GAFFA-Prisen: Awardshowet, der ville mere end bare øl, impro og Simon Kvamms bagdel

GAFFA-Prisen: Awardshowet, der ville mere end bare øl, impro og Simon Kvamms bagdel

Det vil nok altid hænge over GAFFA og den velmenende prisuddeling, at showet engang gik så galt, at kun store mængder øl, tålmodige kendisser og biluheld-voyeurismen kunne give den specifikke uddeling en uforglemmelig kultstatus. Når man så sidder til GAFFA-Prisen 2018, og der bogstavelig talt er gået Odense i den, kan man ikke lade være med at hungre efter de få øjeblikke, der får vores show til at virke menneskeligt uden plastfacader af professionalisme. Og heldigvis nåede vi dertil. Der, hvor man ikke tøver med at rejse sig i et ensomt stående bifald eller bare for at hente et glas rødvin eller den næste af en række publikumspriser, man har vundet i løbet af showets to timer.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen: Højt humør i foyeren

Hænder mødes, klapper, knyttes og løftes i stående bifald. Der er blevet skåret ind til benet, selvom arrangementet stadig finder sted i Odenses egen Odeon koncertsal. Det er med andre ord begrænset med påfund og referencer og hjælpende hænder fra sjove og usjove komikere og musikere. Showet handler om showet, og der bliver stadig klippet over til Carsten Holm i små varme segmenter, der næsten får hjertet til at smelte af umiddelbare kunstnere.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen – Og vinderne er...

Opvarmning med fitnesspop og torsdag aftens tilløb

Inden showet var der summen. Blandt gæster i en lind strøm fra rød løber til garderobe til bar og snart til sal. Baest flokkede sig også mellem de dødelige beskuere og uden antydning af, at de snart skulle stå for den virkelig tunge rocks repræsentation i GAFFAs kanaler i torsdag aftens livestreaming på Facebook og Youtube. Odeon var blændende både indvendigt og udvendigt med neon-rør, som pulserede og gav genskin i den kolde aftenluft. Det var måske lidt for fine omstændigheder til musikprisernes underdog, som bare ville vise et bredt udsnit af dansk musik, mens unge og gamle hygger sig med hinanden, med eller uden våde varer og anden stimulans.

Mens publikumsruten hastigt gik fra garderobe til sal, gik showet ubemærket i gang med et halveret The Minds of 99 og den spritnye “Stor som en sol / flad som en pandekage”, og hurtigt efter fulgte den nye hitsingle “Alle skuffer over tid”. Christopher Læssø er umiddelbart et godt match for awardshowet, der tilbage i 1991 kunne uddele prisen årets svin til Saddam Hussein og årets mest undervurderede til Tom Petty. Som vært bidrog han til den løsslupne stemning, der insisterede på, at når som helst kunne vi ende med et nyt 2012-show. Han fandt forsigtigt sine fællesnævnere med publikum efter nogle udfordringer med et friskt skrevet nomineringsbrev i kategorien bedste hiphop-udgivelse.

Det var egentlig først med Iris Gold,at showet begyndte at falde på plads som en prisuddeling, der går på kompromis for ikke at gå på kompromis med live-musikken. Gold havde en mægtig tilstedeværelse som en ung Chaka Khan eller Erykah Badu. Hun udfordrede formen med 1-2 sange pr. kunstner ved at spille et kort tredje stykke, mens tæppet var lige ved at gå over hende til stor morskab for publikum. Det var også herefter, at Carsten Holm kunne præsentere en afslappet andel af Minds of 99 for nogle af de ting, GAFFA havde skrevet om bandet de sidste par år.

LÆS OGSÅ: Se stjernerne på den røbe løber til GAFFA-Prisen

Politisk identitet og budskab

Årets show handler i høj grad om, hvor bredt orienteret GAFFA er som musikmedie. Det handlede også kort om, hvordan Odenses borgmester kunne promovere byen, mens han var ungt klædt i blazer og T-shirt med ordene “Local Hero” skrevet hen over brystet. Modsat kan man nærmest klandre Yungblud for at være gammel med alle de historiske britiske solister og punk-bands, der har hoppet rundt og råbt og smidt med instrumenter. Det er dog stadig umiskendeligt en ung mand, der har klippet sine inspirationskilder sammen til et lettilgængeligt udtryk, der stadig smager lidt af forbrugergrisk Bieber-agtig boybandisme. Både performance og efterfølgende interview tyder på et mere eller mindre bevidst forsøg på at skabe en oprørsk teenagefigur, der ånder alt mellem Miley Cyrus, Pete Doherty, Desiigner og The Clash.

Snart efter blev Odeon fyldt af en kradsbørstig omgang Hun Solo-agtig kvindekamp. Det lykkedes på perfekt vis for Lydmor at spolere den lette stemning med adskillige citater fra musikjournalistikken, når den udstiller skævvridningen af mænd og kvinder i dansk musik. De små bidder fra alt fra Ekstra Bladet til GAFFA flokkedes frem og tilbage på scenens store skærm, mens Lydmor bryggede nogle bastante beats sammen på sin ensomme ø af maskiner. For at begå feministisk hattrick var hun naturligvis også nøgen på scenen bare iført neon-oplyst kropsmaling.

Man kunne kun glæde sig ved at sidde inderst i rækkerne, da yderste hold konstant blev oprejst af en flok feststemte, ølglade og/eller tissetrængende gæster. Der var i hvert fald en god portion, der ikke havde behovet for at blive siddende til Mads Langer, som havde trukket det korte strå med den nedtonede og følelsesladede del af det musikalske spektrum. Langer, som også senere følte sig nødsaget til at følge op på sidste års politisk investereret taletid, evnede både det ene og det andet ved det store flygel, han spillede på. Eksempelvis den dedikerede sang “Flawless”, som ubesværet blev flettet sammen med små bidder fra andre sange, som MØs “When I Was Young” .  

Awardshowets frigørelse tur-retur

Det var noget helt andet ekstremt og ubarmhjertigt løssluppent, da Baest endelig tog scenen med al deres kraft. Det var, som om prisuddelingen gradvist havde barberet lag efter lag af voksne forbehold fra publikum, for da det unge storsmilende dødsmetalband spillede, var salen med de grønne sæder aldeles bjergtaget. Det virkede, som om Baest og deres musik langt mere havde fortjent deres fandenivoldske tilstedeværelse end Yungblud og hans oprørs-punkrap med Trump og Kim Jong-Un-masker. Baest udløste kontant forløsning med stående bifald.

Man kan spørge sig selv, om der ikke var nok velvilje tilbage til den selvudnævnte bedste danser, Marvelous Mosell med trofast besætning fra Tue Track. Torsdag stod i det hele taget i oprigtighedens tegn, og derfor passede den lidt distancerede retro-orienterede stil måske ikke ind, efter al vreden var blevet blæst ud af de baestialske drenge. Man anede dog lige, at en gruppe blandt publikum bestående af blandt andre Phlake og Jada tog teten om at få folket op af sæderne inden “Hip Hop Aerobics”. Der var desværre nogle, der så deres snit til at “Edward Saksebene” hele vejen ned til garderoben for at undgå den klassiske post-prisuddelingskø.

Se hele showet her:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA