Koncertaktuelle Slowdive: – Vi har ikke noget behov for at hovere

Koncertaktuelle Slowdive: – Vi har ikke noget behov for at hovere

Shoegaze-pionererne Slowdive står bag et af de senere års mest bemærkelsesværdige comebacks og spiller to forlængst udsolgte koncerter i Vega 21. februar og på VoxHall 24. februar. Her fortæller de om, hvordan det er at være tilbage mere succesfuld og indflydelsesrig end nogensinde før, og hvad deres fans kan forvente, at fremtiden bringer.

Det var øjeblikket, de aldrig glemmer. Som mere end noget andet udstillede, hvad de nok godt inderst inde vidste. Her stod de på scenen i London. De var nærmest ikke en gang blevet færdige med koncerten, og nu gik hun allerede rundt dernede i den halvtomme sal og fejede gulvet på det sted, hvor der burde stå et begejstret og hujende publikum. Det var næsten ikke til at bære, og som guitarist Christian Savill har udtalt, var det her, han indså, at det ”måske var på tide at få et rigtigt job”.

Det var ellers startet så godt. Som et purungt band havde de fået kontrakt med tidens hotteste pladeselskab, Creation Records, og deres første udgivelser var blevet mødt med begejstrede anmeldelser. Men så var stemningen vendt, og den på det tidspunkt ekstremt magtfulde britiske musikpresse havde besluttet at gøre dem og den øvrige shoegaze-scene til hadeobjekter. Pludselig var tidsånden ikke længere til indadvendte unge mennesker med langt pandehår, der dyrkede skønheden i sfæriske vokaler og grumset guitarstøj. Nu gjaldt det flabede attituder og traditionsrige hjemstavnshymner om at være ung og rastløs i et klasseopdelt britisk samfund, hvis man ville løbe med overskrifterne og den positive omtale.

Se musikvideoen til "Alison" fra 1993 – artiklen fortsætter nedenfor

Alligevel havde de nægtet at give op, men til sidst blev det det svigtende billetsalg, manglen på støtte fra pladeselskabet og den konstante latterliggørelse og tilsvining fra medier og kolleger for meget, som da Manic Street Preachers-guitaristen Richey Edwards på et tidspunkt udtalte, at han ”hadede Slowdive mere end Hitler”. Så efter at have udgivet deres sidste plade, Pygmalion, valgte de i 1995 at opløse bandet og gå hvert til sit. Bassist Nick Chaplin droppede musikken helt, mens de øvrige fire medlemmer drev videre til nye projekter, forsanger og hovedsangskriver Neil Halstead dannede sammen med bandets anden vokalist, Rachel Goswell, det country-inspirerede Mojave 3 og begyndte at udgive folkplader i eget navn, guitarist Christian Savill startede drømmepop-bandet Monster Movie, mens trommeslager Simon Scott valgte at hellige sig filmmusikken og diverse ambient-eksperimenter.

Sådan kunne historien om Slowdive faktisk godt være endt. Men i stedet kom det i 2014 frem, at shoegaze-pionererne var blevet gendannet til en række koncerter, der bl.a. bragte dem forbi Roskilde Festival i 2014, og som siden udviklede sig til en lang og omfattende turné for fulde huse og begejstrede anmeldelser over hele verden.

Og i 2017 udgav Slowdive så – 22 år efter Pygmalion – deres fjerde album Slowdive, der fik en begejstret modtagelse, bl.a. her i GAFFA, hvor Finn P. Madsen uddelte fem stjerner og lovordene: ”Shoegazer-pionererne indbyder atter til stjernekiggeri og drømmerier, som var de fra en anden verden.”

LÆS OGSÅ: Shoegazer-pionererne bryder 22 års tavshed mesterligt – anmeldelse af Slowdives selvbetitlede comebackalbum fra 2017

Se musikvideoen til "Don't Know Why" fra 2017 – artiklen fortsætter nedenfor

Siden vendte Slowdive i juli endnu en gang tilbage til Roskilde Festival, og nu – tre måneder senere – er bandet så igen i Danmark denne gang for at spille en udsolgt koncert i DR Koncerthuset. Det er her, vi møder dem på en blæsende efterårsdag i lune omgivelser indendøre. Forsanger og sangskriver Neil Halstead er i gang med at hvile sig inden aftenens koncert. Den anden frontfigur Rachel Goswell sidder i et tilstødende lokale og får ordnet hår til et interview med svensk tv. Til gengæld sidder Simon Scott, Nick Chaplin og Christian Savill klar ved et bord, der bugner af slik, chokolade og læskedrikke. Fra et fjernsyn på væggen bliver der fulgt med i en fodboldkamp fra Premier League. Stemningen er afslappet og uhøjtidelig. Vittigheder og gensidige drillerier flyver gennem luften. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro, der var tale om tre modne gymnasievenner, som havde sat hinanden stævne på den lokale pub. Med andre ord, er Slowdive anno 2017 et band, der på alle måder udstråler ro, glæde og harmoni.

Der kom børn i vejen

Lad os starte med at gå tilbage til 2013. Her gav Neil et interview, hvor han blev spurgt til sandsynligheden for en Slowdive-reunion. Han svarede, at det var ”højt usandsynligt”. Nu sidder I så her. Hvad skete der?

Nick: – Neil har jo fået spørgsmålet mange gange, og hver gang har han svaret det samme. Det skyldes flere ting. Mange af os har gennem årene ikke rigtig haft kontakt med hinanden. På familiefronten har vi også allesammen fået mindre børn. Så når det alligevel blev en realitet, er forklaringen, at vores børn nu er blevet lidt ældre, og at Neils agent blev kontaktet af Primavera Sound. Da der generelt syntes at være stor interesse, besluttede Neil – efter have konsulteret os andre – at nu ville være et godt tidspunkt.

Var det en udfordring at skulle spille sammen igen efter så mange år?

Nick: – For mit vedkommende var jeg nødt til først at gå ud og købe en bas, da jeg ikke havde spillet siden dengang. Dernæst var vi selvfølgelig nødt til at lære vores gamle materiale forfra. Men ellers var det faktisk meget enkelt.

Simon: – Ja, vi var alle sammen vældig begejstrede over at skulle spille sammen igen, og inden vi fik set os om, var det næsten, som om de 20 år var fuldstændig forduftet.

Var I nervøse over at skulle ud og stå foran et publikum igen?

Simon: – Ja, det var totalt nervepirrende. Eftersom vi endte med at have så dårlige besøgstal i slutningen af vores karriere, var vi usikre på, om nogen overhovedet ville møde op. Heldigvis blev vores første London-koncert udsolgt på to minutter og gik godt. Alligevel var vi ekstremt nervøse, inden vi skulle spille på Primavera. Da plakaten kom ud, kiggede vi efter vores navn nede i bunden, hvor de mindre bands stod. Kun for at opdage at vi stod placeret helt oppe i toppen. Senere fandt vi ud af, at vi skulle spille lige før Pixies, et band vi altid har været store fans af, på den allerstørste scene foran 20.000 mennesker. Der tænkte vi bare ”Oh, shit!!”

Men det gik jo ret godt alligevel…?

Nick: – Ja, heldigvis. Ingen af de første koncerter var dårlige. Vi havde også bevidst øvet os rigtig meget. Det var meget vigtigt for os, at vi ikke skulle komme tilbage og lyde som lort.

Simon: – Ja, for vi havde alle opgivet en del ikke mindst i forhold til familien, så det betød meget, at det blev gjort ordentligt.

Roskilde 2017 bedre end 2014

Nogle måneder senere spillede I så på Roskilde. Hvad husker I fra den koncert?

Nick: – Mest at det var virkelig, virkelig sent, hvilket ingen af os bryder os om. Vi er alle blevet ret gamle og skal helst være i seng ved 23-tiden (griner). Samtidig havde vi siddet ude bagved i et plasticskur i lang tid og lyttet til bassen dundre fra et eller andet dance-act på den store scene uden andet at lave end at drikke mere og mere. Til sidst følte jeg mig næsten syg af den bas. Så nej, det var ikke vores bedste koncert. Heldigvis fik vi jo mulighed for at vende tilbage i år, hvor det var en helt anderledes oplevelse – og en meget bedre koncert!

LÆS OGSÅ: Shoegazer-pionererne leverer drømmenes lydspor, Slowdive-anmeldelse, Roskilde Festival 2017

Hvornår vidste I, at I også ville lave en ny plade?

Nick: – Lige fra starten. Det var hele tiden meningen, men vi ville lige spille nogle koncerter først for at sikre, at vi ikke hadede hinanden. Derfor tog det også lidt længere tid, fordi vi endte med at spille langt flere koncerter end planlagt. Vi nåede helt ind i 2016, før vi rigtig gik i gang.

I valgte ligesom tidligere at indspille i Courtyard-studierne. Hvilken betydning havde det?

Simon: – Vældig stor. Både fordi vores gamle producer, Chris Hufford, som nu er manager for Radiohead, stadig var der, og fordi det føles som vores andet hjem. Så efter at Neil var flyttet ind i seks uger, ankom vi andre for at hjælpe ham og lade ham være i fred, når han havde brug for det.

Det lyder som en ret harmonisk proces.

Simon: – Det var det også. Selv om nogle af sangene krævede en del arbejde, f.eks. ”Slomo” som vi først blev tilfredse med, da vi sendte den til Chris Coady (mikser, red.).

Har banddynamikken ændret sig gennem årene?

Nick: – Overhovedet ikke! Vi er stadig røvhuller (griner). Nej, ikke ud over at vi alle er blevet ældre og mere modne. Ellers falder man ret nemt tilbage til de gamle roller. Heldigvis kommer vi supergodt ud af det med hinanden. Ingen af os bor i den samme by, så det er ikke ligefrem fordi, at vi hele tiden støder ind i hinanden nede på den lokale pub. Samtidig har vi et fantastisk crew, som også er vores venner. Det lyder lidt som om, vi er én stor glad familie, og det er vi faktisk også!

Simon: – Hvilket jo nok også er nødvendigt, når vi rejser så meget sammen.

Hør "Star Roving" fra 2017 – artiklen fortsætter nedenfor

Hjulpet af den teknologiske udvikling

Siden I sidst spillede sammen, har flere af jer været involveret i andre projekter. Har det haft nogen betydning for den nye plade?

Simon: – Ja, helt bestemt – hvilket er fedt for mig, da jeg ikke bare opfatter mig selv som en fyr, der spiller trommer. Neil har lavet de her utrolig smukke folk-plader, og jeg synes godt, man kan høre på hans sangskrivning, at han har udviklet sig. Vi har alle sammen totalt respekt for hans evner som sangskriver. Derfor sørger vi altid for, at han får den fornødne plads og kreative frihed til at skrive de her stærke sange, som er forudsætningen for, at Slowdive overhovedet eksisterer. Samtidig har den teknologiske udvikling gjort det nemmere for os at knalde nogle hurtige idéer ud. F.eks. blev ”Fallen Ashes” til ved, at jeg – uden at han vidste det – optog Neil på min laptop, mens han sad og spillede ved klaveret. Så – jo – det er rart, at vi har udviklet os gennem årene, men også at det stadig lyder som Slowdive. Det er jo ikke sådan, at vi lige pludselig er blevet Aphex Twin eller prøver at lyde cool. Det hele er stadig en meget naturlig proces.

Kom pladens meget positive modtagelse bag på jer?

Nick: – Vi synes jo selv, at vi havde lavet en god plade, men belært af tidligere dårlige erfaringer havde vi bevidst sat forventningerne lavt. Heldigvis var stort set alle anmeldelserne virkelig gode.

Simon: – Det bedste er dog næsten, at vi er nået ud til en helt ny fanskare. Når vi spiller, ser vi både mange, som måske var med den første gang, og en masse unge mennesker der kunne være deres børn. At være med til at inspirere unge, der måske en dag samler en guitar op og går ud og starter deres egne bands er en fantastisk følelse.

Det virker i det hele taget, som om Shoegazer-musik lige nu oplever lidt af en renæssance. Hvad tror I det skyldes?

Nick: – Det er jo lidt noget, der kommer og går…

Simon: – Ja, men det kunne også skyldes, at nogle af de kunstnere, som er gået hen og blev meget populære, bands som M83, Sigur Ros og Tame Impala, har lånt noget fra shoegazen. Takket være internettet har deres fans så fået mulighed for f.eks. at komme i kontakt med vores musik, som så heldigvis har vist sig at kunne stå distancen, hvilket vi ikke havde regnet med tilbage i 1991-92.

Jeg læste en artikel i New York Times, hvor der stod, at det også kunne skyldes, at der – i de urolige tider, vi lever i – synes at være en fornyet appetit på musikalsk eskapisme…

Nick: – Man kunne jo også argumentere for, at tidspunktet lige nu kalder på en ny punk-bevægelse. Det var en af de ting, som vi ofte plejede at blive kritiseret for, at vi ikke havde noget politisk budskab. Men måske har du ret: Nogle mennesker har brug for at zoome ud og flygte, mens andre foretrækker at kanalisere det ud i vrede.

Hvad kan I fortælle os om den nye plade, som der går rygter om…?

Simon: – Indtil videre er det hele jo gået langt over forventning, og vi har ikke lyst til at stoppe her. Det er klart, at det er vigtigt for os at lave noget, der er godt, men vi har endnu ikke truffet nogen bevidst beslutning om, at den f.eks. skal være minimalistisk a la Steve Reich, eller vi skal bruge en masse teknologi. Jeg er sikker på, at der fortsat vil være både akustiske elementer, for det er sådan Neil arbejder, og nogle band-jams, som vi arbejder ud fra. Men forhåbentlig vil der også være nogle nye tiltag, der passer godt til den tid, vi lever i. Lige nu har vi dog en stram turkalender, så vi er ikke begyndt på arbejdet endnu, men der er helt klart nogle idéer, som flyder rundt. Så vi skal nok nå i mål – på et eller tidspunkt.

Og nu står I altså her igen så mange år senere, mere succesfulde og indflydelsesrige end nogensinde før. Føler I nogensinde en form for oprejsning eller trang til at triumfere over dem, der i sin tid dømte jer ude?

Nick: – Næh, sådan var tiden bare dengang. Vi var heller ikke de eneste, det skete for. Det var selvfølgelig frustrerende på det tidspunkt. Men det er ikke sådan, at vi har brug for at pege fingre eller hovere og sige, at vi havde ret, og I tog fejl. Vi er bare glade for at være tilbage og spille større koncerter for flere mennesker. Vi ved jo godt, at vi er heldige med at få den her anden chance. De fleste får ikke en gang chancen første gang. Så vi nyder hvert sekund!

Hør "Sugar for the Pill" fra 2017:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA