Benal – electropoesi med voksenpondus

Benal – electropoesi med voksenpondus

HISTORIEN OM BENAL ER HISTORIEN OM BENJAMIN OG ALBERT, TO MUSIKERE MED HVER DERES UDGANGSPUNKT, DER UDFORDRER GRÆNSERNE I DERES GENRER. BENJAMIN KOMMER FRA HIPHOPMILJØET, MEN SKRIVER TEKSTER OM TECHNOTÅRER, BABELFISK OG BANANBÅDE. ALBERT LAVER TECHNO, MEN SAVNEDE ORD OG VOKAL I SIN MUSIK. NU ER DE SMELTET SAMMEN TIL BENAL, DER GÅR MERE OP I HØJE LIXTAL END LIKES-TAL. ALLIGEVEL ER DE BLEVET EN LANDEPLAGE, DER SPILLER UDSOLGTE KONCERTER PÅ VORES STØRSTE SPILLESTEDER. FOR NYLIG VANDT DE HOVEDPRISEN TIL P3 GULD, OG PÅ DET NYE ALBUM HVIS DET VIRKELIG ER VIGTIGT BYDER DE BÅDE SUSPEKT OG MEDINA OP TIL DANS. GAFFA FORSØGER AT KNÆKKE KODEN TIL BENALFABETET.

Vi står på Frederiksberg, i rygegården uden for Benals kontor. Benjamin Hav og Magnus Albert Wanscher er ved at komme sig efter weekendens koncerter i Aarhus og København. De kigger interesseret på mig og spørger, om man kunne dufte skoven til koncerten i Store Vega. Først tror jeg, at det er en metafor og tænker, at jeg hellere må sige noget poetisk, men det viser sig, at de mener det helt konkret. Benal havde nemlig hyret en duftekspert til at fylde Vega med lugten af skovbund. Det skulle understrege koncertens havefest-tema, men ingen har tilsyneladende duftet noget til det.

Det er næsten symptomatisk for duoens succes; de laver noget abstrakt og indforstået, som er svært at fange ved første fært. Alligevel er der noget unikt og dragende ved dem, der efterhånden har fået mange af landets næser til at spore sig ind på Benal. Alligevel er de skuffede over den manglende duft af skovbund. “De 10.000 kroner får vi sgu aldrig igen,” sukker Benjamin Hav og hæver øjenbrynene bag de runde briller.     

Benjamin og Alberts vej til Benal har en del sammenfald. De er vokset op ikke så langt fra hinanden, har begge følt sig anderledes og har gemt sig i hobbyer og hashtåger. Benjamin taler mest. Og han taler meget. Det foregår i flotte, formfuldendte sætninger, der er svære at styre. Han har den samme venlige og alligevel farlige personlighed, som når man ser optagelser af Dan Turèll, der læser højt.

Hvor voksede du op, Benjamin?

Benjamin: – Jeg er født og opvokset i den pæne ende af Østerbro i København og har faktisk kun flyttet mig to gader siden. Mine forældre kommer begge fra Harboøre i Vestjylland og flyttede hertil og fik en billig andel, lige før jeg blev født. Min far er forfatter (Niels Hav, red.), og værdien af ordet fyldte hjemmet. Men vi havde jo ikke så mange penge som de andre med yuppie-forældre og cup noodles.

Gjorde dit ophav, at du følte dig anderledes end vennerne?

Benjamin: – Helt klart, men jeg tror, det vestjyske på en måde gav mig lidt voksenpondus. Min far har altid talt til mig som en ligemand, og han tog mig med på biblioteket, hvor jeg gik på opdagelse i tegneserierne. Jeg var større end mine jævnaldrende, så jeg fik tit ældre venner. Det har gjort sig gældende i alle miljøer; fra jeg spillede foldbold i B93, til jeg spillede Counter Strike, og så til det endte med en masse hash.

Du fandt fællesskaber i fodboldklubben, på netcaféen og i hashklubben?

Benjamin: – Ha, ja, men det gjorde også, at jeg ikke kunne færdiggøre gymnasiet på grund af fravær – nok især på grund af hashen. Men jeg kunne jo godt lide at skrive, og da jeg som 13-årig havde købt en Nas-plade på en ferie i Frankrig, begyndte jeg at lave hiphop. Jeg kendte Adam Sampler, der er producer for Pede B nu. Han producerede i det ret simple program EJay, og det, vi lavede, var sygt dårligt, men jeg havde følelsen af, at jeg var den bedste i verden, allerede dengang. Men jeg røg jo for meget. Det var faktisk først, efter jeg droppede hashen et helt år, at jeg fandt mit eget udtryk. Det var også i det år, jeg mødte Magnus.  

Engang imellem kommenterer Magnus Albert Wanscher historierne. Enten for at runde dem af eller for at bringe dem nye steder hen. Man får indtryk af, at det foregår på samme måde, når han producerer. Benjamin kalder ham Magnus, men i Benal-universet hedder han Albert, så det gør han også her.

Hvad er din historie, Albert?

Albert: – Jeg er født og opvokset i Hellerup. Min mor var pædagog, og min far var EDB-cool guy, der mistede jobbet, da IT-boblen bristede. Der var en masse skænderier og pengeproblemer derhjemme, så jeg søgte ind i mig selv, ind i musikken og andre lidt nørdede ting. Jeg var lidt en enspænder, men havde nogle gode venner. Blandt andre Pede B, som jeg gik i klasse med, og han fik mig i gang med hiphoppen.

Musikken, du laver nu er markant anderledes end konventionel hiphop. Hvad tiltrækker dig ved elektronisk musik?

Albert: – Konventionel musik bygger på referencer: klaver, violin, guitar. De vækker et billede af noget genkendeligt. I elektronisk musik kan du selvfølgelig efterligne det, men du kan også arbejde med lyde, som man ikke er vant til, og man kan dykke helt ned i frekvenserne, hvor det bliver usikkert og hemmeligt. Det tiltaler mig.

Hvornår fik du ørerne op for technoscenen?

Albert: – Jeg tror, det var i en periode, hvor aviserne skrev om ecstasy hele tiden. Det syntes jeg var spændende, ikke stoffet, men at miljøet var lidt hemmeligt. Jeg kom jo meget i pladeforretningerne inde i byen, Street Dance, Loud og BadenBaden. Jeg købte flere og flere af de her hemmelige plader og fik et afrydderjob på spillestederne Culture Box og Nadsat, hvilket passede perfekt med, at jeg kunne købe plader og hash på Staden. Så en dag havde Bess fra BadenBaden, der er sådan en gudmoder i technomiljøet, sat mig på til at spille på Nadsat – og så var jeg pludselig dj.    

Hvordan kom du til at lave din egen musik?

Albert: – Jeg følte måske aldrig, jeg helt passede ind i club-miljøet. Jeg havde en identitetskrise i en lang periode, og jeg røg også mere og mere. Så sad jeg og lavede det her musik, og pludselig var jeg i gang med et remix for Pede B. Det var af “Hvad er din plan?” til et magasin, der hed ActionSpeax. Der var de her vers med Pede B, Cab, MikL og så til sidst Benjah, som Benjamin hed. Jeg kan huske, jeg altid blev ved at vende tilbage til det vers…

Benjamin: – Det var et sygt fedt remix, det bragte noget helt andet frem i musikken. Var det egentlig sådan, vi mødtes?

Albert: – Det tror jeg, at det var.

FRA HASHET HIPHOP TIL MUSIKALSK LEGESYGE

Allerede før Benal er en realitet, har Benjamin skabt sig et godt ry under navnet Benjah. Jeg husker ham lidt, som han beskriver sig selv i barndommen. En ordentlig kleppert, der havde en voksenpondus som få andre i miljøet. Dengang var det mere hans stemme end indholdet, der hang fast. En af dem, jeg husker talte godt om ham, var den legendariske DJ Static, hvis stemme altid vejer tungt i miljøet. Han husker ham således:

DJ Static: – Pede B introducerede mig for Benjah, og hans stemme brændte igennem med det samme. Det var helt klart en rapper, som skilte sig ud fra mængden. Jeg var egentlig lidt overrasket over hans udseende, for han lignede ikke sit vokale output. Men det gav alligevel mening, for der er en dybde i lytteoplevelsen, efter man har oplevet ham live.

– Det blev dog hurtigt tydeligt, at Benjamin var på vej et andet sted hen. Midt i brydningstiden, hvor Gilli, Kesi og Kidd kom ind fra højre, hørte vi pludselig om Benal, et nyt partnerskab, der lavede grime og så alligevel ikke. Nummeret “Tung mand tid” slår mig som en helt ny måde at lave dansk rap på, og det bliver endnu mere grænsesøgende på de efterfølgende numre, der bobler af mod samt musikalsk og sproglig legesyge.

Hvordan har Benal udviklet sig?

Benjamin: – I starten var det hele jo nyt. Og det var netop midt i den der grime-tid, hvor der var de her vilde flows og en masse ny musik. Der oplevede jeg for første gang, at min vokal blev produceret, når jeg sendte den af sted. Der blev lavet et musikalsk skelet rundt om mig. Det var den vildeste følelse nogensinde… ud over selvfølgelig at være sammen med konen og børnene. Hej skat!

Albert: – Dengang sendte vi ofte musikken til hinanden. Benjamin indspillede sine vers et sted, og jeg sad så et andet sted og byggede nummeret op, nørklede med det og gav numrene titler. De første ting var energiudladninger. Alle numrene på den første ep er hurtige. Det var meget leg på det tidspunkt. Benal er blevet et rum, hvor vi først og fremmest skal være os selv og underholde os selv.

Benjamin: – Dengang i starten var hiphop meget trommer og bas, så Albert var allerede langt nede ad den mærkelige, elektroniske sti, og lige så stille er vi blevet mere sikre på os selv. Vi er ekstremister. Vi vil helt ud til kanten og lidt ud over den også. Vi prøver at bryde med frygtdogmerne. Jeg glæder mig til den første koncert, vi har, hvor jeg kommer ind som drag eller noget andet, som man ikke må i hiphop.

Albert: – Nu har vi for eksempel lige lavet et nummer, hvor Benjamin bare synger. Det er et cover af LCD Soundsystems “Dance Yourself Clean”, må man det?

Det tror jeg da godt. Hvordan udvikler det sig herfra, tror I?

Albert: – Hvis man kan og tør, så skal man gøre det. Dansk hiphop handler meget om credibility, og der er jo egentlig en frygt for at tage noget nyt ind. Det nye album har været en øvelse i at åbne. Åbne for nye måder at gøre tingene på, men også åbne for nye stemmer.

Benjamin: – Vi vil have følelsen af at være Kanye West på Hawaii og invitere folk ind for at e, hvad der kunne komme ud af det. Vi har hiphop-venner, der siger, at vi skal gøre alt selv, men hvad får man ud af det? Nu stoler vi nok på os selv til at åbne maskinrummet op til fri leg – og så skal vi nok sige stop, hvis vi har brug for at være os selv. Nu har vi haft Marie Key, Liv Lykke og Medina med på omkvæd, men vi vil også gerne have Hans Philip, Niels Brandt, Sivas, Benny Jamz og Jooks med. Det kunne også være fedt at lave noget med L.O.C., kunne det ikke?

NÅR STORE VEGA NÆSTEN IKKE ER STOR NOK

Springet fra forholdsvis ukendt undergrundsband til mainstreamdarlings er sket hurtigt for Benal. I 2013 udgav de den første af tre ep’er, og releasefesten blev dengang holdt på lille Ideal Bar. Allerede sidste år måtte Store Vega melde udsolgt, og igen i år returnerede Benal til spillestedet, hvor duoen holdt hof i en tætpakket sal. Vegas kommunikationschef Ditte Sig Kramer giver sit bud på, hvad der er helt særligt ved Benal:

Ditte Sig Kramer – Første gang jeg hørte Benal live var i begyndelsen af 2015 i forbindelse med Frost Festival, hvor de gav en koncert på Zoologisk Museum midt mellem pre-historiske dyreskeletter. Benjamins stemme har en insisterende, hypnotisk bund. Dét kombineret med vanvittigt gode tekster og et specielt lydunivers gør dem ekstraordinære. I Vega har vi et helt særligt kærlighedsforhold til Benal, og det er en fornøjelse at arbejde med et så fokuseret og målrettet band, der ved, hvad de vil med deres koncerter. De har lavet en plan, lang tid inden de går på scenen. Publikum følger med, for de appellerer både til hjerne og hjerte.

Hvordan har rejsen fra de helt små scener til allemandseje været?

Albert: – Vi har jo ikke kalkuleret med, at det skulle gå sådan. Vi har taget alle skridt, også de små, som er vigtige. Hvis vi var startet på toppen som Kidd, havde vi ikke vidst, hvor vi skulle gå hen. Det må ikke stoppe nu, vi er jo først lige ankommet.

Benjamin: – I starten var det meget vigtigt for os, at vi kunne klare det selv. Vi var meget taknemmelige for, at vores pladeselskab (Playground, red.) var gode til at blande sig udenom. Nu er vi vokset, og vi har fået flere ind i maskinrummet, ikke kun folkene fra Sony, men også vores management og Saqib, vores a&r, der mikser nogle af vores ting. Det giver følelsen af, at vi er på vej mod noget endnu større.

Hvad kan være større?  

Benjamin: – Jeg ser os i Royal Arena inden 2020.

SPROG, FLOW, TITLER OG BABELFISK

Tilbage i Store Vega er stemningen ekstatisk. Vi er kun få dage efter Benals sejr af det eftertragtede P3 Guld, hvor de dermed blev et af de største elektroniske poporkestre siden tidlig TV-2 og Kliché. De har på rekordtid vundet spandevis af nye fans og er gået fra niche til en anerkendt højdespringer. Men som Katinka så fint synger, har duoen "strukket" sproget, og det er ikke så let tilgængeligt, som vi er vant til herhjemme. Når Benjamin rapper “Du si'r det' fint, men vi burde ha' en tolk på” på tracket “Babelfisk”, er der måske noget om snakken. Nummeret har trods alt sin titel fra Douglas Adams Hitchhikers Guide to the Galaxy, hvor babelfisken netop kan bruges til at tolke alle verdens sprog.

Det kan kræve både styrke og skrøbelighed for et menneske at sige “kys” i en tekst. Hvordan har du det, når du laver en linje som “Under min hud er der bum, bum, kys kys”?

Benjamin: – Det er der, jeg synes, det hele giver mening. Når jeg prikker til den der realness-you-know-what-I’m-sayin’-hiphop. Jeg synes, det er vigtigt, at man lærer at håndtere den indre Lille Per og det betyder, at man skal turde både at være stærk og følsom. Jeg bruger meget “du” og “jeg”, fordi det minder om en samtale. Jeg kan lide det intime rum i en samtale ligesom her. Samtalen er en uudtømmelig kilde.

Ja, når du rapper er det meget henvendt til et eksplicit “du”. Er lytteren ofte en kvinde?

Benjamin: ­– Sådan kan man godt tolke det. Det er det jo ofte i de her kærligheds- og relationsnumre. Men det er også tit musikken, der gør det. Hvis man satte min a cappella på et almindeligt hiphop-track, er der mange af numrene, der kunne tolkes på en anden måde. Jeg tror, du’et er en spejling af mit eget selvbillede og hvordan jeg tror, det opfattes. Somme tider kan min kone sige, at det er alt for meget. Jeg visualiserer meget. Jeg kan uden bullshit sidde og forestille mig, at det, jeg skriver skal jeg stå på Orange Scene og rappe til én bestemt person klokken ét om natten. Så bliver jeg helt rørt.

Albert: – I starten snakkede vi meget om, at rappere ofte er for selvbiografiske og kun passer ind i en sammenhæng. Jeg tror, man kan tage mange af Benjamins ting og sætte dem ind i forskellige sammenhænge, hvor de kan betyde alt muligt forskelligt for folk. 

Benjamin: – Og det skal betyde noget forskelligt. Hvis det bliver for eksplicit, bliver det kedeligt: “DF er nederen. Jeg kan godt lide vand.” Der skal være plads til tolkning.

Til P3 Guld Benjamin undskyldte til sin kone, fordi der bliver sagt nogle grænseoverskridende ting i numrene. Kan det komme for tæt på?

Benjamin: – Vores musik har fået en meget uforløst kærlighedsvibe. Der er meget tvivl og skænderier i det. Det er stemninger. Jeg går ikke teaterdramatisk rundt i forhold til min kone, men jeg griber måske flyvske stemninger. Jeg kan ikke lide de entydige rene følelser. Selv på de dystre numre er der en humoristisk flig. Og så er der jo i øvrigt nogle af teksterne, der også kan handle om forhold, Albert har. Det er også ham, der finder på titlerne.

Ja, der er jo nok nogle, der tror Benjamin er Benal. Hvordan er det at stå i baggrunden, i hvert fald i lytternes optik?

Albert: – De fleste forbrugere af musik ved jo ikke, hvad der er bagved. Der er også nogle, der tror, Depeche Mode bare er Dave Gahan, eller at Suspekt er Emil. Det kan da godt gå mig på somme tider, men når vi har så stærk en frontmand som Benjamin, skal der være der plads til, at han skinner igennem, for det er i hans ord, eventyret ligger.

Er det også Albert, der har fundet på Hvis det virkelig er vigtigt

Albert: – Nej, lige dén kommer fra Benjamin. Men det er noget, han har sagt til mig, og så tror han, at jeg har fundet på det. Titler er jo i virkeligheden overflødige. Man kunne jo bare kalde det, hvad man siger i omkvædet. Vi prøver at lave noget, der forlænger universet, og vi kan sikkert godt give en hashet forklaring, men tit er det bedre, folk dvæler ved deres egen tolkning.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA