Bedst lige nu – 12 stærke sange til weekenden

Bedst lige nu – 12 stærke sange til weekenden

Weekenden er altid garant for en masse ny musik, og i dag er absolut ingen undtagelse. Vi har samlet de 12 bedste tracks, der alle er forholdsvis friske fra fad, så du kan nyde ny musik i weekenden. Hør sangene på en playliste nedenfor.

Kwamie Liv: Follow My Heart
En forsmag på debutalbummet Lovers That Come And Go, der udkommer til efterået. Kwamie Liv har med sin forrige single og denne demonstreret en musikalsk legesyge, der afspejler sig i flere forskellige lyduniverser. Det er omskifteligt og flygtigt, med et dragende udtryk, vi glæder os til at høre mere af.

Sound of a Gunshot: Stereo
Første single fra et nyt kunstprojekt er landet. Det er kunstneren Marco Evaristti, der står bag, og han har skabt projektet sammen med den danske sangerinde Chio Dyrlund, rapper Mike Ekim fra NYC og producer Esben Thornhal. Der er kontraster på spil i lydbilledet, der ender ud i en helt særegen lyd.

Off Bloom: Not Sorry
Den dansk-engelske trio har med adskillige singler og to ep'er plantet foden solidt i musikscenens muld. Det er elektronisk pop, og de har virkelig formået at finde deres egen lyd. Den er fortsat at spore i dette mere stille udspil, der har en stærk bund i klaveret, som ikke har fyldt i musikken før.

LÆS OGSÅ: Malte Ebert uden Gulddreng har internationalt potientale

Malte Ebert: Rather Be
Vores alle sammens Gulddreng er tilbage under det borgerlige navn Malte Ebert. Hans Instagram har skiftet til billeder i farve, og sangen er på engelsk. Den kun 23-årige landsbydreng fra Vejle er seriøs og ikke mindst ærlig artist nu, helt uden alter ego og bling, og ude med denne up-tempo sommersang.

DNCE: TV In The Morning
People to People hedder det nye udspil fra gruppen med det akkurate navn. De er kendt for at lave danse-værdige hits med bravour. Med singlen her tager de tempoet ned til sensommer-slow-følelsen, der dominerer dette års sommerhits. Der er dog fortsat masser af glade rytmer og god guitar på nummeret.

Troye Sivan & Ariana Grande: Dance To This
De to har længe fangirlet over hinandens musik, og nu sker samarbejdet endelig. “Strandvibes” beskriver Sivan blandt andet selv sangen som, og det kan man hurtigt give ham ret i. Det er et slow track til de sene eftermiddage, når du ligger på stranden og har spist for meget fra engangsgrillen.

LÆS OGSÅ: The Smashing Pumpkins offentliggører koncerter i Europa samt ny single

Yungblud: California
Han har lige blæst Ådalen omkuld på NorthSide Festival, blandt andet med denne nye single, som publikum fik en forsmag på. Han spiller igen på Tinderbox, og GAFFA vil som altid anbefale at opleve denne essentielle, sure teenager med hjertet på rette sted. Endnu et fortjent "fuck dig" til systemet.

Nicki Minaj & Ariana Grande: Bed
Dronningen af rap og prinsessen af pop er tilbage med den længe ventede opfølger til fest-hittet “Side To Side”, der med garanti fortsat spiller i din radio. Med “Bed” demonstrerer det populære makkerpar langsommere og mere sexede rytmer på et track, der er en del af en ny æra for begge kunstnere.

Noah Cyrus, Tanner Alexander: Lately
Noah Cyrus etablerer med “Lately” fortsat en helt simpel og ærlig stil i sin musik. Den følger i singlen “Team”s fodspor, med en dragende Cyrus-vokal, der gør sig godt på disse sentimentale og ballade-følende duetter. Den mere, rå, akustiske lyd har heldigvis stadig sin plads i den moderne musikverden.

LÆS OGSÅ: Death Cab for Cutie gæster Danmark - hør ny single

Martin Garrix, Khalid: Ocean
Der er ingen tvivl om, at de to herrer, der arbejder sammen på nummeret her, er i medvind i musikverdenen. Den bløde og indbydende vokal fra Khalid fortæller om, hvordan kærligheden vinder over enhver distance – selv havet når den over, og sangen føles som et lydbillede af beroligende bølger på havet.

Kato: Motions 
Den danske dj giver sit bud på et sommerhit anno 2018. Det er den første single i år, og den står på palmer, druk, fest og generel feriestemning med “Motions”, hvor Jessica Halls vokal byder dig at følge med. Det føles lidt, som om vi bliver inviteret med til pool-party i L.A., hvor Kato står bag pulten.

2 Chainz, Drake, Quavo: Bigger Than You
Tre højt eftertragtede navne, der står bag en stor portion af den dominerende pop og hiphop i dag. Det er da også den dominerende hiphop-lyd, de kanaliserer på tracket her, der rammer centrum i en populær genre, som Quavos gruppe Migos ikke er uvant med at sidde på toppen af, hvilket sangen her slår fast.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA