Fem ting, vi lærte på by:Larm

Fem ting, vi lærte på by:Larm

Det kan være svært at sortere i indtrykkene, når der er så mange af dem. Tre dage med op mod ti koncerter om dagen, dertilhørende seminarer og fisk og fadøl fra byens barer og madmarkeder har sat sine spor i kroppen. by:Larm er i det hele taget svær at ryste af sig, med den iskolde palet af kulturelle lækkerier, festivalen omfavner. Jeg er taget tilbage til Danmark med en genbekræftet optimisme for fremtidens musik. Fremtiden ser lys ud. Intensiteten i stemmerne er højere end nogensinde før, og de undertrykte har gravet sig frem fra kompromisernes fængsel. Jeg tog til by:Larm for at blive klogere, og det er jeg blevet. Her er de fem ting, der gjorde størst indtryk.

LÆS OGSÅ: Reportage fra Oslo-festivalen by:Larm: Et glimt af fremtiden

Smagsprøver af storhed

Lige om lidt kommer det til at stikke af for nogle af artisterne, der har taget deres spæde skridt på by:Larm. Det er førstehåndsindtrykket, og det skal gerne sidde lige i skabet. Følelserne er uden på tøjet, og der kæmpes for lige nu og her. Om lidt vil alt ændre sig, og nogle artister kommer til at mærke det mere end andre.

Lewis Capaldi og Jada er gode bud på artister, der bevæger sig hastigt på vej mod deres helt store gennembrud. Ingen af dem ligner helt den klassiske popartist, og det går meget godt i tråd med tidens tendenser. Følelserne ligger i det skæve, i den ironiske distance til kunsten og i den elegante, men underspilede vokal.

Alene i midten og kun i selskab af klaver leverede Lewis Capaldi (billedet) en af årets mest gåsehudsfremkaldende optrædener på by:Larm. De intime omgivelser på Ingensteds virkede som en naturlig forlængelse af skottens unge sangstemme, og jeg er stensikker på, at de intime omgivelser bliver skiftet ud med arenaer.

Jada indtog festivalens største scene som en udpræget ukendt artist, men formåede alligevel at tryllebinde det fremmødte publikum. Vokalbilledet ligger et sted, der ikke kan andet end at imponere, og leveres med en overlegen selvsikkerhed, der iscenesættes igennem Emilie Molsted Nørgaards underspillede charme.

Dansk dominans

Danmark er tungt repræsenteret på by:Larm, og det er ikke bare et forsøg på at skabe geografisk ligestilling imellem de nordiske lande. Danmark har den lige nu, ikke bare set ud fra et dansk synspunkt. Igennem byens gader bevægede snakken sig omkring nye danske artister som Barselona, Bisse og Baest. Nogle var blevet dem anbefalet af danske venner, andre havde fanget hypen på de sociale kanaler eller igennem den foretrukne æter.

Danmarks repræsentation på by:Larm er en succeshistorie. Artister med kun en enkelt udgivet single leverede alligevel rutinerede og fængende koncerter, som Marshall Cecil og Jada gjorde det. Fribytterdrømme og De Underjordiske viste, at psychen stadig lever og er domineret af den danske musiktradition. Scarlet Pleasure og Bisse har placeret sig i Norden, som herskere over deres respektive musikalske udtryk, og Iris Gold lever op til hypen på de sveddryppende spillesteder. Det er nye tider for dansk musik, og det hele er kun lige begyndt.

Undergrunden lever i Norge

Mørket er tit det, ingen har lyst til at se. De er bange for det, der er blevet udskældt og forkert. Men i Norge får mørket lov at blomstre, på Vulkan Arena, der festivalen igennem var scene for festivalens og rock- og metalkoncerter. Det blev skudt i gang på legendarisk vis, da Devin Townsend alene med en akustisk (og endda lånt) guitar leverede lige så mange jokes, som historiefortællende tekster og teknisk guddommelighed. Uden for metalkulturen er han nok nærmere ukendt, men indenfor murene er han elsket. Og med god grund.

Baest følger efter og ødelægger det hele på fornemste vis. De to guitarister Svend Karlsson og Lasse Revsbech er deres egne spejlbilleder, imens de headbanger i takt til musikkens grooves. Det er god, gammeldags svenskerdød, men alligevel med nogle hooks og melodier, de fleste kan forholde sig til.

Vulkan Arena præsenterede henover tre dage alt fra black, over akustiske lækkerier til massiv dødsmetal og nordisk rockmusik. Stemningen var helt, ligesom man forventede. Mangfoldig, voldsom og indsmurt i fadøl.

Kvinderne er fremtiden

For øjeblikket bliver der snakket meget om kønskvoter i musik. Flere etablerede festivaler, heriblandt by:Larm, har lovet komplet ligestilling på musikfronten inden 2022. Det er i sig selv kontroversielt, og nogle vil nok også mene problematisk. For hvordan opnår man et ligestillet program uden at gå på kompromis med kvaliteten? Allerede i år var kvinderne stærkt repræsenteret på festivalplakaten. Norske Susanne Sundfør vandt Nordic Music Prize, hvoriblandt Björk, Katinka og Fever Ray var nomineret. Norske Sassy009 løb af sted med prisen for Årets Stjerneskud, og feminismen dominerede udtrykket hos Reykjavíkurdætur og Intetskjønn. Nogle gange var det provokerende, men alligevel uden at være formålsløst. Iris Gold og Jada levede op til hypen og trak flere nye fans med hjem, imens Nelson Can sparkede de tvivlende mænd i løgene. Kvinderne er her, og bevæbnet med store talenter og afstikkende lydbilleder kommer de ikke til at flytte sig.

Store stemmer blandt unikke udtryk

Personligt synes jeg, at meget ny musik har lånt for meget fra fortidens modetendenser. Post-punken har bevæget sig tilbage i takt med de synth-prægede lydbilleder, og undervejs er det unikke og interessante i mange udtryk gået tabt. Men det er som om, at tiderne er ved at skifte lidt. Grænserne flyder sammen, og det bliver sværere og sværere at afskrive noget, bare fordi man ikke bryder sig om genren. Danske Marshall Cecil er et godt eksempel på et band, der bevæger i rummet imellem de skrevne genrer. Deres overvældende atmosfæriske univers mødes af en fortællende og indlevende stemme, imens de skæve takter dominerer musikken. Det er nyt og fremmed, men alligevel tilgængeligt.

Hvor tilgængeligheden derimod bliver udfordret, er hos Superorganism. Musikkollektivet med base i Storbritannien og med medlemmer fra New Zealand, Australien og Japan har igennem massiv brug af 90’er-æstetik og skud ud til The Flaming Lips skabt et musikalsk udtryk, der til tider læner sig op ad performancekunst. Domino Records er på vej til at skyde dem afsted mod den store verden, og det er kun et spørgsmål om tid, før Superorganism fyrer op for festen fredag nat på Orange på Roskilde Festival.

Jeg har tidligere nævnt Lewis Capaldi som en fyr, der skal holdes øje med. Hans stemme er alene grund til at slukke for alt det omkringeksisterende og sætte debuten Bloom i rotation. Det er rendyrket pop, og så alligevel ikke. Det er gennemført britisk som Liam Gallagher og Arctic Monkeys, før Alex Turner blev korrumperet af Josh Homme og USA. Lewis Capaldis skotske twang charmerer sig ind i øregangene og opbygger en solid portion respekt for fyren på 21, der hastigt bevæger sig mod sit store gennembrud.

LÆS OGSÅ: Reportage fra Oslo-festivalen by:Larm: Et glimt af fremtiden


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA