Teitur – nu med mindre guitar

Vi har talt med den færøske trubadur, der er aktuel med sit fjerde album, ”The Singer”

Teitur – nu med mindre guitar (09-02-2008)

Teitur er aktuel med sit fjerde album, ”The Singer”. Et album, hvor Teitur eksperimenterer noget mere end tidligere. De ret enkle, guitar- og klaverbaserede sange er afløst af mere komplekse numre med mere avancerede melodistemmer, små indlagte pauser og detaljerige blæser- og strygerarrangementer og masser af kor. Grundstammen er Teiturs mangeårige musikere, bassisten Michael Blak og trommeslageren Derek Murphy og en række markante gæster, blandt andre guitaristen Jakob Bro (I Got You On Tape med flere), en bratschist fra Usbekistan og et lokalt brassband. Derudover medvirker blandt andre en sopransaxofonist, som i sin tid arrangerede temaet fra Pippi Langstrømpe. Albummet er indspillet på Gotland hos Teiturs svenske svigerforældre i et studie indrettet på et vandrerhjem, som i 1800-tallet var svensk kongelig sommerresidens. GAFFA var i efteråret 2007 forbi studiet til en reportage, og vi har nu fanget ham igen, her hvor albummet er klar til udgivelse.

Det er en spændende og eksperimenterende plade, men der er måske ikke så mange oplagte radiohits på – eller hvad synes du selv?
– Jeg er ikke enig i, at der ikke er radiohits. Et nummer som ”Cathrine The Waitress” er da meget poppet, og det er også førstesinglen, som er blevet spillet lidt på både P4 og P3. Og måske har ”Start Wasting My Time” og ”The Girl I Don’t Know” også hitpotentiale. Men den slags går jeg ikke så meget op i. Det er også ret tilfældigt, hvad der bliver radiohits. Det er lige, hvad et eller andet lille panel kan lide. Man kan ikke skræddersy en sang til at blive et hit. I øvrigt er det først og fremmest mine koncerter, der har givet mig et publikum.

På titelsangen ”The Singer” synger du blandt andet ”I had never meant to be a singer, but I am slowly getting used to the idea” og ”I sing about my loneliness and in return they (altså publikum) they thank me. Skal det forstås selvbiografisk?
– Både ja og nej. Den har selvfølgelig noget selvbiografisk i sig, men den handler også generelt om, hvad showbiz er. En sanger, der er ensom og synger for at blive elsket – og det kan publikum så spejle sig i. Shozbiz er lidt en verden for sig selv – det er også derfor, coveret forestiller en enkel tegning af en mand uden ansigt, som står i et dukkehus. Men i starten regnede jeg heller ikke med, at jeg skulle være sanger. Jeg ville hellere skrive sange til andre. Men efterhånden fik jeg alligevel smag for at synge, da jeg havde holdt nogle koncerter, som gik ret godt.

Du har skrevet en sang om et møde med den amerikanske blues-sanger Chris Whitley (1960-2005), ”Legendary Afterparty”. Ser du dig selv lidt i ham?
– Ja, absolut. Han var et stort idol for mig, og jeg havde meget svært ved at skrive den sang. Da jeg var backstage med ham, vidste han godt, at han skulle dø (af lungekræft, red.), men han sagde ikke noget og rockede videre som altid. Det gjorde et stort indtryk på mig. Og så synger han om den melankoli, man kan blive ramt af, når man turnerer langt hjemmefra. Det kan jeg meget godt leve mig ind.

Skrev sang til storsælger
En af sangene på det nye album, ”Start Wasting My Time”, har du skrevet i samarbejde med det gamle firserikon Nik Kershaw – ja, ham med ”I Won’t Let The Sun Go Down On Me”, ”Wouldn’t It Be Good” og ”The Riddle”. Hvordan kom det samarbejde i stand?

– Jeg mødte ham på et sangskriverseminar på Island. I dag skriver han mest sange til andre, men han er også en rigtig god sangskriver – og langt bedre end de firserhits, han er mest kendt for.

Du har også skrevet en sang, ”Choux Pastry Heart”, sammen med den engelske sangerinde Corinne Bailey Raes til hendes selvbetitlede debutalbum fra 2006. En plade, der har solgt flere millioner på verdensplan. Hvordan kom den aftale i stand – og er det noget, du vil fortsætte med? Det må du have givet lidt ekstra penge til julegaver?
– Ja, det gav da lidt, griner Teitur og fortsætter: – Det var tilfældigt, at vi kom til at arbejde sammen. Vi mødtes gennem nogle fælles venner, og så swingede vi godt sammen. Hun synger jo helt formidabelt godt. Hun har spurgt, om jeg vil skrive en ny sang med hende til hendes næste plade, og det vil jeg godt. Ellers har jeg nedtonet samarbejderne med andre lidt, for det er ofte folk, der bare ikke kan finde ud af at skrive selv. Men hvis det er den rigtige kunstner, så er det okay.

Han fortsætter:
– Jeg møder utroligt mange musikere rundt om på mine turnéer, og mange spørger, om ikke vi skal lave noget sammen. Efter at jeg er flyttet til Sverige, har jeg blandt andre mødt Lisa Ekdahl, og vi har også spist drukket en masse vin sammen, men vi har nu ikke talt om at lave noget sammen. KT Tunstall må i øvrigt gerne ringe (griner). Der er også folk, der har lavet coverversioner af mine sange, for eksempel en række amerikanske jazzmusikere, jeg ikke rigtig kender, primært til amerikanske tv-serier. Og så har Annette Bjergfeldt indspillet nogle sange, vi har skrevet sammen. Jeg er dog ikke specielt opsøgende med hensyn til at få mine sange indspillet af andre.

Postkort fra McCartney
Der er noget med, at du har et par celebrity-fans, ikke, for eksempel John Mayer, som du også har turneret med?
– Ja, han skrev en rosende artikel om mig i Esquire Magazine, men det er jo allerede flere år siden. Men Paul McCartney sendte mig et julekort her til jul, håndskrevet. Der stod bare ”I love your music”. Det kan selvfølgelig være en joke, nogen har lavet, men jeg håber da, det passer, griner Teitur.

Hvad med fremtiden – kommer din nye plade ud i USA?
– Ja, det regner jeg med. Jeg forhandler med et amerikansk selskab, men det er ikke faldet på plads endnu. Men jeg tager på turné derovre i maj.

Du er ikke blevet træt af at rejse verden rundt og spille?
– Nej, jeg spiller dér, hvor der er nogen, der vil høre mig. Også selvom det selvfølgelig kan være trist at være så meget væk fra et forhold. Men jeg har ikke planer om at trække mig tilbage fra turnélivet. Jeg vil turnere, så længe jeg spiller musik. Men jeg kunne godt tænke mig at købe et hus, jeg kunne trække mig tilbage til i perioder – på Færøerne.

Din kollega Tina Dickow antydede i et interview i GAFFA i september, at hun godt kunne finde på at trappe ned på et tidspunkt, når hun ville til at stifte familie?
– Ja, men jeg tror godt, man kan have børn og være på turné samtidig.

For lige at skifte emne: Hvem har egentlig været dine musikalske inspirationer indtil nu:
– Jeg startede med at høre meget Leonard Cohen og så Mark Eitzel. Jeg kan huske, at jeg engang i midthalvfemserne så American Music Club på Rust sammen med min Holstebro-ven Kresten Osgood. Det var helt vildt. Jeg lyttede også meget til David Sylvian. I dag lytter jeg meget til, hvad mine venner anbefaler – eller selv spiller. Jeg er blandt andet blevet meget begejstret for den moderne klassiske komponist Nico Muhly. Vi skal også snart lave noget sammen, for et barok-ensemble. I det hele taget lytter jeg meget til moderne klassisk. Og faktisk tror jeg, at folk hører mere musik i dag pga iPod’er. Alle, der står og venter på bussen i 10 minutter, hører lige noget musik, og folk er utroligt åbne for nye indtryk.

Færøsk selvstændighed nu!
Du udgav sidste år en færøsksproget plade på Færøerne, og den udkom også herhjemme. Hvordan gik den på Færøerne?
– Godt, og den fik en masse omtale, men jeg tror ikke, den har solgt mere end de engelsksprogede plader deroppe. Det er nok nogenlunde det samme.

Tror du, du senere vil lave en ny færøsk plade?
– Ja, men nu går der nok lidt tid, for den første bestod af sange, der havde hobet sig op over længere tid og bare skulle ud af systemet.

Synes du, at Færøerne skal løsrive sig fra Danmark?
– Ja, hellere i dag end i morgen. Men det tror jeg, at langt de fleste færinger mener. Selv modstanderne kan godt forstå vores argumenter, nemlig at det er på tide, at vi kommer til at stå på egne ben. Der er mange, der tror, at vi ikke selv kan finde ud af at styre vores centraladministration, men det burde vi kunne. Nu har vi lige fået vores folkekirke (griner). Desværre er mange af vores politikere, især de ældre, totalt inkompetente. Vi har brug for et generationsskifte, slutter Teitur, inden han på falderebet kommer med nogle anbefalinger af, hvad der rykker af færøsk musik lige nu.

Teiturs guide til færøsk musik:
– 200. Verdens bedste punkband. Deres sange handler især om, at Færøerne skal løsrive sig fra Danmark.

– Heiđrikur Aheygum – kombination af elektronisk og akustisk.

– Boys In A Band – mere punket band, vandt Global Battle Of the Bands-konkurrencen internationalt.

– Gestir – godt indieband med følsom sanger og færøske tekster.

– The Ghost – lidt mere afdæmpet elektronisk, har blandt andet spillet til Iceland Airwaves.

– Guđriđ Hansdóttitr – den bedst sælgende plade på Færøerne lige nu. Fin singer-songwriter.

– Orca – ret hårdtpumpet elektronisk musik. Det er en fyr, der hedder Jens H. Thomsen, og han har indspillet hele sit album i en stald. Det er fuckin’ cool.

– Tyr – vikingemetal, totalt gennemført. Men bandet holder sig meget for sig selv.

Teitur indleder 14. februar Danmarksturné på Posten i Odense.

Læs studiereportage fra indspilningerne på Gotland

Teiturs hjemmeside