Reportage fra Oslo-festivalen by:Larm: Et glimt af fremtiden

Reportage fra Oslo-festivalen by:Larm: Et glimt af fremtiden

I weekenden indtog vores skribent Simon Nielsen og vores fotograf Per Lange Norges hovedstad for at opleve morgendagens stjerner på byens musikalske scener.

I Oslo ligger der sne. Mere end i Danmark. Byens fortove er tildækket af is, og de besøgende skøjter sig frem. Gaderne er ydermere iklædt musiknørder og branchefolk fra hele verden. Jeg kan kende dem på delegatpasset, de har hængende i en snor om halsen. Det samme, som jeg har fået udleveret af festivalen. Det er torsdag, og branchefestivalen by:Larm er lige begyndt – men også i fuld gang. Så meget, at jeg føler, at jeg allerede er gået glip af noget. Sådan er det altid med den slags festivaler, hvor mere end 200 koncerter presses ind over tre dage.

I sig selv er det underligt at se sne på en festival. By:Larm er kendetegnet ved at skyde festivalsæsonen i gang på et tidspunkt, hvor jeg har hungret efter ny musik i et halvt år, efter socialisering med dem, der vægter musikken lige så højt, som jeg selv gør, og hvor overflødighedshornet glider bedst ned. Samtidig er by:Larm et getaway fra familien, vinterkulden, fra hverdagen. Jeg har allerede sat mange krydser i programmet. Nogle bands kender jeg, andre kender jeg ikke, nogle ved jeg vil imponere.

Dagene handler om musikken. Den skal spilles, tales om og diskuteres. Jeg vil også være med i samtalen, så der er sat kryds ved en lang række seminarer oven i musikken. Det er optimistisk, og inden snakken falder på udfordringerne ved nutidens musikjournalistik, går jeg på opdagelse i området, der har fået navnet Vulkan – byens gamle industrikvarter, der ligesom områder i Københavns nordvestkvarter og Refshaleøen er blevet mødt af moderniseringen. Music Norway serverer kaffe og vafler fra en tipi udenfor Mathallen. Vigtig detalje, tænker jeg.

Jeg bevæger mig ned på Vulkan Arena. Spillestedet under delegaternes hotel, hvor metalkulturen har fået lov at udfolde sig. Og den første aften er en god aften. Devin Townsend står alene med sin akustiske guitar, bøvser ind i mikrofonen og serverer sange, man sjældent har hørt under koncerter med Devin Townsend Project. Og kort efter træder danske Baest ind på scenen og beviser, hvorfor de er blandt det stærkeste metalnavne fra Danmark lige nu.

LÆS OGSÅ: Fem ting, vi lærte på by:Larm

Se Per Langes fotoserie med Devin Townshed på by:Larm her

Se Per Langes fotoserie med Baest på by:Larm her

Dansksproget for et internationalt publikum

Danmark er tungt repræsenteret på festivalen. De dominerer gadebilledet, festivalplakaten og spillestederne. Jeg møder en lokal norsk pige, der deler sin entusiasme over tidens danske bands. Al den gode musik kommer fra Danmark lige nu, fortæller hun. Og efter at have mødt hende til samtlige danske koncerter, jeg stikker forbi under den første aften, begynder jeg at kunne forstå den danske invasion.

Jeg bevæger mig ud i natten; forbi byens etablerede spillesteder og små charmerende afkroge. Jeg tager forbi Kulturkirken Jakob, hvor de tredobbelte GAFFA-Pris-vindere Scarlet Pleasure lige er gået på. Deres musik er ny for mig og befinder sig ærligt talt et stykke fra min personlige smag. Alligevel griber den fat om mig. Måske er det by:Larm, der formår at gøre noget ved folk? Det bringer åbenheden frem og lysten til at præstere sit bedste. Jeg føler, at jeg er startet på toppen på førstedagen og har svært ved at se, hvordan de andre dage skal leve op til de oplevelser, jeg har haft. 

Se Per Langes fotoserie med Scarlet Pleasure på by:Larm her

På vej hjem tager jeg forbi Rockefeller, hvor Reykjavíkurdætur er ved at gå på scenen. Det er min første koncert med gruppen, og i forvejen har jeg et godt indtryk af det, de laver. De er repræsentanter for den kønsligestillede festival, der tidligere på aftenen blev smidt op i vores ansigter, da frontkvinden fra norske Intetskjønn smed trøjen og hoppede topløs ud blandt publikum. Det var vredt, intenst og umuligt at ryste af sig. Og Reykjavíkurdætur har talt meget om den slags, måske endda gjort det samme før, men der var intet frygtindgydende over deres besøg. Tværtimod var det bare en af de koncerter, der mindede om noget, klassens populære piger fyrede op for i folkeskolen. Mere form end indhold.

Se Per Langes fotoserie med Reykjavíkurdætur på by:Larm her

Se Per Langes fotoserie med Intetskjønn på by:Larm her

Mit selskab vil have mig med til Alex Boman, men jeg siger nej. Jeg har danset nok for i aften, min nakke gør ondt, efter drengene fra Baest har flået i den, og jeg er træt. I morgen skal jeg nå endnu mere end i dag.

 

Andendagsmedicinen

Hotellets morgenmadsbuffet er for længst overstået, da jeg vågner. Der er ingen kaffe, ingen forfriskninger, kun et par panodiler og en Red Bull, som jeg fik udleveret ved min ankomst i hotellets reception. Jeg hælder modvilligt energidrikken i mig – i håb om at få det bedre.

Jeg pakker min blok og min kuglepen og bevæger mig mod hotellet et par gader herfra. Dér bor alle musikerne, og jeg skal mødes med nogle af dem. På deres hotel er der lejrskolestemning. Folk er trætte, men alligevel sociale. Hotellets café brygger kaffe på højtryk, og playlisten blæser ud igennem højtalerne. Jeg ser drengene fra Marshall Cecil, som inden længe skal spille på Mono. Jeg bestiller en kop kaffe i caféen, imens jeg venter på dem, jeg skal snakke med. Det fede ved nye og friske artister er, at de ofte er yderst interesserede i at snakke.

Eftermiddagen har efterhånden indhentet mig, og min manglende morgenmad begynder at kunne mærkes. Jeg køber en burger, for det kan aldrig gå helt galt. Jeg spiser den på vej mod spillestedet Mono. Jeg ved ikke helt, hvad jeg er ved at gå ind til, men det er fornøjelsen ved det hele.

Spillestedet i baggården er råt og beskidt. På væggene hænger der plakater med Angel Olsen og Kurt Vile. Tilsyneladende er Mono et af de der mere legendariske steder. Det er svært at sige, hvor meget historie, der bliver skrevet på by:Larm, men danske Marshall Cecil er et meget godt bud på et band, man vil huske. De lyder som ingen andre, og alligevel er det til at trække nogle referencer ud af. Vokalistens stemme befinder sig et sted imellem Matt Berninger og Mark Kozelek uden at være nogle af dem. Musikken er stemningsfyldt og strømmer ud i rummet, og samtidig er den dansabel.

 

Fremtidig overtagelse

Jeg ser nordmanden fra i går. Hun hilser på mit selskab, der har ændret sig lidt siden gårsdagen, og vi bliver alle sammen enige om at tage på Rockefeller, hvor Bisse er ved at gå på scenen. Det ligger lige om hjørnet og er et af byens større spillesteder. Jeg har set Bisse optræde et hav af gange – i forskellige konstellationer, før og efter gennembruddet. Men Norge er stadig nyt territorium – et territorium, der langsomt er ved at blive erobret.

Der er ingen mennesker, da jeg møder op. Jeg går i baren og bestiller en af Norges notorisk dyre fadøl, og langsomt mærker jeg rummet blive fyldt omkring mig. På by:Larm møder publikum altid op i sidste øjeblik – ligesom det er karakteristisk ved branchefestivaler. Bisse træder ud på scenen, iklædt paryk og et navneskilt om halsen. Lyden er grum og intens – mere end jeg husker den – og fanger øjeblikkeligt publikums opmærksomhed. Bisse smider skjorten og den røde paryk og kaster sig ud til publikum. Han er inkarnationen af galskab, imens han febrilsk råber publikum ind i ansigtet. Om de forstår, hvad han siger eller ej, er det en af de her oplevelser, man aldrig helt glemmer.

Se Per Langes fotoserie med Bisse på by:Larm her

To stemmer

Op til festivalen er der to artister, jeg har hørt meget om. Jada har med sine betagende sangstemme fået fat om hypen og bevæger sig mod et større gennembrud i Danmark. Hun er i aften sat til at spille på Sentrum Scene – festivalens største. Hun hviler i sig selv, og det er svært at tro, at hun kun har spillet lidt mere end en håndfuld koncerter under det navn. Hun bruger sin krop som et redskab i musikken, hun virker tryllebindende og glædefyldt. Det er betagende og i øjeblikke tæt på rørende.

Se Per Langes fotoserie med Jada på by:Larm her

Med en overbevisning om, at jeg lige har oplevet et af festivalens absolutte højdepunkter, bevæger jeg mig over mod Ingtensteds. Det gamle industrikvarter ved åen er lyst op af fakler og kulørte lamper. Indeni det, der ligner et tidligere orangeri, er Lewis Capaldi netop gået på scenen. En fyr fra Skotland, som verden uden tvivl kommer til at se meget mere til. Alene på scenen, kun akkompagneret af klaver, leverer han rå og smukke kærlighedssange. Det er en magtdemonstration fra en fyr på 21, der stadig er ved at finde sig til rette i sit musikalske ståsted. Det er alvorligt, men ikke nok til, at der kan blive fyret et par jokes af imellem numrene. Det er uhøjtideligt og gribende.

LÆS OGSÅ: Guide: De bliver store i 2018 – internationalt

Se Per Langes fotoserie med Lewis Capaldi på by:Larm her

Musikalsk ondskab

Norge har en sort plet i historien. Bogstaveligt talt, vil nogen måske mene. I 90’erne var landet præget af kirkeafbrændinger, mord og satanisme. Mayhem og Gorgoroth plagede konformiteten, og blandt de forreste var Gaahl. Motiveret af satan, af mørket og ubarmhjertigheden ved Norges natur og ved at overvælde. På godt og ondt er han intet mindre en legendarisk, og med sit nye projekt med medlemmer fra God Seed og Lepruos besøger han Vulkan Arena. Gaahls Wyrd er en oplevelse, ikke af musikalske årsager, men i kraft af oplevelsen af skikkelserne, der var med til at definere black metal.

Se Per Langes fotoserie med Gaahls Wyrd på by:Larm her

Tredje dag er stadig kun begyndelsen

Det er festivalens sidste dag, men det er ikke til at mærke. Tværtimod virker festivalen stadig nystartet. I bybilledet mærkes musikken. Adskillige bands fra festivalplakaten spiller uofficielle koncerter rundt omkring i byen. Det hele skal slutte med et brag. Jeg rykker ned mod Ingensteds. Det er blevet mit favoritspillested i løbet af de seneste dage. Den kolde industri blandes med lysets varme og skaber en uhøjtidelig stemning. Her går danske Barselona inden længe på scenen. Og selvfølgelig møder jeg den danskerglade nordmand fra i går – og dagen før den. Hun har været rundt i byen siden først på eftermiddagen og set musik. Hun er en af de personer, der bruger festivalen til andet end bare underholdning. Barselona slutter sig til den bølge, der har præget dansk musik det seneste år. Men de gør det uden, at det bliver trivielt. Nogle gange læner de sig op ad Love Shop og andre gange C.V. Jørgensen.

Se Per Langes fotoserie med Barselona på by:Larm her

Jeg bevæger mig videre mod Doga, hvor endnu en danskerbesætning, De Underjordiske, spiller. Det er et gammelt, behageligt gensyn. Koncerten efterfølges af en prisuddeling. Årets stjerneskud, der bliver tildelt Sassy009. Overrækkelsen var ikke en del af vores planer, og hvad det helt præcis går ud på, har jeg ikke den store idé om. Men mit selskab fortæller mig, at det drejer sig om en pris på 300.000 norske kroner og en lys fremtid.

Se Per Langes fotoserie med De Underjordiske på by:Larm her

Prisuddelingen efterfølges af Hkeem fra Norge. Han har leveret musik til Skam og repræsenterer lidt den samme bølge, som Gilli og Kesi har været med til at starte i Danmark. Det lyder bare lidt sjovere, når det er på norsk, og samtidig viser publikum sig også fra sin mest tændte side.

Jeg stikker tilbage i industrikvarteret, ned på Blå, hvor Svin er ved at gå på. Det er en afstikker, men det afholder ikke folk fra at blive stående. I virkeligheden er det forfriskende med den musikalske polyrytmik, som bandet præsenterer. Og jeg skal have det hele med, som jeg og mit selskab kort forinden snakkede om på Doga. Jeg har endnu ikke fanget Sassy099, men jeg finder frem til, at de spiller på The Villa kort efter. Velvidende, at der højst sandsynligt er lang kø, rykker jeg af sted for at få et glimt af fremtidens stjerner, men som jeg havde forudset, er køen komplet uoverskuelig. Jeg må fange deres skæve elektroniske lydunivers, når de i nærmeste fremtid stikker forbi Danmark.

Larm igennem byen

Jeg kan mærke fridagen i byen. Folk er ude, selvom vejene er tildækkede af is, og mange skøjter febrilsk rundt på byens fortove. På vej ned mod Vulkan Arena laver fotografen og jeg en pagt om, at vi ikke skal ende på hospitalet. Vi har hørt historier om folk, der måtte tage hjem fra by:Larm på grund af fysiske skader. Hvor absurd det end lyder. Hvis vi kommer hjem til Danmark uden en flækket hage eller et brækket ben har den her tur været en succes.

I aften sker der store ting på Vulkan Arena. Skambankt er blevet inviteret, og de lokale er mødt frem for at støtte op om nationalstoltheden. Jeg køber en øl i baren og beslutter mig for at nyde det. Jeg lader paraderne falde og bliver smidt bagover af bandets massive testosteronrock.

Se Per Langes fotoserie med Skambankt på by:Larm her

Lørdagen er ved at være forbi. Festivalen er ved at være forbi. De sidste bands har bevæget sig op på byens scener, og klokken er til min overraskelse midnat. I dagene op til har vi hørt om bandet Superorganism. Jeg ved, at de har base i Storbritannien, men at medlemmerne har rødder i Japan, New Zealand og Australien. De er spået en stor fremtid og skrev for nylig kontrakt med Domino Records.

På Sentrum Scene er der fyldt. Muligvis fordi, festivalens sidste band er gået på scenen. Muligvis fordi, folk er mødt op for at smage på hypen. 90’er-æstetikken flyder ud over scenen, som var det et interaktivt Sega-spil. På scenen står en pige og råber hysterisk ad publikum. Det er mere performancekunst, end det er musik, men sådan var det jo også, da The Flaming Lips startede. Der er en forenelighed imellem de to – Superorganism og The Flaming Lips. Det er dybt underligt, men alligevel tiltalende og karismatisk. Det ville ikke overraske mig, hvis det bliver sat op på Orange på Roskilde Festival om et par år.

Jeg går fra Sentrum Scene med en lidt mærkelig smag i munden. Forvirret over, hvad jeg skal mene. En del af mig foragter det, jeg lige har oplevet – og en anden elsker det. Men jeg er enig med mit selskab om, at der stensikkert kommer til at ske ting og sager med Superorganism.

by:Larm er overstået. I morgen skal jeg hjem, men jeg blev gerne en uge mere. Tre dage med alt for lidt søvn, for mange dyre fadøl og fisk fra de norske fjorde virker som en meget god kombination. Jeg kan sove, når jeg lander i København, og stikker forbi Oslos svar på Rio Bravo (københavnsk restaurant med sene åbningstider, red.). En restaurant med dejligt, sene åbningstider. Jeg bestiller en burger og en øl sammen med mine nye norske venner, og suger resterne af by:Larm og det sidste af Oslo til mig.

LÆS OGSÅ: Fem ting, vi lærte på by:Larm


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA