træt af. Jeg bliver helt væk i det univers og har ikke lyst til, at sangen stopper. Der er ikke mange sange, som kan netop det, konstaterer Hjelm.

Efter en omfattende turné i kølvandet på 1979-albummet Recent Songs indledte Cohen en pladepause på seks år. Og da han vendte tilbage med Various Positions – forskellige stillinger – i 1985, var det ikke alene med nøglesangen ”Hallelujah” på tracklisten, men også med en helt ny lyd.

Den midaldrende digter havde investeret i et billigt Casio-keyboard, og nu skulle produktionerne tilsyneladende lyde så syntetiske som muligt. Det var en tendens, som fortsatte karrieren ud – i første omgang på I’m Your Man fra 1988, som blev en slags sent, kommercielt gennembrud for Cohen.

I 1992 fulgte dystopiske The Future og en strabadserende verdensturné, som Cohen – af alle steder – valgte at indlede i vestjyske Holstebro. Da turnéen var overstået – og Cohens forhold til skuespillerinden Rebecca de Mornay ligeså – trak Cohen stikket. Han tog konsekvensen af de depressioner, som havde hjemsøgt ham hele hans voksenliv, og tjekkede ind som fast beboer på det zenbuddhistiske center på Mount Baldy uden for Los Angeles.

Her fandt Cohen endelig selv den ro, som nogle af hans fans gennem årene har fundet i Cohens sange. – Der hviler en helt bestemt ro i hans sange, de er cool på en helt særlig Cohensk måde, som Christian Hjelm siger og uddyber:

– Han giver sig tid i sangene, som i øvrigt også tager ret lang tid for ham at skrive, og det skinner igennem, når man lytter, de har nærmest en afstressende effekt på mig.

Hvad yngre lyttere eventuelt kan få ud af Cohen, vil Hjelm nødig gøre sig klog på, men siger alligevel: – Jeg kan selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men en sang som "Suzanne" har noget udødeligt og tidløst over sig, og jeg vil mene, at kommende generationer også vil kunne få noget ud af den sang.

Klosterliv

Cohen tilbragte adskillige år underlagt centerets strenge disciplin – med en computer, cigaretter og lidt spiritus som eneste luksus i sin lille hytte på bjerget. De kunstneriske resultater af klosterårene kom i skikkelse af albummet Ten New Songs (2001) og digtsamlingen Længslens Bog.

Men der skulle gå yderligere nogle år, inden Cohen i 2008 indstillede 15 års koncertpause og indledte et imponerende livecomeback i sit livs efterår. Det blev til adskillige stærke koncerter herhjemme i den forbindelse, ligesom Cohen nåede at sætte et flot punktum for pladekarrieren med en trilogi bestående af pladerne Old Ideas, Popular Problems og endelig svanesangen You Want It Darker, som udkom kort før Cohens død i november 2016.

Pladerne har karakter af en poetisk og eksistentiel statusopgørelse, og da undertegnede talte med Cohen i 2014, kunne jeg ikke lade være med at spørge ind til den nyere tekst, hvor Cohen taler om ”a manual for living with defeat” – en brugsanvisning til at leve med de(t) nederlag, som er en uundgåelig del af det at være menneske. For hvordan mon hovedpunkterne ville se ud i sådan en manual, hvis Cohen skulle skrive den?

Cohen tænkte længe, den eftermiddag i London, inden han valgte at svare med et spørgsmål: ”Well, hvad ville være din tilgang?” Heldigvis forventede den gamle mester ikke noget svar, men tog selv ordet igen og sagde – langsomt, fuldt fokuseret og med sin karakteristiske røst:

– Alle står midt i en mægtig kamp for selvrespekt og mening, for betydning. Jeg tror, at første skridt er at anerkende, at din kamp er den samme som alle andres.  Lidelsen er den samme. Den erkendelse er efter min mening forudsætningen for et ansvarligt liv:

Vi vil stå i en brutal kamp mod hinanden, indtil vi indser, at vi alle lider på samme måde. Indtil da er der ingen mulige politiske, sociale eller spirituelle løsninger. Så det begynder dér: Ved anerkendelsen af, at vi alle lider.

På danske læber

  • Antologien På danske læber fra 2004 bød på danske oversættelser af Cohens sange og blev en stor succes. Bag oversættelserne stod den danske Cohen-entusiast Anders Dohn, mens kapelmesteren blev Nikolaj Nørlund.
  • Anders Dohn gik bort i sommeren 2017, blot nogle måneder efter genoplivningen af På danske læber-konceptet ved koncerter i København og Aarhus. – Hans dygtige og præcise oversættelser udgjorde udgangspunktet for På danske læber, siger Nørlund om den tidligere DR-producer.
  • 2017-udgaven af På danske læber bød på såvel gengangere fra 2004-pladen som en håndfuld nye navne – herunder Bisse, Christian Hjelm og Katinka. Blandt veteranerne var Claus Hempler, Niels Skousen, Jens Unmack og Nørlund selv.

Fem steder at starte

Cohens bundniveau var historisk højt, eller som Nikolaj Nørlund udtrykker det: – Det er meget slidstærke sange. Der er blevet slebet og perfektioneret en masse her. Det er skulpturer i marmor.

Her er en hurtig guide til fem af klassikerne.

  1. Bird on the Wire (Songs from a Room, 1969). Indimellem er tre-fire akkorder og nogle præcise, poetiske strofer alt, hvad der skal til, for at en simpel sang bliver til stor kunst. Sådan en sang er ”Bird on the Wire” fra Cohens andet album – melodi og metaforer går ganske enkelt op i en højere enhed her.
  2. Avalanche (Songs of Love & Hate, 1971). Denne sorte sag er et godt eksempel på de depressive dybder, som åbenbarer sig i nogle af Cohens sange. Side om side med visdom, humor, selvironi og meget andet. Nick Cave & The Bad Seeds fortolkede sangen på deres debutalbum fra 1984.
  3. Hallelujah (fra Various Positions, 1985). En lang række kunstnere har fortolket denne sekulære salme, og det må være en smagssag, om man foretrækker Cohens egen, Jeff Buckleys eller måske John Cales version. Sidstnævnte var inkluderet på lydsporet til animations-succesen Shrek 3.
  4. The Future (The Future, 1992). At Cohen ikke kun forholdt sig til det indre liv, men også verden og samfundet omkring sig, er tydeligt i en håndfuld decideret dystopiske sange fra hans hånd. Her anes konturerne af en civilisation i opløsning – tydeligst i titelnummeret fra The Future. Glæd dig over linjer som ”Give me crack and anal sex / Take the only tree that's left / and stuff it up the hole In your culture.”
  1. Alexandra Leaving (Ten New Songs, 2001) er en af de ti sublime sange som udkom efter Cohens klosterår på absolut uprætentiøst betitlede Ten New Songs, der også indeholdt den smukke ”A Thousand Kisses Deep”. I øvrigt et af Nørlunds yndlingsalbum med Cohen: – Jeg har altid været glad for hele Death of a Ladies’ Man-albummet, på trods af at Cohen selv frasagde sig det, allerede inden det udkom. Og også Ten Know Songs, hvor jeg synes hans kammer-elektroniske lyd peaker, godt hjulpet af ti virkelig stærke sange.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA