Roskilde-aktuelle Baby in Vain i Seattle: Med punk og pragt

Roskilde-aktuelle Baby in Vain i Seattle: Med punk og pragt

Kronprinsessen, udenrigsministeren, det islandske præsidentpar, ambassadører og gallaklædte notabiliteter, så langt øjet kunne række. Det 45 millioner dollar dyre Nordic Museum i Seattle blev indviet med fuldendt klassisk etikette, men så kom Baby in Vain og stak kniv i al pænhed, hvis habitter og silkekjoler lige havde glemt, at lokaliteten også er grunge-rockens hovedstad.

Alle sejl var sat til, da GAFFA i starten af maj deltog i en mindre kæderække af festivaler i anledningen af indvielsen af Nordic Museum i Seattle, i bydelen Ballard, med historisk stærk indvandring fra Norden, særligt Norge. En by, der af samme grund har haft tætte relationer til vores del af verden i over et århundrede. Nu er det nye museum en realitet, et prestigeprojekt, der blev indviet for fuld skrue med både pomp og pragt og så med særlig vinkel/frækhed/kant, repræsenteret ved den danske grunge-rocktrio Baby in Vain. Bandet smadrede, helt og aldeles upoleret, igennem ved flere lejligheder for øjnene af repræsentanter for kongehus, regeringer og ambassadører, helt i tråd med byens musikhistorie og alenlange undergrundskultur. Et vartegn og en identitet for byen på samme måde som Space Needle og de ekspanderende multi-million-dollarvirksomheder som Microsoft, Starbucks, Amazon, Boeing og den fremadstormende bio-tech-industri.

Jimi Hendrix blev født i Seattle, garagerockens ultimative pionerer The Sonics skruede først op for strømmen i samme område, og cremen af et vidtforgrenet punkæstetisk undergrundsmiljø kulminerede med grunge-bevægelsen i starten af 90'erne, hvilket fortsat har kolossal indflydelse på global rockkultur og attitude. Noget, man bryster sig af i byen, blandt andet illustreret ved, at lufthavnen Sea-Tac både rummer en 40-50 plakater stor Pearl Jam-udstilling og en Sub Pop-butik (pladeselskabet, der først udsendte Nirvana, Mudhoney med mere og nærmest var grundlaget for grunge-bevægelsen). En subkultur og en identitet, der fortsat trives, men også er under massivt (penge)pres. I anden sammenhæng mødte GAFFA Stone Gossard fra Pearl Jam til morgenkaffe under opholdet i Seattle, og han udtrykte det således:

– Rødderne og stemningen fra den gamle subkultur er der stadigvæk, du skal bare lede lidt dybere, da den er gemt under alle pengene. Det estimeres, at der flytter 800 mennesker til Seattle om dagen i forbindelse med tech-jobs, hvilket har medført kæmpe forandringer i form af blandt andet øget trafik og flere hjemløse. Alt er blevet dyrere.

Pearl Jam spiller i øvrigt to koncerter i Seattle i august for første gang i fem år, hvor sigtet er at indsamle otte millioner dollar målrettet til støtte for det stigende antal hjemløse, men det er en anden historie.

I må gerne chokere

En udvikling og historik helt i tråd med åbningen af museet. Pinger og penge fra øverste skuffe, men også et brøl fra undergrunden, der – om end trængt – fortsat eksisterer, både i København og Seattle. Såvel den udpræget venlige og karismatiske museumsdirektør Eric Nelson som Danmarks kompetente og modige USA-ambassadør Lars Gert Lose havde instrueret den københavnske trio ud fra devisen "I skal bare fyre den af, ikke holde igen overhovedet. I må gerne chokere."

Det blev så i den grad tilfældet. Ambassadøren (tidligere rådgiver for både danske stats- og udenrigsministre og spirende metal-musikere) forelskede sig pladask i Baby in Vain, da han så trioen på NorthSide i 2014 – dengang alle tre medlemmer stadig var teenagere – og jo mere de larmede og rakte tunge på billeder med Anders Samuelsen og Kronprinsessen i Seattle, jo større blev hans smil. Mary tilkendegav også tydeligt sin respekt for Andrea, Lola og Bene. Ud over forblommede ord om nordisk/amerikansk kultursamarbejde og tradition blev Baby in Vain behørigt nævnt i den officielle indvielsestale for museet. Det foregik foran pressen og en talstærk lokalbefolkning, hvor Kronprinsessen også hyldede Kurt Cobain, Eddie Vedder og Jimi Hendrix.

Fra dansk side er åbningen af museet samtidig et led i et treårigt kulturfremstød, der skal styrke dansk/amerikansk kulturudveksling med fokus på fælles værdier som ligestilling, bæredygtighed og områder som film, arkitektur, design, billedkunst, litteratur og musik. Dette som parameter for fælles forståelse i en på mange måder gradvist mere polariseret verden, som den danske ambassadør, Kronprinsessen, museumsdirektøren og Anders Samuelsen på hver deres måde formulerede det. Både i officielle taler og ved de mange smalltalks/interviews, som GAFFA deltog i under rækken af pindemadder, rockkoncerter, receptioner og almen tumult i Seattle. Et kulturfremstød, der fokuserer specifikt på byerne Seattle, Houston, Austin, Detroit, Chicago og L.A.

Lyder ikke som Trump

De mange flotte, bevingede ord om historiske, demokratiske traditioner, grøn omstilling og ligestilling skurrede lidt i overtegnedes ører med tanke på de signaler, der er kommet fra Det Hvide Hus, siden en herre med sært hår indtog det ovale værelse sidste år. Direkte adspurgt svarede den danske ambassadør følgende:

– Det er netop en af grundene til, at vi i dag er i Seattle og ikke Washington D.C. Mit indtryk er, at man i Danmark fokuserer på og taler væsentligt mere om Trump, end vi gør her. USA er så meget andet end ham, og hvad han repræsenter, og de enkelte stater har udstrakt autonomi. Vi har målrettet indsatsen på blandt andet en by som Seattle, med stærke nordiske rødder og en stor og vigtig musik- og kulturhistorie, og så en by som Detroit, der efter fraflytning og bankerot nu for alvor er på vej op og et hjemsted for mange nye kulturelle aktiviteter og initiativer.

På de fire dage i Seattle hang GAFFA med på det meste og mødte ud over alle de omtalte flere repræsentanter fra den danske ambassade, Kunststyrelsen, folk fra museet, Kristian Riis fra Nordic L.A. (nordisk kulturambassade grundlagt af Riis og Sharin Foo fra The Raveonettes, red.), repræsentanter fra radiostationen KEXP og forskellige folk og organisationer engageret i dansk/amerikansk kultur- og erhvervssamarbejde.

Dag 1: KEXP – Nordisk præsentation

Efter mailkorrespondance frem og tilbage ankommer min ledsager og jeg til radiostationen KEXP i centrum af Seattle på en varm pre-sommerdag. KEXP er ekspanderet kraftigt gennem årene og er blevet lidt af en gigant, ikke mindst kendt for stationens live-sessions. KEXP er part i omtalte kulturfremstød, og første skridt i samarbejdet er en live-session med Baby in Vain. På rekordtid møder jeg den glade trio og flere ambassadefolk med flere, som har figureret på diverse mailinglister. Nephew-guitarist og medstifter af Nordic L.A. Kristian Riis er også på pletten. TV2 Nyhederne og Billed-Bladet er der, og hvad kan man så næsten ønske sig mere? Vi sidder forrest i kontrolrummet, og 1-2-3-4 er babyerne "in vain", de begynder i hvert fald at larme og vånde sig noget så gevaldigt. Den zen-agtige hippievært Kevin Cole interviewer indimellem og er meget tilfreds med bandet og deres musik, som jo trækker på klar inspiration fra nogle af de artister, der kommer fra netop Seattle. Efterfølgende er der skåltaler over det nye samarbejde. Anders Samuelsen er let forsinket kommet hele vejen, ned fra træet, ud af flyet og ind på KEXP og får en håndbajer i civil, en lille tale og en snak med Kevin Cole. Udenrigsministeren nævner Baby in Vain og grunge – som han vist lige har læst op på i flyveren – og hænger ud med musikerne, som smiler, men også virker lettere beklemte.

Vi har været omkring H.C. Andersen

Men samarbejdet er skudt i gang, Baby in Vain leverer, solen skinner, og alt er godt. Næste skridt er Nordic Museum, hvor den danske strategi skal præsenteres. Direktør Eric Nelson indleder entusiastisk, ambassadøren er ikke til at skyde igennem, og ind ad døren træder så kvinden, alt efterfølgende drejer sig om. Kronprinsesse Mary har format, stil og ordet i sin magt, hvilket ikke  mindst en tale dagen efter på en ligestillingskonference på University of Washington illustrerer. Og så skal Baby in Vain spille igen. I fuldt dagslys for snuden af Mary, Samuelsen, ambassadører og ministre på første række. Det er for sjovt. Der breder sig en stemning af anstrengte smil og hænder, der pligtskyldigt klapper samt folk, der tydeligvis synes, det er fedt. "Awesome", som den velklædte, modne kvinde ved siden af os udtrykker det. Billed-Bladet har lagt en ganske forrygende lille video ud, hvor man specielt følger mimikken fra parnasset på første række. Særligt Mary og Lars Gert Lose har en fest:

– Vi gider ikke præsentere H.C. Andersen igen, vi vil vise noget nutidigt med kant, som sidstnævnte udtrykker det. Han fik det, som han ville have det.

Kristian og Mary

I de senere aftentimer er der en lille lukket reception i toppen af den flotte ambitiøse bygning med god udsigt over Seattles imponerende by og natur. Alle vrimler om Mary, så de er ved at falde over egne ben af ren befippelse, men i stedet går hun – som også ved senere lejligheder – direkte hen til Kristian Riis, der som en af de få er iført klassisk sort-kasket-rock'n'roll-uniform. De kender hinanden privat, og det virker som et lille helle for Kronprinsessen at snakke med en "regular guy", hun kan stole på, midt i al virakken. Meget sympatisk. Der er store, men også gode ord fra talerstolen om museet, samarbejdet, fremtiden, strategi og musikken, hvor også Kristian Riis er inviteret til at fortælle om Nordic L.A., som bygger bro mellem danske og amerikanske erhvervs- og kulturinteresser. Efter at have ladet forstærkerne hyle spiller Baby in Vain her til lejligheden et akustisk nummer, der tydeligt demonstrerer bandets melodiske evner og melankolske udtryk. Mary står helt foran og smiler overbevisende. Det er lidt af et gedemarked og noget af en broget forsamling. Mary er en omsværmet dame, der fotograferes med Baby in Vain, hvor Andrea Thuesen skandaløst og demonstrativt rækker tunge.

Dag 2: Ligestilling, punk, habitter, druk

Vi er med på konference på University of Washington, hvor Mary som nævnt "nailer", hvad moderne ligestilling og målrettet strategi handler om, men bailer efterfølgende ud på en seance hos Novo Nordisk og aftenens fest, hvor Baby in Vain spiller på et skibsværft tæt ved museet. Vores lokale værter med delvis danske rødder var til gengæld mødt op og sagde følgende:

– Det var ret mærkeligt. Baby in Vain var superfede, og det virkede som om, at folk var meget fulde, og der var den mærkeligste blanding af almindelige Seattle-koncertfolk og så flere, der var totalt  "dressed up" i det stiveste, officielle puds.

Det gav til gengæld meget god mening for os.

Dag 3: Baby in Vain imponerer de lokale

Dagen efter er der adgang for lokalbefolkningen på museet, altså koncertfolket, der har købt billet i forvejen. Ud af fire artister er Baby in Vain de første, der går på scenen. Det er fjerde gang, vi ser dem i Seattle, men det her er klart det bedste. Rummet er stort, men folk både kommer og bliver. Der er stadig nogle fine kjoler og butterflies, men det er langt mere det lokale rockpublikum, der er troppet op. En krævende og velbevandret skare, der både fylder salen, bliver stående og er begejstrede for, hvad de ser. Vi snakker bagefter med bandet, som er både glade og tilfredse, men også udmattede. De er afsted alene, uden tour manager, og rigtig mange aftaler og beslutninger er efter ad hoc princippet. Trioen har været to hele uger i byen og har også indspillet nyt materiale. Når turen går hjem dagen efter, er der mindre end 48 timer til, at de skal af sted igen på tur til Tyskland. Kun de tre alene i Lolas fars bil. "It's a long way to the top if you wanna rock and roll", som Bon Scott udtrykte det. Men én ting er sikkert: Seattle har opdaget Baby in Vain, og det gælder både "upstairs and downstairs".

Dag 4: Snoren skal klippes

Det er vel fjerde gang, vi ser Mary, og ud over at hun er knivskarp og smilende, er hendes outfit både helt forskelligt og stilsikkert hver gang. Alle pingerne sidder på rad og række, lokalbefolkningen er mødt behørigt op, og det vrimler med nordiske folkedragter, islandske herrekor, og hvad man ellers ikke har været i stand til at støve op i Skandinavien og omegn i årtier. Snoren klippes, museet er officielt åbnet. Skulle du blive nordisk kulturnostalgisk, så tag en tur til Ballard, Seattle.

Det blæser en halv pelikan, men solen skinner, og talerækken går sin gang. Museet er officielt åbnet, og ud fra de mange aktører, GAFFA talte med, er der virkelig ambitioner og intentioner om seriøs kulturudveksling i fremtiden. Ikke mindst i forhold til musikken. Allerede inden denne artikel et gået i trykken, har for eksempel Iceage trykket igennem på Ballards nye museum, givetvis mens direktør Nelson står og smiler og rocker behersket igennem.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA