møl: Fusionsmetal fra Østjylland

møl: Fusionsmetal fra Østjylland

Der snakkes meget om det i musikbranchen. Der snakkes om, hvordan Aarhus de seneste år har skabt et vækstlag, som ikke er set i byen i årtier. Det er her, det lokale shoegaze-metalband møl kommer ind i billedet. Ved siden af de adskillige bands, der bliver markedsført fra den jyske hovedstad, har bandet præsenteret en lyd, der er ny i Danmark.

Fra et internationalt synspunkt bevæger de sig i samme lydunivers som amerikanske Deafheaven, men hvor disse trækker på traditionerne hos black-genren, er møl essentielt et shoegaze-band. Kvintetten er ikke fostret af det lokale metalmiljø, der i disse dage blomstrer i Aarhus, men møl er derimod drævet af en dedikation til fusionsmusikken. Jeg møder guitarist Nicolai Busse Hansen og bassist Holger Rumph-Frost på Vesterlauget i Aarhus. Her kommer de ofte, særligt inden shows, hvor der lades op med økologiske øl og dagens ret. Det er søndag eftermiddag. Og da jeg spørger møl om deres historie, er hastigheden er sat en smule ned. Der er noget særligt over at sidde på en bar søndag eftermiddag.

Ken og jeg spillede her i Aarhus i et shoegaze-band, der hed Tears To Nowhere, men det blev aldrig rigtigt til noget”, fortæller Nicolai Busse Hansen. ”Min musiksmag har aldrig ligget i metal, så jeg blev gradvist introduceret til det gennem Ken. Siden starten har metal arbejdet sig mere og mere ind på mig, og jeg dyrker det meget nu. Sådan har det også været i vores musik. Vi har udviklet os meget musikalsk, og det har været en tilvænningsproces at skulle spille tung musik – i hvert fald for mig personligt”.

Der eksisterer i øjeblikket en hype omkring shoegaze-metal. Er det en hype, I kan mærke?

”Der har selvfølgelig været den her kæmpe bølge af kontroversielle black-metalbands, som har oplevet noget succes, men det er ikke noget, vi har mærket”, fortæller Holger Rumph-Frost. ”Vi er blandt de eneste bands, der spiller den her type musik i Danmark. Det forklarer måske den succes, vi havde i Wacken Metal Battle sidste år. Det var noget nyt for metalmiljøets hårde kerne, men der var også nogle, der slet ikke kunne forstå, hvad vi havde gang i”.

Nye tider for dansk fusionsmetal

Under Spot Festival i år indtog møl den intime scene på spillestedet Radar. Bandet var sat til at ruske op i et træt publikum en sen lørdag nat, og hvor metalbands ofte er udfordret af den musik, der kan danses til, nåede møl alligevel et mål. Pladeselskabet Prime Collective fra København har på kort tid udviklet sig til en stor spiller i branchens hårdere kerne, og de har nu inviteret møl indenfor. Foruden dette vandt møl tidligere i år en High Voltage Award for "Bedste Upcoming Navn".

Det må siges at have været et godt år, men også et år med udfordringer. Forsanger Steffen Nørregaard Rasmussen forlod bandet i juli grundet en kreativ forskellighed. Der skulle derfor hurtigt findes en ny forsanger, så møl kunne fortsætte deres tromlen gennem den danske livescene. Det har resulteret i Kim Song Sternkopf på vokal. Han har længe været en ven af bandet, men selvom han overtager pladsen for den tidligere vokalist, ses han ikke som en erstatning af den tidligere forsanger, men derimod som en kreativ tilføjelse og styrke til møls visuelle og musikalske univers, der forhåbentlig vil se en albumudgivelse inden næste forår.

”Det, vi har liggende nu, er stadig meget melodisk, hårdere og mere klassisk black, men der er alligevel mulighed for, at det kan blive lidt mere mudret og thrashet nogle steder”, fortæller Holger Rumph-Frost. ”Det er en proces at finde frem til den rigtige lyd. Særligt når det er en debut, er det vigtigt at lægge rigtig meget arbejde i det, og ikke bare komme med en masse hurtigt. Det skal være gennemarbejdet”.

 

Hvem: Guitar: Nicolai Busse Hansen – Guitar: Frederik Lippert – Bas: Holger Rumph-Frost – Sang:  Kim Song Sternkopf – Trommer: Ken Lund Klejs

Hvad: ”Det er egentlig lidt skizofrent. Vi fokuserer mere på shoegaze-elementet i vores musik, hvilket er anderledes fra mange andre bands. Der er mange bands, der laver lignende musik som os, der kommer fra metalmiljøet, og derfor har større elementer af metal.”

Hvor: Inkarneret fusionsmetalband fra Aarhus.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA