Historien om Det Ganske Lille Band – Tre år, der ændrede dansk rock

Historien om Det Ganske Lille Band – Tre år, der ændrede dansk rock

C.V. Jørgensen er tilbage på de danske livescener for første gang i otte år og spiller blandt andet på Roskilde Festival. René Wulff var trommeslager i C.V's Det Ganske Lille Band, der kun eksisterede i tre år, fra 1976-1979, men nåede at udgive tre mesterværker, turnere intensivt og få hul til et stort publikum. Her får vi den stærkt forkortede version af René Wulffs historie om disse år, som han også udfolder i en ny bog.

Til minde om Erik Falck og Ivan Horn

I maj 2018 udsendte Warner Music remastererede udgaver af de tre plader, Det ganske lille band – også kendt som C.V. Jørgensen – nåede at indspille i løbet af de tre år, bandet eksisterede – fra 1976 til 1979.

Den originale besætning bestod af Carsten Valentin Jørgensen, Ivan Horn, Erik Falck og René Wulff. Oprindelig var tilnavnet, ”Det Ganske Lille Band”, et lille hint fra anmeldernes side til et af pladens numre af samme navn, men siden bed det sig fast og bruges derfor tit og ofte ved omtale af bandet. I 2011 – toogtredive år efter det var slut – blev Det Ganske Lille Band genforenet for en kort stund. EMI Music Denmark (nu Warner Music) havde købt rettighederne til de tre plader, vi nåede at indspille, og ville lave et bokssæt indeholdende disse tre, samt aldrig tidligere udgivet materiale.

Siden tilblivelsen af dette bokssæt og den korte genforening har denne historie trængt sig mere og mere på. Mest af alt, fordi det var et kapitel i vores respektive liv og karriere, der havde enorm betydning for os alle, og som så at sige forandrede hele vores tilværelse, og vi alene af den grund altid vil være forbundne. Eriks alt for tidlige bortgang i 2016 rystede mig og satte nogle tanker i gang. Pludselig manglede der et led i kæden, og i min sorg over Eriks farvel indså jeg, at hvis jeg nogensinde skulle gøre alvor af at skrive min egen historie om disse år, skulle det være nu.

Vi mødtes alle fire – Carsten, Erik, Ivan og jeg – en efterårsaften 1976 i Carstens lille stuelejlighed i Bondebyen i Lyngby. Mødet var sat i stand med det ene formål at se (læs ”høre”), om der skulle være basis for at samle et band. Carsten havde hidkaldt Erik, som havde fulgt ham fra begyndelsen, og Ivan havde taget mig med. Ivan og jeg spillede på det tidspunkt i gruppen ”Barbarella”, men syntes ikke rigtigt, at vi med dette band kom nogen vegne. Nogle måneder inden vi mødtes, havde jeg tilfældigvis hørt Carstens første plade, ”En Stynet Strejfer”, i Werners Studie og var øjeblikkelig blevet fængslet af måden, der blev spillet på – og ikke mindst af Carstens tekster. Så da jeg efter en fest hos musikproduceren Poul Bruun hørte fra Ivan, at han og Carsten ved samme lejlighed havde drøftet idéen om at lave et nyt band, vred jeg omgående armen om på Ivan og sagde: ”Jeg vil være med!”.

Nu var vi så endelig samlet, og fik spillet en del af Carstens numre igennem – nye som gamle – uden dog at dykke dybere ned i dem. Som aftenen skred frem, blev vi alle fire ramt af fornemmelsen af, at dette kunne blive stort. Eller sagt med en lille omskrivning af Halberg/Larsens ord: ”Der var magi i luften”. Da det som sagt foregik i Carstens private bolig, var vores instrument-setup kogt ned til det absolut minimale, men trods dette smeltede vores instrumenter sammen på en helt forunderlig måde. Vi skabte plads, luft og huller til hinanden, så hvert enkelt instrument stod knivskarpt i lydbilledet og passede sammen som tandhjulene i en gearkasse. Længe inden den sidste tone var klinget ud, var en ny øver derfor aftalt, problemet var bare hvor? Tilfældigvis kendte jeg til et sted i Lavendelstræde i det indre København, der tidligere havde været brugt som øvelokale, men som nu stod tomt. Lokalet lå i kælderen lige under bøsse-værtshuset ”Madame Arthur” – med direkte udgang til gaden. Jeg tog derfor turen til ejerens kontor i baghuset, og efter at have aftalt de praktiske detaljer samt den månedlige husleje var vi nu i besiddelse af et øvelokale. Vi rengjorde lokalerne og rykkede efterfølgende ind med vores instrumenter, og stedet kom praktisk talt til at fungere som en slags andet hjem for os i de kommende tre år.

Første officielle pressefoto - skudt sidst i 1976 i vores øvelokale i kælderen under bøsseværtshuset ”Madam Arthur” i Lavendelstræde. Fra venstre mod højre ses: Erik Falck, René Wulff, Carsten Valentin Jørgensen og Ivan Horn.

(Foto: Allan Rosenius)

I slutningen af 1976, efter at have øvet intenst gennem nogle måneder, var vi klar og begyndte så småt at jobbe. Carsten havde en pladekontrakt kørende med Hookfarm, som havde udgivet pladerne ”En Stynet Strejfer” og ”T-shirts, Terylene bukser og Gummisko”. Men da vi ikke mente, at dette selskab med dets begrænsede økonomiske ressourcer var i stand til at tilbyde os det, vi stræbte efter, så vi os derfor om efter et andet selskab. Vi indspillede en demo, og den første vi gik til var Per Stan, som på daværende tidspunkt sad på pladeselskabet Polygram. Han takkede dog pænt nej, men hurtigt efter meldte nogle selskaber sig helt af sig selv. Et af dem var Bent Fabricius’ selskab Metronome Records, og alene måden de præsenterede sig på, var der stil over. Vi spillede i Saltlageret, og efter koncerten kom Metronomes salgschef, Olav Bennike samt deres A&R-mand Carsten Ulendorf, backstage med en flaske champagne. De fortalte, at de var interesseret i at skrive kontrakt med os og inviterede os derfor til et møde i deres hovedkvarter i Vanløse. Her blev vi præsenteret for Metronomes direktør Peter Kjær, som bød os hjertelig velkommen. Peter kom oprindelig fra reklamebranchen og var egentlig ikke ”musikkyndig”. Han kompenserede dog for dette ved at kende alt til markedsføring og havde samtidig gode og originale idéer. Sidst, men ikke mindst havde han en sjælden forståelse for ”artistpleje” – hvilket vi nød særdeles godt af, da han senere i forløbet nærmest behandlede os som sine egne børn. Han lovede os helt frie tøjler i musikalsk henseende, og der var heller ingen forbehold over for de ting, der var os magtpåliggende – hvilket blandt andet var valg af studie, vetoret i forhold til al layout og design samt måden, vi skulle promoveres på. Alt blev imødekommet, og kontrakten blev herefter underskrevet – hvilket vi i øvrigt heller aldrig så nogen grund til at fortryde.

Nu skulle vi så i studiet, hvilket vi i den grad så frem til. I marts måned 1977 gik vi i Sweet Silence Studio med Nils Henriksen som producer og Stig Kreutzfeldt som tekniker. Vi startede dog rent faktisk op i Werners Studie, som oprindelig var booket til indspilningerne. Men efter at jeg havde siddet og banket i mine trommer i to fulde dage, uden det var lykkedes Nils at finde den lyd, han søgte, bookede vi os i stedet ind i Sweet Silence. Teknikeren og produceren Freddy Hanson havde lige åbnet dørene op for dette studie, og da ambitionerne var store, var der derfor heller ikke sparet på noget. Studiet var gennemført ned til mindste detalje – med blandt andet granitvægge i trommeboksen – og rummede endvidere al den nyeste teknologi.

Vi var super tændte, og trods lidt problemer undervejs indspillede vi albummet på fjorten dage. Mens arbejdet stod på fandt vi ud af, at der var visse af numrene, vi ønskede en lidt anden lyd på. Vi fik derfor hjælp af Per Wium på tangentinstrumenter, Martin Andersen på violin og Niels Harrit på sax – hvis præstationer bidrog til at skabe et mere varieret lydbillede. ”Storbyens små oaser” udkom i begyndelsen af maj og blev ekstremt godt modtaget af både publikum og presse, og at den udkom midt under bladkonflikten, fik heldigvis ikke den store betydning.  

Efter udgivelsen af ”Storbyens små oaser” kom der fuldt tryk på, og inden året var omme, havde vi nået at spille omkring halvfems koncerter samtidig med, at vi hen på efteråret påbegyndte arbejdet med materialet til det næste album (”Vild i varmen”). Men allerede under vores forårstur havde Carsten givet udtryk for, at han godt ville frigøres lidt fra guitaren for i højere grad at kunne koncentrere sig om sin sang. Af samme grund mente han, at det ville være en god idé at få en guitarist mere med, hvilket ikke umiddelbart faldt i god jord hos os andre. Men Carsten pressede mere og mere på, og til sidst overgav vi os. Spørgsmålet var nu blot hvem? Vi var selvfølgelig rørende enige om, at ikke blot skulle det være en musiker, der virkelig kunne yde bandet noget musikalsk, men samtidig også en person, der kunne glide ind i fællesskabet. Dog skulle vores sommertur lige overstås, før vi så os i stand til at tage fat om dette. Vi var efterhånden virkeligt godt samspillede, og turen gik over al forventning. Det var tydeligt, at udgivelsen af ”Storbyens små oaser” havde skabt en hel anden opmærksomhed omkring bandet. Vi spillede for fulde huse de fleste af stederne, og ikke mindst på Roskilde Festivalen hentede vi stor succes.

Vi så os nu parate til at kigge os omkring efter en ny guitarist. Flere emner var oppe at vende, og der blev diskuteret frem og tilbage, men uden at vi kunne blive enige. Efter at have brugt jeg ved ikke hvor megen tid, lykkedes det os dog til sidst at nå til enighed, og valget faldt på Thomas Grue. Thomas og han havde haft et kortvarigt samarbejde på Lone Kellermanns første plade, og Ivan havde kun positive ting at sige om dette.

I sensommeren ’77 begyndte vi at arbejde med Thomas. Det første stykke tid foregik det i øvelokalet, men efterfølgende drog vi i øvelejr på Falster. Her isolerede vi os i to uger i Thomas’ bedstemors hus, som vi havde helt for os selv. Stig Kreutzfeldt, som vi denne gang havde valgt som producer for det kommende album, kom på besøg, og vi tilbragte en dag med ham, hvor han lyttede på numrene og kom med forslag til arrangementerne. Men rollerne mellem Thomas og Ivan stod helt klart fra starten. Ivan anså sig selv som ”første guitarist”, hvilket gjorde Thomas nervøs og usikker. Ivan var hurtig på aftrækkeren og holdt sig ikke tilbage, men fandt og arrangerede i mange tilfælde Thomas’ guitarroller, og Thomas rettede i vid udstrækning ind og spillede stort set, hvad han blev bedt om – med undtagelse af hans soli.

Thomas havde i det hele taget svært ved at hamle op med Ivans position i bandet og hans arrangementsmæssige overblik. Til gengæld bragte Thomas noget poetisk og lyrisk ind i bandet med sit spil. Hvor Ivan ofte ”trykkede den af” i sine soli, spillede Thomas langt mere melodisk og ofte mere i samklang med nummerets ånd. Efter min mening var det præcis det, der var styrken i deres indbyrdes sammenspil. De bibragte hver især numrene noget vidt forskelligt til gavn for det samlede musikalske udtryk. Hvor Ivan stod for et fantastisk rytmespil og de aggressive og fandenivoldske soli, stod Thomas for det mere tilbagelænede, klangfulde og melodiske spil. Men det var tydeligt for mig at se, at Thomas havde det svært med Ivan som den musikalske iscenesætter.

Optagelse til filmen ”Lænker & Laster” (videoen var endnu ikke opfundet), som blev optaget på Café Dan Turèll og kørte i biograferne som forfilm til Morten Arnfreds film ”Mig og Charly”. Fra venstre mod højre: Erik Falck, René Wulff, Ivan Horn, Carsten Valentin Jørgensen og Thomas Grue.

(Foto: Steen Møller Rasmussen)

Efter et par intense øve-måneder var vi klar og gik sidst i oktober endnu engang i Sweet Silence-studiet for at påbegynde indspilningerne til det album, der skulle blive til ”Vild i varmen”. Også denne gang var vi virkelig godt forberedte, da alle numrene var gennemarbejdet ned til mindste detalje. Vi vidste præcis, hvad vi ville, og hvordan det skulle lyde, og der opstod derfor heller ingen gnidninger eller uoverensstemmelser af betydning under indspilningerne. Thomas virkede også glad og så ud til at trives, og alle var oppe på det, vi lavede. Vi mixede numrene og holdt en fest i studiet, da det hele lå klar. Stemningen var høj og alle tilstedeværende – inkl. vores pladeselskab – vidste, at vi havde lavet en rigtig god plade, som vi havde al mulig grund til at være glade og tilfredse med.

Den 21. februar 1978 udkom ”Vild I Varmen”, og i forlængelse af udgivelsen tog vi på tur, hvor vi blandt andet spillede for en udsolgt sal i Folketeatret – en koncert som vi, via vores management, selv havde arrangeret. Til denne lejlighed havde Thomas inviteret Gasolin' som gæster, men Kim Larsen forlod noget rystet koncerten før tid med ordene: ”De æder os sgu!”. Vi var helt klart også i musikalsk henseende rigtigt godt kørende, men nåede dog ikke langt på den videre tur, før det begyndte at gå skævt på det personlige plan. Vi så Thomas trække sig mere og mere fra os andre, hvilket, i parentes bemærket, faktisk også ses tydeligt på nogle af de fotos, der eksisterer fra denne periode – hvor Thomas ligesom ”befinder sig” et andet sted i billedet end vi andre.

På det tidspunkt kørte vi i to biler – vores crew og anlæg i en Mercedes-kassevogn og bandet i et folkevognsrugbrød, som vi havde investeret i med Thomas indtræden i bandet. Men Thomas valgte nu oftere og oftere at køre med crew’et. Vi fandt det selvfølgelig en smule besynderligt, men kunne ikke finde ud af hvad det reelt handlede om, og undrede os derfor bare i al stilhed. Men da vores lydmand, Claus Wolter, en dag fortalte, at Thomas altid medbragte en ”medicinkasse”, som de (vores crew) også indimellem havde nydt lidt godt af, begyndte der så småt at danne sig et billede. Men da vi kørte rimeligt cool, hvad stoffer angik, og faktisk kun var til sprut og røg, anså vi umiddelbart ikke Thomas’ ”medicinkasse” som værende et større problem – men skulle desværre blive klogere.

Vores forhold til Thomas blev mere og mere anspændt, da han efterhånden virkede helt uengageret uden for scenen og i vid udstrækning undgik os. I stedet for et samlet og sammentømret hold, som vi var vant til, havde det nu forvandlet sig til en underlig ”ham og os”-situation. Få dage efter vi havde spillet det sidste job på turen, holdt vi et møde uden Thomas. Men da vi ikke kunne blive enige om, hvordan vi skulle forholde os til situationen, sivede mødet bare ud i ingenting. For på trods af den akavede situation var vi ikke blinde for det faktum, at Thomas på scenen så afgjort bidrog til at skabe en lyd og et output, som bandet nød godt af.

Inden vi skulle på tur igen, gik vi endnu engang i øveren, men nu var den helt gal. Thomas var totalt fraværende, når musikken stoppede, og stemningen i bandet var nu så grel og utålelig, at vi så os nødsaget til at tage hånd om problemet. Endnu et møde blev holdt uden Thomas’ medvirken, og vi besluttede os denne gang for at stille ham et ultimatum – enten droppede han stofferne, eller også måtte han forlade bandet. Vi konfronterede ham med dette ultimatum, og han lovede os at lægge varerne på hylden. Vi drog endnu engang på tur, men her viste det sig desværre hurtigt, at Thomas ikke ville – eller ikke kunne – holde sit løfte. Thomas virkede mere dopet og uklar end nogensinde før og holdt sig nu praktisk talt helt for sig selv. Da turen var ovre, blev beslutningen taget – Thomas måtte forlade bandet!

Vi var nu nået frem til forsommeren ’78, og havde i mellemtiden fået overrakt sølvplader for femogtyvetusind solgte eksemplarer af ”Vild i varmen”. Vi fremstod endnu engang som kvartet og måtte med Thomas' afgang bruge en del tid i øvelokalet på at omarrangere numrene. Vi havde gjort vores hjemmearbejde og følte os top-tunede, men kunne naturligvis ikke vide, hvordan publikum ville tage imod os i den ”gammel-ny” udgave. Men alle vores spekulationer i så henseende blev heldigvis gjort til skamme, og sommerturen blev en stor succes. Vi nåede næsten Danmark rundt, med femogtredive koncerter – herunder Roskilde Festivalen. Vores samspil var lige så tight som før, og vi følte os ikke hæmmede af Thomas’ fravær. Arrangementsmæssigt kunne vi godt savne ham, men ironisk nok virkede det, som om bandet med hans afgang blomstrede op og fik ny energi.

Erik, Ivan og jeg havde inden sommerturens start sneget os til at medvirke på Lotte Rømers soloalbum, da indspilningerne foregik om natten. I bandet havde vi altid joket med, at hvis vi nogensinde skulle have en keyboardspiller med, skulle det være en gammel maskinsnedker – med et par afskårne fingre. Med andre ord – en keyboardspiller, der ikke spillede med arme og ben, men som enkelt og rytmisk kunne indpasse sit spil til den stramt opbyggede måde, vi arrangerede vores numre på. Lotte spillede rent faktisk sådan. Hun var ikke keyboardspiller i traditionel forstand og var derfor også noget begrænset i sit spil. Hendes force lå helt klart mere i det rytmiske end i det rent solistiske. Ivan, Erik og jeg så derfor en mulighed i Lotte som et nyt medlem af bandet og præsenterede idéen for Carsten, som dog var alt andet end begejstret. Men denne gang var det os, der pressede på. Et af de argumenter, vi blandt andet brugte, var, at vi på denne måde også ville være i stand til at styrke vores korside. Vi havde aldrig helt på live-siden formået at leve op til vores plader i kormæssig henseende og havde hidtil set os nødsaget til at kompensere for dette på anden vis. Carsten var ikke døv over for vores argumenter, og overgav sig til sidst – om end noget modvilligt.

Fotosession i forbindelse med Lottes indtræden i bandet. Fra venstre mod højre: Ivan Horn, Erik Falck, C.V. Jørgensen, Lotte Rømer, René Wulff.

(Foto: Steen Møller Rasmussen)

Efter en tiltrængt ferie oven på sommerturen begyndte vi at øve med Lotte. Pressen fik hurtigt nys om dette, og i september 1978 var hun nu ”officielt” medlem af Det Ganske Lille Band. Vi arbejdede med nye numre til det kommende album (”Solgt til stanglakrids”) i et kælderlokale, vi havde lejet i Gasolin's bygning på Avedøre Holme. Der var ingen tvivl om, at Lotte var en gevinst for bandet i musikalsk forstand. Vi fik med hende flere strenge at spille på og skabte dermed også en ny sound. Dette skyldtes ikke mindst, at Lotte – ud over keyboard – også spillede både bas og violin. Hvor Ivan var ”instrumental-manden” med tone- og akkord-overblikket, havde Lotte styr på vokalharmonierne, som tilførte musikken det ekstra lag, vi hidtil havde savnet. Dog var der ét problem, som senere skulle vise sig helt afgørende for bandets forsatte eksistens. Lotte og Ivan var i mellemtiden blevet kærester og var flyttet sammen.

Ivans og Lottes indspiste parløb – kombineret med vores grundlæggende forskelligheder – begyndte nu så småt at blive kilde til større uenigheder. Men uagtet de indbyrdes bryderier og den noget anderledes og mere tidskrævende arbejdsproces, vi havde gang i, skred det fremad i øvelokalet. Vi ventede dog stadig på, at Carsten skulle færdiggøre teksterne, så også vokalsiden kunne komme op at stå.

Tekstskrivningen var en pinefuld proces for Carsten, og det tog hårdt på ham, hver gang han skulle levere tekster til et nyt album. På vores tidligere plader havde han siddet på kontoret i Sweet Silence og skrevet sine tekster færdige, mens vi andre var i fuld gang med at indspille. På ”Vild i varmen” er der rent faktisk to sange, som Stig Kreutzfeldt efterfølgende måtte klippe i og forlænge, da Carsten havde skrevet et A-stykke mere ind i teksten, end tilfældet var med den cue-tekst, vi havde indspillet efter.

Carsten blev i øvrigt næsten færdig med teksterne, inden vi skulle i studiet, men de sidste linjer faldt som sædvanlig på plads i Freddys kontor i Sweet Silence Studio.

Vi startede indspilningerne til ”Solgt til stanglakrids” i midten af november, men tingene kom ikke helt så let til os denne gang. Allerede under tilblivelsen af numrene mærkedes det, at vi ikke havde samme styr og overblik over processen som tidligere. Vi havde også sværere ved at finde det fælles fodslag, vi ellers var vant til, og småfrustrationer af den ene eller anden art meldte sig hurtigt i studiet. Ikke at det udartede sig til direkte skænderier, men stemningen var klart mere anspændt end set tidligere.

En uges tid inde i januar var alt kommet i kassen, og numrene skulle nu mixes. I denne proces tonede numrene frem et for et i deres helhed, og her gik det pludselig op for mig, at vi faktisk havde lavet en ganske god plade. Dette blev ikke mindst bekræftet ved den fest, vi altid holdt ved afslutningen af vores pladesessions. Pladeselskab, venner og bekendte var vildt begejstrede, og personligt var jeg glad og lettet.

Den 30. april 1979 udkom ”Solgt til stanglakrids”, og vi skulle starte på vores tur i maj måned med Lotte som nyt medlem. Der var både flere kor og visse af pladens numre, vi af gode grunde så os nødsaget til at omarrangere og forenkle. Vi havde derfor arbejdet på højtryk i øvelokalet, for så optimalt som muligt at kunne spille numrene live, hvilket også gav bonus, da vi blev overvældende modtaget. Vi havde fået super anmeldelser for pladen – nu fik vi det også for vores koncerter. Turen gik i det hele taget over al forventning, og vi trak fulde huse alle steder. Personligt havde jeg dog et problem, idet jeg havde fået konstateret seneskedebetændelse i min højre hånd, som gav mig voldsomme smerter, når jeg spillede. Efter første del af turen gik jeg til lægen og fik nogle smertestillende piller, som akut skulle afhjælpe problemet. Efter en mindre og tiltrængt pause tog vi af sted igen. Pillerne holdt smerterne nede i begyndelsen, men efterhånden som vi arbejdede os igennem turen, blev det værre og værre. Jeg bed dog smerterne i mig, men det bekymrede mig voldsomt og gjorde koncerterne til en pine for mig at stå igennem. Vi sluttede turen sidst i juli, og efterfølgende holdt vi ferie i en lille månedstid, og min hånd fik således lidt ro.

Vi mødtes igen i øvelokalet sidst i august for at øve op til efterårsturen, som skulle starte i midten af september. Langsomt vendte smerterne tilbage, mens vi øvede, så inden vi drog af sted, gik jeg endnu engang til lægen. Han fortalte mig ligeud, at enten skulle jeg holde hånden fuldstændig i ro i månedsvis eller, hvis dette ikke var muligt, kunne han, som eneste alternativ, give mig en blokade. Jeg valgte det sidste, og vi tog af sted igen. De første jobs gik nogenlunde, og jeg mærkede kun lidt til min hånd, men på Hasseris Gymnasium i Aalborg gik det galt. Midt i første sæt kunne jeg pludselig ikke holde på stikken med min højre hånd og måtte derfor holde den, som man holder på en grydeslev. I pausen prøvede vores lysmand ”Doobie” at massere min arm og ryg, men lige lidt hjalp det. Jeg kunne ikke løfte det yderste led af min tommelfinger og måtte derfor tape stikken fast i hånden med gaffatape før andet sæt. Det siger sig selv, at mit spil lød derefter, men vi gennemførte dog koncerten, hvorefter jeg tog direkte til skadestuen på Aalborg Sygehus. Her kunne man ikke umiddelbart stille nogen klar diagnose, men bad mig om at komme igen dagen efter, hvor der ville være en specialist til stede. Næste morgen tog jeg atter ind på Aalborg Sygehus, denne gang for at få konstateret, at min ene sene i tommelfingeren var sprunget, og lægen derfor ville indlægge mig til operation samme eftermiddag. Med denne besked kørte jeg tilbage til hotellet for at informere de andre. Jeg havde dårligt nået at fortælle, hvad lægen havde sagt, og at vi af samme grund måtte aflyse resten af turen – som blandt andet indbefattede Sverige og Norge – før de andre havde pakket deres tasker og var på vej ud ad døren. En halv time efter mit triste budskab befandt jeg mig pludselig mutters alene på hotellet – og med en operation i vente, som muligvis kunne blive afslutningen på min karriere.

Jeg vil dog godt tilføje, at jeg inderst inde havde fuld forståelse for holdets reaktion. Vi var på det tidspunkt kørt alvorligt trætte og var noget slidte. Stemningen i bandet var heller ikke længere optimal. Det mærkedes mere og mere, at kemien imellem Carsten, på sin side, og Lotte og Ivan, ikke var optimal. Ivan var, med Lottes ankomst, kommet til at fylde meget i bandet, og jeg tror, at Carsten følte sin position truet og måske ovenikøbet hægtet en smule af. Ivans ”stunt” med endnu engang at hægte sig på Carstens numre på den nye plade, gjorde så afgjort heller ikke situationen bedre. Ikke at det betød noget i økonomisk forstand, da alle penge alligevel gik i vores fælles kasse. Men jeg var ikke i tvivl om, at Carsten følte, at Ivan havde overskredet en grænse, han ikke rigtig kunne tolerere. Hvor stor en rolle dette senere kom til at spille, skal være usagt, men allerede inden Aalborg kunne jeg mærke, at vi var nået til et vendepunkt.

Jeg gennemgik operationen på Aalborg Sygehus, hvor lægerne tog en sene fra min pegefinger og flyttede den over i min tommelfinger (af én eller anden grund har man to sener i pegefingeren med samme funktion). Jeg blev udskrevet og startede genoptræning i København. Her var jeg så heldig, at én af de ergoterapeuter, som behandlede mig, tilfældigvis spillede tværfløjte og derfor vidste noget om håndstillinger. Hun var oven i købet så sød og venlig, at hun tog med mig i øvelokalet for at tjekke min trommeopstilling. På daværende tidspunkt sad jeg nærmest helt nede på gulvet med min lilletromme i skråstilling op mod front-tam-tam’en – som var højt hævet. Med hendes hjælp blev min trommestol og lilletromme nu hævet, og min front-tam-tam i stedet sænket. Hun forklarede mig vigtigheden af, at mine hænder skulle være i hvilestilling og ikke allerede være aktiverede, inden jeg overhovedet ramte trommerne. Hendes private investering i mig reddede min fortsatte karriere. Så tak for det, Bodil.

Vi skrev nu november, og vi var i fuld gang med nye numre til den kommende plade, da Carsten en aften – og efter endt øvning samme dag – telefonisk indkaldte os til et møde. Samtidig insisterede han på, at vi skulle mødes hjemme hos ham i Virum, hvilket var noget usædvanligt, og alene af den grund var stemningen da også lettere anspændt fra starten. Vi godt var klar over, at dette træk ikke var nogen tilfældighed og anede derfor også, at der var noget alvorligt i vente – og med god grund. Da Carsten endelig fik munden på gled, meddelte han os nemlig, at han ville trække sig fra bandet, men dog var indforstået med at skrive teksterne færdig til det kommende album. Han forklarede os, at hans beslutning udelukkende beroede på, at han savnede en mere afslappet og stabil tilværelse og ikke længere magtede at køre så hårdt på, som vi gjorde. Han følte sig ganske enkelt mentalt og fysisk drænet af de lange og udmarvende turnéer med alt for lidt søvn og uregelmæssige spisetider – hvilket vi naturligvis måtte medgive ham ikke var særligt hensigtsmæssigt set i forhold til hans diabetes.

Det ironiske ved hele situationen hos Carsten var, at vi på intet tidspunkt prøvede at tale ham fra det. Vi tog bare hans beslutning til efterretning, og det var så at sige det. Vi red på en kæmpebølge af succes og troede nærmest, vi kunne gå på vandet, og intet ville kunne stoppe os. I stedet talte vi efterfølgende om, hvordan vi skulle omstrukturere bandet. Det blev, som nogle ved med et nyt medlem – Ole Rømer – og Lotte overtog vokalen i det band, der kom til at hedde C.V. Moto – men det er en helt anden historie!  

René Wulff, marts 2017
(Med stor tak til Susanne Staun for korrekturlæsning og kreative indspark)

 

Ny bog på gaden

I forlængelse af denne, og af redaktionen forkortede historie, har René Wulff fornylig udgivet bogen Det ganske lille band – mine år med C.V. Jørgensen (forlaget Vilhelm). Her får læseren får den hele og fulde historie om tre hæsblæsende år med Det ganske lille band set gennem René Wulffs briller – krydret med et væld af aldrig tidligere offentliggjorte fotos!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA