Mew-klassiker fylder 15: Jonas Bjerre guider dig igennem "Frengers" sang for sang

Mew-klassiker fylder 15: Jonas Bjerre guider dig igennem "Frengers" sang for sang

Albummet bliver også genudgivet med syv bonusnumre

Fredag den 11. maj genudgives Mews Frengers-album i en speciel jubilæumsversion i anledning af, at det er 15 år siden, at denne danske klassiker blev udgivet. Albummet, der var bandets tredje, fik i sin tid de maksimale seks stjerner af GAFFA og blev gruppens brede gennembrud i Danmark, samtidig med at det vakte international opmærksomhed. Adskillige af sangene, hvor seks ud af ti dog var genindspilninger af ældre numre, blev store hits og bliver stadig spillet af gruppen i dag.

Albummet genudgives både digitalt, cd og vinyl i en speciel version både artwork- og trackliste-mæssigt. Specielt er det værd at bemærke, at der er syv ekstranumre på denne genudgivelse i forhold til den oprindelige udgivelse. Blandt andet er der Rich Costey-producerede versioner af gamle numre som "King Christian" og "Mica". 

GAFFA har fået sanger Jonas Bjerre til at gennemgå det oprindelige album, sang for sang. Nederst kan du se tracklisten til jubilæumsudgaven.

Jonas Bjerre fortæller:

Frengers var vores første rigtige internationale pladeudgivelse. Vi var blevet signet på Epic i England og havde fået Alan McGee (grundlægger af hedengangne Creation Records, som blandt andet udgav My Bloody Valentine og Oasis, red.) som manager. Vi flyttede til London i 2001, ind i en lille lejlighed i Islington. Vi havde to rum, i et af dem havde vi fire køjesenge. Vi boede i London i seks år. Vi turnerede UK tyndt i en mini-van i lang tid op til udgivelsen. Vi genindspillede seks sange til Frengers og skrev fire nye (eller otte genindspillede og en del nye, hvis man tæller B-sider og japanske bonus tracks...)

Am I Wry? No

"Am I Wry? No" var en af dem vi genindspillede. Med Rich Costey som producer var vi i stand til at få en tykkere og mere spændt lyd, uden at lydbilledet blev mudret eller mistede klarhed, og denne sang er et godt eksempel herpå. Det er en lidt særegen rocksang, som er sammensat på en nærmest lidt akavet måde. Broen i midten deler sig i to og "spejlvender" sig, så den anden halvdel er en baglæns version af den første. Vi indspillede den i Los Angeles som en af de første sange, og jeg kan huske, det var lidt vanskeligt for mig i starten, fordi jeg havde reddet mig en omgang bronkitis af at have faldet i søvn på en våd græsplæne i Danmark nogle uger før. Men gennem solid opvarmning af stemmen og med japansk blomme-ekstrakt kom jeg hurtigt på ret køl igen og fik indspillet vokalen. Alting i det track lød så super godt, man havde lyst til at udgive alle grundsporene hver for sig. Silas havde et nyt trommesæt, med en tungere, mere fyldig lyd, og Rich satte fem-seks guitarforstærkere op og bevægede mikrofonerne rundt, indtil der ikke var nogen fase-forstyrrelse. Vi lavede et råmix i det legendariske Cello Studios og spillede det på kolossale højtalere. Det var lige omkring den tid, at der udbrød en stor frygt i USA for hvidt pulver i konvolutter, en måde folk kunne sende miltbrand til hinanden. Udenfor, på parkeringspladsen, gik Tom Petty rundt med en hvid cowboyhat på og pakkede gear ned i sin mini-van. Hver dag kørte vi et godt stykke derfra, til et særligt kaffested, hvor Rich kunne få sin absolutte yndlings-kaffe.

156

Vi indspillede "156" i København, en genindspilning fra Half The World Is Watching Me-albummet, men markant anderledes. Jeg indspillede først vokalen senere, i England under mixing sessions, af en eller anden grund. Vi samplede små bidder af lyd fra gamle vhs-bånd, som vi slowede ned. Det gav verset en helt anden klang, en støvet, snurrende lyd, med overtoner der var en anelse ude af pitch, og det gav et meget anderledes udtryk end på den gamle version. Vi skippede også den oprindelige intro, som var ret fin, men som føltes en anelse påklistret og separat fra selve sangen. Det er nok den af vores sange, som har "muteret" mest igennem årene. Selv nu, når vi spiller den live, er den ret anderledes end versionen på Frengers, med flere krumspring og dynamik. Årsagen til titlen er en velbevaret hemmelighed, til stor irritation for vores fans. Der findes en del kreative teorier på nettet om, hvad der gør tallet 156 så specielt, at det fortjente at blive titlen på sangen.

Snow Brigade

Dette var den første sang, vi indspillede med Rich Costey. Det skulle være en slags test, hvor vi fik lov af pladeselskabet at indspille med den producer, vi helst ville have, og så skulle vi se resultatet an. Før dette havde vi været i London i et godt tykke tid og spillede små showcases for forskellige producere. Vi indspillede endda versioner af et par sange i London, som bare ikke føltes rigtige. Det var en ret frustrerende tid, fordi vi ikke vidste, hvor tingene ville ende, vi kunne bare mærke inderst inde, at det føltes forkert. Da vi indspillede "Snow Brigade" med Rich, i Sun Studios, var det første gang, vi hørte os selv med så meget punch og klarhed og dynamik. Den måde, han brugte mikrofoner på og hans fænomenale evner bag en mixerpult gjorde, at vi endelig fandt den lyd, vi havde ledt efter. Det var et stort øjeblik for os. Vi spillede et show på Vega lige efter indspilningen, hvor vi spurgte publikum efter showet, om ikke de ville høre vores nye sang, som vi så satte på og blæste ud af PA'et. "Snow Brigade" var skrevet på Silas' lille musikværelse, med akustiske guitarer og klaver, så da det fik sin fulde lyd, var der en del ting, der ikke rigtig fungerede, blandt andet vokalmelodien i verset, som jeg lavede om på stedet og hurtigt fik skrevet en ny tekst til. Sådan er det, sommetider arbejder man i månedsvis på noget, andre gange laver man det på en halv time, og når der er gået nogle år, kan man ikke kende forskel. Vi spillede nummeret på tv til Danish Music Awards, og der var en del, der opdagede os herhjemme på det tidspunkt. Vi fik først rigtigt at mærke, hvor mange der havde opdaget os i Danmark, da vi kom hjem og spillede på Roskilde Festival i 2003. Det var helt klart et af karrierens største øjeblikke for os.

Symmetry

Denne duet var oprindelig på det forrige album, men i dette arrangement lavede vi det, sammen med Jon Schumann (Joshua) som producer, en anelse mindre abrupt, og gav det et mere groovy feel. Det var en af en bunke sange, vi indspillede til allersidst, med Jon Schumann som producer (Jon var desuden tekniker på de sange, vi indspillede i Danmark). Sangens tilblivelse er en bizar historie om, hvordan jeg mødte en 11-årig pige ved navn Becky Jarrett fra Georgia, USA, i et chatrum på internettet, og som havde spillet en rolle i en lokal opvisning af den berømte musical Annie baseret på tegneserien Little Orphan Annie. Jeg havde netop opdaget soundtracket til denne musical, via Jay-Z's sampling af "It's A Hard-Knock Life", så jeg tænkte, at det var skæbnen, der gjorde, at vi skulle falde i snak i et music-themed chatrum. Hun sendte mig et demobånd på kassette, og hendes stemme var helt fantastisk. Planen var at sende hende et DAT-bånd med musikken og få hende til at indspille det i et lokalt studie i den lille by, hun var fra, men eftersom hendes mor altid havde drømt om at komme til Europa, besluttede de i stedet at flyve mor og datter til København, hvor de boede i et lille stykke tid. Vi viste dem lidt dansk kultur, blandt andet Tivoli, og hun indspillede sin vokal til "Symmetry" på en eftermiddag i det historiske Sweet Silence Studios, som dengang lå på Amager. Senere har det faktisk været en vanskelig historie at fortælle i pressen, fordi "jeg mødte et barn på internettet" har så mange negative biklange. Men dengang var internettet nyt, og det var lang tid før, man hørte om børnelokkere, der benyttede chatrum til deres forfærdelige gerninger. For mig var det utrolig fascinerende at kunne gå ind i et "rum" og tale med folk fra hele verden om musik. Jeg var en åben bog dengang og modtog med kyshånd anbefalinger til musik fra folk fra den anden side af kloden. Becky og hendes familie kom og så os første gang, vi spillede i New York, og for nogle år siden kom Becky og hendes mand og besøgte mig i Danmark. Hun laver stadig musik, om end det ikke er hendes levevej.

Behind the Drapes

En sang om at føle sig alene, sommetider også selvom man har mennesker omkring sig. Jeg beskrev det dengang som at være en natsværmer fanget bag et gardin. Vi skrev den relativt hurtigt, på et besøg hjemme i Danmark, på et lille værelse med et klaver og akustiske guitarer og bas. Vi lavede ikke rigtig demoer af de nye tracks, kun små skramlede diktafonoptagelser, så sommetider var det lidt svært at overtale Rich til, at sangene var klar til indspilning!

Her Voice Is Beyond Her Years

Siden vi opdagede Stina Nordenstam i starten af 90'erne, især gennem hendes album ...And She Closed Her Eyes, havde det været en drøm at arbejde med hende. Vi havde ikke, på vores to første albums, haft andre deciderede "features", så det var en ny ting for os, både med Stina og Becky. Helt utrolig heldigt viste det sig, at vi gennem en tekniker i Sweet Silence, hvor vi indspillede Half The World Is Watching Me, med Flemming Rasmussen som producer, havde en kontakt til hende. Vi sendte hende et råmix og hørte så ikke noget fra hende i lang tid. Vi troede ikke, at hun havde lyst til at synge på den, men så en dag modtog vi en fax(!) fra hende, hvor hun skrev, at hun ville komme forbi. Hun var vores store heltinde, og Johan var så nervøs, at han var nødt til at forlade studiet. Hun var helt fantastisk og utrolig yndefuld, men havde også en hel del humor. Hun indspillede vokalerne på nul-komma-fem, lavede en fin tegning i vores notesbog, og vi var lykkelige. Hvis du ikke kender Stinas musik, må jeg på det kraftigste anbefale dig at lære det at kende! 

Eight Flew Over, One Was Destroyed

Denne sang blev til i samme skrive-session som "Behind the Drapes". Vi havde egentlig ikke lyst til at skrive langsomme sange på det tidspunkt, men fundamentet til denne opstod lidt ud af det blå en eftermiddag. Som jeg huskede det, startede det bare med, at Bo spillede denne lidt urolige afdæmpede opbygning, og så kom jeg ind med en simpel klavermelodi henover. Den næste dag havde Bo skrevet et guitarforløb, som jeg sang på, og det blev til omkvædet, og derfra blev det pludselig til en hel sang. Vores døde engle-logo er inspireret af denne sang.

She Came Home For Christmas

Dette var den tredje indspilning af denne, vores eneste julesang. Oprindeligt indspillede vi den med Damon Tutunjian (Swirlies) som producer på vores første album, A Triumph For Man (1997). Dernæst en ny og mere orkestral udgave, produceret af Kasper Winding, der kom ud i 1998. Vi indspillede den med Rich som en del af den første LA-session med ham (albummet blev til over lang tid, mange forskellige steder). En musiker ved navn Patrick Warren kom ind i studiet med sin Chamberlain, et magnetisk bånd-baseret elektronisk instrument fra 50'erne, som fungerer på samme måde som mellotronen, men opfundet før mellotronen. Dens mærkelige wobbly strygerlyde gør sig rigtig godt på sangen, som fik en mere rå og bastant lyd end dens forgængere. 

She Spider

Da vi ankom til Los Angeles for første gang, havde Rich booket et øvelokale til os i the valley, hvor vi stillede vores gear op. Af en eller anden grund stod der et gammelt Yamaha CP80, et elektrisk-mekanisk klaver, med en vidunderlig vibrato-effekt. På den første øvedag begyndte vi at jamme lidt og skabte grundstenene til sangen. Der var en vis vrede i sangen. Det var kort tid efter det skæbnesvangre folketingsvalg i 2001, hvor Venstre og Konservative med støtte fra DF skabte den første regering i Danmark med borgerligt flertal siden valget i 1926. Vi troede, det var løgn og kunne slet ikke kende Danmark. She Spider er en af vores absolut mest dynamiske sange til dato, med en meget kraftig kontrast i lydstyrke mellem vers og omkvæd. 

Comforting Sounds

Vi genindspillede "Comforting Sounds", ikke med et så anderledes arrangement, men med en mere fyldig lyd og nerve. Tilblivelsen af sangen fandt sted for år tilbage, i vores gamle øvelokale på en fabrik i Nordhavn. Det er en yderst simpel sang, som er blevet en favorit hos vores fans. Pladeselskabet udgav den som single, selvom den er knap ni minutter lang, i en tre minutters redigeret udgave, som slet ikke fungerede i sin korthed. Heldigvis var den lange version også at finde som track på single-cd'en, og når den blev spillet i radioen rundt omkring i verden, spillede de næsten altid den lange version. NME i England valgte den som "single of the week" og bragte et billede af os, hvor vi ser meget alvorlige og triste ud. Neden under billedet står der: "Cheer up guys. You're single of the week!". Den har en særlig blanding af noget afsindigt skrøbeligt og meget stærkt og triumferende over sig. Når vi spiller den live, er det næsten altid som sidste sang, fordi det er umuligt at spille andre.

 

Tracklisten til deluxe-udgaven af Frengers er som følger:

01 Am I Wry? No

02 156

03 Snow Brigade

04 Symmetry

05 Behind The Drapes

06 Her Voice Is Beyond Her Years

07 Eight Flew Over, One Was Destroyed

08 She Came Home For Christmas

09 She Spider

10 Comforting Sounds

 

Extras:

01 King Christian

02 Mica

03 That Time On The Ledge

04 City Voices

05 I Should´ve Bee A Tsin -Tsi (For You)

06 Wherever

07 Like Paper Cuts

 

Hør originaludgaven af Frengers:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA

// DAN