Yungblud er klar til at vælte GAFFA-Prisen: Ungt blod gennem England

Yungblud er klar til at vælte GAFFA-Prisen: Ungt blod gennem England

Den britiske presse kalder ham fremtiden for britisk rockmusik. Han er blevet kaldt protestsanger i samme ånd som Bob Dylan. Yungblud er vred på det system, der har svigtet ham og hans generation. Med punk i blodet og et skud ud til Arctic Monkeys og den nordengelske rocktradition tager Yungblud lige nu sine første skridt i kampen mod systemet med musikken som våben. 22. februar indtager han GAFFA-Prisen i Odense.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – programmet er komplet

På forsiden af de britiske aviser ses Nigel Farage (britisk medlem af Europaparlamentet og tidligere leder af det EU-kritiske højrefløjsparti UKIP) med en fadøl i hånden. Glasset er fyldt til randen, og ølskummet er ved at flyde ud over kanten og ned over hans fingre. Hans øjenlåg er oppustede, han griner med åben mund, og sveden drypper fra hans pande. Det er vulgært. Det er ulækkert. Det er et billede af det politiske system i Storbritannien, der ikke vil tage ansvar.

På gaderne er der kaos. Ungdommen er mødt op i vrede for at yde modstand mod det system, de føler sig svigtet af. Den britiske befolkning har lige været ved stemmeurnerne, og Brexit er så småt ved at blive en realitet, som var det de moralske tømmermænd, der brager den første dag i et nyt år. Det kommer til at handle om fremtiden, men konsekvenserne ligger tilbage i fortiden. Den ældre generation sidder fast i et fortidsbillede, der længe har mistet sit greb om realiteten. Ungdommens vrede flyder igennem gaderne som blod igennem kroppen. Blandt de vrede står Dominic Harrison. Ligesom resten af den britiske ungdom føler han sig svigtet. For første gang i sit liv har han haft chancen for at blive hørt. Men hans stemme er druknet i befolkningens frygt og i det naive og desperate favntag om fortidens storhed. Yungblud har set dagens lys, opstået af vrede og af ungdommens krav om at blive taget alvorligt.

– Vi sidder fast, og det hele bevæger sig i ring uden at udvikle sig, siger han. Jeg kan mærke hans vrede, selvom vi sidder bag hver vores skærm. – Som en generation skal vi bevæge os fremad, men vi bliver holdt tilbage. Og det sker over hele verden. Den gamle opfattelse er stadig dominerende. Det er så fucked, mand!

Opstået af vrede

For Dominic Harrison har det altid ligget i kortene, at musikken skulle blive en drivkraft gennem livet. – Jeg er vokset op i en musikalsk familie, og jeg var altid omringet af musik og instrumenter fra en meget ung alder, fortæller han. – Min bedstefar har været en stor indflydelse, og det var ham, der introducerede mig for musik. Jeg havde intet valg, forstår du. Jeg kunne ikke andet end at elske musik. Der er et billede af mig, fra jeg blev født, på vej hjem fra hospitalet siddende i babysæde med en ukulele i hånden. Uden pis. Det stod ligesom skrevet helt fra starten, at jeg skulle være musiker.

Før Yungblud drømte Dominic Harrison om livet som rockstjerne for fuld tryk. Dengang var det politiske ikke afgørende, men derimod var det hele baseret på en drøm. – Da jeg var yngre, spillede jeg altid i bands, og jeg har altid været vild med at vise mig frem og blære mig lidt. Da jeg var omkring ti år gammel, havde jeg allerede spillet guitar længe, men blev interesseret i at skrive musik. Jeg ender alligevel ikke som fucking Slash, tænkte jeg. Jeg ville skrive musik, og det udviklede sig til den her drøm, hvis man kan sige det sådan.

Som 16-årig vinkede Dominic Harrison farvel til det nordlige England, til Doncaster en halv times tid fra Sheffield, og tog af sted mod London for at realisere sin drøm som musiker. – Når jeg tænker på det i dag, er det helt smadret, at jeg har tænkt sådan, siger han. – Jeg fulgte bare de tendenser, jeg tænkte ville få mig i radioen. Justin Bieber gør det, Shawn Mendes gør det. Fuck it, det holder. Pigerne kommer til at forelske sig i mig på stribe, ikke? Men det gik hurtigt op for mig, hvor kedeligt det egentlig var.

I dag er det tre år siden, og undervejs fulgte en identitetskrise. I sin søgen mod rampelyset, masser af succes og fandyrkelse, bevægede Harrison sig væk fra det, han var vokset op med. – Jeg vidste ikke, hvem jeg var, fortæller han. – Jeg hyggede mig ikke med det, jeg repræsenterede ikke den musik, jeg er vokset op med. Jeg var blevet kastet ud i den virkelige verden. Jeg så, hvordan den unge generation blev taget i røven. Jeg kunne se det med mine egne øjne. Så jeg låste mig inde i min lejlighed og begyndte at skrive. Og pludselig var ”King Charles” der bare. Pludselig vidste jeg præcis, hvem jeg var. Dominic Harrison havde fundet sin vrede, og i vreden fandt han Yungblud.

Brexit var katalysatoren

Den britiske ungdom har grund til at være vred. Det politiske billede i Storbritannien er plaget af kaos, politikere der ikke vil leve op til deres ansvar og en ældre generation, der vader rundt i frygten for det fremmede og i illusionen om, at Storbritannien kan opnå en storslået selvstændighed som under Queen Victoria. Yungblud er en kommentar til alt det. Til politikerne, til industrien og til kapitalismen. Brexit var katalysatoren, men Yungblud vil ramme hele verden.

– Jeg er vred, mange af mine venner er vrede, siger Yungblud. – Det er der, det kommer fra. Og jeg er overbevist om, at vi ikke er alene. Der er unge mennesker alle steder, der har det ligesom jeg.

Så det er vigtigt for dig at have et politisk budskab i din musik?

– Lige nu føler jeg, at min generation er virkelig velinformeret. Vi har adgang til al den her information, og vi er faktisk virkelig intelligente. Vi har en idé om den verden, vi gerne vil leve i, og det er en idé, der for os er realistisk og forståelig. Men det bliver holdt tilbage af folk, der ikke forstår det eller ikke er klar til det, siger Yungblud. – Jeg tror aldrig, at politik har været mere relevant, end det er i dag. Alle har adgang til det, og jeg fatter slet ikke, hvorfor folk ikke engagerer sig mere.

Jeg kan høre mig selv i Yungbluds stemme. Yungblud nægter at acceptere den modstand, hans generation mødes af, og han er ikke alene. Hos EU modarbejdes Brexit-forhandlingerne, og etablerede britiske politikere, heriblandt tidligere premierminister Tony Blair, arbejder for at tilbagetrække Brexit. Ungdommen har indtaget gaderne, og den britiske landbrugsindustri bløder. Brexit er blevet solgt på et falsk grundlag, og den britiske befolkning kan allerede mærke konsekvenserne.

– Storbritannien er fuldstændig splittet, fortæller Yungblud. – Systemet bruger løgne og propaganda til at splitte befolkningen. Det sker lige foran os. Det vil jeg ikke acceptere, og der vil stadig være modstand alle steder fra. Men selvom jeg gerne så hele situationen ændret, tror jeg ikke, at den kommer til det. Beslutningen er taget, but fuck me, I hope I’m fucking wrong.

I Love You, Will You Marry Me?

I musikken fortæller Yungblud historier om uretfærdigheden. Han er i øjenhøjde med de oversete og med dem, der er blevet svigtet og udnyttet. I den nordengelske by Sheffield, en times tid fra Yungbluds hjemby Doncaster, ligger Park Hill Estate. Man kan se bygningerne fra overalt i Sheffield, og de er alle forbundet af broer. Engang var stedet beboet af det bedre borgerskab, men i slutningen af 90’erne var Park Hill Estate blevet til et slidt og hårdt kvarter. Sangen ”I Love You, Will You Marry Me” fortæller historien om to unge mennesker fra Park Hill Estate, der forelskede sig i hinanden.

– Fyren kravlede ud over en af broerne på bygningen og spraymalede ”I love you, will you marry me?” på væggen, fortæller Yungblud. – Om aftenen er Park Hill Estate oplyst, så man kan se stedet fra overalt i byen. En aften tog han hende med ned for enden af bakken, hvor skriften på væggen kunne ses fra, og friede til hende. Hun sagde ja, men tingene begyndte hurtigt at gå dårligt for dem. Hun fik to børn med ham, men socialforsorgen mente, at han ikke var egnet som far, så de gik fra hinanden. Han er sidenhen blevet psykisk syg, og hun er i dag død af kræft. Da kommunen begyndte at renovere byggeriet, hørte de om historien og satte neonlys hen over spraymalingen og brugte ”I love you, will you marry me” som et slogan til at sælge lejlighederne. Et lokalt bryggeri var begyndt at trykke et billede af ham på T-shirts som en slags maskot for Sheffield, men han fik intet for det. Manden var blevet hjemløs, så han spurgte kommunen, om han kunne få en lejlighed, fordi han ingen penge havde. Ingen penge, ingen lejlighed, sagde kommunen. Det er den her moderne, tragiske kærlighedshistorie, der handler om to unge mennesker, der bliver taget i røven af systemet.

Inspirationernes smeltedigel

Uanset hvor vi befinder os i verden, kan vi forstå, hvad Yungblud taler om. Selvom vi her i Danmark ikke er direkte påvirket af Brexit, spredes den britiske splittelse igennem Europa. Galskabstogtet, der i januar sidste år begyndte i USA, skaber nu ikke kun frygt blandt den amerikanske befolkning, men sender chokbølger igennem resten af verden. Vi bevæger os tættere på en ny koldkrigstid og trues på nærmest daglig basis af en atomkrig som konsekvens af USA's storhedsvanvid. Hvis vi ikke accepterer, at Donald Trump har gået på de bedste universiteter og besidder de bedste ord, trykker han på den knap, der er større end Nordkoreas.

Det politiske billede har udviklet sig til det absurde, og det har skabt fundamentet i musikernes protester mod systemet. Jeg er fristet til at tro, at Yungblud måske bare har fyret op for nonkonformitetens bål, fordi tiden lige er til det. Men Yungblud har det løbende igennem blodet. Behovet for at blive set, for at blive hørt og for at skabe forandring.

– Hvis jeg bliver inspireret af noget, så tager jeg det, siger Yungblud. – Da jeg var yngre, var det hiphop og rockmusik, der gjorde mig mest hyped – opdagelsen, at de to næsten er det samme. De har det samme hjerte, de har samme attitude, og de deler måden at kommentere på kulturen. For mig er det den samme følelse. Hvorfor fuck kan jeg ikke smide min indflydelse af hiphop og rockmusik ned i en gryde, blande den med mine skøre tekster og drysse min udstråling på toppen for at se, hvilken galskab der kommer af det?

I resultatet ligger aggressionerne og ulmer i dansable punk-toner med referencer til alt fra The Specials og Sex Pistols over Arctic Monkeys og Oasis til de galdespyttende aggressioner fra Eminem og Post Malone.

– Jeg eksperimenterer med forskellige territorier, fortæller Yungblud. – Hvis jeg lytter til en sang af Kanye West og bliver inspireret, vil jeg gerne skrive noget med den nerve, men ud fra mit synspunkt. Jeg tager alt det pis, smider det ned i en gryde, skriver mine tekster og ser, hvad der sker. Jeg vil ikke genredefineres, fordi vi i dag har så stor mulighed for at udforske musik. I dag er folk pisseligeglade med, om de hører til nogle steder. Vi ser fans af Trivium, der hører Lorde og Justin Bieber på Spotify. Det er sygt fedt, og det påvirker min tilgang til musik.

Ungt blod i årerne

I navnet Yungblud ligger der noget mægtigt. Alene attituden er et udtryk for, at der kommer til at ske store ting. For selvom du måske ikke har hørt navnet før, kommer du stensikkert til det. Det kan ses og mærkes, når Yungblud under sine liveshows river guitaren rundt og råber ad publikum. På scenen og i musikken bliver Dominic Harrison til Yungblud.

– Jeg er den yngste på mit management, og da jeg begyndte at skrive sangene, tænkte jeg over, hvad jeg kunne kalde mig selv, fortæller Yungblud. – Dominic Harrison er sgu for høfligt. Dominic Harrison overtager sgu ikke verden. Men en dag kom min manager gående ind ad døren og sagde ”all right, young blood”, og så var den der. Der kom lys i pæren, du ved. Senere fandt jeg så ud af, at under Queen Victoria var begrebet young blood tilskrevet personen, der stod til at arve noget magt. Du ved, fremtiden og den næste generation. Det er fuldstændig det, jeg går ud på.

Charles Peterson og arven fra Nirvana

I slutningen af 80’erne begyndte den amerikanske kystby Seattle så småt at gøre opmærksom på sig selv. Byens musikscene sprudlede, og bands som Soundgarden, Mudhoney og Nirvana var alle samlet under et pladeselskab, Sub Pop. Sub Pop udgav soundtracket til den forvirrede og rastløse ungdom, og på det pladeselskab var fotografen Charles Peterson ansat. Hans opgave var at dokumentere den voksende musikbølge, der få år senere havde skabt musikere af absolut legendestatus for til sidst at implodere i sin egen dyrkelse af mørke og depression. Charles Peterson var fyren med kameraet, der altid var til koncerterne. Han kendte flere af musikerne fra sin gymnasietid, han hang ud med Henry Rollins og resten af Black Flag, når de var i byen, og så var han fyren, man ringede til, hvis man skulle bruge et pladecover. Soundgarden gjorde det, Mudhoney gjorde det, Nirvana gjorde det. Charles Peterson blev trukket ind i den sprudlende bølge og blev draget af det talent, der lå i den.

For nyligt krydsede Charles Peterson veje med Yungblud. Han havde fundet frem til nogle billeder fra en showcase-koncert, Yungblud havde spillet på et lille spillested et sted i USA. Han blev betaget af den energi, der var på scenen, sikkert fordi den mindede om den energi, grungen formåede at skyde af sig, når der var et publikum til stede.

– At have en nøgleperson fra den bevægelse til at acceptere mig og skyde billeder af mig, er helt sindssygt, fortæller Yungblud. Charles Peterson havde fået kontakt til Yungbluds label, og var fløjet til England for at skyde nogle billeder af ham på et studenterhus i Norwich. Han ville opleve energien tæt på, for omkring Yungblud skete der noget særligt.

– Jeg er vokset op med grunge. Jeg er vokset op med Pearl Jam, Nirvana og Soundgarden og er blevet enormt inspireret af hele den her bevægelse og deres måde at leve på. Jeg har ingen relation til bevægelsen, men de vidste, hvad jeg tænkte, selvom jeg aldrig har mødt nogle af dem.

Vil bringe liv til rock ’n’ roll

Vildskaben, der eksisterede i rockmusikken i begyndelen af 90’erne, er i dag på vej til at dø. Det hele er blevet trygt, nemt og som en kliché på, hvordan man gjorde det engang. Alle de nye skud prøver at ændre det, men ender ifølge Yungblud som et plagiat af The Rolling Stones. Ingen har siden Arctic Monkeys formået at tale til ungdommen, og den ligegyldighed med konventioner, som Kurt Cobain udtrykte, er i dag forsvundet.

– Rockscenen er faret vild og befinder sig et meget trygt og sikkert sted, siger Yungblud. – Man ser kun fucking kids i læderjakker med en guitar under armen. Det er der intet nyt over. Der er ingen performance over det længere. Alle går på scenen og ligner nogen, der lige er stået op. Selvom Iggy Pop gjorde det samme, havde han altid en fucking uniform på. Han havde sit eget udtryk og sin egen måde at gøre det på. Det er det, jeg gerne vil bringe tilbage. Jeg vil fucking bringe nosserne tilbage. Det hele er sgu blevet så dovent og sikkert.

Yungblud mener, at der ikke længere bliver taget stilling til det udtryk, man som rockmusiker gerne vil omfavne. I 90’erne udviklede musikbølgerne sig til en nær kulturrevolution. Uanset om det handlede om grunge eller britpop, kunne ungdommen se sig selv i det. Og et sted imellem mødtes ungdommen. De mødtes i støjen, i nonkonformiteten og i den storhed, begge musikbølger formåede at udtrykke. Selvom Kurt Cobain og den såkaldte grunge sound ikke er til stede i Yungbluds univers, er han også et barn af 90’erne.

– Kurt Cobain har haft en kæmpe indflydelse på min måde at skrive tekster på, siger han. – Og egentlig bare det faktum, at man gør og siger lige det, man har fucking lyst til. Kurt Cobain var pisseligeglad med, hvad folk tænkte om ham, og det er derfor, der er så mange, som kan relatere til ham.

I dag eksisterer der ingen decideret scene, der samler den nye generation af rockbands, som skyder op fra den britiske undergrund. The Amazons, The Sherlocks og Yungblud er alle af samme generation og udsprunget af den samme nerve. De kan sikkert finde meget musik at være fælles om, men deres udtryk har intet med hinanden at gøre.

– Der er sgu flere, der mosher til Trippie Redd end til The Amazons, siger Yungblud. Det er tydeligt, at han ikke er fan af radiorocken, der de seneste års tid har trukket på alt fra Oasis til Queens of the Stone Age og Sex Pistols. – Trap er sgu nok det nye grunge. Og det er jeg fucking vild med. Når jeg lytter til trap, bliver jeg inficeret. Rytmikken er så intens. Og så taler de om problemerne. Det er derfor, scenen er blevet så stor. Det er musik, der tillader, at man går amok til det.

Føler du, at du er en del af en scene i dag?

– Jeg kører nok lidt i mit eget spor lige nu, siger Yungblud. – Der er sgu ikke så mange scener lige nu. Rockmusikken ligger i respirator og har brug for at blive vækket. Det er kun de her old geezers, der repræsenterer noget af værdi. Noel og Liam Gallagher – that’s fucking it. Jeg vil vække rockmusikken fra det dødsleje, den ligger i. Jeg er her for at lave ballade. Selv i Danmark rykker jeg tingene rundt. Det hele er sgu blevet så fucking kedeligt.

Forestående verdensovertagelse

Den 22. februar optræder Yungblud til GAFFA-Prisen i Odense. Han har tidligere optrådt i Danmark, men Skandinavien er stadig nyt terræn. For Yungblud gælder det hele verden og ikke kun Storbritannien. Selvom Yungblud i sin nuværende inkarnation kun har eksisteret et års tid, har han allerede turneret i Europa, Australien og USA. Han vil ikke stilles tilfreds med at være en britisk artist. Han vil være en britisk invasion.

 LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – programmet er komplet

– Jeg er hyped og glæder mig til at komme til Danmark for at ødelægge det hele. Jeg kan slet ikke fucking vente. GAFFA-Prisen er lige præcis der, jeg gerne vil være, siger Yungblud. – Jeg gider ikke bare blive i UK, jeg vil ud i verden og være en international artist. Jeg vil alle steder hen. Jeg vil møde ungdommen, og jeg vil forholde mig til den. For når det kommer til stykket, er vi alle ens. Vi tænker de samme tanker, uanset om vi er fra Danmark, New York, Australien eller fucking Doncaster.

Hen over verden er Yungblud allerede ved at skabe sig et ry – et ry for at rykke folk rundt. Klædt i sort med en guldkæde hængende om halsen og iført lyserøde sokker spytter han ad publikum. Det mørke hår og guitaren om armen, den nordengelske accent og sangtekster, der befinder sig et sted imellem kærlighed og systemkritik, har landet ham en sammenligning med Alex Turner fra Arctic Monkeys.

– Det er en ret nem sammenligning, men Alex Turner har haft en kæmpe indflydelse på mig, siger Yungblud. – Han og Eminem er de to artister, der først gjorde indtryk på mig. Det var de to, der fik mig til at tænke, hvordan fuck de kunne kende mine tanker uden at have mødt mig. Så det er da sygt nok at blive sammenlignet med Arctic Monkeys.

Yungblud er ikke i tvivl om, hvor han står. Han står på kanten af gennembruddet og med mulighed for at blive Storbritanniens nye store rockstjerne. Han er klar over det, og når han fortæller om sine drømme og fremtidsvisioner, bliver det ikke pakket ind i beskedenhed. Men alligevel befinder attituden sig et stykke fra Liam Gallagher – verdens sidste selvudnævnte rockstjerne. Yungblud er klar over sit talent, og ligesom hos andre nye britiske artister flyder musikarven igennem årerne.

Da jeg i efteråret mødte The Sherlocks, der kommer fra en by et stenkast fra, hvor Dominic Harrison er vokset op, fortalte bandets forsanger Kiaran Crook ubeskedent, at The Sherlocks står bag en ny bølge i britisk rockmusik.

– Når nogen siger sådan noget som ham, tænker jeg bare, at han skal fucke af, for han er en poser, siger Yungblud. – Det giver ikke mening at sige, at man er i gang med at skabe en bølge. Virkelig? Du skaber ikke en bølge ved at sige, at du skaber en bølge. Det sagde Kurt Cobain fucking ikke.

Fremtiden for britisk rockmusik

Den britiske presse har kaldt Yungblud for fremtiden for britisk rockmusik. Han er blevet kaldt protestsanger i samme ånd som Bob Dylan, han har en attitude, der ligger et sted mellem Alex Turner og Liam Gallagher, og han er kun 19 år gammel. Måske er Yungblud fremtiden, og uanset hvor man befinder sig i det musikalske spektrum, er der stensikkert noget at forholde sig til.

Inspirationskilderne tæller alt fra Kendrick Lamar, Trippie Redd og Lil Uzi Vert til den engelske rockarv, der omhandler alt fra The Specials og The Jam til Oasis og Arctic Monkeys. Det er glødende britisk, men med en vrede, der er rettet mod hele verden.

– Storbritannien er mit hjem, så det vil altid være en stor del af min musik, siger Yungblud direkte og overbevisende. – Men det er uundgåeligt, at min musik kommer til at blive påvirket af de steder, jeg besøger. Om det er hiphop eller rockmusik, er det den samme tanke, der vil inspirere mig. Eminem talte om den virkelighed, han så i Detroit. Alex Turner talte om den virkelighed, han så i Sheffield. Hiphop og rock ’n’ roll deler den samme følelse – som var de søskende. Det er det fundament, min lyd og mit udtryk er opstået fra.

Blå bog

Dominic Harrison er født i den nordengelske by Doncaster i Yorkshire. Kun en halv times kørsel fra Sheffield betød det, at opvæksten har givet et nært forhold til den nordengelske storbys kulturarv, og Arctic Monkeys står blandt de helt store inspirationskilder. For tre år siden, som 16-årig, flyttede Dominic Harrison til London for at forfølge musikkarrieren, men der skulle gå flere år, før han fandt sin lyd, sit udtryk og Yungblud.

Yungblud har ramt gaden

Yungblud har på under et år oplevet massiv spilletid i radioen med kun få singler på gaden. Debutsinglen ”King Charles” var P3's Uundgåelige i Danmark, og den stilsættende australske radiostation Triple J har også haft fat i det nye skud fra London. I januar udgav Yungblud sin selvbetitlede debut-ep. – Den er lidt et symbol på den opdagelse, jeg har haft med mig selv. Jeg vil ikke give den en eller anden vild titel. Det er mit første kapitel, mit første øjeblik og min første opdagelse af Yungblud, så den kan ikke hedde andet end det.

GAFFA-Prisen 2018

Den 22. februar går GAFFA-Prisen 2018 i luften. Foruden optrædener fra Marvelous Mosell og Baest, for bare at nævne få, flyver Yungblud ind fra London for at rykke stedet rundt. – Jeg kan slet ikke fucking vente. Det bliver helt sygt. Og bare vent, jeg har noget særligt planlagt.

 

Hvilke sange tripper Yungblud over lige nu?

Lil Peep – WitchBlades

– Det nummer findes ikke engang på Spotify eller Apple Music, men kun på SoundCloud og YouTube. Han udgav det her mixtape, som jeg er blevet helt besat af, og det her nummer er sygt.

Jessie Reyez – Gatekeeper

– Jeg tripper ret meget over hende lige nu, og den sang handler om kvinder i musikbranchen. Den fortæller en historie om en producer, der prøver at få en pige til at have sex med ham for en pladekontrakt. Jessie Reyez er for vild, og hun synger om det, der sker lige nu.

The Clash – London Calling

– Det er en klassiker, og den kommer bare hele tiden tilbage til mig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA