I dag er det 40 år siden, Kate Bush debuterede – her er hendes historie

I dag er det 40 år siden, Kate Bush debuterede – her er hendes historie

I dag er det præcis 40 år siden, Kate Bush udgav sin legendariske debutsingle, "Wuthering Heights". Vi benytter anledningen til at fortælle historien om en af popmusikkens mest originale sangere, sangskrivere og musikere overhovedet. Fra barndommen, over gennembruddet som 19-årig og til dagens 59-årige modne kunstner med utallige succeser – og enkelte fiaskoer – bag sig.

Kate Bush har en ganske særlig status i musikverdenen. For eksempel kårede læserne af det store engelske musikblad Q hende til den tredje mest betydningsfulde kvinde i musikverdenen overhovedet, tilbage i 2001, hvor hun ikke have udsendt noget i otte år. Bush var kun overgået af Madonna og PJ Harvey og lå foran navne som Tori Amos og Björk. I 2005 havde det unge engelske band The Futureheads et pænt hit med deres punkede fortolkning af Bushs Hounds Of Love. Og musikjournalisten John Mendelssohn udgav i 2004 en roman, Waiting For Kate Bush, om en fanatisk, depressiv fan, der kun undlader at begå selvmord, fordi han først vil høre det længe ventede, kommende album med Kate Bush. Albummet kom efter 12 års ventetid i 2005 med titlen Aerial.

Historien om Kate Bush er da også historien om en af de mest betydningsfulde kunstnere i poppen og rocken nogensinde. Historien om en kunstner, der fik et massivt gennembrud takket være én single, i en alder af 19 år. Og en kunstner, der ligeledes efter få år tog den definitive kontrol over sin musik og karriere og hurtigt begyndte at eksperimentere så radikalt, at hun mistede store dele af sit publikum. En kunstner, der begyndte at holde længere og længere pauser mellem sine plader, holdt op med at turnere og næsten med at give koncerter i det hele taget, der kun gav interview ved få, udvalgte lejligheder og ellers holdt særdeles lav profil over for offentligheden – ja, først 7. november 2005, på udgivelsesdagen for albummet Aerial, åbnede Kate Bushs første officielle hjemmeside.

Bush har levet en skjult, Greta Garbo-agtig livsstil, som selvsagt har givet anledning til uendelige rygter om sammenbrud, misbrug, graviditeter og meget mere. Og en kvinde, der konstant har bevæget sig mellem poppens lette tilgængelighed og uhæmmede musikalske udforskninger og udfordringer, og som betydningsfulde kunstnere som Björk, Tori Amos og Tricky har omtalt som idol og inspirator. Her er hendes historie.

 

Stormfulde højder

Det er januar 1978. Tony Myatt er dj på en af Londons førende kommercielle radiostationer, Capital Radio. Radioen får omkring 150 nye singler om ugen, så Myatt er svær at imponere. Derfor har han ingen særlige forventninger, da han sætter en single på med et for ham ukendt navn. Kate Bush. Titlen er Wuthering Heights, som Emily Brontës klassiske roman. Efter få sekunder er Myatt nærmest rystet. Han har aldrig hørt noget lignende. Det elegante klaverspil, den uskyldsrene, meget lyse englerøst og den usædvanligt litterære tekst. Myatt og hans kollega Eddie Puma begynder at råspille singlen, og snart bliver den et radiohit.

Musikbladet Melody Maker er også begejstret, og hurtigt bliver Wuthering Heights, Kate Bushs debutsingle også et salgshit, selvom den lyder markant anderledes end alt andet omkring den på hitlisten, der er domineret af pop som Olivia Newton-John og ABBA og tidlig new wave som Blondie. En smuk, melodisk, temmelig teatralsk sang centreret omkring yderst elegant klaverspil og så Kate Bushs unikke lyse stemme, som i omkvædet når helt op i de stormfulde højder, hun synger om. Og med sit litterære forlæg tekstmæssigt langt mere poetisk end det meste af tidens øvrige hjerte-smerte-sange

Kate Bush bliver hurtigt voldsomt eksponeret i aviser, blade, radio og tv, hvor alle er begejstrede for den kun 19-årige pige med englestemmen, og den tilhørende musikvideo, hvor den spinkle og ganske smukke pige danser rundt og slår vejrmøller i en flagrende viktoriansk natkjole, gør ikke ligefrem fascinationen mindre. 7. marts 1978 sparker Wuthering Heights ABBAs Take A Chance On Me væk fra førstepladsen af den engelske hitliste, og samtidig når det netop udsendte debutalbum The Kick Inside tredjepladsen på hitlisten. En plade, hvor 19-årige Kate Bush synge alle lead- og de fleste backingvokaler, spiller klaver og har skrevet samtlige numre, uden hjælp fra andre – som det i øvrigt bliver tilfældet på alle hendes følgende plader.

Albummet indeholder 13 sange med Bushs stærke stemme og meddigtende klaverspil som faste holdepunkter, men spænder ellers fra helt stille ballader som Feel It og titelnummeret til det heftige rocknummer James And The Cold Gun. Albummet får fremragende anmeldelser – om end visse anmeldere gør indsigelser mod det tilsyneladende incestuøse tema i titelsangen – sælger hurtigt guld i England – det vil sige 500.000 eksemplarer – og verden ligger for Kates fødder. Dog ikke USA, hvor EMI forgæves forsøger at lancere Kate. Meldingen fra branchefolk er, at Kate tilsyneladende er ”for underlig”. Under indspilningerne har hun i øvrigt mødt studieteknikeren og bassisten Del Palmer, som hun hurtigt bliver kæreste med, og som skal blive manden i hendes liv – i hvert fald de næste mange år

 

Vidunderbarnet

Hvor har hun så alt det talent fra, den unge Bush?

En traumatisk opvækst er ofte en god katalysator for kunstnerisk formåen. Kurt Cobian voksede op i en splittet familie, Michael Jackson blev pacet frem som barn, Eminem og utallige andre rapstjerner har haft en barndom i fattige kår. Derfor er der ikke meget, der umiddelbart tyder på en kunstnerisk skaberkarriere for Catherine Bush, da hun ser dagens lys 30. juli 1958 i landsbyen Welling i grevskabet Kent. Faderen er læge, og moderen – der er af irsk herkomst – sygeplejerske. Kate er den yngste i en børneflok, der også tæller to drenge, John og Paddy, og børnene vokser op på en 350 år gammel, stor landejendom, i en tryg og harmonisk familie, hvor alle er interesseret i musik, og tilskyndet af sin far begynder Kate tidligt at tage timer i violin.

Hun er dog mere interesseret i klaveret, og snart kan familien Bush høre den unge Kate spille sine selvskrevne sange på familiens klaver, ligesom hun skriver yderst talentfulde digte, der bliver trykt i det lokale skoleblad. Som teenager begynder Kate hurtigt at drømme om en karriere inden for musikken, men delvist ansporet af sine forældre tænker hun også på en mere ”fornuftig” beskæftigelse som psykiater. I skolen er hun dog noget dygtigere til sprog og musik end til de naturvidenskabelige fag, og som 17-årig beslutter hun sig – til nogen skepsis fra forældrene – endegyldigt for at droppe ud og satse på musikken.

Allerede inden er den unge Kate begyndt at indspille nogle primitive demobånd. En bekendt med forbindelserne i orden får afleveret en demo til Pink Floyd-guitaristen David Gilmour, der er begejstret. Han finansierer selv nogle mere fyldige demoindspilninger og får hurtigt overtalt sit pladeselskab, multinationale EMI, til at skrive kontrakt med Kate. Den 16-årige pige får et forskud på 3000 pund, og EMI giver hende samtidig to år til at udvikle sit talent.

Kate går målbevidst i gang med at forberede sig til rollen som sangerinde ved at tage intensiv undervisning i dans og mimekunst, idet musik, sang og bevægelse for hende er tre sider af samme sag. Hun tager blandt andet timer hos mimekunstneren Lindsay Kemp, der tidligere har arbejdet for David Bowie, herunder på dennes spektakulære Ziggy Stardust-turné. Efter to år mener EMI, at Kate er klar, og de sender hende i studiet for at indspille debutalbummet. Det går godt, og i januar 1978 ligger debutsinglen så klar: Wuthering Heights. Som titlen antyder en sang inspireret af Emily Brontës klassiske tragiske kærlighedsroman fra 1847, eller rettere en filmversion, som Kate har set på BBC året før og herefter skrevet sangen – ifølge legenden på en fuldmånenat.

 

Mens jernet er varmt

Debutalbummet trækker endnu en hitsingle, The Man With The Child In His Eyes. Efterspørgslen på mere Kate er voldsom, og snart beder EMI hende om at levere et nyt album. Kate har i den meget mediestorm efter debuten ikke haft meget tid til at skrive flere sange, men hun har allerede så mange på lager, at hun hurtigt kan gå i studiet og indspille album nummer to, Lionheart, der er klar til udgivelse allerede i november 1978, ni måneder efter debuten. Igen bliver albummet en stor anmelder- og publikumssucces, om end ikke helt massiv som debuten, og trækker to pæne hitsingler, Hammer Horror og Wow. Igen når Kate tekstmæssigt længere rundt end de fleste andre af hendes samtidige på hitlisterne, og to af sangene, førnævnte Wow og Kashka From Baghdad, berører for eksempel (mandlig) homoseksualitet. Musikalsk adskiller albummet sig ikke meget fra The Kick Inside, men går igen fra helt stille ballader over lettere teatralske sange til rendyrket rock som Don’t Push Your Foot On The Heartbrake.

Med to succesfulde album inden for et år og massiv medieeksponering er kravet manifest: Kate Bush må turnere. Og som den perfektionist, det efterhånden er gået op for de fleste, at Kate er, præsenterer hun den stort anlagte Tour Of Life. En unik, gennemkoreograferet fusion af musik, dans, mimekunst og videoprojektioner med syv mand stort band, to dansere, en tryllekunstner (!) og 17 kostumeskift. Og det bliver da også et veritabelt triumftog, der bringer Kate rundt i hele Europa. Hjemkommet fra turnéen er Kate dog udkørt, og hun kræver over for EMI at holde en lang pause, inden hun kan være klar med et nyt album. EMI holder gryden i kog med en live-ep fra den turné, der stadig er Kate Bushs eneste.

 

Fairlight og folklore

Derfor går der en rum tid, inden Kate Bush er klar med nyt. Hun bruger meget tid sammen med sine brødre og sine forældre, der bakker kraftigt op om datterens succes og forsøger at rådgive hende efter bedste evne. I april 1980 er hun klar med første single fra sit tredje album. Sangen har titlen Breathing og viser en ny og mere alvorlig side af Bush. Igen en ballade, umiddelbart romantisk, men med en mørk undertone i både melodi og især teksten. Sangen handler om et foster, der forsøger at trække vejret i sin mors mave i en verden, der er ramt af et atomangreb, hvilket uddybes i den tilhørende video, der ender i den altødelæggende paddehattesky, mens sangen afsluttes med en ildevarslende bastone. Sangen er med sine fem et halvt minut også Bushs til dato længste. Alligevel bliver den et pænt hit, og en endnu større succes bliver den næste singleforløber for albummet, den anderledes hurtige og glade Babooshka.

I september 1980 kommer Bushs tredje album så, Never For Ever. Lp’en bliver hurtigt en stor succes og går direkte ind på førstepladsen på den engelske hitliste. Kate Bush bliver dermed den første kvindelige solist nogensinde, der har et album på toppen af den engelske hitliste. Det er samtidig det første album, som Bush selv har været med til at producere, og albummet er hendes mest alsidige hidtil. På den ene side bærer det bræg af den såkaldte Fairlight, en slags tidlig sampler, som også Peter Gabriel anvender, og hans brug har været en stor inspiration for Bush, der kort forinden har været gæstevokalist på hans tredje album. Fairlighten kan forvrænge toner, lyde og stemmer, og disse elektroniske elementer melder sig diskret rundt om på albummet, der på den anden side også er præget af såvel irsk som orientalsk folkemusik.

Kate Bushs ældre bror Paddy har, siden han har ganske ung, været dybt interesseret i folkemusik, og han har en større samling traditionelle instrumenter som koto, balalajka og mandolin, som han spiller på på albummet, der også bliver en stor anmeldersucces. Kates ældste storebror John Carder Bush er i øvrigt på dette tidspunkt nærmest blevet hendes officielle fotograf og tager en stor del af hendes presse- og coverfotos.

Som antydet har Bush også udviklet sig tekstmæssigt. Tredje og sidste single, Army Dreamers, er for eksempel en sorthumoristisk historie om en mor, der jubler over det smukke syn af sin døde soldatsøn i kisten, kontrasteret af en uskyldsren melodi, og også denne single bliver et pænt hit. Sangen The Infant Kiss vækker også opsigt med sine pædofile undertoner, men Bush forsvarer sig med at være inspireret af hovedpersonen i Henry James gotiske guvernanteroman The Turn Of The Screw fra 1898. Til jul hitter Bush så igen moderat med en vaskeægte julesingle, December Will Be Magic Again.

 

Misforstået mesterværk

Igen er kravet for en ny Bush-turné massivt, men Kate takker nej, og efter endnu en intens periode i pressen trækker hun sig tilbage for at arbejde på sit fjerde album. På dette tidspunkt beslutter hun sig for at producere albummet selv uden hjælp eller indblanding fra andre, og det bliver startskuddet til en langvarigt arbejde i studiet.

Da hun udgiver singleforløberen Sat In Your Lap i juni 1981, får omverdenen et indblik i, hvad der venter. Sangen er præget af voldsomme, stammeagtigt piskende trommer, heftig brug af Fairlighten til elektronisk forvrængning af instrumenter og stemmer, en meget mere vredt syngende, næsten råbende Kate og en forholdsvis kompleks tekst om manglende selvtillid. På trods af sin noget ukommercielle status bliver singlen alligevel et mindre hit, men herefter forsvinder Kate Bush igen fra offentlighedens søgelys.

Herefter skal der gå over et år, før Bush omsider igen er klar med en single. Vi skriver nu juli 1982, sangens titlen er The Dreaming, og nummeret er i samme stil, dog om muligt endnu mere særpræget end Sat In Your Lap. Denne gang er publikums tålmodighed noget kortere, og singlen når kun op på en beskeden 48.-plads på den engelske hitliste.

I september 1982 kommer den så, Kates længe ventede fjerde lp. Titlen er også The Dreaming, og albummet får noget blandede anmeldelser. Det viser sig, at Kate har lavet et album i samme ånd som senere plader som Dexys Midnight Runners Don’t Stand Me Down, Talk Talks Spirit Of Eden og Radioheads Kid A: Et album, der bryder kraftigt med tidligere udspil, og som derfor efterlader anmeldere og fans i vildrede. The Dreaming-albummet er i stor stil præget af voldsomme musikalske eksperimenter såsom intensiv Fairlight-brug, kraftige trommer og slagtøj, komplekse vokalpassager og ikke altid helt lettilgængelige tekster, men indeholder dog også en samling velskabte, mere iørefaldende sange og smukke, melankolske ballader.

Albummet går direkte ind på tredjepladsen på den engelske hitliste, men dropper lige så hastigt ned ad listen igen, om end det dog bliver ved med at sælge så længe, at det opnår en guldplade i England. Tredje single, den ellers iørefaldende There Goes A Tenner, når slet ikke ind på top 40 i England, og manges opfattelse er, at Kate Bush har eksperimenteret sig ud i et gedigent flop, og at hun som 24-årig er færdig som popsanger.

Sjovt nok bliver flere sange dog undergrundshits på amerikanske college-radiostationer, og dermed har Kate Bush før første gang fået en fod indenfor på det amerikanske marked, selvom hun er noget mindre kommerciel end tidligere, hvor hun ellers blev dømt ude som for sær. Som endnu et forsøg på at ramme et marked beslutter EMI sig for ikke at udsende There Goes A Tenner-singlen uden for England, men her at udgive Suspended In Gaffa, der faktisk bliver en pænt hit i blandt andet Tyskland. Sangen, hvis titel – ganske som nærværende magasin – refererer til den velkendte musikertape, skal over et årti senere lægge navn til hendes udførlige internet-fansite gaffa.org.

Herefter forsvinder Kate Bush fra offentlighedens søgelys i en lang periode. Pressen svirrer af rygter om, at hun har fået en gedigen nedtur oven på den halvdårlige modtagelse af The Dreaming, at hun har indledt et heftigt stofmisbrug, og de få gange, hun viser sig offentligt, er det tydeligt, at hun har taget markant på. Visse formiddagsblade mener at vide, at hun vejer over 100 kilo. Kate Bush har aldrig siden indrømmet at have taget stoffer, men hun medgår, at hun i en periode primært levede af chokolade og junkfood. Oven på det heftige studiearbejde med indspilningen af The Dreaming beslutter hun for at bygge sit eget studie, så den perfektionistiske sanger, sangskriver, pianist og producer kan nørkle med tingene helt i det tempo, hun selv ønsker. Mens Kate Bush holder lav profil, forsøger EMI at holde gryden i kog ved at udsende et bokssæt med samtlige singler, The Single File, og en tilhørende videocompilation, til nogenlunde succes.

 

Tilbage på tinderne

I august 1985 er der omsider lyd fra Kate igen. Singlen Running Up That Hill er markant anderledes end noget tidligere hørt fra hende. I bunden ligger et programmeret, pumpende beat, som næsten nærmer sig disko, og oven på det en elegant, iørefaldende melodi og en meget smukt syngende Kate, og sangen bliver hurtigt et hit, der når nummer tre på hitlisten. Kate Bush er tilbage. Måneden efter er hun så klar med sit femte studiealbum, Hounds Of Love. Albummet får forrygende anmeldelser og stryger hurtigt til tops på hitlisten. Musikalsk hører lp’en da også til Kate Bushs bedste til dato, hvor Bush har fundet en syntese mellem de voldsomme eksperimenter på The Dreaming og popappealen på de tidligere plader. Side 1 består af næsten udelukkende up-tempo-sange, der hører til Bushs mest poppede til dato, men stadig med masser af finurlige detaljer og nuancer i tekst og musik. Flere af numrene byder igen på stamme-agtige trommer, og titelsangen og Cloudbusting ledsages af sofistikerede strygerarrangementer.

Cloudbusting er igen et eksempel på en sang med en direkte litterær inspiration, nemlig Peter Reichs bog A Book Of Dreams og hans fars, den østrigske marxistiske psykoanalytiker og opfinder Willhelm Reichs forsøg på at bygge en maskine til at frembringe regn, en såkaldt cloudbuster, og de problemer, det gav ham med myndighederne. Et tema, Kate uddyber i den tilhørende video, hvor Kate Bush spiller den unge Peter Reich og skuespilleren Donald Sutherland hans videnskabsmand-far. Videoen er i øvrigt instrueret af Julian Doyle og det gamle Monty Python-medlem Terry Gilliam, kendt for film som Brazil og senere Twelve Monkeys.

Den litterære inspiration viser sig igen på side 2, hvor alle sange er samlet under en fælles titel, The Ninth Wave, med en indledning fra den engelske romantiske digter Lord Alfred Tennysons langdigt The Holy Grail fra 1869, omhandlende det frådende hav, som et fælles tema. Bush har senere forklaret, at sangene skal læses som én lang historie om en skibbruden, der kæmper for at holde sig i live i det mørke vand og forsøger at råbe forbisejlende op.

Sangene her er musikalsk noget mere eksperimenterende og går fra den indledende rolige ballade And Dream Of Sheep over det næsten infernalske Waking The Witch – hvor teksten tager udgangspunkt i middelalderens heksebrændinger, og musikken peger tilbage til The Dreaming med voldsom brug af Fairlight, stammetrommer, et aggressivt mandligt kor og forvrængede stemmer – til den lette, hurtige afslutning The Morning Fog, hvor den druknende omsider bliver reddet efter en lang nat i det sorte hav.

Kate Bush er sandelig kommet hjem, og massevis af medier hylder med rette Hounds Of Love som et mesterværk. En plade, der tilmed resulterer i yderlige tre singler, Cloudbusting, titelnummeret og The Big Sky, som alle bliver pæne hits. Og i USA er Kate efterhånden – omsider – ved at blive et etableret navn.

 

Hellere klassisk end pop

Kate Bush er igen på alles læber, men hun nægter stadig at turnere endsige give koncerter, bortset fra enkelte optrædener ved velgørenhedsarrangementer. Derfor forsøger EMI året efter at holde gryden i kog med opsamlingen The Whole Story, hvor Kate til lejligheden har indspillet en enkelt ny sang, Experiment IV, igen et forholdsvis poppet, dansabelt up-tempo-nummer, dog igen med en uhyggelig undertone i kraft af teksten, der omhandler muligheden for at bruge lyd som en våben til at dræbe, noget, som understøttes af den klagende violin og den tilhørende, horrorfilminspirerede video. Igen hitter Bush pænt, og samtidig bliver hendes duet med Peter Gabriel, Don’t Give Up, fra dennes succesfulde album So, en stor succes. Duetten, og ikke mindst den tilhørende video, hvor Bush og Gabriel krammer hinanden i solnedgangen, giver anledning til voldsomme presserygter om, at de to har et forhold, noget som begge dog kraftigt benægter.

Herefter gentager det vanlige mønster sig igen. Efter en periode med hektisk presseaktivitet omkring udgivelsen, forsvinder Kate igen ud af offentlighedens søgelys, om end hun fra tid til anden dukker op som gæstevokalist på andres plader, for eksempel Big Countrys The Seer. I 1988 udtaler hun sig til biografien The Whole Story af Kerry Juby og Karen Sullivan, hvor hun blandt andet fortæller, at hun lever et ganske stilfærdigt liv, når hun ikke er i pressens søgelys, og at hun i øvrigt ikke lytter til særlig meget af tidens øvrige pop- og rockmusik, men foretrækker klassisk, ikke mindst Bach. Hun indrømmer dog at lytte til og være inspireret af navne som Beatles, Peter Gabriel, David Bowie, Killing Joke, Boomtown Rats, Steely Dan og Captain Beefheart.

 

Frisk pust fra Balkan

I efteråret 1989 er hun der så igen. På dette tidspunkt er det fire år siden, Bush sidst har udsendt et studiealbum, og pausen mellem pladerne er altså den længste til dato. Albummet The Sensual World er noget mindre eksperimenterende og mere fokuseret på sangene end lyden og byder både på de klassiske Bush-ballader som Reaching Out og This Woman’s Work og up-tempo-numre som Love And Anger og Between A Man And A Woman, og forholdsvis ligetil tekster. Som vanligt har Kate skrevet og produceret det hele, men pladen byder også på gæsteoptrædener af blandt andet Bushs gamle mentor Dave Gilmour, den klassiske stjerneviolininist Nigel Kennedy og ikke mindst det bulgarske kor Trio Bulgarka, hvis balkan-prægede sangtradition er et markant bidrag på tre sange. Albummet bliver igen en pæn kritiker- og anmeldersucces. Titelnummeret, Love And Anger og This Woman’s Work bliver tre singludspil, der dog ikke bliver de helt store hits..

Igen er Bush i vælten mediemæssigt i en tid omkring udgivelsen, og så er hun væk igen. Hun dukker op på Elton John-hyldesten Two Rooms i 2001 med sin fortolkning af Rocket Man. Og så – borte igen.

 

Overhalet af fans

Efter atter fire års pause er Bush så i november 1993 klar med sit syvende album, The Red Shoes. Titelnummeret er inspireret af Michael Powells balletfilm fra 1948 inspireret af H.C. Andersens eventyr om pigen, der vil gøre alt for at kunne danse i de fine, røde sko, og ender ikke at kunne komme ud af dem igen, fortabt til evig dans. Albummet lægger sig i forlængelse af The Sensual World, igen med gæsteoptræden af Trio Bulgarka på tre sange og Nigel Kennedy på to enkelt, og også medvirken af koryfæer som Prince på kor og guitar, Eric Clapton og Jeff Beck på guitar, Procul Harums Gary Brooker på orgel og komikeren Lenny Henry på kor. Musikalsk byder det ikke på de store overraskelser, bortset fra lidt latin-rytmer på den meget sanselige og erotiske Eat The Music, og så Claptons og Becks karakteristiske guitarspil.

Albummet bliver et moderat publikums- og anmeldersucces, men en del kritikere kan ikke lade være med at udtrykke en vis skuffelse, og Kate Bushs rolle som en af de førende kvindelige pop- og rockkunstnere synes at være ved at blive udkonkurreret af navne som Tori Amos, Björk og PJ Harvey, der i øvrigt alle hylder hende som inspiration. Albummet trækker hele fem singler, Rubberband Girl, Moments Of Pleasure, Eat The Music, And So Is Love og titelnummeret, men ingen af dem bliver de helt store hits.

Året efter udsender Bush så en novellefilm, den 40-minutter lange The Line, The Cross And The Curve, hvor seks af sangene fra The Red Shoes-albummet er bundet sammen af en fælles historie om Kate Bushs trængsler, da hun lader sig lokke til at træde op i de røde sko. Filmen bliver ikke den store succes.

Igen forsvinder Bush hurtigt fra søgelyset. Hun dukker kortvarigt op i 1994 på hyldestalbummet The Glory Of Gershwin til George Gershwin, hvor hun viser evner som jazzsangerinde i sin fortolkning af The Man I Love. Herefter er der igen stille om hende i adskillige år, og pressen og mange af Kate Bushs fans er begyndt at tvivle på, om hun overhovedet har mere tilbage i sig.

 

Moderskab og musikpriser

I efteråret 2001 dukker hun dog op igen, for en gangs skyld ikke på eget initiativ. Det store engelske musikblad Q Magazine tildeler hende en såkaldt classic songwriter-pris ved deres award show, hvor det lykkes dem at få hende til at træde frem i offentligheden og modtage prisen, som bliver overrakt af Sex Pistols John Lydon, der ved samme lejlighed kalder Bush "fucking brilliant". Hun holder sig dog fra at bryde ud i sang, men Q får hende lokket til et interview, hvor hun afslører, at hun to år inden er blevet mor til drengen Albert, kaldet Bertie, og at faderen ikke er hendes mangeårige partner, Del Palmer, som hun brød med omkring The Red Shoes, men guitaristen Danny McIntosh, som også medvirkede på The Red Shoes. Hun fortæller, at hun har brugt det meste af de foregående par år med at være mor, men at hun er i gang med at lave en ny plade. Hun kan bare ikke afsløre, hvornår den bliver færdig.

Kate Bushs opdukken giver fans fornyet håb, og året efter giver hun tilmed en kort liveoptræden, idet hun er surprise-gæst ved en koncert med Gilmour, hvor hun fremfører det gamle Pink Floyd-hit Comfortably Numb. Samme år får hun også den prestigefyldte pris for "outstanding contribution to British music" ved Ivor Novello-awardshowet og modtager igen prisen ved et offentligt arrangement.

I løbet af 2005 florerer heftige rygter om et nyt Bush-album på nettet, og i august offentliggør EMI det så: Nu 47-årige Kate udgiver 7. november sit første album i 12 år, oven i købet et dobbeltalbum, med titlen Aerial. Som sædvanligt produceret af hende selv. Albummet viser sig at være inddelt i to sekvenser, A Sea of Honey og A Sky of Honey, hvor sangene på del 1 i større eller mindre omfang har vand og hav som tema, mens del 2 beskriver et døgn i naturen med fokus på lys, mørke og fuglesang. Et afdæmpet, helstøbt værk fra en moden, eftertænksom Bush. Albummet går som alle forgængerne ind i top fem på den engelske hitliste, får fremragende anmeldelser, og Bush er tilbage i mediernes fokus. Hun giver dog kun ganske få interviews, blandt andet til det engelske magasin Mojo, der til gengæld kvitterer med forsiden og mere end 20 siders artikler.

Kate Bush forsvinder atter fra rampelyset – bortset fra at hun leverer sangen Lyra til eventyrfilmen The Golden Compass i 2007 – og dukker først op igen i 2011 – til gengæld hele to gange. Først i maj med albummet Director’s Cut med genindspilninger af udvalgte sange fra albummene The Sensual World fra 1989 og The Red Shoes fra 1993. Hun er ikke helt tilfreds med den digitale lyd på disse plader, udtaler hun til BBC i et af få interviews. Desuden fik hun i sin tid ikke lov at bruge passager fra James Joyces romanklassiker Ulysses fra 1922 til titelsangen til The Sensual World, hvilket var planen, men Bush spurgte igen, og så fik hun ja – endnu en grund til at genindspille nummeret The Sensual World, nu med titlen Flower of the Mountain. Sangene på Director’s Cut er generelt længere og mere afdæmpede end originalversionerne, og albummet får fine anmeldelser.

Mange tror, at Director’s Cut er et forsøg fra Bushs side på at vinde tid, inden hun igen er klar med et nyt album, og derfor kommer det som en overraskelse, at hun allerede i november samme år er klar med et helt nyt studiealbum, hendes første nye sange i seks år, halvdelen af ventetiden mellem de to forrige udspil. Titlen er 50 Words for Snow, og albummet indeholder blot syv numre, der til gengæld alle har en spilletid på mellem syv og 14 minutter. Det nedtonede album har sne som tema, får fornemme anmeldelser og går igen top fem på den engelske hitliste, hvilket gør Bush til den første kvindelige engelske kunstner, der har ligget i top fem på den engelske albumhitliste fem årtier i træk.

I forbindelse med det nye album giver Bush interviews til udvalgte medier, blandt andet sit første og hidtil eneste interview med GAFFA. Læs interviewet her.

Bush forsvinder igen fra ofentligheden, men vender tilbage i 2014 med sine første 22 koncerter siden Bushs første og eneste turné i 1979. De 22 koncerter har titlen Before the Dawn og bliver afholdt fra 26. august-1. oktober 2014 i Eventim Apollo i London, samme sted som Bush gav sin sidste koncert i 1979 – dengang hed det dog Hammersmith Odeon. Koncerterne, der kredser om Bushs album Hounds of Love og Aerial, får forrygende anmeldelser, også af GAFFA. Læs vores seksstjernede anmeldelse her.

I 2016 udkommer koncerterne så på det næsten tre timer lange album Before the Dawn. Albummet bringer samtlige 29 numre fra koncerterne i samme rækkefølge, som de blev sunget ved koncerterne, samt Never Be Mine optaget ved en af prøverne. Udspillet går direkte ind på en fjerdeplads på den engelske hitliste, og Bush er tilbage på alle musikelskeres læber.

Så er det lige, hvor længe hun er hos os, inden hun forsvinder igen, og hvornår hun så vender tilbage. I et interview med Mojo i 2016 sagde hun, at hun ikke har skrevet en sang ”i et stykke tid”, men håber at vende tilbage inden alt for længe. Vi krydser fingre!

 

Læs mere:

Fred og Judy Vermorel: Kate Bush – Biography (1980)

Paul Kerton: Kate Bush – An Illustrated Biography (1980)

Kerry Juby og Karen Sullivan: Kate Bush – The Whole Story (1988)

John Mendelssohn: Waiting For Kate Bush (roman 2004)

Rob Jovanovic: Kate Bush: Biography (2005)

Graeme Thompson: Under the Ivy: The Life & Music of Kate Bush (2012)

http://www.gaffa.org

 

Guide til Kate Bushs albums:

The Kick Inside (EMI, 1978)

*****

Imponerende debut. Den 19-årige Kate tager verden med storm med sin fantastiske, lyse, vidtrækkende stemme, smukke klaverspil og en samling på én gang uskyldige og drømmende og alligevel litterære og livskloge sange. Hjertegribende.

Lyt til: Wuthering Heights, The Man With the Child in His Eyes

 

Lionheart (EMI, 1978)

****

Meget tæt på stilen på debutalbummet og derfor også en lille smule skuffende i forhold til dette. Men stadig et yderst kompetent værk.

Lyt til: Wow, Hammer Horror

 

Never For Ever (EMI, 1980)

*****

Kate Bush begynder så småt at eksperimentere med på den ene side elektroniske elementer og på den anden med traditionel irsk folkemusik. Sangene er som vanligt stærke.

Lyt til: Babooshka, Army Dreamers, Breathing

 

The Dreaming (EMI, 1982)

*****

Et i samtidig voldsomt misforstået værk, som da også er Kate Bushs sværest tilgængelige værk til dato. Bag og mellem de mange eksperimenter med stammeagtige trommer, elektronik og forvrængede stemmer gemmer sig dog fortrinlige sange. For øvede Bush-fans.

Lyt til: Sat in Your Lap, The Dreaming, Houdini

 

Hounds Of Love (EMI, 1985)

******

Den perfekte syntese mellem iørefaldende pop, musikalske opdagelsesrejser, fremragende sange – og så dén stemme. Bushs til dato bedste album. Mon hun nogensinde når derop igen?

Lyt til: Det hele! – men start med Running Up that Hill, Hounds of Love, Cloudbusting, The Morning Fog

 

The Sensual World (EMI, 1989)

*****

Færre eksperimenter, men stadig fine, fine sange. Undervejs mærker man dog tendenser til gentagelse, både til andre numre på pladen og til tidligere Bush-album. Det bulgarske kor Trio Bulgarka på tre sange er dog en effektiv nyskabelse.

Lyt til: The Sensual World, Rocket's Tail, This Woman's Work

 

The Red Shoes (EMI, 1993)

****

Igen en Bush i den forholdsvis poppede afdeling og ofte tæt på det ordinære, om end sangene og stemmen holder et pænt niveau. Gæster som Prince, Eric Clapton, Jeff Beck, Gary Brooker og igen Trio Bulgarka er fine krydderier, uden at tage den store opmærksomhed.

Lyt til: Rubberband Girl, Eat the Music, Moments of Pleasure, The Red Shoes

 

Aerial (EMI, 2005)

******

En moden Kate af et mildere temperament. Der hviler en ro over hendes sange, der får lov at stå nøgne, uden stjerne-gæstesolisters krydderi eller musikalske eksperimenter. Cd 1 med titlen A Sea Of Honey er den mest traditionelle og indeholder syv ret forskellige sange, deriblandt førstesinglen King Of The Mountain. Denne cd's to suverænt bedste sange er de tidløse pianoakkompagnerede A Coral Room og den smertende smukke Mrs. Bartolozzi om tabet af en livsledsager. Cd 2 A Sky Of Honey, hvoraf jeg ikke ville undvære et sekund, spiller som en sangcyklus med stor klassisk inspiration om naturen, kunsten, livet, årstidernes skifte og det, der ikke blev, som man havde håbet, men alligevel måske endnu bedre. Vidunderligt poetisk, generøst og mildt af temperament. Aerial er en fantastisk gave af et genhør med Kate Bush. Bliv hos os, Kate, forsvind ikke. (Ord: Peter Studstrup)

 

Director’s Cut (EMI / Fish People, 2011)

*****

Der er tale om delvise genindspilninger, for de fleste sanges vedkommende med helt nye leadvokaler og trommer. Og Kate Bushs stemme har bestemt ikke mistet noget af magien. Faktisk har alderen kun tilføjet hendes stemme og teknik flere facetter, og på Director's Cut er den blevet mere rund og fyldig.

Pragteksemplaret er stadig den ubegribeligt smukke This Woman's Work, der i en nyindspilning ikke er blevet mindre hjerteskærende. (Ord: Jan Opstrup Poulsen)

 

50 Words for Snow (EMI / Fish People, 2011)

******

Modsat Aerial's sommer handler dette album om vinter, og det synes kun at stimulere Bush' fantasi: Fortællinger om et snefnugs liv (i rolle af hendes søn, Bertie) på vej mod jorden. Om sympati for den afskyelige snemand osv. Lange historier, hvor de tre første numre mest er baseret på Bush selv, hendes tålmodige smukke sustain-pianospil og så Steve Gadds hviskende puls. Af disse tre er Misty nok albummets perle med sin knap 14 minutter jazzede, følelsesladede opbygning: Krævende, men også et kongeeksempel på, hvordan Bush' eventyr – her elskov med en snemand – virker fuldkommen naturlige i hendes mund, uanset om emnerne på papiret synes søgte. (Ord: Henrik Friis)

 

Before the Dawn (Warner Music / Fish People, 2016)

*****
Første akt er det tætteste, vi kommer på en ”normal” koncert med pluk fra '85’s Hounds of Love og årene fremefter. Mest fungerer det som gensidig overbevisning mellem Bush og publikum om, at magien er helt intakt trods 35 års scenepause.

Og så lægger eventyret ellers fra land: I akt 2, dramasuiten på kanten af livet i The Ninth Wave (fra Hounds of Love). Og slutningen, naturhyldesten A Sky of Honey (fra Aerial), hvor man bare smelter som smør i musikalsk lækkerhed, når Bush byder dagen velkommen i undersmukke Prologue med den brede bund udført af bandet af Bowie-/Gabriel-veteraner – og griner med hende, når hun kvidrer og letter med fuglene til slut. (Så tilgiver man gerne den misforståede nyskrevne kontrast med sønnike i Tawny Moon.)

Stemmen er mørkere, men lige stærk – og originaliteten helt intakt. (Ord: Henrik Friis)

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA