Portræt af Lasse Hoile – Steven Wilsons aarhusianske billedmagiker

Portræt af Lasse Hoile – Steven Wilsons aarhusianske billedmagiker

Den engelske sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Steven Wilson er en international stjerne inden for den progressive rock. En stor del af Wilsons coverfotos, musikvideoer og live-visuals er skabt af aarhusianske Lasse Hoile, der har arbejdet tæt sammen med Wilson i mere end 15 år. Vi mødte ham under en kort pause i arbejdet med storskærmsfilm til Wilsons turné, der kommer til et udsolgt Store Vega 3. marts.

Lasse Hoile tager imod i sin lejlighed på Frederiksbjerg i det indre Aarhus. Han er kortvarigt hjemme fra England, mens han arbejder på de storskærmsfilm, som er en central del af Steven Wilsons turné, der bringer kultmusikeren til både Europa, USA og Sydamerika i løbet af 2018. Steven Wilson er ikke kendt for radiohits, men har gennem siden 90’erne opbygget en trofast fanskare verden over, først som sanger, sangskriver og multiinstrumentalist i den nu opløste progrock-gruppe Porcupine Tree og siden som solist. Koncerten i Store Vega 3. marts har ligesom mange andre på turnéen længe været udsolgt, og Wilsons seneste album, sidste års To the Bone, nåede en tredjeplads på hitlisten i hjemlandet, hans bedste engelske placering til dato.

Man skal ikke have opholdt sig mange sekunder i Lasse Hoiles lejlighed, før det står klart, at her bor en kunstner. Væggene er prydet med kunstfotos, fortrinsvis af egen produktion, og reolerne er tungt lastede med kunstbøger, især om favoritten Francis Bacon, cd’er og dvd’er. Vinylplader har han dog ingen af længere. Forklaringen følger senere. Først skal vi høre, hvordan den 44-årige, halvt engelske Hoile fandt vejen ind i kunsten.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var barn, og i flere omgange boede jeg på Grønland med min mor, og hos min mormor i Danmark. Jeg var overladt en del til mig selv, så jeg tegnede meget og kiggede meget i mine forældres kunstbøger. Jeg gik også tit alene på Aarhus Kunstmuseum, hvor man kunne komme gratis ind som barn. Jeg kom senere på efterskole og blev fascineret af metalmusikken, så jeg begyndte at tegne covers og logoer til metalbands, som brugte dem på deres demoer og T-shirts. Igennem folk, jeg mødte i metalmiljøet, blev jeg introduceret til progrock som Pink Floyd, King Crimson og Jethro Tull. Jeg skrev også fanbreve til blandt andre Mayhem (stilskabende norsk black metal-band, red.) og fik svar, blandt andet fra deres guitarist Euronymous, som sendte et billede af deres tidligere forsanger Dead, da denne havde skudt sig selv (billedet blev senere cover på en semi-officiel liveplade, red.), og som senere selv blev myrdet af Varg Vikernes (kontroversiel norsk black metal-musiker, kendt for enmandsbandet Burzum med mere, red.).

I 1992 rejste den da 19-årige Hoile til England for at udleve kunstnerdrømmen og søgte ind på Kent Institute of Art and Design. Han kom dog ikke ind, og efter en tid i England tog han tilbage til Danmark.

– Jeg havde ikke så meget held med kunst, så mit ønske var dengang at arbejde med special effects i horrorfilm, og jeg tog en uddannelse som makeupartist på Kolding Makeup Academy i 1994. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at Danmark er ikke et sted, man kan leve af sådan noget. Derfor tog jeg en uddannelse som tv-tekniker på Filmværkstedet i Aarhus i 1994 og lavede nogle kortfilm. På Filmværkstedet var der en tidlig udgave af PhotoShop, som jeg kunne scanne mine tegninger ind og arbejde med, og nogle af dem blev brugt på danske metalcovers. Jeg blev færdig i 1998, og dengang arbejde man analogt, men kort efter blev alt digitalt, og min uddannelse blev ubrugelig. Som digital filmfotograf er jeg autodidakt.

Pink Floyds arvtagere i folkevognsrugbrød

Hvordan kom du til at arbejde for Steven Wilson?

I 1999 opdagede jeg og nogle venner Porcupine Tree. Vi syntes, deres album Stupid Dream lød som et band, der kunne løfte arven fra Pink Floyd. Et af de få bands, hvor der ikke var et eneste dårligt nummer på pladen, og der var ingen, der kendte dem. De spillede på Posten i Odense i 2001, og så snart billetsalget gik i gang, ringede vi for at bestille billetter. De sagde: rolig nu, der er ingen andre, der har bestilt billetter. Da vi kom derned, viste det sig, at der var kommet præcis 18 personer. Vi var rystede over, at et så godt band ikke kunne samle flere folk, og over, at de bare kørte rundt i et lille folkevognsrugbrød.

– Vi købte alle de typer merchandise, de solgte. Jeg tænkte: Dette band vil jeg gerne arbejde sammen med. De kan kun blive større, og hvis jeg ikke reagerer nu, får jeg ikke chancen igen. Jeg sendte derfor nogle billeder, jeg havde taget til Steven og tilbød min arbejdskraft, og fik hurtigt positivt svar fra ham. Vi mailede frem og tilbage og fandt ud af, at vi havde samme smag i både musik, film og kunst. Jeg sagde til Steven, at mit yndlingscover er coveret til det første Black Sabbath-album, det er simpelt og tilpas underligt, det virker, som om man kigger ind i et parallelt univers. Det var også Stevens favoritcover, og så tænkte jeg: Shit, vi taler samme sprog.

Hermed var kimen til et mangeårigt samarbejde lagt, og Hoile havde masser af idéer.

– Jeg syntes, at Porcupine Tree var nødt til at have visuals til koncerterne, hvis de skulle kunne løfte arven fra Pink Floyd, ellers ville de blive til grin, og det lavede jeg så til dem. Det var der ikke mange andre, der havde dengang. Jeg tog med på deres turnéer, hvor jeg afviklede visualsene fra en dvd, for vi kunne ikke synce dem op, og jeg filmede samtidig koncerterne til en dvd-udgivelse og lavede også lys på deres In Absentia- og Deadwing-turnéer (2002-2005, red.) Sideløbende havde jeg et dagjob, hvor jeg arbejdede som klipper af reklamefilm og grafiker for firmaer som Bilka, Lego og Ide-Møbler, og om aftenen lavede jeg så ting til Porcupine Tree. Jeg ved ikke, hvordan jeg fik det hele til at hænge sammen, og det ene betalte for det andet, for der var ingen penge i videoerne.

I årene forinden havde Lasse Hoile også selv kastet sig ud som sanger i den aarhusianske dødsmetal-gruppe Panzerchrist, men han måtte stoppe grundet tidspres. Han har også lavet elektronisk musik i en periode, men de sidste mange års har hans hovedfokus været fotokunst og videoer.

Det første Porcupine Tree-cover, Hoile lavede, var til albummet In Absentia fra 2002. En nærbillede af et ansigt – Lasse Hoiles eget – med en tom øjenhule.

– De havde fået nogle andre til at lave et cover, men Steven var ikke tilfreds. Så foreslog jeg nogle ting, og han syntes, det var fedt, at de var lidt Francis Bacon-inspirerede. Jeg tror, han kunne lide, at udtrykket var lidt dystert, ligesom albummet. Teksterne var dystre, men sangene var smukke, det er jo melodisk rock. Steven bryder sig ikke om de typiske progrock-covers, hvor det er et uendelighedssymbol eller noget typisk new age-pjat, som for eksempel Yes’ covers. Jeg synes også, man identificerer sig bedre med et foto af personer eller genkendelige ting frem for grafik, og jeg har altid været fascineret af ansigter.

Indercoveret på In Absentia er i øvrigt et genkendeligt motiv for enhver aarhusianer: Et billede af udsigten fra Bruunsbro ud over banelegemet ved Aarhus Hovedbanegård.

– Det var bare et billede, jeg sendte til Steven for sjov, men han brugte det, da han altid har været fascineret af jernbaner, griner Lasse Hoile.

Faldt om på bagtrappen

Herefter lå det lige for, at Hoile også begyndte at lave musikvideoer for Porcupine Tree, og en af hans mest bemærkelsesværdige er ”Way Out of Here” fra 2007, hvor vi følger en ung, melankolsk udseende, sortklædt kvinde gå rundt på banelegemet ved Aarhus Hovedbanegård. For at holde budgettet lavt blev videoen optaget tæt på Hoiles hjem, og i det hele taget har det aldrig været nogen guldgrube for Hoile at lave videoer.

– Porcupine Tree fik på et tidspunkt en amerikansk manager, som i 2007 overtalte mig til at sige mit dagjob op og åbne mit eget firma og arbejde på fuld tid, fordi han lovede, at jeg ville kunne tjene store penge, men det er aldrig sket, det løber kun lige rundt. Man skal aldrig stole på en amerikaner, har jeg fundet ud af. Jeg har købt alt mit udstyr på afbetaling, og meget har jeg måttet sælge igen for at have råd til dagen og vejen, og jeg var også nødt til at sælge en stor samling vinylplader på et tidspunkt. Jeg måtte engang også sælge alle mine møbler, så jeg sov på gulvet og fik en rygskade. Jeg har også arbejdet så meget, at jeg har haft stress, for eksempel har jeg været sygemeldt sammenlagt to år de sidste syv år, og jeg har fået en kronisk tarmsygdom, Crohns sygdom (giver periodiske mavesmerter, vægttab og diarré, red.). På et tidspunkt, da jeg kom hjem efter at have filmet deres koncert i Tilburg i 2008 (udkom på dvd i 2010, red.), faldt jeg om på min bagtrappe og blev indlagt og havde en blodprocent på 4, hvor det normale er 8-9 stykker. Mit arbejde har også kostet mig flere forhold, så det har været blod, sved og tårer, siger Hoile, men påpeger samtidig:

– Det har dog også været fedt, og jeg er blevet en meget nær ven af Steven. Vi har meget til fælles, han er jo også meget koncentreret om sit arbejde – vi har både delt hotelværelser, senge og kahytter, og vi skriver sammen næsten hver dag. Han er også begyndt at sende mig demoer med musikken og beder mig om råd, især omkring hans seneste album (To the Bone fra 2017, red.). Der var han meget usikker på for eksempel, om han skulle synge i falset, men jeg bakkede ham op og sagde, at han jo skriver pissegode popsange, og at han skulle prøve noget nyt i stedet for at lave The Raven That Refused to Sing (album fra 2013, red.) for tredje gang. Det var også mig, der foreslog ham at hyre mundharmonikaspilleren Mark Feltham (medlem af bluesbandet Nine Below Zero, red.), som har været en af mine store helte, siden han medvirkede på flere plader med Talk Talk. Jeg er i øvrigt den eneste, som Steven kan blive sur på. Jeg har i hvert fald aldrig set ham hidse sig op over for andre, men han kan godt finde på at råbe ad mig, hvis vi er blevet uenige om noget, og så taler vi ikke sammen i et par dage. Jeg er heller ikke bange for at sige til ham, hvis jeg synes, en af hans idéer er noget crap.

Hvad er det, der tiltaler dig ved Steven Wilsons musik?

– Han er ikke for alle, det kræver et par lyt at komme ind i sit univers. Han rammer plet med sit melankolske og halvdrømmende udtryk og skriver altid gode tekster, der er meget observerende om, hvad der sker i verden. Han skriver også stærke melodier, og der er catchy riffs, uden at han overgør det. Udtrykket er nyt og friskt, og han gentager ikke sig selv som andre prog-navne som Dream Theatre, hvor der hele tiden er guitarsolo, bassolo, keyboardsolo, det kører i ring. Steven kan forny sig og lyder samtidig som sig selv. Han har også en flot stemme, den er jo ikke så stor og lidt skrøbelig, uden at det bliver cheesy, lidt ligesom Mark Hollis fra Talk Talk. Steven og jeg er også enige om mange ting. Vi er begge anti-religiøse og mener, at mange bruger religion som en undskyldning for at lave pis i verden. Vi er også begge fascineret af det mørke i menneskes natur, for eksempel det triste faktum, at folk er ligeglade med hinanden i storbyen, og at den unge kvinde Joyce Carol Vincent kunne ligge død i to år i sin lejlighed i London, før hun blev fundet (tema for Wilsons 2015-album Hand. Cannot. Erase., red.), og det var hverken første eller sidste gang, noget sådant er sket.

Fra Aarhus Hovedbanegård til Chiles ørken

Lasse Hoile kom dog meget længere væk end til Aarhus Hovedbanegård, da han indspillede sin hidtil seneste musikvideo for Steven Wilson, ”Nowhere Now” fra efteråret 2017. Den er nemlig optaget i fem kilometers højde i ørkenen i Chile ved det store Alma-observatorium med blandt andet drone-optagelser.

– Det startede med, at jeg faldt i snak med kommunikationschefen på observatoriet for tre-fire år siden ved en Wilson-koncert i Royal Albert Hall. Han var stor fan af Steven og Porcupine Tree, og så fik vi den idé at holde en koncert dernede med hele bandet, lidt a la Pink Floyds koncert ved Pompeji i 1971. Det viste sig dog at ville blive alt for dyrt, og der er ikke meget luft i 5000 meters højde. Vi blev enige om i stedet at indspille en video dér, og det passede godt til sangen ”Nowhere Now”, der handler om et astronaut, der ser ned på jorden fra rummet og konstaterer, hvor meget vi fucker planeten op. Det var dog også svært at filme, da det som sagt var i 5000 meters højde, så vi skulle igennem et omfattende lægetjek, især mig, fordi jeg er ryger. Vi var kun tre af sted, Steven og mig og ham, der kørte os rundt. Dronen brød dog sammen efter kort tid, fordi den ikke kan operere i 5000 meters højde, men vi nåede da at få nogle enkelte skud fra den. Det var også lidt farligt, for der var mange banditter i området, og det var i øvrigt pissevarmt. Men det er et fantastisk sted, og vi fik heldigvis lov at se nogle planeter i teleskopet.

Kan du fortælle lidt om coveret til Wilsons seneste album, To the Bone?

– Det var lidt en diskret hyldest til Bowie, som jo døde i 2016, og hans cover Aladdin Sane, hvor han også står med lukkede øjne. Og så ville vi have nogle farver på, nu hvor sangene er ret upbeat, og pladeselskabet ville også gerne have et cover, der kan ses på lang afstand, for eksempel på reklamer. Nogle gange kommer Steve med den grundlæggende idé, nogle gange er det mig, og så bliver vi som regel enige. Det er dog ham, der betaler, så han får det sidste ord.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Steven Wilson: To the Bone

Lasse Hoile laver også for covers og videoer for andre end Steven Wilson og dennes sideprojekter Blackfield, for eksempel lavede han visuals til TV-2’s turné De første kærester på Månen i 2006. Det sker dog kun sjældent, for som han siger:

– Når jeg arbejder for Steven, tager det et år til halvandet. Jeg får få henvendelser fra andre, to-tre om året, og som regel siger jeg nej tak, fordi det ikke lyder til at være umagen værd.

At arbejde for en mand som Steven Wilson må give nogle kontakter, har du gjort brug af dem?

– Det er faktisk meget svært for mig at få hul igennem til potentielle nye arbejdsgivere. Der er mange, der vil lave tingene selv eller har det samme hold, de bruger igen og igen, og der er mange, der gerne vil arbejde gratis, og folk vil have det samme igen og igen. Det er også trist, at mange covers kun bliver til små frimærker på nettet, og hvorfor kan man ikke se på streamingtjenesterne, hvem der har lavet coverne, det burde da være let? Jeg er også en dårlig forretningsmand, for jeg bruger hele videobudgettet til projektet eller til udstyr og licenser og glemmer at sørge for løn til mig selv. Jeg har gennem Steven mødt folk som Tool, David Gilmour, Kate Bush – hende mødte jeg til en King Crimson-koncert i London – og Peter Gabriel, og de fik begge min Hand. Cannot. Erase.-bog (deluxeudgave til albummet af samme navn, red.).

– Jeg har mødt mange kendte og rige folk, der har rost mit arbejde, men der er ingen af dem, der har købt nogle af de kunstværker, jeg har til salg, det er udelukkende fans, der har købt dem. Jeg har også søgt filmstøtte talrige gange i Danmark, men jeg får afslag gang på gang, jeg ved ikke hvorfor, måske fordi jeg er mere eller mindre audodidakt, og nu gider jeg ikke søge mere. Jeg siger ikke, at jeg er bedre end andre, men jeg synes da, at jeg har mit eget udtryk og nogle idéer, som ikke kan realiseres uden en bunke penge, og jeg vil ikke gøre det halvhjertet.

Hvem er dine yndlingsvideoinstruktører?

– Chris Cunningham, men han laver ikke videoer mere, Michael Gondry, Jonas Åkerlund, Floria Sigismondi var god engang, og Mark Romanek. Det var især folk, der var aktive i 90’erne og 00’erne. Jeg må også indrømme, at jeg ikke følger supermeget med i det, de unge videofolk laver nu. Men dengang i 90’erne var der folk, der udnyttede videomediet til det yderste, og der var budgetter til det, og MTV spillede stadig musikvideoer. Og en video som Prodigys ”Smack My Bitch Up” bliver man jo aldrig træt af. Men der skal selvfølgelig være en idé. I dag kan du jo lave en video på iPhone, og det er også fint nok, bare idéen er der.

Lasse Hoile tager ikke længere rundt på Steven Wilsons turnéer, og når dette læses, er hans kalender næsten tom. Hans fremtidsambitioner gælder primært hans egne værker.

– Jeg vil gerne udstille mine egne billeder mere, altså fotokunst, og i det hele taget arbejde mere med mine egne billeder og så skrue ned for videoerne. Og så må jeg nok indse, at jeg må finde et dagjob igen, ellers kan det ikke løbe rundt. Men trods alt er det pissesjovt at lave videoer.

Ordforklaring: Progrock

Progrock, eller progressiv rock, er en samlebetegnelse for rock med store kunstneriske ambitioner, inspiration fra andre musikgenrer som klassisk, jazz og folk og fokus på teknisk virtuositet og et ofte avanceret tonesprog. Genren opstod i slutningen af 60’erne med navne som King Crimson, Genesis og Jethro Tull som nogle af bannerførerne.

Steven Wilson: Lasse er ekstremt talentfuld

Da Lasse Hoile første gang sendte sine billeder til Steven Wilsons gamle band Porcupine Tree, satte det noget i gang, fortalte Steven Wilson til GAFFA i 2016:

– Vi er så heldige, at vi ofte har fået tilsendt materiale lavet af fans, men der var bare noget i hans arbejde, som gjorde, at jeg tænkte "Ja, der var den!", og så opfordrede jeg ham til at lave coveret til vores album In Absentia.

Hvorfor har du holdt fast i samarbejdet med ham?

– Han er ekstremt talentfuld, og vi har mange fælles referencepunkter, når det gælder musik, film og litteratur. Hvis den ene af os eksempelvis taler om en bestemt scene i David Lynchs Eraserhead, ved den anden straks, hvad vedkommende taler om. Vi har en fælles visuel forståelse. 

LÆS OGSÅ: Interview med Steven Wilson: Ja tak til Apple Music, nej tak til Spotify

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA