Leonora Christina Skov: – Tori Amos føltes som en bombe i mit liv

Leonora Christina Skov: – Tori Amos føltes som en bombe i mit liv

Leonora Christina Skov er forfatter og litteraturanmelder på Weekendavisen og aktuel med den selvbiografiske, meget roste og storsælgende roman Den, der lever stille. Vi har stillet hende en stribe spørgsmål om hendes forhold til musik. Hør nederst en playliste med nogle af de omtalte kunstnere og sange, valgt personligt af Leonora Christina Skov.

Hvad er dit allerførste musikminde?

– Min mor, der synger for mig, børnesange fra De små synger, for eksempel "Solen er så rød, Mor". Min mor havde en fantastisk stemme, og jeg lærte at tale ved at lære at synge, selvom jeg i starten ikke vidste, hvad jeg sang.

Du har selv spillet trompet som teenager i Helsinge Brass Band, fortæller du i din nye roman Den, der lever stille.

– Ja, jeg spillede der, fra jeg 10 til 18 år. Hver sommer spillede vi i Cirkus Kamutski i Helsinge på teltpladsen, og om vinteren spillede vi på plejehjemmene, ved juletræstændingen, og hvis der var noget, der skulle åbne. Jeg startede med at spille tredje trompet, men avancerede efterhånden til første trompet. Vi var 30-35 i bandet, det var totalt nørdet. Jeg stoppede igen, da jeg flyttede til København, jeg havde ikke nogen at spille med, og det larmer jo, når man øver. Så kan man selvfølgelig sætte en dæmper på, men det er ikke så sjovt.

Ville du kunne spille på en trompet i dag, hvis man gav dig en i hånden, og spiller du andre instrumenter?

– Jeg tror godt, jeg ville kunne huske, hvordan man gør, men det ville sikkert lyde ad helvede til til, for man kan jo ikke spille ret mange toner, hvis man ikke er i træning. Jeg spiller ikke andre instrumenter.

Hvad betyder musik for dig?

– Det har været min store fritidsinteresse gennem alle årene. Jeg har altid hørt musik. Når jeg skriver, er det en måde at komme ind i et særligt rum på, så jeg kan gå offline og fokusere. Jeg kan ikke koncentrere mig om at skrive, når jeg hører vokaler, så det er altid instrumentalmusik. Lige nu hører jeg unge klassiske musikere, der spiller egne kompositioner på cello, violin og klaver, for eksempel Julia Kent, Poppy Ackroyd, Carlos Cipa, Federico Albanese, Christoph Berg og amiina. Ellers kan jeg nærlytte til musik som ren afslapning, hvis jeg for eksempel sidder i et tog på vej til foredrag, og så må det gerne være musik, man skal høre efter til. Ovre i fitnesscenteret er det noget andet musik, jeg hører, så skal det have et beat, for eksempel Goldfrapp.

Du nævner talrige kunstnere og sangtitler i din nye roman, hvorfor er det vigtigt at lade dem være en del af historien?

– Det er soundtracket til min ungdom, og når jeg hører de sange i dag, kommer jeg tilbage i den stemning, jeg var i dengang. Jeg hørte utroligt meget musik som ung, for jeg var så ensom, men de stemmer havde jeg. Først Belinda Carlisle og Kylie Minogue, da jeg boede hjemme, og senere, da jeg flyttede hjemmefra, Tori Amos, Sarah McLachlan og PJ Harvey. Jeg var ikke alene.

For 11 år siden tilbød du dig til GAFFA som musikanmelder, fordi du syntes, vi manglede viden om kvindelige musikere, og vi sagde ja tak. Hvordan husker du din knap to år lange karriere som musikanmelder? Og kunne du tænke dig at genoptage den?

– Jeg synes, det blev rigtig svært, da I åbnede for kommentarsporene, for jeg blevet svinet til. Der var nogle, der skrev, at jeg havde kneppet mig vej til redaktionen, og de andre anmeldere fik ikke samme kommentarer, det var super-sexistisk. Der blev ikke gjort ret meget for at stoppe det (undskyld, Leonora! Det var desværre ret svært at blokere brugere på sitet dengang, red.), og jeg havde ikke lyst til at udsætte mig for den slags for en meget lav løn. Det andet problem var, at musik var min store interesse, og jeg kunne ikke lide, at det skulle køres igennem en pølsemaskine, hvor jeg på kommando skulle mene noget om det ene album efter det andet. Det bedste var, at jeg opdagede den fransk baserede sangerinde Keren Ann og Auras første album. Men ellers syntes jeg, at lidt af glæden ved musik blev taget fra mig ved at anmelde. Så nej tak, jeg har ikke lyst til at gøre det igen. Ellers skal jeg i hvert fald have mange flere penge for det.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov giver 1 stjerne til Katy Perrys gennembrudsalbum i 2008

Hvem er din absolutte yndlingskunstner?

– Hvis jeg kun må nævne én, vil jeg sige Alison Goldfrapp. Uanset om hun laver disko eller en mere meditativ plade som Tales of Us, kan man altid høre, det er hende. Hun er den, der spænder bredest, hvor for eksempel Beach House, som jeg også også vældig godt kan lide, altid har den samme sound. Hvis jeg må nævne en fra min tidlige ungdom, som jeg stadig hører, vil jeg sige Alison Moyet, hendes første plader (fra slut-80’erne og start-90’erne, red,). Det er så godt, og også Eva Dahlgren. Jeg kan rigtig godt lide Dresden Dolls, før Amanda Palmer gik ud, og Anna von Hausswolff, jeg kan virkelig godt lide hendes blanding af punk og kirkeorgel. Jeg har en svaghed for Beach House, og det nye band Cigarettes After Sex er skidegodt, der er franske Camille, Julia Holter…

Hvad har været din største koncertoplevelse?

– Jeg har ikke haft nogen. Jeg går meget sjældent til koncerterer. Lyden er ofte for høj, og jeg bryder mig ikke at høre musik i store menneskemængder, jeg vil hellere lytte til musik alene i mine højttalerne eller hovedtelefoner. Jeg ved godt, at der ikke er nogen, der forstår den holdning.

Hvilket album ville du tage med på en øde ø?

– Tori Amos: Little Earthquakes. Jeg opdagede hende, da jeg var 16-17 år, og det føltes som en bombe i mit liv. Der var én der, der bare sang, så det var et soundtrack til, præcis hvordan jeg havde det. Det er en plade, jeg er blevet ved med at kunne høre, den er jo vred på en fantastisk måde, den er så nødvendig, den plade.

Du er kendt for at tale kvinders sag. Ifølge Dansk Musikerforbund var kønsfordelingen blandt medlemmerne inden for den rytmiske musik i 2016 74 procent mænd og 26 procent kvinder, hvad kan man gøre for at ændre dette billede?

– Man kan gøre meget, for eksempel inden for musikjournalistikken, for sjældent har jeg set så floskuløs og automatpilotagtig journalistik som musikjournalistik. Det er helt vildt, hvad folk kan få lov til at skrive om både kvinder og mænd. Man sammenligner altid kvindelige musikere med hinanden og aldrig med mændene, og man sammenligner aldrig – som i aldrig – en mandlig musiker med en kvindelig. Man bliver ved med at opretholde et billede af, at kvinders musik er noget særligt blødt og fint til andre kvinder. De mænd, der har anmeldt de sidste 25 år på den samme måde, får bare lov at blive ved, for eksempel ham idioten på Ekstra Bladet, hvad er det, han hedder? (Thomas Treo, red.). Så skal man høre på hans aldersfascistiske lort, hvor mændene nærmest kan komme ind med rollator og ryste og være helt fra den og 200 år gamle, og det er stadig fint og stort, og når kvinder er 40 og tillader sig at stille sig op på en scene, skal de bare skride hjem og holde kæft, for aldrig har han set og hørt noget mere patetisk. Han får lov at udgyde det lort på 117. år, det er helt utroligt. Det er klart, at kvinder ikke kan leve af at spille musik, når deres musik bliver behandlet på den måde.

Men der er jo også dem, der siger, at kvinderne bare ikke er ambitiøse nok?

– Ja, det har man sagt om kvinder i alle mulige sammenhænge i alle mulige brancher, at de bare skal tage sig sammen. Det er super let at gøre det hele til den enkelte kvindes skyld og ansvar, men der er bare nogle strukturer, der er større end hver enkelt kvinde. Det kan også være, at kvinderne får en lavere løn for at spille end mændene eller sjældent bliver indbudt til at spille, og på et tidspunkt opgiver de. Der er også hele alderstingen, for kvinderne skal helst være 15, så det er nogle, mændene kan forme, de skal jo ikke være 35, men det må mændene gerne være, så de kan sidde og være dybe med deres panderynker.

En række festivaler verden over har under sloganet Keychange forpligtet sig til at have lige mange kvinder og mænd på plakaten i 2022, hvad synes du om den idé?

– Det er en glimrende idé, kønskvotering i alle livets forhold er en god idé, ellers sker der aldrig noget. Vi kan ikke sidde her og vente på, at tingene ændrer sig af sig selv, for det gør de ikke. Men det er da klart, at mændene kommer til at pibe, for pludselig opdager de, at de skal give afkald på nogle privilegier, som de ikke troede var privilegier, de troede bare, at verden var indrettet sådan. Så går det op for en, at må man rejse sig fra den stol, man uretmæssigt har fået, fordi der også er andre, der vil sidde ned.

Lytter du efter sangtekster, du er jo et ordmenneske?

– Der er desværre langt mellem de gode tekstforfattere. Jeg har det svært med de der 15-årige singer-songwritere, jeg gider ikke rigtig høre deres tvivlsomme livsvisdom, det er så langt fra mig. De bliver alle sammen lanceret som en gammel sjæl i en ung krop, wise beyond their years og bla bla, og jeg tænker bare, at de bliver udnyttet for vildt. Om fem-ti år dropper de dig på pladeselskabet, og så må du komme på et lille selskab eller selvudgive dine plader fremover, man ser det jo igen og igen. Det er først, når de fleste af dem er blevet lidt ældre, at de for alvor har noget at sige, men når de er det, er jeg også totalt på, og det har jeg været siden Tori Amos (som udgav sit første soloalbum som 27-årig, red.)

I din nye roman beskriver du din nu afdøde ungdomsveninden Shirley, der skrev sangtekster. Har du overvejet at gøre det samme?

– Ja, jeg har overvejet alt muligt, men jeg kender ikke ret mange musikere, så jeg ved ikke, hvem det skulle være til. Hvis jeg havde spillet guitar eller klaver, havde det givet mere mening, men det gør jeg ikke.

Hvad nu, hvor du er lidt mere kendt?

– Folk skal være velkomne til at spørge, jeg skriver gerne sangtekster.

Hvis du havde fem minutter tilbage at leve i, hvilken sang ville du så lytte til?

– Alison Moyet: ”This House”, en sang, der er indbegrebet af ensomhed, men samtidig også varme, man føler faktisk, man er mindre ensom af at lytte til den. Det føles, som om hun tager én ind til sig med den stemme, hun har. Det føles, som om man er to, når man hører den sang, og den hørte jeg rigtig meget, da jeg var i 20’erne og ulykkelig.

Du er kendt for din forkærlighed for kvindelige musikere og sangere. Kan du nogle mandlige musikere, du beundrer?

Sangeren i Cigarettes After Sex (Greg Gonzalez, red.). Men han lyder nu også som en kvinde, ham og hende fra Beach House (Victoria Legrand, red.) kan tage hinanden i hånden, det er svært at sige, hvem der er kvinden og manden af de to. Hans stemme er bare meget behagelig. Men jeg har også hørt en del Nick Cave og Leonard Cohen gennem årene, jeg tror, jeg har alle Cohens plader, så nogle mænd har der dog været.

Ja, apropos: Du har af og til kritiseret højt respekterede mandlige ikoner. Engang sagde du i DR2’s Smagsdommerne, at Bob Dylan lød som et savværk, og du anmeldte førnævnte Nick Caves roman The Death of Bunny Monroe i Weekendavisen med dommen, at ”denne bog handler mest om pik, og pik er ikke noget, der holder mig vågen om natten.” Har du fået reaktioner efter sådanne udtalelser?

– Det var heldigvis før de sociale medier, men jeg fik dødstrusler på ikke at kunne lide Bob Dylans musik. Det var jo helt grotesk, det føltes overhovedet ikke, som det var det værd. Men det var en forsmag på, hvad der kom. Jeg får meget sjældent reaktioner for det, jeg skriver i  Weekendavisen, det er jo en avis, der findes ude i virkeligheden. Folk er muligvis blevet vrede over søndagskrydderen, men så er det ikke kommet videre.

Der er også noget med, at Leonard, den mandlige hovedperson i din første roman Rygsvømmeren, er opkaldt efter Leonard Cohen?  Og han er pædofil… (hovedpersonen, altså!)

– Alle mine romanfigurer har smukke navne, fordi jeg længe har vidst, jeg ikke skulle have nogen børn, så jeg har givet dem navne, jeg kunne have kaldt nogen. Det minder jo også om Leonora.

Du er meget aktiv på Instagram, er der nogle musikeres Instagram-profiler, du særligt kan anbefale?

– Goldfrapp, for hun er også fotograf og tager nogle meget smukke billeder.

Hvis din nye roman skulle sættes op som teaterkoncert eller musical, hvem skulle så skrive musikken?

– Hmm ... måske A Girl Called Eddy, hun har lavet én plade tilbage i 2004. Det univers, hun har, er både melankolsk og varmt, og der er også noget raseri, der er mange forskellige stemninger, og det er en fuldstændig fremragende plade. Det er et univers, jeg godt kunne tænke mig, og hun kunne sikkert godt bruge den opmærksomhed, for jeg tror ikke, hun har lavet noget siden.

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?

– Salmer, jeg er meget glad for salmer, og jeg har også været kæreste med en præst. ”Sorrig og glæde”, ”Oh, kristelighed”, "Alle mine kilder skal være hos dig”, ”Den mørke nat forgangen er” (siges uden mindste tøven, red.). Jeg ved det, og Annette (Skovs hustru, red.) ved det. Min mor havde ikke valgt nogen, selvom hun havde haft kræft i flere år, og jeg har det sådan: Aldrig nogensinde skal man ende med at få spillet ”Jeg er træt og går til ro” eller noget andet forfærdelig floskuløst musik.

Hvordan lytter du til musik – stream, download, fysisk?

– Jeg har stadig cd'er. Jeg har aldrig været på Spotify, for jeg synes, at musikerne skal betales ordentligt. Jeg køber min musik digitalt over Bandcamp, eMusic, og hvis jeg synes, det er godt, køber jeg det på cd, så vi kan høre det på et ordentligt anlæg, vi har et godt anlæg.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?

– Barbra Streisand: ”Woman in Love”, den spillede Ingrid (Skovs første kvindelige kæreste, red.) ofte.

Hvad er det perfekte soundtrack til en erotisk aften?

– Pas, måske Mazzy Stars Among My Swan, det er i hvert fald langsomt. Men jeg plejer ikke at høre musik i den situation.

Hvilken sang får dig øjeblikkeligt på dansegulvet?

– Gloria Gaynor med ”I Will Survive” og ”I Am What I Am”, det forbinder jeg også med min første forelskelse.

Hvis du nu var ugift, hvilken musiker ville du allerhelst på date med?

– Hmm …. Joan Wasser alias Joan As Police Woman, hun er ret lækker. Og Alison Moyet.

Er der noget, du kan anbefale på falderebet?

– Jeg er lige stødt på et band, som er ret godt, La Féline, det er fransk musik a la Charlotte Gainsbourg, hun (Agnès Gayraud, red). er også hardcore musik-akademiker.

Taler du fransk?

– Til husbehov. Jeg plejer at sige, at jeg taler fransk i nutid, jeg har glemt datidsformen.

Er der noget musik, du bare ikke kan tåle at høre?

– Jeg er ikke stor fan af pik-rap, af sexistisk dansk rap, sådan noget ”Sut den op fra slap”-rap (Suspekt, red.), der er ikke brug for, at flere synes, det er godt.

LÆS OGSÅ: Speaker-Allan: Er det ikke Maria Hirse, der synger musicals?

Hør musikken på en playliste:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA