Steven Wilson: – Jeg hader alt, som er teknik for teknikkens skyld

Steven Wilson: – Jeg hader alt, som er teknik for teknikkens skyld

Han er blevet kaldt Storbritanniens mest succesfulde kunstner, du aldrig har hørt om. Med sit nu hedengangne band Porcupine Tree udforskede han alt fra psykedelia over spacerock, progressiv rock og pop til mørke konceptalbum og metal. Med sit nye soloalbum To the Bone hylder han 80’ernes sofistikerede pop. 3. marts giver han en udsolgt koncert i Store Vega.

Tilbagevendende dysterhed er måske hans musiks tydeligste tegn. Humor-musiksiden Prog Snob har lavet flere memes, hvor de fremstiller Steven Wilson som verdens mest triste person. – Jeg forstår, hvorfor de gør det, mange af mine albums er fyldt med melankoli. Samtidig fungerer deres memes ikke, for alle, der har mødt mig, har oplevet en meget glad person. At min musik lyder, som den gør, gør det muligt for mig at være meget veltilpasset, for alt mit mørke og min sorg ender i musikken.

– Jeg spekulerer på, om disse mennesker forventer en Ian Curtis, når de møder mig. På mit nye album har jeg endda en sang, der er ren glæde, ”Permanating”. Jeg har fundet på ordet, det betyder at "fange et øjeblik af lykke og holde det i sin hukommelse for evigt". ”Song of Unborn” handler om et ufødt barn, der, rent metaforisk, ser på verden, og hvor fuld af problemer, verden er, men indser, at alt handler om dig og de fantastiske ting, du kan udrette. Det ser jeg også som et meget positivt budskab.

Se musikvideoen til "Permanating" fra albummet To the Bone – artiklen fortsætter under videoen.

Allerede på Porcupine Trees debutalbum On the Sunday of Life fra 1992 finder vi en sang døbt ”Nostalgia Factory”. Netop nostalgi er noget, der i høj grad kendetegner en stor del af Steven Wilsons katalog. – Jeg vil gerne undgå, at min musik skal lyde som afledt af ældre musik – alle musikere, uden undtagelse, henviser til fortiden i et eller andet aspekt, det er umuligt at undgå. Men jeg synes, det er muligt at gøre det med et nutidigt indgangspunkt. Nostalgi er snarere en stor del af min musik på den måde, at jeg går ud fra følelsen i sig selv, fordi den er så kraftfuld. Det er en blanding af glæde og sorg i samme følelse; du ser tilbage på noget med glæde, men erkender, at øjeblikket er væk for evigt.

LÆS OGSÅ: Næsten et mesterværk – anmeldelse af albummet To the Bone

Da du turnerede med dit forrige soloalbum Hand.Cannot.Erase, spillede du to sange fra Porcupine Tree, med den begrundelse, at de passede ind i temaet, der var præget af nostalgi. Hvilke gamle sange stemmer overens med dit nye album i det omfang, at du kan spille dem på din næste tour? (Interviewet er lavet før turnépremieren i slutningen af januar, red.)

– Der er to, jeg tænker at spille, en episk og en, der er bare en god sang, som jeg ikke har spillet i meget lang tid. (Wilson har faktisk spillet flere Porcupine Tree-sange på turnéen, red.). Folk spørger mig ofte, om jeg vil spille nogle sange af Porcupine Tree, og så svarer jeg nej, jeg vil spille sange af Steven Wilson! Nogle af dem er indspillet af Porcupine Tree, men det er mine sange. Om jeg gør det for min egen skyld eller for fansene? Jeg er meget stolt af nogle af mine sange, og der er andre sange, der synes populære, men som jeg slet ikke kan lide. Jeg vil ikke sige hvilke, for det ville være forfærdeligt, hvis folk fandt ud af, at den fyr, der skrev deres yndlingssang, ikke selv kan lide den. Desuden findes der ikke noget værre end at stå og se, når nogen spiller en sang, bare fordi de føler, at de skal. 

Sigter efter den sofistikerede 80'er-pop

Med en karriere præget af stadigt skiftende udtryk er det ikke overraskende, at Wilsons seneste album To the Bone synes at udforske nye felter.

– Muligvis minder musikken om Stupid Dream og Lightbulb Sun, to album, jeg udgav for lidt over 15 år siden. Ligesom mange andre sangskrivere har jeg klichéer, som jeg ikke kan komme væk fra, selvom jeg prøver. Akkordrækker, melodier, begrænsninger som det, at jeg ikke er særlig god hverken på guitar eller på sang. Ellers er det mest tekststoffet, som virker bekendt. Jeg har skrevet om teknologiens negative indvirkning på menneskeheden i over 20 år, og jeg fortsætter med at gøre det. Når det kommer til musikken, har jeg sigtet efter episk, sofistikeret pop, som den blev lavet i 80'erne. Tears of Fears, Depeche Mode, Prince og endda Michael Jackson.

– Thriller og Bad var så mainstream, som det kunne blive dengang, men i forhold til dagens popmusik er de eksperimenterende avantgarde-plader. På en måde er mit nye album en hyldest til den æra, hvor pop stadig kunne være ambitiøs og sofistikeret, samtidig med at den var catchy. Dagens popmusik er så ufarlig og uinteressant; jeg vil gerne se mig selv som åbensindet, men næsten al den moderne pop, jeg hører, lyder som om det var komponeret af en computer. Men jeg må vel erkende, at jeg er lidt kynisk og gammel.

Vil du sige, at du kan bidrage til en genfødsel af 80’er-musikken?

– Jeg er ikke helt glad for idéen, selvom den modsiger det, jeg netop sagde. På en måde synes jeg, der er alt for meget nostalgi i moderne rockmusik, retromani. For nylig talte alle om Sgt. Pepper, da det var 50 år siden, den blev udsendt. På en måde gør det mig ked af det. Den kendsgerning, at så mange stadig er begejstret for gammel musik, betyder, at der ikke er kommet noget nyt, som har taget dens plads. Jeg spekulerer på, om det ikke har haft en negativ indvirkning på dagens musik, at vi er stoppet med at forsøge at være innovative og er ivrige efter at se tilbage på Pink Floyd og The Beatles. Så jeg håber, at mit nye album stadig lyder som et album, der er blevet udgivet i 2017. Det skal være ambitiøst og samtidig lettilgængeligt, er der nogen andre, der laver den slags musik? Jeg ved det ikke, Tame Impala måske.

Se musikvideoen til "Nowhere Now" fra albummet To the Bone – artiklen fortsætter under videoen.

LÆS OGSÅ: Portræt af Lasse Hoile – Steven Wilsons aarhusianske billedmagiker

En musiker, der medvirker på To The Bone, er mundharpespilleren Mark Feltham.

– Det var helt fantastisk at arbejde med ham, jeg voksede op med plader som Talk Talks The Color of Spring og The Thes Mind Bomb, hvor han medvirker. Jeg har ikke hørt en mundharmonika, der lyder som dette i mange år, ikke siden det tidlige Oasis. Mark er helt fantastisk, han kom ind i studiet i et velourjakkesæt og skjorte, og vi sad der med pletter på joggingbukserne. Han spillede det hele i første take, og jeg er utrolig glad for at få ham på albummet, jeg håber, det vil få en særlig virkning, fordi harmonika ikke er et velkendt instrument for moderne ører. 

Se lyric videoen til "Refuge", hvor Mark Feltham medvirker, fra albummet To the Bone – artiklen fortsætter under videoen.

Det bedste er ikke altid det bedste

"Det bedste lineup, jeg spillede med" kaldte Steven Wilson bandet, han havde med på sin sidste tour. På albumindspilningen mangler guitaristen Dave Kilminster, som siden tog på turné med Roger Waters.

– Bandkemi er et meget vanskeligt koncept. Det er ikke noget, du kan planlægge, og det handler ikke om at have de bedste musikere. På den sidste tur havde vi det simpelthen så sjovt, og vi var samtidig effektive. Nu holder jeg auditions for at finde en ny guitarist (det endte med Alex Hutchings, som blandt andet har spillet med Michael Jackson-hyldesten Thriller – Live, red.) og jeg ved ikke før halvvejs gennem turen, om kemien er blevet, som den skulle være.

– På The Raven That Refused to Sing (2013) havde jeg superstjerner med, men det føltes ikke så meget som et band. Hvis du ser tilbage på musikhistorien, har de bedste bands ikke altid været de dygtigste musikere. De fire bedste musikere i verden sammen i ét rum ville nok skabe noget uskønt fusionjazz. Jeg ville aldrig arbejde med nogen, der ikke forstår den følelsesmæssige side af musik; der er så mange strålende musikere, der kun fokuserer på teknik. De spiller for hjernen og ikke hjertet. Jeg hader alt, som er teknik for teknikkens skyld.

Du havde en lille spoken-word-medvirken på Dream Theaters album Systematic Chaos.

- Ja, jeg undskyldte for, at jeg ikke kan lide Dream Theater. De ringede til mig og søgte efter forskellige musikere, der ville undskylde for ting, de fortryder. De ved, at jeg ikke er interesseret i eller forstår deres musik, men vi er venner alligevel.  

Se musikvideoen til "Pariah" fra albummet To the Bone:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA